Biologi
: Allerede Giovanni Scopoli kunne i 1763 berette om eremittens usædvanlige biologi i sin meget korte beskrivelse af den, for den første, han fandt, blev nemlig fundet inde i stammen på et pæretræ (Reperi in cavo trunco Pyri communis non femel). Eremitten er meget tæt knyttet til gamle træer, hvor den bor enten hele eller det meste af sit liv inde i hulheder i stammen eller i de større grene. Disse hulheder er formuldningskamre med trøsket træsmuld, der dannes af en række vednedbrydende svampe, og dyrene findes både i formuldningskamre med hvidtrøsket og rødtrøsket træ. Dyrene kommer typisk ind i stammens eller grenenes indre via nedbrydning af veddet således, at der dannes et hul ud mod omgivelserne, men de kan sagtens komme ind ad kunstigt skabte adgangsveje såsom spættehuller, afbrækkede grene og lignende. Disse formuldningskamre ses kun hos voksne og især hos ældre træer, og arten er således knyttet til ældre skovområder. Studier fra en række europæiske lande har vist, at eremitten på grund af denne specialiserede levevis kan betragtes som en slags nøgleart, der vidner om, hvor stor den øvrige biodiversitet, der knytter sig til gamle træer, er i det pågældende område. Dermed er den en slags kanariefugl i kulminen. Hvor eremitten trives, findes der gammel måske sågar oprindelig skov, med en dertilhørende rig forekomst af mange andre... Vis mereBiologi
: Allerede Giovanni Scopoli kunne i 1763 berette om eremittens usædvanlige biologi i sin meget korte beskrivelse af den, for den første, han fandt, blev nemlig fundet inde i stammen på et pæretræ (Reperi in cavo trunco Pyri communis non femel). Eremitten er meget tæt knyttet til gamle træer, hvor den bor enten hele eller det meste af sit liv inde i hulheder i stammen eller i de større grene. Disse hulheder er formuldningskamre med trøsket træsmuld, der dannes af en række vednedbrydende svampe, og dyrene findes både i formuldningskamre med hvidtrøsket og rødtrøsket træ. Dyrene kommer typisk ind i stammens eller grenenes indre via nedbrydning af veddet således, at der dannes et hul ud mod omgivelserne, men de kan sagtens komme ind ad kunstigt skabte adgangsveje såsom spættehuller, afbrækkede grene og lignende. Disse formuldningskamre ses kun hos voksne og især hos ældre træer, og arten er således knyttet til ældre skovområder. Studier fra en række europæiske lande har vist, at eremitten på grund af denne specialiserede levevis kan betragtes som en slags nøgleart, der vidner om, hvor stor den øvrige biodiversitet, der knytter sig til gamle træer, er i det pågældende område. Dermed er den en slags kanariefugl i kulminen. Hvor eremitten trives, findes der gammel måske sågar oprindelig skov, med en dertilhørende rig forekomst af mange andre insekter, andet dyreliv, svampe og planter. Hvor mennesket er begyndt, at ændre skovene til yngre, mere plantageagtige områder, er eremitten en af de første arter, der forsvinder, og således råber vagt i gevær om, at udviklingen i naturen går den gale vej.
Talrige studier har vist, at eremitten især er knyttet til store træer med en alder på mindst 100 år og en stammeomkreds på mindst 150 cm, men ofte er træerne både betydeligt ældre og langt større. Selvom eremitten kan finde hulheder lange hele træstammen, og således også kan findes i træstubbe efter væltede træer, viser studier, at dyrene ofte findes i kamre længere oppe i stammen ved begyndelse af kronlaget og de store grene, typisk 6-12 meter over jorden. Eremitten er især knyttet til egetræ, men den er fundet i en lang række forskellige løvtræer, f.eks. lind, pil, bøg, poppel, kastanje, rød-el, ask, birk og en række frugttræer, især pære og æble. Fra Sydeuropa kendes den også fra valnød, morbær, platan og sågar af og til fra nåletræer. Sin specialiserede levevis til trods, er eremitten altså ikke nært knyttet til en bestemt træsort, og talrige analyser peger på, at det er en kombination af træets alder, størrelse og tilstand, især naturligvis tilstedeværelsen af formuldningskamre i stamme og/eller store grene, der er det afgørende, mens træsorten spiller en mindre rolle.
De voksne biller klækker fra puppehulen sent i juni eller i løbet af juli måned, og de ses især i sidste halvdel af juli til første halvdel af august, men generelt gør de meget lidt væsen af sig. Studier har vist, at deres højeste aktivitet falder i den første del af deres livsforløb, og omkring første august er formentlig det bedste tidspunkt, at eftersøge dem på. Eremitten er temmelig stedbunden, og de fleste biller forlader tilsyneladende ikke engang det træ, de levede i som larve. Det betyder, at man strengt taget faktisk ikke engang kan tillade sig at sige, at den lever i denne eller hine skov eller park. Man er tit nødt til at pointere, præcis hvilke træer, dyrene lever i, hvor de står, og hvor mange, der er, for dyrene spreder sig ikke særlig meget. Derfor vurderes eremittens udbredelsesforhold også ofte ud fra andre kriterier end mange andre insekter, hvis udbredelse knyttes til områder. Hos eremitten knyttes udbredelsen derimod tit til specifikke træer.
Studier fra en række europæiske lande har dog vist, at dens spredningsmønster ikke er ens. Eremitten er stærkt varmekrævende, og studier har vist, at billerne ofte ikke flyver, hvis temperaturen er under 25 grader. I de varmere sydeuropæiske klimaer spreder dyrene sig hyppigere og længere end de gør i Nordeuropa. For eksempel viste et studie fra Italien, at ud af 39 biller (16 hanner, 23 hunner), der var blevet påført små radiosendere, forlod 13 hanner og 16 hunner deres værtstræ, og spredte sig til de omgivende områder. Hele 39 procent af dem spredte sig over 250 m væk, og et enkelt individ flyttede hele 1504 meter væk. Studier fra Frankrig har vist samme lange spredning for enkelte individer, men det var dog ikke normen. Det var dog ikke omkostningsfrit, og 28 procent af de biller, der forlod værtstræet, blev ofre for rovdyr. I køligere Nordeuropæiske klimaer spreder dyrene sig langt mindre og over kortere afstande. Her har studier vist, at hele 85 procent af billerne slet ikke forlader deres værtstræ, og at bestande indenfor samme område således kun udveksler relativt lidt generisk materiale. Det peger også på, at dyrene er meget sårbare overfor menneskeskabte ødelæggelser af deres træer. At der findes flere træer i et område, der huser eremitter, betyder ikke, at man omkostningsfrit kan fjerne et eller flere af dem. Dette kan føre til, at de resterende bestande simpelthen ikke kan kolonisere andre, mulige værtstræer, der ligger længere væk indenfor samme skovområde, hvis de bestande, der lå tæt på de mulige værtstræer, er blevet udryddet. Det kan sætte gang i en ond spiral, der med tiden vil føre til, at hele områdets bestand forsvinder. Studier har også vist, at det i Nordeuropa mest er hannerne, der forlader deres værtstræ for, at søge ud i omgivelserne, men de søger sjældent mere end nogle få hundrede meter væk. Hanner ses også tit sidde udenfor hullerne til formuldningskamrene, nærmest som om, de holdt vagt eller måske forsøgte, at lokke hunner til. Det ved vi i dag, at de rent faktisk også gør som nævnt nedenfor.
Selve parringen foregår stort set altid inde i formuldningskammeret. Hannerne lever kun i to til fire uger, mens hunner kan blive helt op til tre måneder gamle, og kan derfor findes inde i kamrene helt ind i det tidlige efterår. Kort tid efter parringen lægger hunnen et sted mellem 20 og 70 æg i smuldet, og studier har vist, at omkring 40 æg er det hyppigste. Æggene er i starten hvidlige og runde med en diameter på ca. 3 mm, men optager fugt fra omgivelserne, og svulmer op til en diameter på omkring 5 mm efter nogle uger, og antager samtidig en gullig-lysebrunlig kulør. Larverne klækker generelt efter ca. tre-fire uger i Nordeuropa, men kan klække allerede efter kun to uger i meget varme, Sydeuropæiske klimaer. Som mange torbister gennemgår eremitten tre larvestadier, der benævnes L1-L3. De små L1 larver måler 5-6 mm, når de klækker, og begynder at æde smuldet i kammeret. Deres kæber er endnu for svage til, at gnave i selve veddet. Studier fra mange tropiske torbister, der holdes i fangenskab, har vist, at larvernes fordøjelse bliver forbedret, hvis de kort efter klækningen får lov til at æde fodersubstrat, som de voksne biller har haft afføring i, men om dette også gælder for eremitten, er endnu uklart, men artens kolonidannende adfærd garanterer under alle omstændigheder, at larver altid vil få sådan et foder. Svampe vides også at være af stor betydning for mange torbistlarver, og selvom effekten af svampe i foderet for larvernes ernæringstilstand ikke er undersøgt for eremitten endnu, lever de jo under omstændigheder, der praktisk talt garanterer et rigt udbud af svampe i deres fodersubstrat. I tarmene, især i bagtarmen, har larverne en rig flora af bakterier, der hjælper med, at fordøje træets cellulose, men man formoder, at larverne også kan fordøje lignin, hvilket ikke er almindeligt for insekter, der lever af træ.
De små L1 larver vokser til en længde af ca. 15-16 mm, og skifter så ham til L2, der er karakteriseret ved, at have et noget større hoved, og derfor i stigende grad begynder at gnave i kammerets vægge ud over blot at æde smuld. De vokser til en længde af 28-30 mm, og skifter så ham til sidste stadium L3. Dette sker dog typisk først den efterfølgende sommer. L3 larver er udstyrede med ret kraftige hoveder, og har en påfaldende bred krop for en torbistlarve, og er nærmest rektangulære i tværsnit. De lever som L3 i mindst et år, og kan vokse til en længde af over seks centimeter. Alt i alt tager larvetiden omkring to år i varme, Sydeuropæiske klimaer, men typisk tre år i Nordeuropa, men kan vare helt op til fire år under ufavorable omstændigheder. Forpupningen sker i en aflang, ægformet kokon af sammentygget smuld og ekskrementer, og finder sted om foråret, typisk sen april-maj i Sydeuropa, men typisk først i løbet af juni i Nordeuropa. Efter omkring en måned kommer de voksne biller frem.
I gode træer med store formuldningskamre kan der leve eremitter i adskillige årtier, og med tiden bygges et mægtigt lag op af smuld og larvernes ekskrementer. Disse ekskrementer er derfor ofte det, man ser efter, når man skal finde ud af, om et træ indeholder en eremitkoloni. Som årene går gnaver larverne stille og roligt kammeret større, ligesom de vednedbrydende svampe naturligvis også fortsætter med at udhule træet. Studier har vist, at der er forskel på, hvor meget smuld, der skal til for at huse en levedygtig koloni i Sydeuropæiske og Nordeuropæiske bestande. I Sydeuropa kan eremitten tage til takke med små kamre med kun 4-5 liter smuld, selvom de naturligvis trives bedst i store kamre med rigelig føde. I Nordeuropa kræver det dog ofte betydeligt større kamre før, dyrene slår sig ned. Det har formentlig at gøre med artens stærke forkærlighed for varme. I Nordeuropa er de nemlig ofte afhængige af en vis gæringsvarme fra substratet, især i den kølige periode af året, mens dette ikke spiller en rolle sydpå. I Sydeuropa spreder dyrene sig også mere aktivt, som nævnt ovenfor, og dette har også betydning for koloniernes størrelse. I Nordeuropa synes de simpelthen at være mere stedbundne, og dette kræver naturligvis større levesteder.
Til trods for sit store, kraftige og næsehornsbille-agtige udseende er eremitten en slags guldbasse, og som så mange arter i denne gruppe kan de afgive duftstoffer, der er så kraftige, at også menneskers beskedne lugtesans kan opfange dem. Man har i mange år vidst, at dyret lugtede kraftigt. Slægtsnavnet Osmoderma betyder ligefrem, den, der lugter fra huden. På dansk siges den ofte at lugte ruslæderagtigt, men en mere præcis beskrivelse er en ram, frugtagtig duft, nærmest som rådnende pærer, svesker eller abrikoser. Det kan også være forklaringen på artens lidt mærkelige franske navn, pique-prune. Man kan sågar ofte direkte lugte dem inde i de formuldningskamre, dyrene lever. Mange guldbasser afgiver en stærk duft, når de forstyrres, men nyere undersøgelser har kastet et noget andet lys over eremittens duftafgivelse. Det viser sig, at duftstoffet ikke udsendes i forbindelse med fare, men som et parringssignal.
Selve duftstoffet kaldes for (R)-()-y-decalactone. Det udsendes kun af hannerne, endda i en for guldbasser temmelig usædvanlig mængde. Studier har vist, at hannerne udsender størst mængde af duftstoffet de første par dage efter, de er klækket fra kokonen. Stoffet virker tiltrækkende på hunner, og da hannerne tilmed er de, der i lidt højere grad end hunnerne spreder sig ud i området, kunne dette tyde på, at hannen ikke kun tiltrækker hunner til parring, men tilmed viser hunnerne vej til nye, egnede habitater. Dette kan også forklare, hvorfor man langt hyppigere ser hanner sidde på barken udenfor formuldningskamre end hunner. Noget tyder på, at de sidder og dufter som et signal til hunnerne om, at her er både hanner, at parre sig med og gode ynglemuligheder. Lactone-duftstoffer findes ret hyppigt hos guldbasser, men det er usædvanligt, at de bruges af hanner til tiltrækning af hunner.
Den måde, man traditionelt har anvendt for at finde ud af, om der lever eremitter i et træ, og for at vurdere bestandsstørrelser er, at grave smuld fri fra formuldningskamrene, og se efter de store, op til 7 mm lange, karakteristiske larveekskrementer. Det er dog en arbejdsintensiv og ofte ikke ufarlig procedure, for tit udvælger dyrene kamre højt oppe i trækronerne, og det involverer at kravle på høje stiger op og ned ad træstammerne, og hænge måske 10-15 meter over jorden, mens man udgraver et formuldningskammer. Men en langt lettere metode er siden blevet udviklet. Ved blot at tage en enkelt luftprøve fra et kammer, kan man analysere, om duftstoffet er til stede, og på den måde med stor sikkerhed fastslå, om billen lever i det pågældende træ. Denne metode er således målrettet hanner. En anden metode har med hunner at gøre. Stoffet er nemlig blevet isoleret, og der er udviklet kunstige stoffer, der kan bruges til, at tiltrække hunner med, og således finde ud af, om dyrene findes i et givent område.
Men også andre har fundet en anvendelse for eremithannernes duft. Den store jættesmælder (Elater ferrugineus) er ligesom eremitten en truet og sjælden art, for ligesom eremitten lever dens larver inde i hule træer, hvor de ernærer sig som rovdyr på de billelarver, der findes i sådanne hulheder, f.eks. pragttorbisternes larver men også eremitten. Studier har vist, at smælderen reagerer kraftigt på eremittens duftstof, og man mener nu, at den ligesom eremithunnerne bruger duften til, at finde frem til egnede træer, hvor eremitten findes, og hvor dens larver således kan finde føde. Eremitten har en helt række fjender, og studier har vist, at både larver og voksne dyr generelt har svært ved at overleve, hvis deres levested bliver eksponeret for omverden, f.eks. ved, at en gren brækker af eller træet vælter under en storm. Løbebiller, mus, fugle, grævlinger, ræve, pindsvin og egern vides at gøre sig til gode med både larver og biller, og man har gentagne gange fundet rester af biller i uglegylp. I Sydeuropa sker der tilmed nogle gange det, at selv hvis larverne ikke bliver ædt, vil en eksponering af levestedet tit føre til, at næsehornsbillen begynder at kolonisere stedet, og den udkonkurrerer simpelthen eremitten. Studier har vist, at larverne er udsat for temmelig kraftig parasitering i puppefasen af forskellige hvepse, og at op imod 25 procent af kokonerne ikke klækker som følge af parasitering.
