Myrer (Formicidae)

Myrerne er i forhold til andre Årevinger på latin Hymenoptera (bier, hvepse og myrer) karakteriseret ved at have et ekstra led, nemlig stilkleddet også kaldet skællet, mellem forkrop og bagkrop. Dette led består af en eller to stilkknuder. Desuden er alle myrerne forsynet med følehorn, som har vinkelret knæk omtrent på midten. Langt de fleste myrearter har ligesom mange bier og hvepse tre kaster, nemlig hanner, hunner og for myrernes vedkommende de vingeløse arbejdere.

Myrerne er udbredt og meget almindelige i hele verden med undtagelse af de polare områder, med hele ca. 11.000 arter fordelt på syv forskellige underfamilier.

Der findes i Danmark ca. 50 arter, som er tilhørende 3 underfamilier, hvis man ikke medregner repræsentanter for indslæbte arter fra de sydlige lande, der kun lever kortvarigt i væksthuse, drivhuse eller lignende indendørs steder. Underfamilien Ponerinae er kun repræsenteret med en enkelt slægt og en enkelt art, nemlig den sjældne hypoponera punctatissima. Myrerne tilhørende denne underfamilie har en tydelig indsnøring efter første led på bagkroppen. Underfamilien Myrmicinae, på dansk Stikmyrerne, er repræsenteret med flere slægter i Danmark, hvoraf flere arter i slægten Myrmica er ganske almindelige. Myrerne fra denne underfamilie er alle forsynet med en to-leddet stilk (stilkknuderne) og en giftbrod på spidsen af bagkroppen. Sidste underfamilie er Formicinae med flere meget almindelige arter fra bl.a. slægterne Lasius (f.eks. arten Sort Havemyre) og Formica (f.eks. arten Rød Skovmyre). Medlemmer fra denne underfamilie er ikke forsynet med giftbrod, men derimod med giftkirtel.

Som nævnt har myrerne altså enten giftbrod eller en giftkirtel, til forsvar mod fjender og til angreb på byttedyr. Giftbrodden er et effektivt våben mod små såvel som store fjender og byttedyr. Men på mennesker kan de danske stikmyrer, dette gælder især slægten Myrmica, som er forsynet med giftbrod, dog ikke stikke med alvorlige gener. Medmindre man lider af særlige overfølsomheder. Men på særlige steder på kroppen med lidt tynd hud og generelt på børn, kan stikmyrernes stik være meget ubehageligt. Helt anderledes forholder det sig med myrer som er forsynet med giftkirtel. Disse myrer skal først med deres kindbakker bide hul i fjenden eller byttedyret, og derefter bøje deres giftapparat ned mod hullet for at være sprøjte giften ind. Til gengæld har disse myrer den fordel, at de kan sprøjte mod fjender på afstand og dermed skræmme dem væk. Hvis man holder sin hånd henover overfladen (ca. 2-3 cm) på en tue af Rød Skovmyre, vil man bagefter kunne lugte en kraftig lugt af myresyre på sine hænder.

Ved den såkaldte sværmning foregår parringen mellem kønsdyrene. Nogle arter f.eks. Sort Havemyre har en sværmning, hvor tusindvis af hanner og hunner mødes i luften i store sværme. Andre arter parrer sig i mindre grupper eller parvis på tuens overflade eller underjordisk i redens mørke gangsystemer. Fælles for parringerne er, at de foregår på særligt varme og rolige sommerdage. Efter parringen er hannens rolle i myresamfundet udspillet, og han dør kort tid efter parringen. For hunnen derimod starter et helt nyt kapitel. Efter at hun har mistet sine vinger, er det hendes opgave at lægge æg og gerne starte et helt nyt myresamfund. En hun uden vinger kalder man en dronning, som i æglægningsperioder har kraftigt udspilet bagkrop på grund af sin ægproduktion. Umiddelbart efter parringen kan man ofte se mange dronninger løbe rundt på jagt efter et passende sted, hvor de kan starte grundlæggelsen af deres nye kolonier. Men undertiden bliver dronningerne indfanget eller følger frivilligt med arbejdere fra deres gamle rede eller eventuelt med helt fremmede arbejdere fra et andet myresamfund. Kolonigrundlæggelsen kan foregå på to måder, enten ved selvstændig kolonigrundlæggelse eller ved uselvstændig kolonigrundlæggelse:

Selvstændig kolonigrundlæggelse: Dronningen starter selv sit nye myresamfund, eller eventuelt sammen med arbejdere fra sin gamle rede eller fremmede arbejdere, men fra samme art. Hvis dronningen ikke adopteres af arbejdere fra allerede eksisterende myresamfund, finder den et passende hulrum under en sten, i en træstub eller lignende steder. Her må hun selv helt alene sørge for pasning og fodring af de allerførste arbejdere.

Uselvstændig kolonigrundlæggelse: Dronningen indtager en anden myrearts rede, hvor hendes æg og yngel bliver passet af de fremmede myrer, de såkaldte hjælpemyrer. Ofte dræber den indtrængende dronning hjælpemyrernes dronning. Dette gælder f.eks. hos Rød Skovmyre, som bruger bl.a. Sort Slavemyre til hjælpemyre. Derfor kan man finde reder, hvor slavemyrerne lever sammen med ”herrefolket”, altså f.eks. hvis dronningen hos Formica rufa har dræbt Formica fusca`s dronning, så lever arbejdere fra arten Formica rufa sammen med arbejdere fra arten Formica fusca. I praksis skal man dog være meget heldig for at se dette fænomen, altså et blandingssammfund, hvor to arter lever sammen. Overgangen sker ret hurtigt, og de nye arbejdere fra ”herrefolket” vil hurtigt totalt dominere samfundet.

Myrernes samfund anlægges altid således, at myrerne opnår de bedst mulige betingelser for varme, fugtighed og sikkerhed mod fjender. Afhængig af artens biologi tilpasses reden efter omgivelserne. Nogle arter f.eks. Rød Skovmyre anlægger altid de karakteristiske tuer af grannåle og andre plantematerialer, mens andre arter varierer deres redebyggeri helt efter omgivelserne. F.eks. bygger Almindelig Stikmyre sin rede i træstubbe, i jorden eller i mospuder undertiden med en lille overbygning med indsamlede plantematerialer. Formålet med kuppelformede tuer er, at opnå gunstige temperaturforhold for især æg og yngel. Tuen giver en bedre udnyttelse af solens stråler og navnlig i lidt kølige perioder i forår og sommer, giver tueformen bedre udnyttelse af solen, der er nødvendig for udviklingen af æg og yngel. Ofte er tuerne anbragt således, at tuen bliver uhindret opvarmet af solen om morgenen, mens der midt på dagen gerne må være lidt skyggende bevoksning. På varme sommerdage flyttes æg og yngel dybere ned i tuens indre kamre, hvis temperaturen bliver for høj i nærheden af tuens overflade.

Ofte står rederne i forbindelse med andre kolonier fra samme myresamfund, og således opstår et helt netværk af kolonier med forbindelse til hinanden. Som regel anlægges kolonier ved en slags knopskydning fra store reder, som har mange dronninger. En del arbejdere følger med dronningen og starter deres nye koloni, men bevarer forbindelse til moderkolonien. Individer fra samme myresamfund er altid venligt stemt overfor hinanden og samarbejder, men bekriger individer fra andre myresamfund. Kolonierne står i forbindelse med hinanden med såkaldte myrestier, som kan være meget trafikerede og tydelige i landskabet. Dette gælder f.eks. for Rød Skovmyre. Nogle arter vælger at delvis nedgrave eller overdække disse myreveje med plantemateriale. Disse myreveje undgår således menneskers og andre potentielle fjenders opmærksomhed.

Myrerne lever af de kulhydratrige væsker fra bladlus, og de myrearter der lever underjordisk, dette gælder f.eks. Gul Engmyre, skaffer de tilsvarende stoffer fra rodlus. Undertiden suppleres med nektar, som suges direkte fra forskellige blomster f.eks Døvnælde. Den animalske føde skaffes fra sommerfuglelarver, øvrige insekter og smådyr. Den indsamlede føde bliver fortæret og fordeles omhyggeligt til alle trængende individer i myresamfundet. Myrernes yngel fodres med det animalske og proteinrige føde, mens arbejderne og kønsdyr forbruger store mængder af de kulhydratrige stoffer.

I myrernes reder lever der mange forskellige slags insekter og andre smådyr, som nyder fordel af det specielle miljø, som myrerne skaber i reden og i omgivelserne ved reden. Nogle myregæster lever f. eks. i tuerne fra Rød Skovmyre, hvor de lever af organisk materiale i de nedre dele af tuerne. Dette gælder f.eks. den store Guldbasse, som til trods for intensiv modangreb fra myrerne graver sig ned i myretuen for at lægge sine æg. Her lever Guldbassernes larver og udvikler sig til voksne biller.

Nogle larver af sommerfuglen Blåfugl lever også i myrernes reder, af arter fra myreslægten Myrmica. Disse larver bliver fodret og passet omhyggeligt af myrerne, som til gengæld nyder stor gavn af et sukkerholdigt sekret, som larven afgiver fra nogle kirtler på ryggen. Men myrerne opdager tilsyneladende slet ikke, at disse larver spiser myrernes yngel, og udvikler sig fra nogle små larver på ca. 3 mm til ca. 15 mm i længden.

Et andet eksempel er Gul Kølledrager, en lille bille på kun ca. 2 mm, som lever hos Gul Engmyre. Denne bille er helt specialiseret til livet hos myrerne, og den afgiver som betaling for deres pleje og beskyttelse ligeledes et eftertragtet sekret til myrerne. Men ligesom Blåfuglens larve spiser også denne bille af myrernes yngel.

Myrernes alvorligste fjender findes blandt fuglene, som undertiden udgør en stor fare for myrerne. Navnlig i forbindelse med sværmingen er de vingede kønsdyr, som samles i store sværme, meget udsatte for angreb fra bl.a. spurvefugle og måger. Men også de såkaldte myreæg, som i virkeligheden er kokoner, er en eftertragtet delikatesse hos f.eks. fasaner og spætter. Sortspætten er specialist i at hakke hul ind til Herculesmyrens bo, og Grønspætter er i nogle landsdele (Jylland) almindelige gæster hos Rød Skovmyre.

Undertiden tager jagtedderkopper også myrer, men hos insekterne er der ikke mange, der har lyst til at angribe myrer. Der er dog naturligvis den helt specielt tilpassede og sjældne Myreløve, som nede fra sit snedige gemmested under sandet kan overraske myrerne. Myreløven forekommer kun på Dueodde (Bornholm), Skagen (Nordjylland) og Asserbo (Nordsjælland).