Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: kai nissen
    Foto: kai nissen
  • Fotograf: Jørgen Dam
    Foto: Jørgen Dam
  • Fotograf: Wolle Badura
    Foto: Wolle Badura

Kendetegn

: Længde 20-24 cm, vingefang 39-44 cm. En nervøs og upåagtet vadefugl, som ofte først opdages, når man jager den op. Er lidt større end Tinksmed, og virker mere kortbenet. Kendes fra andre klirer på meget mørk overside (som på nært hold indeholder en del små, hvide pletter), og i flugt (hvor den overfladisk ligner Bysvale) på ensfarvede mørke vingeoversider og ryg som kontrasterer skarpt mod hvid overgump og hvid hale som kun har få, men brede tværbånd kun tåspidserne rager ud bag halen hos Tinksmed går hele foden ud bag halen. Bryst og hals er sortstribede med en brat overgang til den hvide bug. Benene er grønlige. Knikser tit med halen som Mudderklire.

Ungfuglen har mørkere overside end adult, med små, gulbrune prikker (meget smallere end hos Tinksmed), tættere mørke striber på brystet og mere ensfarvet mørk hals og mørkt hoved med øjenbrynstribe og hvid øjenring som hos adult.

I vinterdragt får den lysere hoved, hals og bryst.

Flugten er hurtig og klippende - og når fuglen jages op (ivrigt kaldende) flyver den højt til vejrs, ikke ulig en bekkasin.

Flugtkaldet er et klart og klingende plyit-vitt-vitt, første stavelse opadgående, de 2 følgende i højere toneleje. Sangen er en sammensat, næsten jodlende udgave af kaldet.

Jizz: Helhedsindtrykket sort/hvidt frem for Tinksmeds mørkt/lyst.

Svaleklire
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Per Ekberg Pedersen

Forveksling

: Tinksmed. Kendes fra Tinksmed på de mørke farver (især på vingeundersiden) og på kort og mere utydelig øjenbrynstribe.

Udbredelse

: Indvandret til Danmark i 1950erne (I 1956 blev yngel fundet i Nordsjælland, året efter på Bornholm). Omfatter først og fremmest Nordøst- og Midtsjælland, Bornholm samt Århus Amt. Uden for disse landsdele foreligger kun ret få og temmelig spredte ynglefund. Bestanden vurderes i midten af 70erne til ca. 40 par. I 2003 vurderedes bestanden til at være på 16-22 par.

Der menes at yngle ca. 80.000-140.000 par Svaleklirer i Norge, Sverige og Finland.

Svalekliren er en østlig art. Yngleområdet strækker sig fra Skandinavien gennem Tyskland og Polen og herfra i et bredt område gennem skovbæltet østpå til Stillehavet.

Svaleklire - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Ankommer fra vinterkvarterer i Middelhavsområdet og Afrika fra midt i marts og optræder på forårstræk til midt i maj.

Efterårstrækket indledes af de gamle hunner allerede først i juni og varer til midt i november, med langt de fleste i juli og august. Ganske få overvintrer.

Tidsmæssig fordeling

af Svaleklire baseret på Naturbasens observationer:
Svaleklire - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Svaleklire - månedlig fordeling

Biologi

: Lægger fra sidst i april 4 æg i en forladt drosselrede (sjældnere i Skovskade- eller Egernrede) i et træ, undtagelsesvis på en træstub. Udrugningen tager 20-23 dage og foretages overvejende af hunnen. Den forlader typisk ungerne, når disse er ca. 10 dage gamle. Hannen overtager arbejdet. På samme måde som andre vadefugleunger forlader Svaleklirens unger reden efter ca. et døgn, men i dette tilfælde ved at hoppe ud fra reden, som kan være op til 10 m oppe i et træ. Herefter fører forældrefuglene ungerne til en nærliggende skovmose eller sø, hvor de tilbringer tiden, indtil de kan flyve. Ungerne er flyvefærdige ca. 28 dage gamle.

Føde: Lever fortrinsvis af diverse insekter, edderkopper og snegle.

Levested

: Er en af de få vadefugle, der (ligesom Skovsneppen) i yngletiden har tilpasset sig et liv i skoven. Yngler i tilknytning til åbne skovmoser i nåle- og blandskov, der gerne må have fugtige og bløde mudderflader. Her opdages den for det meste gennem dens smukke sangflugt over territoriet.

Uden for yngletiden optræder den mere som andre vadefugle. Da har den forkærlighed for mindre, ferske vande, kanaler og åer, men træffes også ved større søer samt ved kyster med mudret bund.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v/Beaman m.fl., Gads Forlag 1999.

Fugle i felten v/Mullarney m.fl, L&R 2000.

De senest indberettede arter i Naturbasen:

Gulfodet
Gulfodet Dyndflue
Eristalis pertinax
Stor
Stor Bæltespringhale
Orchesella cincta
Fugl
Fugl ubest.
Aves indet.
Rust-Pil
Rust-Pil
Salix cinerea ssp. oleifolia
Plante
Plante ubest.
Plantae indet.
Musvåge
Musvåge
Buteo buteo
Rødpelset
Rødpelset Jordbi
Andrena fulva
Trane
Trane
Grus grus
Trapez-Svirreflue
Trapez-Svirreflue
Meliscaeva auricollis
Selje-Pil
Selje-Pil
Salix caprea
Brakvands-Dyndflue
Brakvands-Dyndflue
Eristalinus aeneus
Lang
Lang Græssvirreflue
Melanostoma scalare
Sortblå
Sortblå Bredfodsflue
Platycheirus albimanus
Hekse-Sækdug
Hekse-Sækdug
Taphrina betulina
Plante
Plante ubest.
Plantae indet.
Sø-Kogleaks
Sø-Kogleaks
Schoenoplectus lacustris
Stor
Stor Kransemos
Rhytidiadelphus triquetrus
Natsommerfugl
Natsommerfugl ubest.
Heterocera indet.
Sorthvid
Sorthvid Jordbi
Andrena cineraria
Tyrkerdue
Tyrkerdue
Streptopelia decaocto
Gærdesmutte
Gærdesmutte
Troglodytes troglodytes
Grankogletæge
Grankogletæge
Gastrodes abietum
Brun
Brun Barkløber
Dromius agilis
Otiorhynchus
Otiorhynchus raucus
Sortkloet
Sortkloet Urtesvir...
Cheilosia psilophthalma
Tidlig
Tidlig Urtesvirref...
Cheilosia urbana