Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Emil Frederiksen
    Foto: Emil Frederiksen
  • Fotograf: Per Hauge
    Foto: Per Hauge
  • Fotograf: Emil Frederiksen
    Foto: Emil Frederiksen

Kendetegn

: Længde 21-24 cm, vingefang 43-49 cm – altså betydeligt større end Almindelig Ryle. Er en kompakt bygget fugl med kort hals (ses også i flugten) og korte orange ben. Næbbet kileformet, spidst. Den mest spraglede af vores mindre vadefugle. Er fremragende kamufleret – opdages i tang ofte på sin hvide bug og gule ben. Ofte tillidsfuld.

Yngledragten (april-juli) er meget spraglet med rødbrun og sort ryg, hvid bug, sorte tegninger på bryst og i hoved. Hunnen kan i denne dragt kendes på at ryggen ikke er så stærkt rødbrun, og på mørke tegninger i den hvide hovedtegning.

I vinterdragten bliver ryg, hoved og bryst ret ensfarvet gråbrune.

Adult vinterdragt flyvende: Fugle i alle dragter viser en særdeles iøjnefaldende overside med skarpe hvide tegninger: hvidt vingebånd, hvid overhale, hvid ryglinie og aflange, hvide tegninger mellem ryglinie og vingebånd.

Ungfuglene har gulbrune kanter på rygsidens fjer og blegere, ofte mere gullige ben.

*

Fouragerer ofte på åbne sandstrande og tidevandskyster, men ses også tit på havnemoler. Har fået sit navn p.g.a. sin karakteristiske fødesøgning. Den bevæger sig energisk fremad, og alt bliver nøje undersøgt for insekter, tanglopper og små bløddyr – og jævnligt stikker den næbbet ind under småsten og muslingeskaller o.l. og vender dem i et hurtigt kast for at f...  Vis mere
Stenvender
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Peter Nielsen

Udbredelse

: Stenvenderens sydligste ynglepladser ligger i Danmark. Bortset fra Fennoskandinavien og Estland ruger fuglen udelukkende i Arktis, med en cirkumpolar udbredelse. * Den er en af Danmarks mest truede ynglefugle. Findes nu kun på 3-5 lokaliteter og i et samlet antal på omkring 40 par. Vigtigste yngleplads er de store holme og strandfælleder på Sydlæsø. Også øerne i Det Sydfynske Øhav er kendte ynglepladser fra gammel tid. Men Stenvenderen har været i tilbagegang i hele 1900-tallet. Den er forsvundet fra en lang række lokaliteter og er gået stærkt tilbage på andre. Samtidig er den helt uddød som ynglefugl langs Tysklands Nordsø- og Østersøkyster. * Årsagen er ikke kendt, men øgede forstyrrelser i form af hyppige besøg af lystsejlere og andre på de tidligere så øde øer kan være en del af forklaringen de seneste årtier. Sølvmågernes fremtrængen overalt, tilgroning af ynglepladserne og klimamildningen har dog nok været væsentligere. * Visse steder i de øvrige nordiske lande er arten også gået tilbage, men her findes stadig store bestande. Således regner man med, at der i alt yngler mellem 13.000 og 26.000 par tilsammen i Norge, Sverige og Finland. (oplysn. ”Fuglene i Danmark” v/Meltofte og Fjeldså, Gyldendal 2002)
Stenvender - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I praksis er det trækgæsterne, vi møder her i landet, gerne i småflokke på max. 10 eller enkeltvis, og tit i selskab med andre vadefugle. De første trækgæster nordfra viser sig allerede i Danmark midt i juli. Antallet når max. i august eller i starten af september, og de sidste ses normalt sidst i september. Stenvenderen overvintrer ved så godt som alle verdens isfrie kyster, enkelte således også her i landet.

Forårstrækket forløber i tiden sidst i april – sidst i maj, med kulmination midt i maj. Det er langt mindre end efterårstrækket.

Tidsmæssig fordeling

af Stenvender baseret på Naturbasens observationer:
Stenvender - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Stenvender - månedlig fordeling

Biologi

: Yngler første gang knap 2 år gammel. Parforholdet synes ofte at strække sig over flere sæsoner. De enkelte par optræder i reglen spredt, men flere kan godt yngle ret tæt sammen – måske tiltrukket af de beskyttende terner og mindre måger, arten foretrækker at ruge blandt.

Reden anlægges i en fordybning frit fremme eller skjult. De (normalt) 4 æg lægges i maj og udruges fortrinsvis af hunnen på 22-24 dage. Ungerne er flyvefærdige 19-21 dage gamle.

Levested

: Ruger her i landet på stenede kyster, her i landet altid i forbindelse med ternekolonier. I Fennoskandinavien fortrinsvis i skærgården. I arktiske egne kan fuglen også, på tundraen, yngle langt fra kysten.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L & R 2004.

Nordens fugle v/Génsbøl, Gads Forlag 1987.

De senest indberettede arter i Naturbasen:

Macrocyclops
Macrocyclops albidus
Flad
Flad Lakporesvamp
Ganoderma applanatum
Stor
Stor Østersømusling
Macoma calcarea
Gråand
Gråand
Anas platyrhynchos
Ravn
Ravn
Corvus corax
Knopsvane
Knopsvane
Cygnus olor
Svamp
Svamp ubest.
Fungi indet.
Fiskehejre
Fiskehejre
Ardea cinerea
Blishøne
Blishøne
Fulica atra
Knarand
Knarand
Anas strepera
Topmejse
Topmejse
Lophophanes cristatus
Nordlig
Nordlig Gråsisken
Acanthis flammea flammea
Almindelig
Almindelig Zebraed...
Salticus scenicus
Egern
Egern
Sciurus vulgaris
Citronsommerfugl
Citronsommerfugl
Gonepteryx rhamni
Strandskade
Strandskade
Haematopus ostralegus
Rød
Rød Glente
Milvus milvus
Tusindfryd
Tusindfryd
Bellis perennis
Guldsmed
Guldsmed ubest.
Odonata indet.
Stinkende
Stinkende Nyserod
Helleborus foetidus
Jysk
Jysk Løber
Carabus problematicus
Erantis
Erantis
Eranthis hyemalis
Krølhåret
Krølhåret Pragtbæger
Sarcoscypha austriaca
Almindelig
Almindelig Vintergæk
Galanthus nivalis
Egespinder
Egespinder
Lasiocampa quercus
Skovskarnbasse
Skovskarnbasse
Anoplotrupes stercorosus