Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Svavar Andreasen
    Foto: Svavar Andreasen
  • Fotograf: Svavar Andreasen
    Foto: Svavar Andreasen
  • Fotograf: Henrik Stenholt
    Foto: Henrik Stenholt

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. Almindelig Stikmyre: På forreste stilkled har oversiden set i profil, en forholdsvis plan overflade. Epinotums torne er meget lange og lige bagudrettede. Myrmica rubra: På forreste stilkled har oversiden set i profil en spids afrundet overflade. Epinotums torne er forholdsvis korte og skråt opad bagudrettet.

Kendetegn

: Arbejder (3,5-5,0 mm): Pandelister er næsten parallelle. Følehornsskaftet er ved grunden ganske jævnt og svagt bøjet. Følehornskøllen er ret slank. På hoved, forkrop og stilkknuder er strukturen grov, med længdestriber på forkroppens sider og på hoved, men bagkroppen derimod hel glat og glinsende. På forreste stilkled har oversiden set i profil en spids afrundet overflade. Epinotums torne er forholdsvis korte og skråt opad bagudrettede. Ved basis af tornene ses ingen tydelige tværfurer. Farven er fra mellembrun til mørkbrun, med lidt mørkere bagkrop. Undertiden er forkroppen og stilkknuder lysere end resten af kroppen. Farven er generelt lidt lysere end Almindelig Stikmyre.

Hun (5,5-7,0 mm): Vingerne er glasklare med svagt brunliggule ribber. Farven er mørkere end hos arbejdere.

Han (4,5-5,5 mm): Følehornskaftet er svagt bøjet og ca. halvt så langt som svøben. Epinotums torne er på hannen reduceret til nogle knopper.

Korttornet Stikmyre
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Jørn Bittcher

Variation

: Der forekommer ikke sjældent såkaldte microgyner og macrogyner i reden, som er henholdsvis meget små og meget store individer. Man har i myrelitteraturen kunnet læse, at der er tale om en selvstændig myreart, som lever som en slags snyltere hos værtsmyren. Men nyeste forskning på området tyder ikke på at der er tale om en selvstændig art.

Forveksling

: De ca. 10 danske arter i slægten Myrmica kan være svære at skelne fra hinanden, idet forskellene kan være meget små, men også fordi arterne varierer en del i udseende. For sikker artsbestemmelse skal der bruges lup, helst en stereolup med 30X forstørrelse og en bestemmelsesnøgle (se under litteraturen).

Udbredelse

: Den er sammen med den Almindelige Stikmyre den mest almindelige af Myrmica-arterne og med forekomst i alle egne af landet.

Korttornet Stikmyre er et alvorligt skadedyr Nordamerika, især i den nordøstlige del af USA. Den er indvandret fra Europa og udgør et stort problem i denne del af verden, hvor den er frygtet på grund af et smertende stik og meget generende adfærd i landbrug og ved boliger. Den kaldes for European fire ant eller blot Fireant

Korttornet Stikmyre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Man ser den ofte kravle rundt i nærheden af reden, enkeltvis eller i små grupper, på jagt efter føde fra det tidlige forår til hen på efteråret. Sværmetiden er som regel i august.

Tidsmæssig fordeling

af Korttornet Stikmyre baseret på Naturbasens observationer:
Korttornet Stikmyre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Korttornet Stikmyre - månedlig fordeling

Biologi

: På trods af et nært slægtskab mellem M. rubra og Almindelig Stikmyre, forekommer der ikke krydsninger mellem de to arter.

Der er ikke nogen nævneværdig forskel i deres biologi, med undtagelse af arternes forplantningsbiologi. Myrmica rubra accepterer mere velvilligt befrugtede hunner i deres rede, så derfor findes der mange dronninger i reden, hvilket ofte medfører, at samfundet deler sig i flere kolonier. På den måde kan der med tiden blive tale om meget store samfund med forskellige mange kolonier (Kilde 5).

Befrugtede hunner vender ofte tilbage til deres gamle rede eller en nært beliggende koloni. Der er altså store muligheder for, at den genetiske udveksling er mindre hos M. rubra, end hos Almindelig Stikmyre, som har en mere fjendtlig holdning overfor fremmede hunner.

Levested

: Denne art forekommer på mange forskellige type af levesteder, men foretrækker mere åbne og gerne fugtige områder som f.eks. enge og moser, hvor den ofte bor i nærheden af f.eks. Mosemyre, Uralmyre, Formica exsecta og Gul Engmyre.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943

(Kan hentes på internet: archive.org...danmarksfaunaill49dans.pdf)

Danske myrer. Natur og Museum. Torben Frode Jensen og Christian Skøtt. 1980.

The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979

(Kan hentes fra internet på: archive.org...ants_06175.pdf)

Die Amiesen Mittel- und Nordeuropas. Berhard Seifert. 2007

Steklar: Myror getingar. Hymenoptera: Formicidae Vespidae. Nationalnyckeln. 2012

Myrer i Danmark. Natur og Museum. Mogens Gissel Nielsen og Rune Larsen. 2012

A Mosaic of Chemical Coevolution in a Large Blue Butterfly. David Nash, Jacobus J. Boomsma m.fl. Center for Social Evolution. Københavns Universitet. 2006.

De senest indberettede arter i Naturbasen: