Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Per Berggreen
    Foto: Per Berggreen
  • Fotograf: Per Berggreen
    Foto: Per Berggreen
  • Fotograf: Per Berggreen
    Foto: Per Berggreen

Atlas

: Blåtop overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Stråene bliver indtil 1,2 meter høje og er opsvulmede ved basis. De er stift oprette og har 1-2 knæ nær basis. Det meste af strået er således uden knæ.

Bladene er blågrønne, 3-6 mm, har tydelig lys midtribbe og ru rand; de er spredt hårede på oversiden, glatte på undersiden.

Toppen er 4-20 cm lang, mørkviolet og ret sammenkneben.

Småaksene er 3-6 mm og brunviolette med 1-4 blomster. Dækbladet er 3-4 mm og med 3-5 strenge. Støvfangene og de ca. 2 mm lange støvknapper er mørkviolette.

Der hvor skedehinden sidder hos de fleste andre græsser, d.v.s. hvor bladet når ind til stænglen og bladskeden, er der hos Blåtop i stedet en krans af hår.

Blåtop står i tætte tuer og er ofte bestanddannende.

Blåtop
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Lene Juhl Jørgensen

Variation

: Blåtop bliver højest, hvor den gror lysåbent. Under mere skyggede forhold er den væsentlig lavere.

Forveksling

: Blåtop er en karakteristisk græs, som ikke ligner andre græsser særligt meget. Den tuede vækst i forbindelse med den lilla top og blågrønne bladfarve gør arten let at kende; det er også ret karakteristisk, at strået er uden knæ, bortset fra de 1-2 knæ tæt ved basis.

Den er let at kende vegetativt: af vildtvoksende danske landgræsser har kun Tagrør, Tandbælg og Blåtop hårkrans i stedet for skedehinde, men ingen af dem ligner Blåtop. (Arter af Spartina, Vadegræs, har også hårkrans, men gror kun på saltpåvirkede lokaliteter ved kysten og i marsken).

Tagrør har krybende jordstængel, og Tandbælgs tuer er meget mindre og har en gennemgående grågrøn grundfarve, hvor Blåtop er blågrøn. Tandbælg har heller ikke den lyse midtribbe på bladet, som Blåtop har.

Udbredelse

: Meget almindelig i Vest- og Nordjylland, i resten af Danmark almindelig, dog mindre almindelig mod syd på Øerne.
Blåtop - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Blåtop blomstrer juli-august. Tuerne bliver først grønne igen hen mod ultimo maj.

Tidsmæssig fordeling

af Blåtop baseret på Naturbasens observationer:
Blåtop - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Blåtop - månedlig fordeling

Biologi

: Blåtop er en flerårig græs, hvis blomster bestøves ved hjælp af vinden. Frøene spredes med vinden og måske også med dyr.

Strå og blade visner væk om vinteren, og kun den nederste grønne, opsvulmede del af strået bliver tilbage; det indeholder oplagsnæring til det nye skud, der skyder frem næste forår. Disse nedre dele af strået er ret bestandige, og bliver tilbage som stive, spidse tappe, der gør tuen fast og stikkende, når man træder i den.

Blåtop er en økologisk meget vigtig art i især næringsfattige kær og på lidt fugtige heder.

Kun de spæde og friske blade ædes af kreaturerne, og det kan være et problem at få græsset Blåtop effektivt ned i forbindelse med naturpleje.

Det latinske slægtsnavn Molinia er efter den spanske missionær og naturforsker J. I. Molina (1740-1829). Slægtsnavnet "caerúlea" betyder mørkeblå og sigter til toppens farve, ligesom det danske navn gør.

Levested

: Fugtig, ofte næringsfattig, tørve- og sandbund. I egne, hvor Porse er almindelig, findes den ofte sammen med denne. Blåtop har imidlertid i nogen grad U-formet fordeling på jordbundsklasserne og findes både på sur, næringsfattig bund og på basisk, næringsfattig, kalkholdig bund i rigkær.

I såkaldt blåtopkær kan den være næsten enerådende. Sådanne blåtopkær er meget vanskelige at færdes i p.g.a. deres mange tuer og knolde, som står tæt og er svære at se tydeligt ovenfra, hvorfor man ustandseligt snubler, når man går igennem dem.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Danmarks Vilde Planter, Skytte-Christiansen, Branner og Kock 1964 ff.

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

C.E. Hubbard: Grasses, Penguin Books 1992 (og senere udgaver, intet ISBN-nummer.)

De senest indberettede arter i Naturbasen: