Biologi
: Gåsebillen er en udbredt og almindelig kendt torbist i den brede offentlighed, ikke mindst som skadedyr i haver, landbrug og planteskoler. De voksne biller er dagaktive, og kan især om formiddagen ses sværme omkring i solskinnet i søgen efter føde, enten omkring buske og træer eller flyvende lavt henover græsklædte områder. De er klart mest aktive i varmt, solrigt vejr, mens de er inaktive på grå, regnfulde dage. Studier har vist, at dyrene generelt begynder at blive aktive, når temperaturen om morgenen overstiger 13 grader, hvor de begynder at bevæge sig rundt, men de begynder generelt først at flyve, når temperaturen overstiger 15 grader. Dyrene sværmer ofte kun omkring tre timer, hvorefter de sidder på planterne og hviler eller æder. Hunnerne sværmer ikke, men ses ofte siddende i græsset eller på deres foderplanter, mens hannerne kan ses sværme omkring enten enkeltvis eller i mindre flokke, typisk 1-1,5 meter over jorden. Billerne æder løv fra en række træer f.eks. eg, bøg, hassel eller birk, men er også glade for bladene og blomsterne på roser og frugttræer, f.eks. æble, pære eller kirsebær. Studier fra bl.a. England har vist, at dyrene er særlig glade for blomstrende hvidtjørn (Crataegus sp.). Man kan se dyrenes gnaverier som små uregelmæssige huller i bladene. Hvis billerne optræder talrigt, kan de således beskadige løvet på t... Vis mereBiologi
: Gåsebillen er en udbredt og almindelig kendt torbist i den brede offentlighed, ikke mindst som skadedyr i haver, landbrug og planteskoler. De voksne biller er dagaktive, og kan især om formiddagen ses sværme omkring i solskinnet i søgen efter føde, enten omkring buske og træer eller flyvende lavt henover græsklædte områder. De er klart mest aktive i varmt, solrigt vejr, mens de er inaktive på grå, regnfulde dage. Studier har vist, at dyrene generelt begynder at blive aktive, når temperaturen om morgenen overstiger 13 grader, hvor de begynder at bevæge sig rundt, men de begynder generelt først at flyve, når temperaturen overstiger 15 grader. Dyrene sværmer ofte kun omkring tre timer, hvorefter de sidder på planterne og hviler eller æder. Hunnerne sværmer ikke, men ses ofte siddende i græsset eller på deres foderplanter, mens hannerne kan ses sværme omkring enten enkeltvis eller i mindre flokke, typisk 1-1,5 meter over jorden. Billerne æder løv fra en række træer f.eks. eg, bøg, hassel eller birk, men er også glade for bladene og blomsterne på roser og frugttræer, f.eks. æble, pære eller kirsebær. Studier fra bl.a. England har vist, at dyrene er særlig glade for blomstrende hvidtjørn (Crataegus sp.). Man kan se dyrenes gnaverier som små uregelmæssige huller i bladene. Hvis billerne optræder talrigt, kan de således beskadige løvet på træer og buske i haver eller planteskoler, og gåsebillen regnes derfor som skadevoldende. Larverne kan dog ved masseforekomst anrette betydeligt større skader end de voksne biller.
Gåsebillen kommer frem i sidste del af maj måned, men kan være fremme tidligere i varme år. Dyrene klækker ofte i store mængder fra gode lokaliteter, og graver sig op fra deres underjordiske puppeskjul, og begynder straks at flyve omkring i søgen efter føde. Hanner kommer tit frem nogle få dage før hunnerne, og flyvetiden varer generelt 3-4 uger, og dyrenes aktivitet synes ofte at stige, jo længere tid de er fremme. Hunnerne lokker hannerne til med luftbårne duftstoffer (feromoner), og man ved i dag, at dette efterlignes af visse typer højt specialiserede blomster. Således har studier vist, at sneppeflueblomst (Ophrys scolopax) og bladhvepseflueblomst (O. tenthredinifera), der begge er udbredte i Middelhavsområdet, er effektive til, at lokke gåsebillehanner til, og at disse ivrigt forsøgte at parre sig med attrapper påsmurt disse blomsters duftstoffer. Det vides dog ikke, om disse blomsters danske slægtninge biblomst (Ophrys apifera) eller flueblomst (Ophrys insectifera) også er i stand til, at lokke gåsebillehanner til.
Gåsebillerne parrer sig fortrinsvis i sidst i maj eller begyndelsen af juni måned, og hunnerne graver sig ned i jorden for at lægge æg. I modsætning til den generelt dagaktive levevis foregår parringen derimod ofte i skumringen eller om natten. Arten er især glad for lette, sand- eller kalkholdige jorde, og ses derfor hyppigst i åbne områder som enge eller overdrev på let, sandholdig jord. Hunnerne lægger i gennemsnit 14 æg hver, og æggene lægges typisk i muldlagets øverste 5-6 cm, men alle æggene lægges ikke på en gang. Kort efter parringen graver hunnerne sig ned, og lægger de fleste æg, men graver sig så op igen, og fortsætter med, at æde blade og blomster, hvorefter de graver sig ned igen, og lægger flere æg. Undersøgelser har vist, at over 90 procent af æggene er befrugtede, og udvikler sig til larver. Hunnernes frugtbarhed falder dog med alderen, og relativt nyklækkede hunner lægger i gennemsnit flere frugtbare æg end hunner, der først parres efter nogle uger. Hunnerne flyver en del omkring, og studier har vist, at de kan lægge deres sidste æg op til 4-5 kilometer fra det sted, de selv i sin tid kom frem.
Æggene lægges i klumper, og de små larver klækker efter tre til fem uger, og begynder så at sprede sig ud i muldlaget. Undersøgelser fra England har vist, at selvom larverne lever enkeltvis, kan de ældre larver igen begynde at klumpe sig sammen før overvintringen. Larven er en typisk torbistlarve med en tyk C-formet krop med tydeligt afsatte kropsringe, et stort gulbrunt hoved og korte brunlige ben. De små larver er grålige og lettere hårede, men ældre larver har opbygget et fedtlag, og forekommer derfor hvidlige med en lysegrålig bagkrop og en lettere opsvulmet forkrop. Larverne gennemgår i alt tre stadier, og selvom man tit kan læse, at larvens udvikling varer to til tre år, er det almindeligt på vore breddegrader, at der forekommer en generation om året. Gåsebillens larver findes mest i den øverste del af muldlaget, men de ældre larver graver sig typisk i slutningen af oktober længere ned i jorden for at overvintre, men kommer op i rodzonen næste forår for, at færdiggøre deres livscyklus. De fuldt udvoksede tredje-stadie larver måler 15-18 mm, og forpupper sig i april måned det følgende forår, og puppetiden varer typisk en måneds tid. Larverne lever af rødder fra en række urter og stauder, men deres ubetinget foretrukne fødeemner er græsrødder. Men dette gælder kun de lidt ældre larver. De små, knap 1-1,5 mm første-stadie larver lever nemlig primært af dødt organisk materiale i jorden, men i andet larvestadium begynder larverne at gnave i de fine, hårtynde græsrødder. De ældre larver i tredje stadium gnaver derimod også større græsrødder over, og ved masseforekomster kan larverne gøre temmelig stor skade på græsplæner især på lette, sandholdige jorde. Arten er ikke så almindelig længere som tidligere, men studier fra England har vist, at man i 1950erne i særligt gode år på gode lokaliteter kunne finde over en million larver pr. hektar græsmark. Larvernes gnaven i græsrødderne ses ofte som gulfarvning af græsset, men ved masseforekomst kan større dele af plænen helt visne bort. Derfor bekæmpes gåsebillen ofte i haver, golfbaner, landbrug og planteskoler med forskellige kemiske bekæmpelsesmidler.
Gåsebillerne har dog også en lang række naturlige fjender, og de voksne biller ædes af fugle, især forskellige spurvefugle, spidsmus, padder og krybdyr, løbebiller, skolopendre og edderkopper, men studier fra bl.a. Wales har vist, at man også tit kan finde temmelig store mængder biller i maven på ørreder. Larvernes primære fjender er stære- og kragefugle, der tit roder i græsset for, at hente larverne op. Hvis der er mange larver i jorden og mange fugle i området, kan dette føre til, at græsset bliver grundigt rodet op i fuglenes søgen efter føde, hvilket kan forværre larvernes skader på plænen. Dette fører ofte til beskyldninger fra haveejere om, at fugle er i færd med at ødelægge græsplænen, men i virkeligheden er de snarere i færd med, at reducere antallet af græsplænens virkelige fjender. Studier fra det sydlige England har vist, at fuglene kunne reducere antallet af larver i græsmarker med over 50 procent på bare to måneder.
