Grøn Solbille
Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jesper Lund
    Foto: Jesper Lund
  • Fotograf: Finn Krone
    Foto: Finn Krone
  • Fotograf: Ulf Bjerre
    Foto: Ulf Bjerre

Atlas

: Grøn Solbille overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Chrysanthia nigricornis (eller C. geniculata, se nedenfor) er en smuk, elegant solbille, der bliver omkring 6-8 mm i kropslængde. Den hører dermed til blandt vore mindre solbiller. Dyret er typisk tegnet i smukt metalglinsende grønne (langt det almindeligste) eller af og til grønblå nuancer, men blålige eller nærmest kobberfarvede eksemplarer forekommer også om end sjældent. Arten mangler et dansk populærnavn, men i henhold til dens typiske fremtoning, forekommer f.eks. grøn solbille eller græsgrøn solbille at være udmærkede. Det er i hvert fald at foretrække fremfor at skulle anvende dens lange, snørklede videnskabelige navn.

Hovedet er ret stort og tydelig aflangt, og den forreste del (clypeus) er ofte farvet i lysebrune eller brungule nuancer i kontrast til resten af hovedet. Øjnene er store og udtrædende, og findes langs hovedets sider, og de er ikke indbugtede langs forranden. Hovedets overside er let konveks. Panden er langt bredere mellem øjnene end mellem de lange, elegante følehorn, der består af 11 led. De inderste led er ofte lysere farvede end de ydre led. Andet følehornsled er kun omtrent halvt så langt som tredje. Følehornene er også tegnede i brunlige farver som kontrast til resten af hovedet. Hovedet smalner til bag ved øjnene, men er ikke egentlig indsnøret. Kæbepalperne er lange, og består af fire tydelige led, og er typisk tegnede i samme lyse nuance som clypeus. Sidste led er kølleformet. Munddelene er bidende, men er ikke synderligt kraftigt udviklede.

Forbrystet er aflangt med en fortykkelse foran midten, og smalner jævnt til bagud, men den bagerste rand er tydeligt udtrukket. Både hoved og forbryst er forsynede med en tydelig og ret grov punktering. Forbrystet mangler egentlige vulster langs oversiden. Dækvingerne er markant bredere end forbrystet, således at der dannes tydelige skuldre. Dækvingerne er aflange og nærmest parallelsidede, men bliver en smule bredere efter midten. Mod bagkropsspidsen bliver de smallere med afrundede spidser, og selvom der yderst tit er et mindre mellemrum mellem dem, er der ikke tale om den store sprække, der tit ses hos mange solbiller. Dækvingerne har fire tydelige ribber udover sømlisten, og fjerde liste går ud fra skulderområdet, og er tydeligt adskilt fra sideranden. Dækvingerne er forsynede med en ret grov punktering og med en tydelig beklædning af ret lange hår, der er skråtstillede udad. Benene er ret lange og slanke, og er normalt brunlige, men kan være rødbrune eller næsten lysebrune hos nogle eksemplarer. Langs bagsiden er første benpars lår tydeligt mørkere end resten af låret, og dette ses mere udtalt langs hele den ydre del af låret på andet og tredje benpar. Skinnebenene er lystfarvede, og mangler egentlige torne langs randen, men har to små torne yderst. Som hos andre heteromerer (kardinalbiller, oliebiller, skyggebiller, m.fl.) er der fem tydelige led på første og andet benpars fødder, mens der kun er fire på tredje benpar. Næstyderste fodled er bredt og lappet yderst, hvilket minder om træbukkenes fødder. Der er spredt behåring langs fodleddenes undersider, men kun første fodled på tredje benpar har en egentlig filtbehåring. Dyrets underside er sortbrun eller nærmest sortfarvet.

På Fugle og Natur står denne smukke solbille opført under navnet Chrysanthia nigricornis, siden den blev oprettet i 2008 www.fugleognatur.dk...show_message Imidlertid er dens taksonomiske forhold ikke helt ligetil, og det er ikke afklaret, om det faktisk er artens korrekte navn. Når en ny art beskrives, udnævnes i henhold til de nomenklaturiske regler (regler om navngivning af levende organismer) et såkaldt typeeksemplar. I taksonomisk forstand er det faktisk dette eksemplar og ikke arten som sådan, navnet knytter sig til. For at være sikker på, at en organisme tilhører en pågældende art, er man derfor tit nødt til, at sammenligne med det oprindelige typeeksemplar. Eksempelvis løven, der jo hedder Panthera leo efter artsnavnet Felis leo oprettet af den store taksonom Carl Linnæus (1707-1778) i 1758. Dengang antog man (fejlagtigt), at alle katte kunne henføres til samme slægtskabsgruppe (traditionelt kaldet en slægt), men i dag ved vi, at det er galt, de udgør flere grupper, der dog alle er tæt beslægtede. Den første, der indså dette, var den tyske naturhistoriker Lorenz Oken (1779-1851), der i 1816 navngav de store katte Panthera. Til denne gruppe hører løven, men altså ikke de små katte, som f.eks. huskatten, margay, fiskekat og så videre. Løven hedder derfor Panthera leo. Men det videnskabelige navn Panthera leo er knyttet til et eneste, ganske bestemt eksemplar, et delvist kranium af en hunløve fra Marokko (Barbariet) fra 1831, nummer NRM585287 (naturhistoriska Riksmuseet Stockholm). Den er typeeksemplaret, altså det ganske bestemte eksemplar, der bærer artsnavnet, og går den tabt, er man nødt til, i henhold til strenge regler, at udnævne en ny. Nogle gange bliver dyr tilhørende samme art beskrevet gentagne gange af forskellige forskere under forskelige navne, fordi man ikke er klar over, at der er tale om den samme art. Så gælder alderen simpelthen: den ældste har forrang.

Men her er situationen mere ulden. Arten Chrysanthia nigricornis blev beskrevet af Westhoff i 1881, men mange år forinden i 1846 havde den tyske naturhistoriker Wilhelm Ludwig Ewald Schmidt beskrevet en anden art, C. geniculata. Begge arter (eller hvad det nu egentlig er) har typeeksemplarer. Men en del forskere mener, at de to eksemplarer er så ens, at der simpelthen er tale om to dyr af samme art. Andre er uenige. Indenfor zoologien kaldes den slags subbjektiv synonymi. Men hvis de er samme art, hvorfor gælder navnet C. geniculata så ikke bare? Det skyldes, at de måske eller måske ikke er samme art. Det er simpelthen ikke ordentlig afklaret endnu. Og selv hvis de skulle vise sig, at tilhøre samme art, er det ikke sikkert, at de er helt ens alligevel. Måske er nigricornis ikke en art men en såkaldt underart (eller lignende) af C. geniculata. Det står stadig hen i det uvisse, men for nuværende virker det mest rimeligt at antage, at artens korrekte navn er Chrysanthia geniculata. Men måske ender det med, at de officielt anerkendes som to selvstændige arter, eller måske deles de i to underarter, C. geniculata geniculata for Schmidts eksemplar (og dyr, der kan vises at være identiske med dette), og C. geniculata nigricornis for Westhoffs eksemplar (og dyr, der kan vises at være identiske med det). Det er endnu uafklaret.
Grøn Solbille
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Klaus Bek Nielsen

Variation

: Chrysanthia nigricornis er typisk grønlig, men den kan også have blålige eller sågar bronzefarvede nuancer. Følehorn og ben er ofte ret mørkebrune, men kan også være nærmest lysebrune, særligt følehornenes inderste led og skinnebenene. Selv hos mørke eksemplarer er det yderste af lårbenene på andet og tredje benpar dog tydeligt mørkere end resten af låret, og det gælder også den inderste, bagerste del af lårbenet på første benpar.

Forveksling

: Den mest oplagte forvekslingsmulighed er blågrøn solbille. Den er dog typisk, som navnet antyder, mere blågrøn end græsgrøn, men begge arter kan variere i grundfarven, så helt pålideligt er dette kriterium ikke. C. nigricornis kan dog ret let kendes fra denne art på den manglende indbugtning langs øjnenes forrand, og på de tydeligt tofarvede lårben, især på andet og tredje benpar, mens blågrøn solbille typisk har ensfarvede, mørke ben. Blågrøn solbilles ensfarvede ben står også i kontrast til C. nigricornis lyse skinneben og mørkere fødder. Blågrøn solbilles forbryst er også mere kvadratisk og kompakt med to store vulster fortil, og tydeligt mindre langstrakt end hos C. nigricornis. I det hele taget virker blågrøn solbille mere kompakt og solid, mens C. nigricornis virker langstrakt og elegant. Den kan også kendes fra de grønlige metalskinnende Odemera solbiller (f.eks. matgrøn og tyklårssolbille) på fire længderibber på hver dækvinge (udover sømlisten), mens Oedemera kun har tre. Oedemera arterne har også ofte en stor sprække langs dækvingerne, og hannerne har tydeligt opsvulmede lår på tredje benpar, hvilket Chrysanthia nigricornis mangler. C. nigricornis kan måske af ukyndige forveksles med nogle af de smukke, metalskinnende træbukke, men de er langt større og ser tydeligt anderledes ud (se blågrøn solbille).

Arten Chrysanthia viridissima kan ligne C. nigricornis nærmest til forveksling. Til trods for navnet (viridissima betyder den grønneste) er de farvemæssig temmelig ens, for selvom C. viridissima ofte er mere klart grønskinnende end C. nigricornis, udviser begge en del variation i grundfarven, og det er ikke en pålidelig adskillelseskarakter. Den er officielt ikke hjemmehørende i Danmark, men den er vidt udbredt i Europa, således også i det sydlige Sverige og i Nordtyskland, så man skal bestemt ikke udelukke muligheden for, at den måske også kan findes herhjemme. I modsætning til ovenstående forvekslingsmuligheder er man desværre nødt til, at se rigtig godt efter, ofte i stereolup eller på gode fotografier, hvis man skal kende forskel på C. nigricornis og C. viridissima, men det kan heldigvis lade sig gøre. C. viridissima bliver for det første en lille smule større, 6-10 mm, men det er næppe et anvendeligt karaktertræk. De tydeligste forskelle ses i forbrystets bygning og dækvingernes behåring.

Hos C. nigricornis er dækvingernes behåring ret lang, og hårene peger skråt udad og til dels bagud. Hos C. viridissima er hårene kortere og peger bagud. Mellem hårene kan man finde enkeltstående, tydeligt længere, børsteagtige hår hos C. nigricornis, mens de mangler hos C. viridissima. Dækvingernes punktering er tættere hos C. viridissima, således at også dækvingernes længderibber er ujævne i overfladen, mens punkteringen er knap så tæt hos C. nigricornis, hvor ribberne ofte fremstår mere eller mindre glatte. Forbrystet hos C. nigricornis er proportionalt ofte en smule kortere i forhold til dækvingerne end hos C. viridissima, og hos sidstnævnte er forbrystets sider ofte tydeligt mere udtrukket langs siderne lige før midten. Forbrystet har en svagt udviklet men tydelig midtlinje hos C. viridissima, mens denne normalt mangler hos C. nigricornis eller i det mindste kun er svagt antydet. Begge arter har lyse forskinneben, men den nok letteste adskillelseskarakter er, at C. nigricornis har tofarvede lårben, og generelt lysere skinneben end fødder, mens benene generelt er ensfarvet mørke hos C. viridissima. Også følehornene ser ofte (men ikke altid) forskellige ud, for hos C. nigricornis er de ofte lysere ved basis og mørkere ud mod spidsen, mens de er ensfarvet mørke hos C. viridissima.

Udbredelse

: Chrysanthia nigricornis er vidt udbredt i Europa, og er mange steder en almindelig art. Den kan findes langt østpå til Sibirien. Tidligere blev den anset for at være temmelig sjælden herhjemme, og i 1945 nævner Hansen og Larsson den fra Frøslev Plantage tæt ved Padborg, Jørgensgard Skov ved Aabenraa (begge dermed på grænsen til Tyskland) og Tåsinge. Men de skriver samtidig, at arten har bredt sig stærkt i Nordøstsjælland, og er hyppig i Tisvilde Hegn. Hvis dette akkurat reflekterede artens udbredelse i landet i 1940erne, er den gået markant frem siden da. I dag regnes den for ret vidt udbredt men lokal og generelt ikke almindelig. Der er dog store dele af landet, hvor den enten ikke forekommer, eller i det mindste er langt mindre hyppig, således store dele af Jylland og øerne minus Sjælland. Den synes at have sine stærkeste udbredelsesområder i Midtjylland, på Syd- og til dels Midtsjælland, og især i Nordøstsjælland. I denne landsdel må den vel nærmest betegnes som vidt udbredt og ret almindelig på egnede steder. Den danske rødliste vurderer, at bestandsudviklingen er stigende, og arten er ikke truet.
Grøn Solbille - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Chrysanthia nigricornis er et højsommerdyr, og kan ses fra tidligt i juni, men den plejer først at optræde i antal i juli. I løbet af august falder antallet kraftigt, men i lune år kan sene eksemplarer ses helt hen i begyndelsen af september måned.

Tidsmæssig fordeling

af Grøn Solbille baseret på Naturbasens observationer:
Grøn Solbille - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Grøn Solbille - månedlig fordeling

Biologi

: De voksne biller er glade for sol og varme, og ses derfor typisk i åbne områder i solskin, hvor de æder nektar og pollen af en række forskellige blomster og urter, især synes kurveblomstrede (Asteraceae) som f.eks. almindelig røllike (Achillea millefolium) at være yndede foderplanter. Larverne lever derimod af trøsket nåletræ, og selvom de kan findes i flere arter gran og fyr, synes mørkt, trøsket skovfyr (Pinus sylvestris) at være det foretrukne. Det stemmer også fint med artens hovedudbredelse i Danmark (se nedenfor), for selvom skovfyrren hører til den oprindelige danske flora, og indvandrede hertil for omkring 8000 år siden, blev den oprindelige, vildtvoksende skovfyr nærmest udryddet i løbet af 15-1600 tallet, men i dag er den almindelig som forvildet eller dyrket skovtræ, og den er netop særlig udbredt i Midtjylland og Nordøstsjælland, hvor Chysanthia nigricornis også har sine hovedudbredelsesområder.

Larven er hvidlig eller nærmere lettere gennemsigtig og temmelig farveløs med en tydeligt segmenteret krop. Den har tre par små, stumpe, halvt gennemsigtige ben, og den er oval i tværsnit med rektangulære bagkropssegmenter. Den er temmelig blød, men til gengæld har den et stort, kraftigt hoved med kraftige kæber til at gnave i træet med. Hovedet er typisk kroppens bredeste sted. På de første fem kropsled ses der på oversiden en dobbeltrække af små, tornede felter, og på undersiden af bagkropsled 2-4 findes ligeledes nogle gangvortelignende udvækster. Larven bruger disse udvækster til, at bevæge sig gennem gangene i træet med. Hele kroppen er dækket af en spredt behåring af lange, stride, brunlige børster. Larvens udvikling er desværre ikke kendt i detaljer, men der er grund til at antage, at larveudviklingen er etårig ligesom mange andre solbiller.

Levested

: Da larverne lever i nåletræ, er arten fortrinsvis knyttet til skovområder, og her ses den typisk på skovenge, rydninger, langs skovveje og i skovbryn. Den kan også findes på enge og strandenge blot de ikke er for langt væk fra skov eller krat.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Abdullah, M. (1973): Larvae of the families of Coleoptera. III. Heteromera, Cucujoidea: a key to the world families including their distinguishing characters. J. Nat. Hist. 7: 535-544

Abdullah, M. (1974): Heteromera (Coleoptera): a key to the world families including their distinguishing characters in the adult stage. J. Nat. Hist. 8: 49-59

Crowson, R.A. (1981): The Biology of the Coleoptera. Academic Press, London: 1-801.

Ferenca, R., Tamutis, V. & Kinduris, R. (2014): New records of rare false blister beetle (Coleoptera: Oedemeridae) species in Lithuania. New and Rare for Lithuania Spec. 25: 10-17.

Ganglbauer, L. (1881): Bestimmungs-Tabellen der europäischer Coleopteren. IVa. Oedemeridae. Verh. Zool. Bot. Ges. Wien 31: 97-116.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1945): Danmarks Fauna 50. Biller XII: Heteromerer. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-293.

Horion, A. (1956): Faunistik der mitteleuropäischen Käfer 5: Heteromera. Entomol. Arb. Mus. G. Frey (SB): 1-336.

Koch, K. (1989): Die Käfer Mitteleuropas Ökologie. Band. Krefeld.

Svihla, V. (2008): Oedemeridae. I: Lobl, I. & Smetana, A. (Eds.), Catalogue of Palaearctic Coleoptera, vol. 5, Tenebrionoidea, 353-69. Apollo Books, Danmark.

Vazquez-Albalate, X. (1993): Coleoptera Oedemeridae, Pyrochroidae, Pythidae, Mycteridae. Fauna Iberica 5: 1-181. Museo Nacional de Ciencias Naturales, CSIC.

Vazquez-Albalate, X. (2003): European Fauna of Oedemeridae (Coleoptera). Argania editio S.C.P., Barcelona: 1-179.

Skrevet af Per Christiansen d. 17-03-2015. Senest redigeret af Per Christiansen d. 17-03-2015. Læst 7.313 gange. Naturbasens artsbeskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.

Bemærk! Grøn Solbille (Chrysanthia nigricornis) har følgende synonymer som du kan møde i ældre litteratur om Solbiller (Oedemeridae) eller om Biller (Coleoptera):

Latinsk synonym: Chrysanthia geniculata

Vil du læse mere? Følgende arter fra ordenen Biller (Coleoptera) kunne også have din interesse:

1. Håret Markløber - Harpalus rufipes
2. Forskelligfarvet Hækkebuk - Oxymirus cursor
3. Stråmand - Bagous elegans
4. Prasocuris glabra - Prasocuris glabra
5. Crudosilis ruficollis - Crudosilis ruficollis
6. Tvetandbladbille - Chrysolina fastuosa
7. Hundelavbille - Orthocerus clavicornis
8. Kateretes pedicularius - Kateretes pedicularius
9. Stribet Barkbuk - Asemum striatum
10. Cryptocephalus pusillus - Cryptocephalus pusillus

De senest indberettede arter i Naturbasen: