Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Michael Larsen
    Foto: Michael Larsen
  • Fotograf: Michael Larsen
    Foto: Michael Larsen
  • Fotograf: Michael Larsen
    Foto: Michael Larsen

Kendetegn

: En forholdsvis stor hvepsebi med en længde på 10-11 mm. Små individer kan dog være helt ned til 8 mm. Mellemkroppen er sort med to gule eller røde pletter på scutellum. Overvejende gule (evt. røde) vingeskæl. Ligeledes forholder det sig med skulderknopper samt pletter øverst på brystet. Små individer er ofte mørkere.

Mange hvepsebier, ikke mindst hvepsebier i fulvicornis-komplekset, er yderst variable i deres farvetegninger og afvigelser fra det her angivne forekommer indimellem. Men bagkroppen er hos N. subcornuta i reglen sort med gule tegninger og større eller mindre indslag af rødt.

Hunner adskilles let fra N. fulvicornis ved den stort set altid helt rødfarvede 1 tergit. På tergit 2 og 3 ses ofte store gule parpletter, relativt bredt adskilte. Og i forhold til N. fulvicornis bredere adskilt. På de efterføglende tergits flyder det gule sammen og danner egentlige bånd, dog af og til med 4 tergit afbrudt i midten.

Ben og antenner er overvejende røde til rødgule. På baglårene og på oversiden af antennerne ses sorte eller mørkebrune indslag.

Sikreste karakterer til adskillelse i forhold til fulvicornis-hunner: at de øverste 3 led på antennerne altid har sortsværtning, at 1 tergit er rød (kan være to smalt adskilte røde pletter), og at bagkroppens parletter på 3 tergit altid er adskilte med en tredjedel af bagkroppens samlede bredde.

N. subcornutas artsstatus har været heftigt omdiskuteret. Hidtil har den af mange været betragtet som en underart til eller en form for N. fulvicornis. Nylige DNA-analyser, baseret på nordisk materiale i populationer knyttet til Sort Jordbi, har dog utvetydigt fastslået, at man her har at gøre med en genetisk veldefineret art.

Insekteksperten, Steven Falk, har også gennemført genetiske undersøgelser i England og er kommet frem til samme resultat. Han har desuden kortlagt bien morfologisk og lagt bestemmelsesnøgler ud på N. subcornuta.

Nomada subcornuta
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Michael Larsen

Variation

: Hanner kan forveksles med fulvicornis-hanner. Men for hunnernes vedkommende er særligt de ovennævnte tre karaktertræk vigtige: at de øverste 3 led på antennerne altid har sortsværtning, at 1 tergit er rød (kan være to smalt adskilte røde pletter), og at bagkroppens parpletter på 3 tergit altid er adskilte med en tredjedel af bagkroppens samlede bredde.

I ganske få tilfælde kan der hos hunnen ses gule pletter eller tendens til gulfarvning på 1 tergit, men hovedreglen er, at 1 tergit hos hunner er rød.

Forveksling

: Som nævnt er den største forvekslingsmulighed med N. fulvicornis. Falk skriver, at hos begge køn vil de gule parpletter på 2 og 3 tergit være tydeligt mere adskilte end hos N. fulvicornis. Bierne er som hovedregel også en smule større end N. fulvicornis. Labrum (overlæben) er på den anden side en anelse mindre end hos N. fulvicornis, og, ifølge Falk, deraf navnet subcornuta.

Udbredelse

: N. subcornuta hedder i Sverige Fältgökbi til forskel fra N. fulvicornis, der lyder navnet Gullgökbi.

Den er i Sverige især udbredt i dels et sydligt område, der omfatter Skåne, Blekinge, Småland og Öland samt et mere nordligt område, som inkluderer de nordlige dele af Östergötland og Mälarlandskabet. Bien forekommer også meget sjældent og helt lokalt i Norge, Finland og altså Danmark. Der findes ikke noget klart overblik over artens udbredelse i det øvrige Europa, hvilket skyldes forveksling med andre arter samt biens førhen noget uklare taksonomiske status. Men formentlig findes den i store del af Mellem- og Sydeuropa samt De britiske Øer.

Nomada subcornuta - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten er gennem sin værtsart afhængig af store, sammenhængende sandede områder. Lokalt i Danmark er den tydeligvis knyttet til forholdsvis store kolonier af Sort Jordbi, hvis tilstedeværelse og antal på den enkelte lokalitet har været stabil over lang tid.

I Danmark ses den nemlig lokalt, når Sort Jordbi først er kommet på banen. Det er den fra midt i maj måned. Noget senere vil den herefter ivrigt følge i hælene på Sort Jordbi og udse sig dens huller fra slutningen af maj og i hvert fald hele juni måned. I Sverige angives flyvetiden til at være fra anden halvdel af juni og hele juli, ja, sågar ses den undtagelsesvis i begyndelsen af august. Dermed flyver den i Sverige noget senere end den potentielle forvekslingsart N. fulvicornis. I Danmark må man ud fra et yderst spinkelt, men helt reelt, datasæt formode, at flyvetiden såldes er noget tidligere, selv om det også i Sverige er Sort Jordbi, der er værtsbi. I det mindste når det gælder den sydsvenske population. Der er mistanke om, at Svealandspopulationen i mangel på Sort Jordbi (A. nigrospina) udnytter en anden, endnu ukendt, værtsbi. Steven Falk nævner, at N. subcornuta på Kanaløerne og dele af fastlandet tilsyneladende udnytter en anden værtsbi, A. agilissima, hvis flyvetid er identisk med Sort Jordbis.

Tidsmæssig fordeling

af Nomada subcornuta baseret på Naturbasens observationer:
Nomada subcornuta - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Nomada subcornuta - månedlig fordeling

Levested

: Blomsterrige, sandede områder, som tiltaler værten Sort Jordbi. Stabilitet og kontinuitet er nok et nøgleord, for fra den hidtil eneste kendte danske lokalitet, er levestedet ikke en stor, urørt sandhede, men derimod en forholdsvis lille parcel med rådhusbelægning, hvor et hav af forskellige jordbier igennem mange år, år efter år, har sendt nye populationer ud i landskabet. Sort Jordbi er endnu ikke konstateret andre steder i byen, som er Rågeleje.

I felten er hunnerne af N. subcornuta særdeles sky, hele tiden på vagt under deres stadigt lavere kredsen over Sort Jordbis redehuller. De er svære at komme helt tæt på, da de ved den mindste forstyrrelse viger og fordufter. For en tid.

Trusler

: N. subcornuta trues som værtsbien af indskrænkning i egnede levesteder. Sort Jordbi ynder blomsterrige, sandede jorde og hedelandskaber, men overgødskning og storskalalandbrug har indsnævret levestederne, ligesom tiltag på og omlægning af tidligere militære øvelsesområder, der som bekendt er hjemsted for mange sjældne arter, har gjort overlevelsesmulighederne færre.

Bevaringstiltag

: N. subcornuta forekom for mere end 50 år siden i de fleste landskaber fra Skåne til Värmland-Uppland, men har i dag et betragteligt mindre udbredelsesområde. Værtsbien, Sort Jordbi, er gået meget tilbage i antal alle steder. Det samme er logisk nok antallet af N. subcornuta. Man har således kun kendskab til yderst få aktuelle forekomster af Sort Jordbi og anslår derfor antallet af reproduktive individer til at være omkring 300, selv om man også regner med, at der sandsynligvis findes et ikke betydningsløst mørketal (100-1000). Alligevel regnes arten på grund af stadigt ringere og færre habitater for truet og derfor sårbar. Det samme gælder naturligvis for N. subcornuta. Norske Artsdatabanken vurderer den til at være 'kritisk truet' - stadiet før 'regionalt uddød'.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Artfakta (artfakta.se...information)
Steven Falk (www.flickr.com...)
Artsdatabanken (norsk)

De senest indberettede arter i Naturbasen: