Biologi
: I modsætning til de fleste biller og insekter i det hele taget, er eghjortens biologi velundersøgt fra flere europæiske lande, og disse undersøgelser tegner et noget andet billede af artens økologi end der typisk står i danske populærbøger. Fra Danmark foreligger den slags studier desværre ikke, da eghjorten herhjemme både nåede at blive sjælden for derefter helt at forsvinde, før der kunne laves egentlige studier af de danske bestandes biologi. Det er særligt interessant, at de generelt meget velundersøgte engelske eghjortebestande på en række områder har vist sig at have en noget anden økologi og biologi end de bestande, man finder på det europæiske kontinent, der derimod synes at være mere ens fra nord til syd, så man kan formode, at de oprindelige danske bestande har haft samme biologi og økologi som de andre kontinentale bestande. I mange lande er eghjorten et velkendt og populært dyr, og ubetinget det mest kendte insekt (med visse alvorlige skadedyr som mulig undtagelse) i den brede offentlighed, og den har egne offentlige, halvoffentlige og uofficielle bevarelsesprogrammer, egne foreninger af amatørentomologer, der overvåger og studerer bestandene, der afholdes særlige arrangementer, hvor offentligheden informeres igennem pressen, der findes masser af hjemmesider, der udgives bøger, hæfter og foldere om den, den optræder på f... Vis mereBiologi
: I modsætning til de fleste biller og insekter i det hele taget, er eghjortens biologi velundersøgt fra flere europæiske lande, og disse undersøgelser tegner et noget andet billede af artens økologi end der typisk står i danske populærbøger. Fra Danmark foreligger den slags studier desværre ikke, da eghjorten herhjemme både nåede at blive sjælden for derefter helt at forsvinde, før der kunne laves egentlige studier af de danske bestandes biologi. Det er særligt interessant, at de generelt meget velundersøgte engelske eghjortebestande på en række områder har vist sig at have en noget anden økologi og biologi end de bestande, man finder på det europæiske kontinent, der derimod synes at være mere ens fra nord til syd, så man kan formode, at de oprindelige danske bestande har haft samme biologi og økologi som de andre kontinentale bestande. I mange lande er eghjorten et velkendt og populært dyr, og ubetinget det mest kendte insekt (med visse alvorlige skadedyr som mulig undtagelse) i den brede offentlighed, og den har egne offentlige, halvoffentlige og uofficielle bevarelsesprogrammer, egne foreninger af amatørentomologer, der overvåger og studerer bestandene, der afholdes særlige arrangementer, hvor offentligheden informeres igennem pressen, der findes masser af hjemmesider, der udgives bøger, hæfter og foldere om den, den optræder på frimærker og postkort og meget andet. Alligevel har dette ikke kunnet forhindre en voldsom og fortsat tilbagegang på grund af systematiske habitatforringelser eller direkte ødelæggelser, og arten er ganske vist stadig vidt udbredt i Europa, men generelt ret sjælden og lokal.
Ud fra navnet alene kan man næsten regne ud, at eghjorten er knyttet til egetræer, men den kan findes i en lang række andre løvtræer også, f.eks. ask, bøg, elm, lind, pil, poppel, rødel samt flere arter frugttræer, især æble, pære, blomme og kirsebær. Overraskende nok har studier af artens biologi i en lang række europæiske lande vist, at den visse steder er noget mere løst knyttet til eg, end man normalt kan læse i populærbøger. Således har undersøgelser vist, at eg, især stilkeg (Quercus robur), er artens foretrukne yngletræ i de fleste europæiske lande, og over 50 procent af forekomster er registrerede fra egetræer. I England er arten dog langt mindre bundet til egen, og her er kun 9-19 procent af forekomsterne fra eg, mens den er hyppig i en lang række andre løvtræer herunder frugttræer. Faktisk er der registreret over 60 arter værtstræer for eghjorten i England. I de fleste europæiske lande, herunder de kendte danske bestande, er de fortrukne habitater enten gamle skovområder med store, gamle træer hvoraf en del er hensygnende eller døde, og her findes bestandene typisk i skovbryn eller langs enge eller andre åbne områder. En anden typisk habitat er lysåbne områder med græs og staudebevoksning og med mere spredt bevoksning af ældre træer eller ældre, lysåbne parkområder. Habitaterne og valget af værtstræ følger dog bestemte retningslinjer. Eghjorten er en varmekrævende art, og derfor er en betydelig solinstråling til yngleområdet nødvendig for både larvernes udvikling og de voksne billers aktivitet. Selv i tætte, ældre skovområder foretrækker eghjortene at leve i mere åbne habitater, idet dette både muliggør, at de store, tunge og klodsede biller lettere kan flyve omkring, men måske endnu vigtigere kan solen opvarme habitaterne mere, for dyrene har brug for en høj temperatur, før de kan flyve. Undersøgelser har vist, at dyrene mister evnen til at flyve ved temperaturer på under 14-15 grader, og at de flyver særlig aktivt, hvis temperaturen overstiger 20-22 grader. Da de fortrinsvis flyver i skumringen, kræver dette en betydelig solindstråling for at opretholde den slags temperaturer aftenen igennem. Undersøgelser har vist, at det næsten kun er hanner, der flyver omkring, mens hunnerne er langt mere stedbundne, men selv hanner flyver normalt kun et par hundrede meter omkring. Igen har England vist sig usædvanlig ved, at der ganske vist findes eghjortebestande i den slags skovhabitater, men arten synes at være særlig udbredt i byområder, f.eks. i udkanterne af London, hvor den er ret almindelig i haver, parker, anlæg og andre grønne områder.
Eghjorten er et højsommerdyr, og billerne kommer frem fra puppehulerne i slutningen af maj i Centraleuropa, nogle gange sågar i slutningen af april i Sydeuropa, men typisk først i begyndelsen af juni i Nordeuropa. På dette tidspunkt har de allerede tilbragt 8-9 måneder i puppeskjulet under jorden, og ironisk nok nærmer deres liv sig nu afslutningen. Undersøgelser har vist, at hannerne er aktive i gennemsnitligt 8 uger (varierer fra 6 til 10 uger), mens hunnerne er aktive lidt længere, omkring 12 uger (varierer fra 8-14 uger). Dermed kan dyrene opleves til ind i august måned, nogle individer sågar til begyndelsen af september i lune år. Hovedflyvetiden er dog i juni-juli. Hanner kommer generelt frem omkring en uge tidligere end hunner, og i alle undersøgte bestande synes hannerne at være langt mere talrige end hunnerne. Der er skrevet meget i populærbøger om eghjortens forkærlighed for, at slikke udsivende træsaft fra sårede træer, men undersøgelser har vist, at billerne generelt ikke æder meget som voksne, mange æder slet ikke. Der kendes ganske vist en række forekomster af eghjorte på sårede træer fra kontinentet, hvor op til 10-20 dyr nogle gange kan ses på store sår på gode lokaliteter, der siver meget saft, men fænomenet er givetvis ikke nær så hyppigt forekommende, som man tidligere har ment. Igen er England usædvanlig, for herfra kendes faktisk ikke et eneste dokumenteret tilfælde, hvor dyrene er fundet på udsivende træsaft. Til gengæld har hanner og hunner vist sig at have forskellige fødepræferencer, for hannerne er glade for overmodne kirsebær (et gammel navn for eghjorten fra Kent er faktisk cherry-eater, "kirsebær-æderen"), mens hunnerne bedre synes om udsivende træsaft. Ved Olsker på Bornholm blev arten således observeret i kirsebærtræer af en lokal beboer. Noget tyder på, at hunnerne tiltrækkes af den gærende træsaft, og derefter lokker hannerne til med feromoner (luftbårne duftstoffer). Hunner er f.eks. på Öland også observeret siddende på egegrene, mens de gnavede i barken, måske for at drive saft frem af træerne. Den slags steder forsøger de store hanner at sikre sig retten til hunnerne ved, at stille sig ind over dem, således at andre hanner holdes på afstand. Hannerne kæmper dog også aktivt mod hinanden. Små hanner holder sig derimod lidt på afstand, og forsøger tit, at snige sig til en parring, mens de store hanner kæmper. Undersøgelser har vist, at parringssuccesen er størst, hvis hanner og hunner er af en bestemt størrelse i forhold til hinanden, således at store hanner bedst kan parre sig med store hunner, og mindre hanner med mindre hunner. Rigtig små eghjortehanner er rent fysisk simpelthen ude af stand til, at parre store hunner, og ligesådan med rigtig store hanner og små hunner. Faktisk har undersøgelser vist, at de allerstørste hanner på 75-80 mm har lavere parringssucces end lidt mindre hanner, til trods for, at de fuldkommen dominerer alle mindre hanner i fysiske kampe simpelthen fordi, deres enorme kæber vanskeliggør parring med alle undtaget de allerstørste hunner. Det er diametralt anderledes end for mange andre biller med store horn eller kæber, hvor hannerne kæmper om hunnerne, for her synes de største at klare sig bedst.
Haneghjorte kæmper om hunnerne ved, at gribe om hinandens kæber og hoved, og derefter brydes og skubber de hinanden i et forsøg på, at vriste modstanderen fri af underlaget. Sker dette, løfter den sejrende han modstanderen op i luften, og smider ham ned fra stammen eller grenen. Små hanner undgår normalt enhver fysisk konfrontation med store hanner, så kampene finder mest sted mellem individer af nogenlunde samme størrelse. Der er en gammel myte om, at hannerne ikke har ret mange kræfter i deres store kæber, men det er noget vrøvl. Hunner kan dog bide langt mere nederdrægtigt dels fordi, deres kæber er mindre, men også fordi, de er spidse. Efter parringen graver hunnen sig ned i jorden for at lægge æg, typisk i nærheden af større, halvrådne rødder på store døde eller døende træer. Hunner kan grave sig op til 75 cm ned i underlaget, og hver hun lægger i gennemsnit 24 æg (varierer fra 15 til 36). Æggene klækker til små, hårede, gråhvide larver efter gennemsnitligt 29 dage (varierer fra 21 til 45 dage). Eghjorten yngler altså ikke i gamle træstammer, som der står i mange især ældre bøger, men derimod i jorden. Studier har dog vist, at eghjorten ikke nødvendigvis er så kræsen med sit valg af ynglested, og de er sågar fundet ynglende i hegnspæle, jernbanesveller eller i flis-, savsmulds- og kompostbunker. Dermed synes størrelsen af træet ikke at spille den altafgørende rolle, selvom de fortrinsvis yngler i store træer med store, tykke rødder. Derimod spiller træets tilstand en stor rolle, og det skal være mørnet, trøsket og angrebet af svampe. Svampe vides at have helt afgørende betydning for larvernes sundhedstilstand og overlevelse hos mange arter af hjortebiller, og således også hos eghjorten. Som nævnt ovenfor er engelske eghjorte generelt mindre end eghjorte fra fastlandsbestande, og arten er betydelig mindre knyttet til eg i England end andre steder. I egetræ findes der ofte et højere indhold af kvælstof end i en række andre løvtræer, og signifikant findes der en ringformet kulstofforbindelse kaldet myoinositol. Forsøg fra fangenskab har vist, at larverne synes at blive større, hvis de får myoinositol i kosten, så måske er dette en del af forklaringen på den generelt lidt mindre kropsstørrelse hos engelske eghjorte.
Larvens udviklingstid siges i mange bøger at vare op til 5-6 år, og som hos mange andre såkaldt saproxyliske biller (arter, der yngler i trøsket træ) spiller larvens fodermængde og kvalitet samt klimaet en rolle for udviklingen. Studier af de europæiske bestande har dog vist, at det sande billede er noget mere kompliceret, og en hel del mere spændende. For det første svinger udviklingstiden op til 100 procent, for i nogle bestande tager udviklingen i gennemsnit tre år mens den typisk tager 5-6 år i andre bestande. Ydermere svinger det antal stadier, larven gennemgår, også betydeligt. I tyske, hollandske, spanske og franske bestande gennemgår larverne tre stadier, hvorunder hovedet bliver markant større og kraftigere med stadigt større kæber til, at raspe træ med, men i engelske bestande gennemgår larverne typisk 4-5 stadier. Ydermere tager den gennemsnitlige larvetid ofte 5-6 år i England, men kun 3 år for mange bestande på fastlandet. Særlig interessant er det, at der ikke er nogen sammenhæng imellem antallet af larvestadier eller udviklingens længde og de udvoksede larvers størrelse, og selv under kontrollerede fangenskabsforhold udviser bestandene disse udviklingsmæssige forskelle. Der er derimod en meget klar sammenhæng imellem habitatens foderudbud og kvalitet og larvens endelige størrelse, og store larver er altid vokset op med rigeligt foder af god kvalitet. Der er også en meget klar sammenhæng imellem larvernes størrelse og størrelsen på de voksne biller, hvilket kendes fra mange andre billearter. Rigtig store hanlarver er de største europæiske billelarver overhovedet, og kan blive 11 cm lange og næsten ligeså tykke som en tommelfinger. Larverne har en C-formet krop med tydeligt afsatte kropsringe, og korte, behårede brunlige ben, og især den opsvulmede bagerste del af kroppen, hvor den tykke bagtarm findes, fungerer som et forgæringskammer, hvor særlige bakterier nedbryder den ellers ufordøjelige cellulose til næringsstoffer, larven kan optage. Kroppen hos ældre larver er fed og hvidlig med tydelige brune spirakler (åndehuller) ned langs siden, og et stort, kraftigt, gulbrunt hoved med kraftige kæber. De kan minde om næsehornsbillelarver, der kan blive næsten ligeså store (10 cm), men eghjortelarven er lidt mere slankt bygget, generelt mere hvidlig, og hovedet er større og lysere med påfaldende store kæber. Hunlarver er tydeligt mindre end hanner, og bliver normalt ikke meget over 7-8 cm.
Larverne er fuldt udvoksede i højsommeren, og på dette tidspunkt har kroppen antaget en gullig nuance. I alle undersøgte bestande foregår forpupningen hyppigst i juli måned, mindre hyppigt i august. Larven laver en stor, for store hanlarvers vedkommende knytnævestor, kokon nede i jorden, af sammentygget jord, træstumper, afføring og spyt, typisk 20-25 cm under jordoverfladen. Derefter ligger larven stille omkring to til tre uger, mens den nærmest synes at visne og blive rynket. Dette sker fordi, kroppen skrumper ind mens puppen udvikles under larvehuden. Derefter afstødes larvehuden, og puppen er i starten hvidlig men bliver mørkere og mørkere med tiden, og kort før, den voksne bille kommer ud, er den brunlig. Puppetiden varer gennemsnitligt 44 dage (varierer fra 28 til 60 dage). De voksne biller venter hele efterår og vinter nede i jorden, og kommer først frem i den efterfølgende forsommer.
På trods af sin imponerende størrelse har eghjorten en række fjender, og mange steder kan de gøre store indhug i bestanden. Larverne kan angribes af forskellige svampe, der slår dem ihjel, og i sydeuropæiske bestande angribes de store larver af og til også af den enorme, parasitiske dolkhveps (Megascolia flavifrons), selvom den egentlig foretrækker næsehornsbillelarver. Det formentlig farligste tidspunkt i eghjortens liv sker ofte, når dyrene kommer op af jorden. Mange steder har fugle nemlig lært, hvor og hvornår de skal holde øje med jordoverfladen for, at få sig et solidt måltid. De æder typisk kun den fede, næringsrige bagkrop, men lader det solide forbryst og pansrede hoved ligge. Fugle er de voksne eghjortes farligste fjender, især kragefugle og skader, men visse mindre falke og våger æder også eghjorte, f.eks. tårnfalken. Ræve, grævlinger og sågar pindsvin og spidsmus tager også eghjorte. Derimod synes frøer og tudser ikke at udgøre den store trussel, formentlig fordi, især haneghjorte simpelthen er for store, for kantede og pansrede til, at kunne sluges. Eghjortens i særklasse værste fjende er dog mennesket, der konsekvent har ødelagt dens levesteder.
