Biologi
: Skrubtudsen er decideret landlevende og overvintrer på land.
Efter dvalen vandrer de voksne dyr til vandhuller for at yngle, navnlig om natten. Den laveste lufttemperatur, der får dem til at vandre, ligger mellem 2 og 5 grader, idet hannerne har den laveste nedre grænse, hunnerne den højeste. De fleste vandringer foregår mellem kl. 19 og midnat, men efter kl. 22 er de typisk få pga. temperaturfald til nærheden af frysepunktet. Optimalt vejrlig er mildt og fugtigt.
Når vandtemperaturen når op på rundt regnet 8 grader, begynder de at yngle. Hannerne kommer generelt til vandhullerne før hunnerne; de først ankommende hanner er generelt størst. Men mange vandrende hanner finder alligevel hunner undervejs, og så vil de indtage klamrestilling allerede på land, men hunnerne fortsætter med at vandre til vandhullerne med deres blinde passagerer. Det gælder for en han om at holde fast i den erobrede hun, for så vil han have større chance for at kunne befrugte hunnens æg. Men adskillige hanner vil kunne omklamre én og samme hun under vandringen.
Er vandet ikke for koldt, vil tudserne yngle i løbet af få dage, hvorefter de atter vil forlade vandhullerne. Inden æggene afsættes, vil hannerne somme tider kvække fra vandoverfladen, men det gør de slet ikke altid. Kvækkelyden, der i øvrigt har givet arten sit danske populærnavn, ... Vis mereBiologi
: Skrubtudsen er decideret landlevende og overvintrer på land.
Efter dvalen vandrer de voksne dyr til vandhuller for at yngle, navnlig om natten. Den laveste lufttemperatur, der får dem til at vandre, ligger mellem 2 og 5 grader, idet hannerne har den laveste nedre grænse, hunnerne den højeste. De fleste vandringer foregår mellem kl. 19 og midnat, men efter kl. 22 er de typisk få pga. temperaturfald til nærheden af frysepunktet. Optimalt vejrlig er mildt og fugtigt.
Når vandtemperaturen når op på rundt regnet 8 grader, begynder de at yngle. Hannerne kommer generelt til vandhullerne før hunnerne; de først ankommende hanner er generelt størst. Men mange vandrende hanner finder alligevel hunner undervejs, og så vil de indtage klamrestilling allerede på land, men hunnerne fortsætter med at vandre til vandhullerne med deres blinde passagerer. Det gælder for en han om at holde fast i den erobrede hun, for så vil han have større chance for at kunne befrugte hunnens æg. Men adskillige hanner vil kunne omklamre én og samme hun under vandringen.
Er vandet ikke for koldt, vil tudserne yngle i løbet af få dage, hvorefter de atter vil forlade vandhullerne. Inden æggene afsættes, vil hannerne somme tider kvække fra vandoverfladen, men det gør de slet ikke altid. Kvækkelyden, der i øvrigt har givet arten sit danske populærnavn, er en ru, skarp og lidt klukkende tone, der kan lyde i retning af, at man gnubber en fugtig klud hårdt på en glasplade. Den udsendes i serier med én tone for hver 2 sekunder. Skrubtudsens kvækken er dæmpet og kan høres på højest 150 m afstand. Men oftest er hannerne tavse og kvækker slet ikke Når vi hører skrubtudser kvække i forbindelse med parring, er det som regel deres afværgelyde, de udstøder, når der sker uønskede omklamringer.
Under amplexus (klamrestilling) griber hannen fat i hunnens armhuler med forbenene, og som sagt vil nogle hunner gribes allerede på land under vandringen til vandhullet. Også i vandet vil hunnerne undertiden blive omklamret af adskillige hanner samtidigt, og i den forbindelse kæmper hannerne indbyrdes. En masseparring kan medføre, at hunnen ikke kan komme op til overfladen for at trække vejret, så den vil kunne drukne, inden den når at lægge æg.
Parret søger væk fra ledige hanner og lægger i løbet af 6-12 timer deres ægstrenge i små ryk, og i den proces griber hannen straks de udgydte æg med bagbenene og foretager udvendig befrugtning af dem, idet de vikles omkring plantestængler og grene i vandet.
Hver hun lægger normalt 2000-3600 æg, men hos små og unge hunner kan antallet være begrænset til ca. 1200 æg, hvorimod en stor og velvoksen hun undtagelsesvis kan nå op på 6840 æg. Én hun lægger to ægstrenge, én fra hver æggeleder; hver streng er 2-5 m lang og få mm tyk. De enkelte ægkerner har en diameter på 1,4-2,0 mm.
Afhængig af temperaturen klækker æggene efter 10-30 dage.
Det er i gennemsnit kun ca. 1 af haletudserne, der når at forvandle sig, men alligevel kan vi opleve, at jordbunden bliver nærmest levende af meget små skrubtudser
De unge skrubtudser bliver kønsmodne i en alder af 2-7 år. De fleste hanner kønsmodnes i deres fjerde leveår. Data er sparsomme for hunner, men de bliver generelt kønsmodne lidt senere.
I langt størstedelen af sæsonen er skrubtudser landlevende, hvor de lever på jordbunden. Det er meget forskelligt, hvor langt de vandrer væk fra ynglevandhullet, idet vi kan finde dem ca. km væk, men også i en afstand af 4 km. Det normale er 1-2 km.
Arten er overvejende nat- og skumringsaktiv, men på skyggefulde steder og i overskyet vejr kan vi også se den fremme i dagtimerne.
Voksne skrubtudser er stedfaste. Hvis der er tilstrækkelige fødemængder, f.eks. i haver med mange bænkebidere, vil de ikke bevæge sig mere end 3 m fra deres skjulesteder.
Om efteråret vil skrubtudser typisk bevæge sig i retning af ynglevandhullerne for at overvintre på land, så de ikke skal vandre for langt det kommende forår.
Skrubtudser æder alle mulige hvirvelløse dyr, som ikke er for hurtige, og som har en passende størrelse. F.eks. bænkebidere, biller, insektlarver, edderkopper, tusindben, nøgensnegle og regnorme. Byttedyr, der ikke er våde eller slimede, skydes lynhurtigt med den klæbrige tunge, der kan være længere end tudsens hoved. De helt unge nyforvandlede tudser tager mange springhaler, mider og bladlus, som også skydes med tungen. Haletudserne æder overvejende alger, og de er uspecialiserede i deres fødeindtagelse, idet de både kan filtrere vandet for fritsvømmende alger, som er almindelige i fiskedamme, og kan raspe epifytiske alger fra forskellige genstande med deres hornkæber, og de fortærer også trådalger.
En kraftig hudgift er skrubtudsens suverænt mest effektive forsvar. Den består især af nervegifte, men indeholder også hjertekredsløbsgifte, muskelgifte og hallucinogener. De dannes i de mange kirtler, der har udgangskanaler i hudens vorter, men langt overvejende i de to meget store parotoidkirtler i nakkepartiet. Der foregår en begrænset men permanent udskillelse af giftsekret, der beskytter huden mod angreb af mikroorganismer. Giftudskillelsen øges voldsomt ved angreb fra egentlige prædatorer: Hunde, katte og til dels ræve, der bider i tudser, får lammelser i kæbemuskulaturen, og de vil kunne opleve kraftig savlen, opkastning, ukontrolleret urinafgang, krampeanfald og slingerhed. Dog tåler pindsvin giften og vil ofte smøre den på deres pigge. Grævlinger æder tudser og undgår hudgiften ved at sprætte maven op og æde indvoldene. Kragefugle, musvåger og glenter benytter samme teknik og hakker hul på bugen. Fiskehejrer er også vigtige prædatorer. Snogen er immun over for skrubtudsers gift og sluger dem gerne.
En spyflue, Lucilia bufonivora, lægger æg på tudsens ryg, og maddikerne kravler gennem næsebor og øjenhuler ind i tudsen og begynder at æde hovedet indefra, indtil tudsen dør efter nogle dage. Men den spyflue skulle være sjælden i Danmark.
Karper og de fleste andre fisk undgår skrubtudsens haletudser, men rimte, aborre og gedde æder dem. Den eneste danske padde, der fortærer dens haletudser, er stor vandsalamander. Vandbiller, deres larver, store guldsmedelarver, rygsvømmere og hundeigler æder også mange. Skrubtudsens æg ædes kun af få dyr, deriblandt gråand og hesteigle som de væsentligste.
Skrubtudser kan blive ældre end vores andre padder, idet de i naturen bliver 10-15 år gamle, undtagelsesvis 20 år. Dog er det kun ca. 1 af individerne i en population, der er 10-15 år. I fangenskab er registreret en levealder på 36 år, og en skrubtudse skulle angiveligt være blevet 50 år gammel
