Firben (Lacertidae)

Der kendes ca. 300 arter af egentlige firben, der er hjemmehørende i den gamle verden. Langt de fleste arter lever i den biogeografiske region Palæarktis. Således kendes ca. 50 arter fra Europa. Færre forekommer i den etiopiske region (undtagen Madagascar) og færrest i den orientalske. Der lever ikke firben i den australske region.

Morfologisk er firben en homogen gruppe, hvor de enkelte arter opnår totallængder mellem 10 cm og 90 cm. Hovedet er tydeligt afsat fra kroppen, pupillen rund. Lemmerne er veludviklede, og der er ingen tendens til reduktion af lemmer blandt nogen arter. Halen er lang og har kranse eller ringe af skæl, der løber rundt om halen. Autotomi er meget almindeligt forekommende, idet halen kan kastes som forsvar og vil efterfølgende regenerere i væsentlig udstrækning. Rygskællene er små og i reglen glatte og af ensartet størrelse, men de kan være kølede eller endog tornede. Derimod er bugskællene større og er typisk af forskellig størrelse. Langt de fleste arter besidder femoralporer. Firbens tænder er hule ved basis.

De fleste arter er overvejende bundlevende, men visse tropiske arter er klatrende. Alle er dagaktive. Én yderlighed er, at en slægt af afrikanske firben, Holaspis, er udpræget trælevende og kan svæve fra træ til træ! Ofte er habitaterne relativt lysåbne og solbeskinnede.

Næsten alle firben er æglæggende, men en enkelt er levendefødende, nemlig Almindeligt Firben (Zootoca vivipara). Denne art er dog yderligere speciel derved, at den lægger æg med uigennemsigtig kalkskal i to sydlige områder: Sydfrankrig og Nordspanien på den ene side og det sydvestlige Slovenien på den anden side. Blandt en række arter i Kaukasus-området er partenogenese eller jomfrufødsel et almindeligt fænomen i populationer bestående af næsten kun hunner.

Populært kaldes øgler generelt (underordenen Sauria) til tider for firben, men det er fejlagtigt, idet det ret beset kun er denne familie, Lacertidae, der kan kaldes firben.