Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Anni Nielsen
    Foto: Anni Nielsen
  • Fotograf: Solveig Salomonsen
    Foto: Solveig Salomonsen
  • Fotograf: Ole Bidstrup
    Foto: Ole Bidstrup

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. Tarsalkløerne på forfødderne er meget lange hos Tachina fera-hannen

Kendetegn

: Længde: normalt fra 12-14 mm, men mindre individer, der har haft en knapt så heldig start på livet, kan træffes. Da alle snyltefluer er parasitoider, hvilket vil sige, at de slår deres vært ihjel, er de i høj grad påvirkede af dennes livsforhold.

Hovedet er gulligt med store rødbrune øjne, som er uden behåring. De tre antenneled er af ulig længde: det andet led er cirka halvanden gang så langt som første og tredje tilsammen. Forkroppen er gråsort og svagt skinnende med grå bestøvningsstriber forrest på scutum. Den ret brede bagkrop er orangegul med en sort midterstribe, der gradvist bliver smallere hen imod bagkropsspidsen. Benene er helt orangebrune hos hunnerne. Hannerne har de inderste firefemtedele eller mere af lårene sorte. Vingerne er glasklare.

Tachina fera har ligesom mange andre snyltefluer kraftige og iøjnefaldende børster arrangeret i grupper og rækker både på kroppen og benene.

Hannens epandrie (genitalierne) er stort og let at se også på levende individer.

Artens bedste kendetegn er kun for dem med stereolup eller gode makrobilleder: Tachina fera-hannen har usædvanligt lange tarsalkløer på forfødderne (Fig. 1).

Ofte kan Tachina fera kendes på lang afstand på dens måde at flyve. Flugten virker søgende og ustresset sammenlignet med, hvordan mange andre fluer flyver. Denne flyvemåde ses typisk helt generelt hos snyltefluer, men hos en stor art som T. fera er det let at observere.

Mellemfluen Oskar
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Niels Jørgen Rosenkrants

Variation

: Nogen variation i størrelsen. Bredden på bagkroppens sorte midterstribe kan også variere, men for det meste er det minimalt.

Forveksling

: Tachina fera kan forveksles først og fremmest med en anden snylteflue, nemlig Peleteria rubescens. Denne art har en bred, rødlig bagkrop med sort midterstribe næsten som hos Tachina fera, men i modsætning til T. fera har Peleteria rubescens altid helt sorte ben. Ser man nøje efter har P. rubescens også en gruppe af sorte børster på parafacialierne (dvs. området foran øjet), som T. fera aldrig har.

I den danske fauna kan Tachina fera ikke forveksles med andre Tachina sp., men i landene syd for os findes Tachina magnicornis. Denne art kunne tænkes at vise sig i Danmark måske i takt med stadigt varmere somre. Habituelt er de to arter meget svære at adskille.

Udbredelse

: Arten er udbredt over det meste af Danmark, men hvis data her på "Fugle og Natur" ellers er repræsentative, synes den at mangle fra Vestjylland.

Derudover er arten kendt fra hele Europa.

Mellemfluen Oskar - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Tachina fera flyver i to generationer. En lille i maj-juni og en stor og talstærk i juli-september. Særligt i august er arten normalt meget almindelig.

Tidsmæssig fordeling

af Mellemfluen Oskar baseret på Naturbasens observationer:
Mellemfluen Oskar - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Mellemfluen Oskar - månedlig fordeling

Biologi

: Alle snyltefluer lever som parasitoider på andre leddyr. Det almindeligste er at finde værtsdyrene blandt tæger, biller og sommerfugle, men enkelte har specialiseret sig i f.eks. ørentviste eller skolopendre.

Tachina fera snylter på en lang række forskellige ugler (Noctuidae). Fra Storbritanien er kendt Orthosia cruda, Trapezugle (Cosmia trapezina) og Ærteugle (Ceramica pisi).

Fluen lægger færdigudrugede æg på værtslarvernes foderplanter. Her opsøger snyltefluelarven sin vært enten aktivt eller ved at sidde og svinge med kroppen frem og tilbage, når den kan mærke, at et egnet offer er i anmarch.

Levested

: Tachina fera søger gerne til blomster og kan findes overalt, hvor forholdene er til det, d.v.s. enge, overdrev, grøftekanter, lysninger i skove o.l., men generelt ikke alt for fugtige lokaliteter. I sensommeren optræder arten tit i massevis på Pastinak.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Belshaw, Robert: Tachinid Flies, Diptera: Tachinidae. Handbooks for the Identification of British Insects, Vol. 10, Part 4a(i), 1993.

Tschorsnig, Hans-Peter & Benno Herting: Die Raupenfliegen (Diptera: Tachinidae) Mitteleuropas: Bestimmungstabellen und Angaben zur Verbreitung und Ökologie der einzelnen Arten, 1994.

De senest indberettede arter i Naturbasen: