Klokkefrøfamilien er lille, idet den består af 8 arter. Udbredelsen strækker sig fra Europa (ekskl. den Iberiske Halvø) østpå og sydøstpå til Tyrkiet, det østlige Rusland, Kina, Korea og Vietnam. Det er slægten Bombina (6 arter), der har denne store fastlandsudbredelse, som er udtalt palæarktisk, med en orientalsk forlængelse. Desuden er der afgrænsede forekomster af slægten Barbourula (2 arter) i Filippinerne og på Borneo. Højdemæssigt spænder klokkefrøfamilien fra havniveau til over 3000 m over havet.
Arterne måler 4-10 cm, idet Barbourula-arterne er størst. Frøerne af denne familie har en relativt fladtrykt kropsform, og snuden er rund. Oversiden er besat med vorter, der står i forbindelse med giftkirtler i huden. Trommehinden er meget svagt markeret og kan næsten ikke anes. Øjets pupil er nærmest trekantet, hjerteformet eller dråbeformet. Et primitivt træk er den tykke skiveformede til kegleformede tunge, som i vid udstrækning er vokset fast til undermunden. Bagbenene er forholdsvis korte.
Bombina-arterne har stærkt farvet bug, som signalerer, at de er giftige. De to Barbourula-arter har en mere diskret farvet underside.
Medlemmerne af klokkefrøfamilien er semiakvatiske, men stærkt knyttet til ferskvand, enten stillestående eller rindende vand. I amplexus omklamrer hannen hunnen nede i lænden. Under kvækning frembringer hannerne af Bombinatoridae deres lyde ved indåndingen og ikke ved udåndingen. Det gør sig også gældende for Discoglossidae (skivetungede frøer), men hos alle andre springpadder frembringes lydene under udåndingen.
Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.
Klokkefrø (Bombina bombina)
