Biologi
: Poppelbukken har en interessant biologi. Som artsnavnet antyder, er den tæt knyttet til popler, og den kan yngle i en række forskellige poppelarter, fortrinsvis balsampoppel (Populus balsamifera), berlinerpoppel (P. berolinensis), landevejspoppel (P. canadensis) og sortpoppel (P. nigra), men den går også af og til på sølvpoppel (P. alba) og kinesisk poppel (P. simonii). I de skandinaviske lande synes bævreasp (P. tremula) at være et yndet værtstræ. De voksne dyr sidder om dagen på grene og blade i trækronerne, men i skumringen begynder de, at bevæge sig rundt, og gnave af bladene. Gnavesporene er meget karakteristiske, og er ofte det, man først får øje på. I modsætning til sommerfuglelarver, der gnaver fra bladranden og indad, gnaver poppelbukken typisk store, runde eller ovale huller i bladene, der ikke når ud til bladranden, og de kraftige kæber betyder, at hullernes kanter er grove, uregelmæssige og nærmest savtakkede. De gnaver også af skud og knopper. Dyrene flyver også omkring om aftenen, men deres spredningsevne er ikke stor, for de er ret stedbundne. Som mange træbukke kan også poppelbukken stridulere (knirke) ved, at gnide forbrystets bagkant mod en liste på bagbrystet. Dyrene stridulerer som forsvar, og man kan tydeligt høre det, hvis man tager et dyr op i hånden. Parringen sker på større grene oppe i trækronerne, og hunne... Vis mereBiologi
: Poppelbukken har en interessant biologi. Som artsnavnet antyder, er den tæt knyttet til popler, og den kan yngle i en række forskellige poppelarter, fortrinsvis balsampoppel (Populus balsamifera), berlinerpoppel (P. berolinensis), landevejspoppel (P. canadensis) og sortpoppel (P. nigra), men den går også af og til på sølvpoppel (P. alba) og kinesisk poppel (P. simonii). I de skandinaviske lande synes bævreasp (P. tremula) at være et yndet værtstræ. De voksne dyr sidder om dagen på grene og blade i trækronerne, men i skumringen begynder de, at bevæge sig rundt, og gnave af bladene. Gnavesporene er meget karakteristiske, og er ofte det, man først får øje på. I modsætning til sommerfuglelarver, der gnaver fra bladranden og indad, gnaver poppelbukken typisk store, runde eller ovale huller i bladene, der ikke når ud til bladranden, og de kraftige kæber betyder, at hullernes kanter er grove, uregelmæssige og nærmest savtakkede. De gnaver også af skud og knopper. Dyrene flyver også omkring om aftenen, men deres spredningsevne er ikke stor, for de er ret stedbundne. Som mange træbukke kan også poppelbukken stridulere (knirke) ved, at gnide forbrystets bagkant mod en liste på bagbrystet. Dyrene stridulerer som forsvar, og man kan tydeligt høre det, hvis man tager et dyr op i hånden. Parringen sker på større grene oppe i trækronerne, og hunnerne vides at lokke hanner til ved, at udsende særlige duftstoffer (feromoner).
Kort tid efter parringen går hunnen i gang med at lægge æg. Poppelbukken yngler kun i levende træer, men forsøg har vist, at den ikke kan skelne helt raske, ikke-angrebne og kraftigt voksende træer fra syge træer eller træer, hvor der allerede lever larver i veddet. Derfor kan larvernes gnaveri volde en del skade for træets vækst, hvis arten er talrig på stedet, men normalt er poppelbukken ikke egentlig skadelig for værtstræet. Alligevel anses den for skadevoldende i en række europæiske lande, primært sydpå, hvor klimaet er varmere og generationstiden kortere. Hunnen begynder med, at gnave en ca. 5 mm lang rende i barken på stammen eller større grene. På små træer sker det dog typisk kun ved stammens basis. Hun lægger derefter et enkelt æg i revnen. Hver hun lægger i alt 40-50 æg. Æggene er aflange og pølseformede, omkring 3,5-4 mm lange og 1,5-1,8 mm tykke, og de er i starten flødefarvede, men bliver brunlige efter nogle dage. Hvad der derefter sker, afhænger i vid udstrækning af træets tilstand, for helt usædvanligt er selve værtstræet nemlig den største kilde til dødelighed blandt små larver. Hos gamle, syge eller hårdt angrebne træer, der derfor ikke vokser særlig kraftigt, klækkes larverne efter et par uger, og begynder at bore en gang ind under barken. Dette begyndende angreb kan ses ved lidt brunligt gnavesmuld omkring hullet. Men hvis træet er sundt, rask og af en alder, hvor væksten er kraftig, reagerer det ofte på billens gnaveangreb ved, at barken vokser hen over ægget eller den lille larve, og såret heler så at sige igen af sig selv efter kort tid. Dette betyder, at ægget eller den lille larve er i alvorlig fare for, simpelthen at blive mast, når træets sår heler. Undersøgelser har vist, at dette i nogle bestande faktisk betyder døden for op i mod 80 procent af æg og smålarver. Det er dermed en af de vigtigste faktorer overhovedet til, at begrænse poppelbukkens populationsstørrelse. Den har dog også andre fjender, f.eks. en række spurve- og kragefugle, der kan æde de voksne biller, stor flagspætte, der tager både voksne og larver, samt flere snyltehvepse, der lægger æg i både æg og larver.
Larven er en typisk træbukkelarve. Den er fuldkommen benløs med en fed krop, der er oval til næsten rund i tværsnit, tydelige, kraftigt afsatte kropsringe, og et lille, mørkebrunt hoved foran med kraftige kæber til, at raspe træ med. Nyklækkede larver måler omkring 4 mm i længden, men i løbet af udviklingen gennemgår de fem stadier, og er fuldt udvoksede 35-40 mm lange. Larverne er hvidlige eller flødefarvede, men den forreste del af kroppen er brunlig på oversiden. Den lille larve gnaver en tunnel under barken de første 5-6 uger af sin levetid, og her kan man tit se det lidt brunlige gnavesmuld ved hullets åbning, men derefter begynder den at bore sig ind i veddet, og gnavesmuldet, der udstødes gennem åbningen, bliver mere hvidligt. Larven borer sig dybere ind mod midten af grenen, og begynder derefter af udgnave en lang, opadrettet, oftest nærmest lodret tunnel på 20-25 cm, men tunnelen slår ofte sving og kan endda være hesteskoformet. Tunnelen er først nærmest rund, da den følger larvens kropsform, men larven bevæger sig ofte frem og tilbage i tunnelen, og udvider den, til den bliver mere oval i tværsnit. Larven fortsætter med, at støde gnavesmuld ud gennem åbningen, men der kan også dryppe træsaft ud gennem hullet. Larven har særlige diastase-enzymer i tarmsystemet, der gør, at den kan fordøje cellulose, og den er dermed ikke ligeså afhængig af cellulosenedbrydende bakterier som de saproxyliske biller, f.eks. torbister, der lever i dødt ved. Udviklingen tager typisk to år i det sydlige Europa, men varer ofte tre år, nogle gange fire, i Nordeuropa inklusive Danmark. Den udvoksede larve gnaver nu et puppekammer øverst i sin tunnel, som den afskærmer fra resten af tunnelen med et flere cm tykt lag af let sammenpresset gnavesmuld. Derefter metamorfoserer den til en hvidlig puppe, der med tiden bliver mere og mere brunlig, indtil den voksne bille kommer frem fra puppen omkring en måned senere. Forpupningen sker i Danmark typisk i juni-juli måned.
