:Den grønne pragttorbist lever op til sit navn, for den er en af Danmarks flotteste og mest elegante biller. Billen er 14-19 mm i kropslængde, og oversiden er tydeligt metalskinnende, ofte i en klart græsgrønlig farve, men der er tit også et tydeligt bronzeskær, og nogle eksemplarer er nærmest helt bronzefarvede i stedet for grønne. Hovedet er relativt stort og aflangt, især den del, der rager frem foran antennerne. Hovedet har store, mørkebrunlige øjne og relativt lange, kølleformede antenner med 10 led. Hovedskjoldet dækker overlæben og kæberne, og er bredt indbugtet foran. Kæbepalperne er karakteristiske ved, at yderste led er stærkt forlænget, og bliver jævnt smallere ud mod spidsen. Hele hovedets overside er dækket af en tydelig og ret grov punktering. Forbrystet er tydeligt smallere end dækvingerne, og danner en ret aflang trekant med jævnt afrundede sider og tydelige siderande, og bærer en tydelig køl ned langs midten. I forhold til hovedet er forbystets punktering noget finere. Forbrystet kan have hvide prikker, men de mangler tit. Dækvingerne danner tilsammen en ret bred, kasseformet bagkrop, og de er bredest omkring 1/3 nede. Dækvingerne er forsynede med en mere spredt og ret grov punktering, og har normalt tydelige knuder, rynker og andre uregelmæssigheder. Der er ofte to aflange hvide prikker på hver dækvinge, men antallet kan variere, og nogle eksemplarer har flere mens andre helt mangler prikker. Dækvingerne er bagtil afrundede og indbugtede, og der opstår derfor et tydeligt mellemrum mellem dem. De dækker ikke hele bagkroppen, og man kan tydeligt se bagkropsskjoldet (pygidium), der har samme farve som dækvingerne, og også bærer tydelige hvide prikker. Pygidium har to mindre knuder øverst, der er størst hos hunnen, mens de ofte knapt kan ses hos hannen. Undersiden er lyst kobbergrå til nærmest sortgrå med en tydelig beklædning af stive, grålige eller gråbrune hår. Benene er relativt lange og slanke, og har ofte et tydeligt grønligt og bronzeagtigt skær. Lårbenene er forsynede med stive, grålige hår, især forbenene. Forbenenes skinneben har to spidse tænder langs ydersiden, men af og til kan der også forekomme en tredje, lille stump knude, og anden og tredje benpars skinneben har et par kraftige torne nederst på indersiden. Hannens mellemste skinneben er tydeligt buede for, at han bedre kan gribe om hunnens brede krop under parring, mens de er nærmest lige hos hunnen, men ellers opviser arten ingen egentlig kønsdimorfi. Fødderne er lange og består af fem led, og ender i et par stærke kløer, og de første fire led har små børster på undersiden.
Adam (1994) påpegede, at slægten Gnorimus i virkeligheden var et junior synonym af Aleurostictus, og at sidstnævnte således var det gældende. Dette skyldes, at Gnorimus (Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville) blev navngivet i 1828, mens Aleurostictus allerede var blevet anvendt for disse dyr af Kirby året før. I så fald skulle Danmarks to arter, grøn og sort pragttorbist ikke hedde henholdsvis Gnorimus nobilis og G. variabilis men henholdsvis Aleurostictus nobilis og A. variabilis. Imidlertid forelagde et team af forskere (Krell et al., 2006) sagen for den Internationale Kommission for Zoologisk Nomenklatur (dyrs videnskabelige navngivning), Sag nummer 3349, og fik medhold i, at Gnorimus var et så veletableret navn, at det officielt skulle erstatte Aleurostictus. I samme artikel bad forskerne kommissionen om tilladelse til, at det ligeledes stort set ukendte Gymnodus (Kirby 1827) også skulle slettes til fordel for det kendte og veletablerede Osmoderma (Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828), og dette blev også bevilget. Det er jo som bekendt er slægtsnavnet for den danske eremit (Osmoderma eremita). Navnet Aleurostictus bruges dog stadig fejlagtigt af visse forskere, selvom det nu er officielt ugyldigt.
:Arten varierer ikke meget morfologisk, selvom bredden på dækvingerne kan variere. Den grønskinnende metalfarve kan dog opvise betydelig variation. Den normale grønskinnende farve kan have et svagere eller stærkere kobberagtigt skær, således at nogle biller nærmest ser rødbrune-bronzeagtige ud. Kobberfarven kan være henvist til dækvingerne, men kan også dække hele dyrets overside. Det metalagtige skær er dog altid til stede. Dækvingernes hvide pletter kan også variere i størrelse og antal.
Forveksling
:Grøn pragttorbist kan måske overfladisk forveksles med flere af de små, grønskinnende bladbiller, som f.eks. visse af faldbillerne (Cryptocephalus sp.), men disse arter er langt mindre, og hvælvede og rektangulære i formen. Eneste virkelige forvekslingsmulighed er med grøn guldbasse og kobberguldbasse, der vitterlig ligner både i størrelse og udseende, og tilmed findes samme steder, og også besøger blomster ligesom pragttorbisten. Men ser man lidt nøjere efter, er der ganske mange forskelle, og med lidt øvelse er det faktisk ret let at kende pragttorbisten fra guldbasserne. Guldbassernes hoveder er tydeligt mindre i forhold til kroppen, og virker mere runde og mindre aflange end hos pragttorbisten. Forbrystet hos pragttorbisten er betydelig mere aflangt og smallere i forhold til dækvingerne, og der er en tydelig hals i forhold til dækvingerne. Forbrystet har også en tydelig længdekøl, som guldbasserne mangler. Pragttorbistens bagkrop er noget bredere og mere firkantet, og ikke ligeså aflang som hos guldbasserne, og dens dækvinger er ikke glatte som hos guldbasserne, men har knuder og rynker. Bagerst danner guldbassernes dækvinger en jævnt afrundet rand, mens det bagerste af dækvingerne hos pragttorbisten er buede ind mod midten, således at der dannes et tydeligt mellemrum mellem dem. Dækvingerne dækker heller ikke hele bagkroppen hos pragttorbisten, men det gør de hos guldbasserne. Scutellum er også noget større hos pragttorbisten. Pragttorbisten har tydeligt længere ben og antenner end guldbasserne, og anden og tredje benpars skinneben har ikke torne langs ydersiden som hos guldbasserne, men har kun det ovennævnte par torne nederst på skinnebenet. Larverne kan også let kendes fra guldbasselarver, der er karakteristiske blandt danske torbister ved, at have påfaldende små hoveder, men dette er ikke tilfældet for pragttorbistens larver. Pragttorbistens større larver har derimod et stort kraftigt hoved med påfaldende store, kraftige kæber.
Udbredelse
:Den grønne pragttorbist er en fortrinsvis sydligt udbredt, varmekrævende art, og den er vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa. Dens nordlige grænse går op til det sydlige Nordeuropa, og den er fundet både i det sydlige Sverige og Norge. Overalt, hvor der foreligger historiske data om artens udbredelse, synes den at være gået markant tilbage, uden tvivl som følge af det moderne skovbrugs systematiske fjernelse af ældre og døde træer, samt tidligere tiders satsning på monokulturer af nåletræ. Den vurderes derfor som truet i en række europæiske lande. Visse steder er arten tæt på helt at forsvinde, og den kendes i Letland kun fra en eneste tiloversbleven lokalitet, Nationalparken Slitere.
Danmark ligger således også i artens nordlige udbredelsesperiferi, og noget tyder på, at grøn pragttorbist aldrig har været synderlig almindelig herhjemme, men det synes til gengæld fuldkommen sikkert, at den har undergået en voldsom bestandsnedgang igennem det tyvende århundrede. Den regnes som kritisk truet på den danske rødliste, med kun ganske få tiloversblevne bestande, der tilmed er fragmenterede, og i fare for yderligere forringelse af habitaternes tilstand. Den er tidligere meldt fra over 30 danske fundsteder rundt om i landet, men fra 1960-2011 blev den kun fundet på fire lokaliteter, Engestofte og Krenkerup (begge 1974) i Sakskøbing Kommune, Rådmandshaven ved Næstved (1962 og 1972), og senest Frederiksdal skov (1998) i Lyngby-Taarbæk Kommune. Da den således ikke er blevet set i knap 15 år, blev den indtil for nyligt regnet for, muligvis at være helt forsvundet fra landet. Højst overraskende blev 2012 dog et stort år for grøn pragttorbist, da den blev meldt fra hele to nye lokaliteter, først fra Allindelille Fredsskov på Midtsjælland (Ringsted Kommune), og kort tid efter fra Frijsenborg Dyrehave i Favrskov Kommune. Arten fundet i Allindelille i perioden 2010-2015 og, og har efter alt at dømme en sund og livskraftig bestand i skoven, og et enkelt eksemplar blev fundet i Frijsenborg i 2015.
I England er arten tilsyneladende helt skiftet fra skovhabitater til frugtplantager og haver, og dens udbredelse er indskrænket til Worcestershire, Herefordshire og Gloucestershire, med mindre bestande andre steder, f.eks. i Oxfordshire. Disse områder er netop kendetegnede ved, at være områder, hvor man længe har haft plantagedrift. Desværre rangerer beskyttelse af gamle frugtplantager ikke højt i hverken regional eller national naturbevarelsesregi, og f.eks. Worcestershire har mistet mindst 85 procent af sine gamle frugtplantager de seneste 100 år, men måske kan den nye fokus på pragttorbisten ændre dette i fremtiden. I Danmark har der hidtil ikke været nogen systematisk eftersøgning af arten i ældre frugtplantager eller frugthaver, og det kan derfor anbefales, at eftersøge sådanne steder efter denne sjældne art. Dette kan måske udvide det for tiden yderst sparsomme antal lokaliteter i Danmark. Skulle det vise sig, at arten også herhjemme har skiftet til den slags habitater, vil en bevarelsesplan for disse områder formentlig være påkrævet.
Hvornår ses den?
:Pragttorbisten er et højsommerdyr, der kommer frem midt i juni og flyvetiden varer generelt omkring halvanden måned, så dyrene ses indtil begyndelsen af august, men hyppigheden synes at aftage fra sidst i juli.
Tidsmæssig fordeling
af Grøn Pragttorbist baseret på Naturbasens observationer:
:Pragttorbisten er et varmeelskende solskinsdyr, der besøger blomster af en række buske og stauder, og som mest er fremme på varme, solrige dage, hvor den kan ses i skovlysninger eller skovbryn. Den er dog tit svær at se, og man skal ofte tæt ind på busken, og helst se ud gennem grenene i modlys for, at billerne træder klart frem. Dyrene er meget vakse, og går hurtigere på vingerne end man normalt ser det hos guldbasser. Undersøgelser fra Letland har derimod vist, at dyrene fortrinsvis synes at besøge blomster på buske, der står helt eller delvist i skyggen. Arten synes at være særlig glad for hyld, som er den plante, den oftest er fundet på herhjemme, men den besøger også en række andre planter som f.eks. mjødurt, kvalkved, almindelig berberis, almindelig bjørneklo eller hunderose. Parringen foregår typisk frit fremme, dog ofte skjult inde i krattet.
Pragttorbisten er en såkaldt saproxylisk art, dvs. at den kræver større mængder dødt, fortrøsket ved til sin udvikling. Hunnerne opsøger ældre løvtræer, der har forrådnede kamre inde i stammen eller i de større grene som følge af vednedbrydende svampe, og den slags formuldningskamre har tit åbninger, som dyrene kryber ind i træet igennem. Her lægger hunnen 25-35 gråhvide æg, og efter 2-3 uger kommer de små, knap 2 mm lange, gråhvidlige larver frem. Arten er oprindelig en skovart, der er ret tæt knyttet til gamle birke-, bøge- eller egetræer, men den går også i både kastanje, lind, ask og af og til pil. Den synes at være knyttet til den slags habitater på de få steder, den endnu findes i Danmark. Egen synes at være artens foretrukne værtstræ, og ældre ege kan med deres ofte enorme stammer og grene have virkelig omfattende formuldningskamre. Larverne er af den typiske torbist-type, med et ret kraftigt, gulbrunt hoved med stærke kæber, især de store L3 larver, og en ret fed, C-formet krop, hvor især den opsvulmede bagerste del, der er mere grålig, fungerer som et forgæringskammer, hvor særlige bakterier nedbryder cellulose til fedtsyrer og andre vigtige næringsstoffer, som larven kan optage. Larver af pragttorbisten vides dog også i vid udstrækning at kunne fordøje lignin, hvilket mange andre trælevende billelarver ellers har svært ved, og larvernes ekskrementer består derfor også i vid udstrækning af lignin. Larverne gnaver af træet i overgangszonen mellem trøsket og kun svagt nedbrudt ved, og er dermed ikke nødvendigvis skadelige for træet som sådan, selvom gnaveriet naturligvis kan være med til, at åbne træet op for yderligere svampeangreb. Larverne synes ofte at være fundet i træer, hvor der vokser Svovlporesvamp (Laetiporus sulphureus), og måske æder dyrene også denne svamp. Svovlporesvampen vides at gøre veddet mere blødt ved at fordøje cellulosen, og gør det således formentlig lettere for larverne at gnave i stammen. Larverne gennemgår i alt tre hamskifter, indtil de er ca. 3 cm lange. Udviklingen er oftest to-årig, men kan efter sigende vare tre år under ufavorable omstændigheder. De udvoksede larver laver en kokon af gennemtygget smuld og afføring inde i kammeret i løbet af september måned, og skifter efter en uges tid ham til en puppe. Puppens udvikling varer omtrent fire uger. Denne biologi betyder, at man ofte kan lede efter dyrene ved, at kigge ind i åbne formuldningshuller, for her vil der, hvis billen er til stede, ofte findes store mængder smuld iblandet de karakteristiske ekskrementer. Lignende spor kan bruges i eftersøgning af pragttorbistens nære slægtning, den store brunlige og ligeledes sjældne eremit (Osmoderma eremita). Studier fra udlandet har vist, at det er en langt mere pålidelig metode, at eftersøge arten på en lokalitet ved, at se efter larvernes ekskrementer i rødmuldskamrene end at forsøge at lede efter de voksne biller.
Selvom larverne oftest lever i rødmuldskamre inde i træstammer eller store grene, er de faktisk også truffet i overgangszonen mellem bark og ved. De udvoksede larver i tredje stadium har meget store, kraftige kæber, en markant forskel fra guldbassernes larver med små hoveder og ret svage kæber, og usædvanligt nok har man faktisk konstateret, at larver af grøn pragttorbist af og til er kødædende. Således har man i afføring fundet kitinrester af en række biller, f.eks. snudebiller (Phyllobius sp.), ødebiller (Byrrhus sp.) og møggravere (Onthophagus sp.). Fra England kendes adskillige tilfælde, hvor hunner, der er ved at dø af ælde, graver sig ind i smuldet, hvor de selv har lagt æg, og derefter bliver delvist ædt af larverne.
Fra Danmark foreligger desværre ingen detaljerede studier af grøn pragttorbists biologi, men i de senere år er en række meget interessante studier blevet foretaget af artens biologi i England. Disse studier har overraskende nok vist, at de relativt få bestande, der endnu findes i Storbritannien, ikke længere er afhængige af gamle skovområder med ældre løvtræer, men derimod har tilpasset sig en ny type habitater, gamle frugtplantager eller frugthaver med træer af en alder på 50-80 år eller mere, der står på gammelt græsland. Til gengæld synes arten stort set ikke at forekomme i skovområder længere. I det sydlige England begyndte store frugtplantager især at blive anlagt i den sene del af den Industrielle Revolution fra 1870erne og frem, og tidligt i det 20. århundrede begyndte observationer af pragttorbisten at blive gjort i flere af disse plantager. Dyrene foretrækker store træer med en stammeomkreds på mindst 50 cm og op til omkring 200 cm, og generelt er træerne 130-140 cm i omkreds i 1 meters højde, og af en alder på mindst 40-50 år.
Dyrene foretrækker soleksponerede træer at yngle i, og ældre frugttræer med en vis beskadigelse og løvfald fra kronen synes at være den slags, dyrene hyppigst lever i. Til gengæld reagerer bestandene negativt på, at plantageejere aktivt fjerner dødt træ, såsom at save store, gamle grene med rødmuldskamre af. Pragttorbisten synes ikke at kræve ret mange træer med formuldningskamre for, at kunne opretholde en stabil bestand. Således behøver der på ingen måde være tale om en gammel, udslidt plantage med ældgamle, halvvejs eller fuldkommen udgåede træer. En almindelig men naturligvis ældre, sund og produktiv plantage, hvor blot en håndfuld træer af tilstrækkelig alder og størrelse har formuldningskamre, er tilsyneladende tilstrækkeligt. Således har man faktisk kunnet finde småbestande i frugthaver med blot 5-6 træer, og selv i større plantager synes dyrene kun at yngle i ganske få af træerne. Til gengæld vides den, at kunne opretholde en sund bestand inde i et egnet træ i adskillige generationer. Arten synes at være ret kræsen i valget af værtstræ, og den er kun fundet hos blomme, kirsebær, pære eller æble.
Levested
:Dyrene er knyttet til solåbne skovområder med ældre løvtræer, fortrinsvis eg og bøg, og dette er også kendetegnende for de kendte danske lokaliteter. De nyere engelske undersøgelser viser dog, at de fleste af de resterende bestande i Storbritannien er helt afhængige af gamle blomme-, kirsebær- pære- eller æbleplantager eller gamle frugthaver, og at disse habitater derfor skal beskyttes, hvis arten skal kunne overleve. Arten har således ligesom næsehornsbillen kunnet tilpasse sig menneskeskabte lokaliteter, dog af langt mere naturlig type, da de ikke kan leve i kompostbunker, gammelt halm osv., som er foretrukne habitater for næsehornsbillen i dag. Om noget tilsvarende også har fundet sted i Danmark, er indtil videre ukendt, men pragttorbisten synes ikke at have skiftet til frugtplantager i tilnærmelsesvis samme grad i andre europæiske lande, hvorfra der foreligger undersøgelser af artens udbredelse.
Alexander, K. (2005): The noble chafer Gnorimus nobilis in Gloucestershire- a report on the 2004 survey. Peoples Trust for Endangered Species.
Allen, A. (1960): The history and present day status of Gnorimus variabilis L. (Col., Scarabaeidae) in Britain. Entomologists Record and Journal of Variation 72: 129-132.
Ehnström, B. (2001): Leaving dead wood for insects in boreal forests - suggestions for the future, Scandinavian Journal of Forest Research 3: 91-98.
Gärdenfors, U., Aagaard, K. Biström, O. & Holmer, M. (2002): Hundraelva nordiska evertebrater. Handledning för övervakning av rödlistade småkryp. Nordiska Ministerrådet och ArtDatabanken, Uppsala.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.
Krell, F.-T., Ballerio, A., Smith, A.B.T. & Audisio, P. (2006): Gnorimus Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828 and Osmoderma Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828 (Insecta, Coleoptera): proposed conservation of the generic names. Bull. Zool. Nomenclature 63: 177-183.
Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.
Martin, O. (1993): Fredede insekter i Danmark. Del 2: Biller knyttet til skov. Entomologiske Meddelelser 61: 63-76.
Nilsson, S.G., Baranowski, R., Hedin, J., Jansson, N. & Ranius, T. (2002). Hålträdslevande guldbaggars (Coleoptera, Scarabaeidae) biologi och utbredning i Sverige. Ent. Tidskr. 123: 81-98.
Schenke, J. (2012): The autecology of the noble chafer Gnorimus nobilis within Worcestershire. Worcestershire Record 32: 33-39.
Whitehead, P. (1990): Further Observations on Gnorimus nobilis (L.) (Col., Scarabaeidae) in Worcestershire. Entomologists Monthly Mag. 126: 110.
Whitehead, P. (1997): Invertebrates of pome and stone fruit orchards in the English Wyre Forest, July 1997, with particular regard to Gnorimus nobilis (L., 1758) (Col., Scarabaeidae). English Nature.
Whitehead, P.F. (2003): The noble chafer Aleurostictus nobilis (L., 1758) (Col., Scarabaeidae) in Britain. Proceedings of the second pan-European conference on Saproxylic Beetles; Peoples Trust for Endangered Species: 1-15.
Whitehead, P. (2006): Larvae of Noble Chafer Aleurostictus nobilis (L.) (Col., Scarabaeidae) developing terrestrially in Gloucestershire, Entomologists Monthly Mag. 142: 228.
Whitehead, P. (2007): Noble Chafer Aleurostictus nobilis (L., 1758) (Col., Scarabaeidae) breeding externally on a pear tree, Entomologists Monthly Mag. 143: 206.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
