Biologi
: Fra sit vandhul kvækker grøn frø både om dagen og natten fra maj måned. Når ynglesæsonen er ved at være på sit højeste, høres næsten udelukkende det langtrukne parringskald, der varer omkring 1-3 sekunder. Det består af en serie "stød" i en hurtig sekvens, som bliver hurtigere og kraftigere hen imod slutningen. Det er svært at beskrive, men kan lyde lidt i retning af "r-r-rek-ek-ek-ek-e-e-e-e-E-E-E". I ældre litteratur kan vi læse en sjov, men ofte rammende beskrivelse af parringskaldet gående på, at grøn frø "gnaver sten"! Revirkald er kortere.
Æggene lægges lidt nede i vandet og fæstnes til vandplanter og lign. Antallet af æg i hver klump svinger fra 200-400 æg, men vi finder også klumper på blot ca. 20 æg, og på den anden side kan der også være 1000 æg. Én hun lægger ca. 3000-8000 æg i løbet af en ynglesæson. Gelémassen i klumpen er løs, og hvis du tager klumpen op, vil den let falde fra hinanden.
Selve æggene er brune på oversiden, hvilket står i kontrast til hvide eller hvidgule underside. De måler fra 0,9 til 2,2 mm (små æg har ét kromosomsæt, store æg to). De klækker efter rundt regnet et par uger eller mere, men i varmt vand kan klækning ske på én uge. Larverne måler ved klækningen 5-6,5 mm (diploide) eller ca. 9 mm (triploide).
De nyforvandlede frøer kan ofte vandre væk fra ynglevandhullet til andre våd... Vis mereBiologi
: Fra sit vandhul kvækker grøn frø både om dagen og natten fra maj måned. Når ynglesæsonen er ved at være på sit højeste, høres næsten udelukkende det langtrukne parringskald, der varer omkring 1-3 sekunder. Det består af en serie "stød" i en hurtig sekvens, som bliver hurtigere og kraftigere hen imod slutningen. Det er svært at beskrive, men kan lyde lidt i retning af "r-r-rek-ek-ek-ek-e-e-e-e-E-E-E". I ældre litteratur kan vi læse en sjov, men ofte rammende beskrivelse af parringskaldet gående på, at grøn frø "gnaver sten"! Revirkald er kortere.
Æggene lægges lidt nede i vandet og fæstnes til vandplanter og lign. Antallet af æg i hver klump svinger fra 200-400 æg, men vi finder også klumper på blot ca. 20 æg, og på den anden side kan der også være 1000 æg. Én hun lægger ca. 3000-8000 æg i løbet af en ynglesæson. Gelémassen i klumpen er løs, og hvis du tager klumpen op, vil den let falde fra hinanden.
Selve æggene er brune på oversiden, hvilket står i kontrast til hvide eller hvidgule underside. De måler fra 0,9 til 2,2 mm (små æg har ét kromosomsæt, store æg to). De klækker efter rundt regnet et par uger eller mere, men i varmt vand kan klækning ske på én uge. Larverne måler ved klækningen 5-6,5 mm (diploide) eller ca. 9 mm (triploide).
De nyforvandlede frøer kan ofte vandre væk fra ynglevandhullet til andre vådområder, ikke mindst for at undgå at blive ædt af de voksne! Således kan vi til tider se, at de er vandret til f.eks. søer med fisk, hvor der ikke yngler voksne grønne frøer.
Grøn frø er en meget vandlevende frø, men den kan på den anden side også vandre langt over land (ofte flere km) og kolonisere nye vandhuller.
Føden består af alle mulige hvirvelløse dyr, men de voksne frøer er også kannibaler og æder mange frøer (inkl. brune frøer), der er mindre end dem selv. De går heller ikke af vejen for små fugle! Grøn frø æder mest i dagtimerne.
Haletudserne ernærer sig af alger og bakterieholdigt materiale. Ældre haletudser æder også smådyr såsom dafnier, cyklops og hjuldyr.
Der er en stor dødelighed blandt afkommet, både æg, larver og haletudser pga. de særlige genetiske forhold, der gør sig gældende for denne hybridform (se nedenfor under genetik).
Genetik:
Grøn frø repræsenterer et ganske specielt genetisk fænomen. Den er faktisk ikke en god art, men derimod en hybridform mellem to arter inden for det såkaldte grøn frø-kompleks. De to forældrearter er latterfrø (Pelophylax ridibundus) og kortbenet grøn frø (P. lessonae), som begge generelt lever syd for Danmark. Latterfrø lever dog også på Bornholm og Christiansø, mens kortbenet grøn frø slet ikke er kendt fra Danmark. Syd for Danmark ser vi stort set kun grøn frø sammen med én af forældrearterne eller begge, idet den kun kan eksistere ved at "stjæle" arveanlæg fra én af disse. Derfor har grøn frø som hybrid fået en teknisk betegnelse inden for nomenklatur, der kaldes en klepton (ligesom en kleptoman er en person, der stjæler). Den status bør vist forklares lidt nærmere!
En latterfrø har en karyotype (eller genotype), som kaldes RR (R for ridibundus), hvorimod en kortbenet grøn frø har kombinationen LL (L for lessonae). Hver karyotype består af 13 kromosompar, dvs. i alt 26 kromosomer. Når latterfrø og kortbenet grøn frø hybridiserer, bliver afkommet grøn frø, LR, fordi hver forælder bidrager med hhv. ét sæt R-kromosomer og ét sæt L-kromosomer. Hvert sæt består af 13 kromosomer. Hvis og når hybriderne (LR, grøn frø) formerer sig indbyrdes, så formår de ikke at få levedygtigt afkom. Skal grønne frøer yngle, må de parre sig med enten latterfrøer eller kortbenede grønne frøer, dvs. LR x RR og LR x LL giver igen LR-afkom. Her har vi afhængigheden af forældrearterne, som grøn frø skal "stjæle" kromosomer fra.
Men så har vi altså også situationen i Danmark, der er unik for grøn frø, fordi grøn frø lever og formerer sig med held uden tilstedeværelsen af hverken latterfrø eller kortbenet grøn frø! Nuvel, enkelte steder på Bornholm og Christiansø lever latterfrø, men det er i en særdeles lille procentdel af Danmark. Kernen er her, at grønne frøer ikke kun er diploide LR (dvs. med 26 kromosomer), men også triploide LLR eller LRR (dvs. med 39 kromosomer). De frøpar, der kan danne leve- og yngledygtigt afkom, er dem, hvor den ene forælder er diploid (LR) og den anden triploid (LLR eller LRR). Med andre ord har de triploide grønne frøer overtaget latterfrøs og kortbenet grøn frøs reproduktive rolle. Deres æg bliver igen enten diploide eller triploide. Herved agerer grøn frø heroppe i lille Danmark faktisk som en god art og ikke som en klepton, der har brug for nogen af forældrearterne! Derudover kendes tilsvarende forhold for grøn frø som en slags god art kun i vores nærmeste nabolande, dvs. Sydsverige, Nordtyskland og dele af det nordvestlige Polen.
Selv om vi siger, at de danske populationer uden for Bornholm udelukkende består af hybridformen grøn frø, så er der faktisk en svag repræsentation af individer af begge forældrearter, P. lessonae og P. ridibundus. Der er stor dødelighed blandt grøn frøs æg, og meget ofte er over halvdelen af æggene ude af stand til at udvikle sig til frøer. Blandt de mange æg, larver og haletudser, der går til grunde, er der mindretal af rene diploide P. lessonae og P. ridibundus. Flest på æg- og larvestadiet, men nogle bliver til fouragerende haletudser, og enkelte når helt til forvandlingen, hvor de dør! Derudover er der f.eks. tetraploide individer, der dør tidligt, og mange æg er tilsyneladende ubefrugtede.
Det betyder, at hvis vi skulle se temmelig firkantet på vores paddefauna, så kan vi faktisk proklamere, at såvel arten kortbenet grøn frø (P. lessonae) som arten latterfrø (P. ridibundus) lever vidt udbredt i hele Danmark! Men de nævnte danske forekomster af disse to arter er helt ustabile, og der er ikke konstateret forplantning, hvilket betyder, at vi ikke anerkender kortbenet grøn frø som et medlem af den danske fauna, og kun anerkender forekomster af latterfrø på Bornholm og Christiansø.
