Springpadder(Anura)

Med sine over 7000 arter er dette klart den største orden af padder. Den er også meget variabel og byder på mange forskellige tilpasninger til en bred vifte af miljøer, også de tørreste. Springpadder forekommer i næsten hele verden, dog med undtagelse af de ekstremt nordlige polaregne, Antarktis og de fleste ocean-øer.

Springpadder udgøres af frøer og tudser. Ret beset er det kun familien Bufonidae (tre danske arter), som vi kalder tudser, men blandt mange andre springpadder indgår navnet "tudse" også i deres populærnavne.

Kendetegnende for springpadder er deres lange bagben, hvormed de kan udføre deres mere eller mindre iøjnefaldende spring. Den store springkraft skyldes ikke kun de lange bagben, men også den morfologiske indretning, at rygradens haleafsnit ikke er delt i hvirvler, men er erstattet af én lang uleddet knogle, halebenet, der forløber parallelt med de to lange knogler af hoftebenet. Når springpadden springer, bøjes hele dette bækkenparti med stor kraft nedad, hvilket øger springkraften, nærmest katapult-agtigt. Et andet særkende er, at frøer og tudser mangler hale. Navnet Anura betyder "haleløs" på græsk.

Den mindste kendte art er den lille frø Paedophryne amauensis, som bliver 7-8 mm og lever på New Guinea. Den er hermed også verdens mindste hvirveldyr. "Modpolen" er Goliatfrøen fra Cameroun, idet den som verdens største springpadde kan opnå en størrelse på 30 cm.

Springpadder har i modsætning til andre padder stemmebånd, som kan sættes i svingninger, når en strøm af luft bevæger sig hen over strubehovedet. De fleste frøer og tudser har under struben én eller flere kvækkeposer til at forstærke lyden. Under kvækningen bevæger luften sig mellem lungerne og kvækkeposerne, idet frøen har lukket næseborene. Jo mere luft der er akkumuleret i systemet lunger + kvækkeposer, desto kraftigere bliver lyden pga. resonans.

Det er langt overvejende hanner, der kvækker, idet de bruger den i yngletiden, dels som en kaldelyd til at tiltrække hanner, dels som et konkurrenceparameter over for andre hanner. Både i yngletiden og uden for yngletiden kan kvækningen tjene som territoriekald, der skal holde andre hanner på behørig afstand (hvilket kan følges op af korporlige kampe). I mindre omfang kan hunner undertiden også udstøde mere afdæmpede territoriekald og kald, der over for hanner kan vise, at en hun er modtagelig. Hvis en springpadde gribes af en anden springpadde, som den ikke ønsker at parre sig med, vil den afgive en protestlyd, der signalerer, at den skal slippe sit greb! Endelig kan begge køn af en del frøer og tudser udstøde et skarpt nødskrig, hvis den angribes af en prædator.

Hos de to andre paddeordener kan man til tider høre sagte pibelyde eller evt. klik, og de fungerer som nødskrig over for prædatorer.

Langt de fleste springpadder har ydre befrugtning, dvs. hannen befrugter æggene umiddelbart efter, at hunnen har afsat dem. Dog har vi få undtagelser med indre befrugtning. Først og fremmest er der to arter af nordamerikanske halefrøer (slægten Ascaphus), hvor hannen har et decideret indføringsorgan til sæden, da "halen" faktisk er en bagudrettet forlængelse af kloakken. Hos et par frøer fra Puerto Rico (Eleutherodactylus) samt nogle små levendefødende tudser fra Afrika (Altiphrynoides, Mertensophryne og Nectophrynoides) bringes hannens og hunnens kloakåbninger blot sammen, hvorefter sædoverførslen finder sted. De fleste arter lægger deres æg i vand, og denne type forplantning forekommer hos samtlige danske arter.

I lighed med andre padder har springpadder et larvestadium. Larverne eller haletudserne ser markant anderledes ud end de voksne, idet de har en relativt lille rund krop med en lang hale. Hos nogle arter gennemgås larvestadiet dog inde i ægget, undertiden inde i moderen. Lemmer udvikles sent i larvestadiet. Munden er besat med små hornkæber, der kan raspe alger. Egentlige tænder mangler, men udvikles i de seneste larvestadier. Typisk er haletudser planteædere, mens de voksne springpadder er rene kødædere.