Biologi
: Aspebukken er et forsommerdyr, der hyppigst ses i juni måned. De voksne dyr findes typisk på grene, blade og stammer af løvtræer. Aspebukken er som navnet antyder, primært tæt knyttet til bevoksninger af bævreasp (Populus tremula), men den går også i en række andre poppelarter, f.eks. sølvpoppel (Populus alba), landevejspoppel (P. canadensis), sortpoppel (P. nigra) eller kinesisk poppel (P. simonii). Den går dog også af og til på andre typer løvtræer, f.eks. eg, ask eller pil, men dette er ualmindeligt herhjemme, men i visse andre lande, f.eks. i dele af Sibirien, synes arten fortrinsvis at gå på piletræer. Arten er primært dagaktiv, og de voksne dyr gnaver af tynd bark eller gnaver mindre huller i bladene med grove, uregelmæssige kanter. Undersøgelser fra andre lande har vist, at hannerne kommer frem lidt tidligere end hunnerne, og at bestanden derfor består af en overvægt af hanner først i flyvetiden, mens der er en overvægt af hunner senere i flyvetiden. Hunner synes tilmed at leve længere end hanner, og den gennemsnitlige levetid efter fremkomsten er for hunnernes vedkommende 10-25 dage, mens den kun er 5-14 dage for hannernes vedkommende. Tilsvarende undersøgelser er dog ikke lavet på danske bestande, men til gengæld menes aspebukken at være mest almindelig i ulige år i Danmark og mindre almindelig i lige år.
Der går ik... Vis mereBiologi
: Aspebukken er et forsommerdyr, der hyppigst ses i juni måned. De voksne dyr findes typisk på grene, blade og stammer af løvtræer. Aspebukken er som navnet antyder, primært tæt knyttet til bevoksninger af bævreasp (Populus tremula), men den går også i en række andre poppelarter, f.eks. sølvpoppel (Populus alba), landevejspoppel (P. canadensis), sortpoppel (P. nigra) eller kinesisk poppel (P. simonii). Den går dog også af og til på andre typer løvtræer, f.eks. eg, ask eller pil, men dette er ualmindeligt herhjemme, men i visse andre lande, f.eks. i dele af Sibirien, synes arten fortrinsvis at gå på piletræer. Arten er primært dagaktiv, og de voksne dyr gnaver af tynd bark eller gnaver mindre huller i bladene med grove, uregelmæssige kanter. Undersøgelser fra andre lande har vist, at hannerne kommer frem lidt tidligere end hunnerne, og at bestanden derfor består af en overvægt af hanner først i flyvetiden, mens der er en overvægt af hunner senere i flyvetiden. Hunner synes tilmed at leve længere end hanner, og den gennemsnitlige levetid efter fremkomsten er for hunnernes vedkommende 10-25 dage, mens den kun er 5-14 dage for hannernes vedkommende. Tilsvarende undersøgelser er dog ikke lavet på danske bestande, men til gengæld menes aspebukken at være mest almindelig i ulige år i Danmark og mindre almindelig i lige år.
Der går ikke lang tid efter, billerne er kommet frem fra puppeskjulet før, de begynder parringen, typisk kun 3-5 dage. Hunnerne begynder æglægningen kort tid efter parringen, ofte kun 1-2 dage senere, men de kan parre sig flere gange i løbet af deres korte levetid. Hunnen opsøger egnede steder at lægge æg, og synes nærmest at afprøve underlaget først ved, at prikke til barken med læggebroden. Hunnerne foretrækker unge, ca. 0,5-1 cm tykke grene med en alder på 2-3 år, og kun sjældent vælges yngre grene. Dette betyder, at aspebukken typisk udvælger selve stammen til æglægning på 2-3 år gamle småtræer, men mest udvælger de større sidegrene, når træet har nået en alder af 4-5 år. Når hunnen finder et egnet sted, gnaver hun en hesteskoformet rende i barken, hvori hun for det meste lægger et æg, men undersøgelser har vist, at hunnerne gnaver flere render, end de lægger æg, og at de normalt kun lægger æg i 70-80 procent af gnaverenderne. Undersøgelser har vist, at kønsfordelingen imellem æg, der bliver til hanner og hunner, er nærmest ligelig. Hunner lægger i gennemsnit 26 æg, men undersøgelser har vist, at tallet kan svinge fra 14 til 49. Æggene er aflange og pølseformede, og måler ca. 2,4 mm i længden og 0,7 mm i tykkelsen. Der går typisk omkring 10 dage før ægget klækker, men dette kan svinge fra 4 til 15 dage. Den nyklækkede larve borer sig ind i grenen, og dette irriterer træet således, at det producerer en galle på grenen, hvori den lille larve opholder sig. Efter omkring to uger skifter larven ham til andet larvestadium, og borer sig ind midt i grenen, hvilket medfører, at gallen med tiden forstørres kraftigt, og kan blive valnøddestor. Larvens gnavesmuld falder tit ud af hullet, den borede sig ind i grenen igennem, og med tiden svækkes grenen strukturelt af, at blive udhulet indefra, og den er dermed i større fare for, at knække i vinden. Sker dette, medfører det typisk døden for larven. Larven opholder sig ofte i eller i nærheden af gallen, og gnaver lange gange ud i grenen. Larverne skifter farve igennem deres livsforløb, og er i starten mælkehvide, senere lyst gullige, og mere kraftigt gulbrune, når de nærmer sig fuld størrelse. Fuldt udvoksede larver måler 15-18 mm, og er affladede og brede i tværsnit, med tydeligt afsatte kropsringe, meget små, rudimentære ben, og et kraftigt, gulbrunt hoved. I Nordeuropa inklusive Danmark er generationstiden typisk to år, men i varmere klimaer, f.eks. i Sydeuropa eller i det sydlige Kina, er der en generation om året. Larven når typisk sit udvoksede stadium sent på efteråret, og overvintrer i en galle, hvorefter den forpupper sig i april-maj. Puppen er 11-15 mm lang og brunlig med en tydelig køl ned langs bagkroppens underside. Puppetiden varer tre til fire uger, hvorefter den voksne bille gnaver et såkaldt flyvehul i grenen, som den kryber ud af. Aspebuks flyvehuller er typisk helt runde med en diameter på mellem 2,4 og 4,2 mm.
I Danmark er det begrænset, hvor meget skade aspebukken forvolder i skove eller planteskoler, selv i år hvor den optræder talrigt, men i varmere klimaer kan larverne volde betydelig skade på nyplantede områder ved, at de gnaver i stammerne, hvilket både svækker de små træer, så de er i større fare for at knække, samt sætter deres vækst tilbage. Ved kraftige larveangreb kan selv større træer få misdannede kroner fordi, larvernes gnaveri medfører en større risiko for, at grenene brækker af i blæsevejr eller simpelthen visner, således at kronen bliver skæv. Derfor regnes aspebuk for lettere skadevoldene i en række lande, men i områder af f.eks. Polen og Kina regnes den for et alvorligt skadedyr. Ved masseangreb kan larverne indirekte føje betydelig yderligere skade til træerne ved, at spætter hakker hul på grenene for, at få fat i larverne. Udover spætter, der hakker efter larver, tages de voksne dyr også af en række andre fugle, men selvom aspebuks forskellige stadier angribes af en række parasitoider og patogener, er parasitisme generelt lavt forekommende hos arten i sammenligning med f.eks. poppelbuk. Studier fra Finland har dog vist, at alle aspebukkens fjender til sammen dræbte 29 procent af æg, larver og pupper, og den vigtigste fjende var fluen Odinia xanthocera, der inficerede omkring 10 procent af larverne, mens parasitangreb fra snyltehvepse var lidt lavere. Fugle åd sammenlagt i gennemsnit 9,3 procent af larver og voksne dyr.
