:Eghjorten er en gigant blandt den danske billefauna, og ingen anden dansk bille kommer blot i nærheden af den med hensyn til kropsstørrelse. Hannen er faktisk Europas største bille, og et af de største og tungeste europæiske insekter overhovedet, formentlig vægtmæssigt kun overgået af de enorme Saga græshopper fra Sydeuropa. Eghjorten er bred og flad, og grundfarven er nuancer af brun. Hoved og forbryst er normalt mørkebrune eller sortbrune mens dækvingerne er mere over i det kastanjebrune eller rødbrune og let skinnende. Øjnene er store og gulbrune hos begge køn. Arten er yderst kønsdimorf, og der er enorm forskel på han og hun. Hannerne måler mellem 30 og 75 mm i kropslængde, i visse bestande op til 85 mm, men er typisk 50-70 mm lange. Hos hannen udgøres 30-40 procent af kropslængden af de enorme, gevirlignende kæber alene. Kæberne er de stærkt forlængede mandibler, og er normalt kastanjebrune eller rødbrunlige ligesom dækvingerne, tydeligt buede set både ovenfra og fra siden, og med en stor, spids tand langs indersiden og en stor gaffel på spidsen. De andre dele af hannens mundapparat, over- og underlæbe og palper, er ligeledes veludviklede, og bruges til fødeoptagelse, mens de enorme mandibler er helt uegnede til dette formål. De tjener udelukkende til imponering og som kampvåben. Hovedet er bredt og rektangulært, men både kæberne og hovedets morfologi varierer markant afhængigt af hannens størrelse, som nævnt nedenfor. Hoved og i mindre grad forbryst er forsynede med en grov, nubret punktering. Følehornene er meget lange og slanke med det typiske "hjortebille-knæk". Kroppens underside er sortbrun eller nærmest sort. Benene er mørkebrune eller sorte, lange og slanke med ret svagt udviklede torne på skinnebenene, og store, veludviklede kløer især på forbenene. Forbenene er påfaldende lange, og bruges af hannerne til at kæmpe med ved, simpelthen at forsøge at spænde ben for hinanden. Der er en meget markant "hals" mellem forbryst og dækvinger. Forbrystets sider er nærmest parallelle og lige, og den bagerste rand er også nærmest helt lige, således at forbrystet nærmest har form som en bred, affladet, rektangulær kasse. De brede dækvinger er forrest også nærmest lige med en markant indbugtning langs sømmen til det store, halvmåneformede scutellum. Dækvingerne er ret glatte på oversiden men ofte lidt mere rillede på undersiden. På trods af eghjortehannens størrelse og enorme kæber, kan han sagtens flyve, og flyvevingerne er veludviklede. På grund af de enorme kæber og kraftige, pansrede hoved, ligger hannens tyngdepunkt dog så langt fremme i kroppen, at han nærmest flyver med kroppen lodret i stedet for vandret som hos de fleste biller.
Hunnen ser fuldkommen anderledes ud. Hun er langt mindre, og bliver typisk mellem 25 og 45 mm lang. Hunnens hoved og forbryst er mere normalt udviklede, og hunnen har langt mindre men dog alligevel ganske veludviklede kæber, nærmest af samme størrelse som hanbøghjorte. Hunnens hoved er altid smallere end forbrystet, og antennerne er knap så veludviklede som hos hannen, men dog alligevel påfaldende store. Forbrystet er bredt med tydeligt buede sider i modsætning til hannens meget parallelsidede forbryst, og det har tydelige siderande, men bagranden er også nærmest lige, ligesom hos hannen. Hunnens ben er betydelig kortere og kraftigere end hannens, især forbenene, der er udviklede som stærke graveben med grove tænder langs skinnebenets yderside til brug for æglægning dybt nede i jorden. Hunnerne har tit nogle små punkter af tæt gullig filtbehåring på benene.
:Eghjortehunnen varierer ikke nævneværdigt morfologisk, men der kan være lidt variation i den brunlige farve hos begge køn. Nogle kan være over i det kastanjebrune, især dækvingerne, mens andre er mørkebrune eller næsten sortbrune, hvilket synes at være mere hyppigt forekommende for hunner end hanner. Hannerne opviser derimod stor variation i kropsstørrelsen og hovedets udseende, og dette hænger sammen med larvens fødevilkår. Der er også variation i kropssstørrelsen på bestande fra flere europæiske lande. Således varierer hanner i kropslængde fra 30-71 mm i England, 31-72 mm i Belgien, 33-77 mm i Holland, 36-74 mm i Tyskland, 36-80 mm i Frankrig, 39-74 mm i Slovenien, og 40-83 mm i Spanien. Men variationen dækker over, at den typiske størrelse på hannerne ikke er ens i de forskellige bestande, for engelske haneghjorte varierer generelt ikke så meget i størrelse, men er til gengæld ikke særligt store, mens store, imponerende hanner er langt hyppigere i de fleste bestande på det europæiske fastland, men her er variationen til gengæld generelt større og mere hyppigt forekommende. Hunnerne varierer også i kropsstørrelse men noget mindre end hannerne, og er 25-43 mm i Belgien, 27-43 mm i England, 28-45 mm i Holland og 29-49 mm i Tyskland. Det er dog ret interessant, at forholdet imellem den gennemsnitlige størrelse for hanner og hunner er meget ens i alle undersøgte bestande. Således er ratio for gennemsnitlig hanstørrelse til gennemsnitlig hunstørrelse 1,41 i England, 1,43 i Tyskland, 1,44 i Belgien og 1,52 i Holland. Dette har formentlig med parringssucces at gøre, som nævnt nedenfor.
Store hunner ligner små hunner morfologisk, men der er en klar sammenhæng imellem hannernes størrelse og udseende. Haneghjortens enorme kæber ses kun hos store individer, og kæbernes størrelse er såkaldt positivt allometrisk, hvilket vil sige, at kæberne vokser hurtigere end kropslængden. Således har små hanner relativt beskedne kæber, mellemstore hanner, der rent kropsligt ikke er så meget større, har noget større kæber, og store hanner har enorme, gevirlignende kæber. Små hanners hoveder er smallere end forbrystet, mens mellemstore og store hanners hoveder er kæmpemæssige, kasseformede og udpræget rektangulære, og langt bredere end forbrystet. Dette har ført til, at man tidligere har foreslået, at der skulle være to underarter af eghjorten, Lucanus cervus cervus for bestande med store hanner, og L. c. capreolus for små hanner, men det er åbenlyst forkert, for kropsstørrelsen, og dermed den voksne hans udseende, afhænger udelukkende af larvens størrelse, og store hanner kan sagtens få afkom, der bliver små, og dermed tilhører en anden såkaldt underart, hvis blot larverne har haft dårlige fødevilkår.
Forveksling
:Haneghjorten er yderst karakteristisk, og bør ikke kunne forveksles med nogen anden dansk eller europæisk bille eller insekt i det hele taget. Huneghjorten er også meget let genkendelig, og bør heller ikke kunne forveksles med andre arter, men bøghjorten bliver af og til forvekslet med en huneghjort, da begge er brede, flade og temmelig store og iøjnefaldende. De er dog lette at kende fra hinanden. Eghjorten er brunlig, og selv mørke eksemplarer har ikke bøghjortens karakteristiske dybsorte farve. Selv små huneghjorte er større end de fleste bøghjorte, og store hunner er mere end 25-30 procent større end selv de største bøghjorte. Huneghjorten har længere og kraftigere ben, især forben. Og endelig er huneghjorten noget bredere og mere kraftigt bygget end bøghjorten. Imidlertid sker det hvert eneste år, at der meldes om fund af eghjorte i Danmark. Det drejer sig typisk om forvekslinger med næsehornsbiller, og i de fleste tilfælde forveksles næsehornsbillen med eghjortehanner. De to arter ligner overhovedet ikke hinanden, og de to væsentligste grunde til denne sammenblanding synes at være, at begge arter er store og brunlige, og at eghjorten som et af de ganske få insekter er berømt ud over almindelige entomologikredse. Det er nemlig kun haneghjorten, der er berømt i offentligheden.
Udbredelse
:Eghjorten er stadig vidt udbredt over det meste af Europa inklusive det sydlige Sverige, men fra mindst 13 europæiske lande, herunder Danmark, hvor den tidligere er forekommet, er den nu enten formentlig uddød eller sikkert uddød. I stort set alle andre europæiske lande, hvor den stadig forekommer, har den undergået en markant bestandsnedgang i løbet af det tyvende århundrede, og kun i to lande, Slovakiet og Kroatien, synes bestandene at være stabile eller endda en smule i fremgang. Mange steder er der stor fokus på den, og der er udarbejdet talrige nationale og regionale bevaringsplaner, herunder mange uofficielle, ligesom den er genstand for en stor offentlig opmærksomhed, der normalt ikke bliver skænket et insekt. Dens udbredelse strækker sig østpå til Lilleasien inklusive Syrien. Årsagerne til dens tilbagegang eller forsvinden synes overalt at være de samme, skovbrugets fjernelse af ældre døde eller døende træer, årtiers systematiske erstatning af oprindelige løvtræer med fremmede nåletræer, og fjernelse af den ældre, mere lysåbne skov. Generelt regnes eghjorten for ret vidt udbredt i Europa men lokal og af meget svingende hyppighed, men på gode steder kan den være ganske talrig. Både de danske og sydsvenske bestande ligger på artens nordgrænse, og på disse breddegrader synes arten at være knyttet til habitater med rig solinstråling og deraf følgende varmt mikroklima. Det sætter naturligvis en grænse for, hvor den kan trives.
Alt tyder på, at eghjorten nok var relativt vidt udbredt i Danmark og formentlig ret almindelig på gode lokaliteter indtil slutningen af 1800 tallet, men derefter gik det stærkt ned ad bakke. De bedste lokaliteter herhjemme synes at have været Silkeborgskovene, Kolding området, skovene omkring Vejle, og den berømte lokalitet på Æbelø nord for Fyn, hvor arten blev fredet i 1924 som det første danske insekt. På øerne synes f.eks. Klinteskoven på Møn og Næsbyholm ved Sorø at have været gode lokaliteter, og på Bornholm vides den at have ynglet i Almindingen og flere andre steder. I begyndelsen af det tyvende århundrede faldt antallet af lokaliteter og observationer derimod hurtigt, og sidste indsamlede eksemplar fra Sjælland er fra Næsbyholm i 1873, men arten kan have overlevet her længere, og der er ubekræftede observationer om den fra området så sent som 1960. I det tyvende århundrede holdt eghjorten især stand ved Vejle og på Æbelø. Sidste officielt indsamlede eksemplar fra Danmark er fra Æbelø fra juni 1952, og selvom der forekom observationer senere, tyder det på, at eghjorten forsvandt fra øen hen imod slutningen af 1950erne. Den holdt tilsyneladende længere ud ved Vejle, hvor den er fotograferet ved Fakkegrav så sent som i 1966, og der er en mulig observation fra 1971, sandsynligvis den sidste fra Danmark. Også på Bornholm holdt den stand, og en huneghjort fra Olsker blev tegnet af kunstmaleren Poul Stoltze i 1955, og fra Habbedal og Vestermarie er der mulige observationer fra 1960erne. Derefter var det slut. Den danske rødliste betegner da også eghjorten som forsvundet fra landet.
Formentlig fordi den er så stor, imponerende og usædvanlig og ikke mindst berømt, bliver eghjorten dog meldt fundet forskellige steder rundt omkring i landet nærmest hvert eneste år, men selv om nogle af historierne forekommer ganske plausible, står dog tilbage, at ikke en eneste har kunnet eftervises med sikkerhed, og i samtlige tilfælde, hvor der foreligger en eller anden form for dokumentation, er der tale om forvekslinger med andre biller, typisk næsehornsbillen. At eghjorten kan krydse landegrænser som blind passager på lastbiler med tømmer, flis, bark eller jord og på den måde måske dukke op et eller andet sted i Danmark, synes ganske sikkert, og af og til bliver et af disse eksemplarer da også fundet naturstyrelsen.dk.... Det drejer sig stort set altid om hanner, dels da disse jo er så meget mere iøjnefaldende og karakteristiske end hunnerne, men formentlig også på grund af, at hannerne er talrigere og bevæger sig mere omkring end hunnerne. Artens eget spredningspotentiale er meget begrænset, og ideer om, at den ved egen kraft igen skal kunne etablere sig herhjemme, ved at krydse hele landsdele og tilbagelægge snesevis eller hundredvis af kilometer over ufrugtbart terræn, f.eks. ved at krydse Øresund fra det sydlige Sverige eller fra bestande nede i Tyskland (den mangler i det tyske område, der grænser op mod Sønderjylland), er nærmest fri fantasi. En enkelt gang var der dog gevinst, et meget omtalt fund fra en brændestabel i en have i Herlev i 2008, der dog blev udråbt som værende fra Hareskoven i pressen www.naturstyrelsen.dk...010608_eghjort. Den blev tilmed af mange, inklusive officielle myndigheder som f.eks. Naturstyrelsen, proklameret som muligt bevis på, at eghjorten alligevel ikke var uddød fra landet. Det er dog rent vrøvl, og der var åbenlyst tale om et enligt, indslæbt eksemplar. Det er formentlig overflødigt at bemærke, at yderligere eghjorte til dato ikke er dukket op fra haver i Herlev eller Hareskoven for den sags skyld. Et kontroversielt og omdebatteret udsætningsprojekt er siden blevet foretaget i Dyrehaven nord for København dansknatur.wordpress.com..., hvor eghjorten blev udsat i juni 2013 under stor mediebevågenhed, men om dette på sigt vil betyde, at arten igen vil kunne spredes og klare sig i Danmark, er endnu uvist.
Hvornår ses den?
:De voksne dyr ses i højsommeren, hovedsagelig i juni og juli, og især i juni er hannerne generelt langt mere talrige end hunnerne. De flyver også mere omkring, og derfor ses de oftere.
:I modsætning til de fleste biller og insekter i det hele taget, er eghjortens biologi velundersøgt fra flere europæiske lande, og disse undersøgelser tegner et noget andet billede af artens økologi end der typisk står i danske populærbøger. Fra Danmark foreligger den slags studier desværre ikke, da eghjorten herhjemme både nåede at blive sjælden for derefter helt at forsvinde, før der kunne laves egentlige studier af de danske bestandes biologi. Det er særligt interessant, at de generelt meget velundersøgte engelske eghjortebestande på en række områder har vist sig at have en noget anden økologi og biologi end de bestande, man finder på det europæiske kontinent, der derimod synes at være mere ens fra nord til syd, så man kan formode, at de oprindelige danske bestande har haft samme biologi og økologi som de andre kontinentale bestande. I mange lande er eghjorten et velkendt og populært dyr, og ubetinget det mest kendte insekt (med visse alvorlige skadedyr som mulig undtagelse) i den brede offentlighed, og den har egne offentlige, halvoffentlige og uofficielle bevarelsesprogrammer, egne foreninger af amatørentomologer, der overvåger og studerer bestandene, der afholdes særlige arrangementer, hvor offentligheden informeres igennem pressen, der findes masser af hjemmesider, der udgives bøger, hæfter og foldere om den, den optræder på frimærker og postkort og meget andet. Alligevel har dette ikke kunnet forhindre en voldsom og fortsat tilbagegang på grund af systematiske habitatforringelser eller direkte ødelæggelser, og arten er ganske vist stadig vidt udbredt i Europa, men generelt ret sjælden og lokal.
Ud fra navnet alene kan man næsten regne ud, at eghjorten er knyttet til egetræer, men den kan findes i en lang række andre løvtræer også, f.eks. ask, bøg, elm, lind, pil, poppel, rødel samt flere arter frugttræer, især æble, pære, blomme og kirsebær. Overraskende nok har studier af artens biologi i en lang række europæiske lande vist, at den visse steder er noget mere løst knyttet til eg, end man normalt kan læse i populærbøger. Således har undersøgelser vist, at eg, især stilkeg (Quercus robur), er artens foretrukne yngletræ i de fleste europæiske lande, og over 50 procent af forekomster er registrerede fra egetræer. I England er arten dog langt mindre bundet til egen, og her er kun 9-19 procent af forekomsterne fra eg, mens den er hyppig i en lang række andre løvtræer herunder frugttræer. Faktisk er der registreret over 60 arter værtstræer for eghjorten i England. I de fleste europæiske lande, herunder de kendte danske bestande, er de fortrukne habitater enten gamle skovområder med store, gamle træer hvoraf en del er hensygnende eller døde, og her findes bestandene typisk i skovbryn eller langs enge eller andre åbne områder. En anden typisk habitat er lysåbne områder med græs og staudebevoksning og med mere spredt bevoksning af ældre træer eller ældre, lysåbne parkområder. Habitaterne og valget af værtstræ følger dog bestemte retningslinjer. Eghjorten er en varmekrævende art, og derfor er en betydelig solinstråling til yngleområdet nødvendig for både larvernes udvikling og de voksne billers aktivitet. Selv i tætte, ældre skovområder foretrækker eghjortene at leve i mere åbne habitater, idet dette både muliggør, at de store, tunge og klodsede biller lettere kan flyve omkring, men måske endnu vigtigere kan solen opvarme habitaterne mere, for dyrene har brug for en høj temperatur, før de kan flyve. Undersøgelser har vist, at dyrene mister evnen til at flyve ved temperaturer på under 14-15 grader, og at de flyver særlig aktivt, hvis temperaturen overstiger 20-22 grader. Da de fortrinsvis flyver i skumringen, kræver dette en betydelig solindstråling for at opretholde den slags temperaturer aftenen igennem. Undersøgelser har vist, at det næsten kun er hanner, der flyver omkring, mens hunnerne er langt mere stedbundne, men selv hanner flyver normalt kun et par hundrede meter omkring. Igen har England vist sig usædvanlig ved, at der ganske vist findes eghjortebestande i den slags skovhabitater, men arten synes at være særlig udbredt i byområder, f.eks. i udkanterne af London, hvor den er ret almindelig i haver, parker, anlæg og andre grønne områder.
Eghjorten er et højsommerdyr, og billerne kommer frem fra puppehulerne i slutningen af maj i Centraleuropa, nogle gange sågar i slutningen af april i Sydeuropa, men typisk først i begyndelsen af juni i Nordeuropa. På dette tidspunkt har de allerede tilbragt 8-9 måneder i puppeskjulet under jorden, og ironisk nok nærmer deres liv sig nu afslutningen. Undersøgelser har vist, at hannerne er aktive i gennemsnitligt 8 uger (varierer fra 6 til 10 uger), mens hunnerne er aktive lidt længere, omkring 12 uger (varierer fra 8-14 uger). Dermed kan dyrene opleves til ind i august måned, nogle individer sågar til begyndelsen af september i lune år. Hovedflyvetiden er dog i juni-juli. Hanner kommer generelt frem omkring en uge tidligere end hunner, og i alle undersøgte bestande synes hannerne at være langt mere talrige end hunnerne. Der er skrevet meget i populærbøger om eghjortens forkærlighed for, at slikke udsivende træsaft fra sårede træer, men undersøgelser har vist, at billerne generelt ikke æder meget som voksne, mange æder slet ikke. Der kendes ganske vist en række forekomster af eghjorte på sårede træer fra kontinentet, hvor op til 10-20 dyr nogle gange kan ses på store sår på gode lokaliteter, der siver meget saft, men fænomenet er givetvis ikke nær så hyppigt forekommende, som man tidligere har ment. Igen er England usædvanlig, for herfra kendes faktisk ikke et eneste dokumenteret tilfælde, hvor dyrene er fundet på udsivende træsaft. Til gengæld har hanner og hunner vist sig at have forskellige fødepræferencer, for hannerne er glade for overmodne kirsebær (et gammel navn for eghjorten fra Kent er faktisk cherry-eater, "kirsebær-æderen"), mens hunnerne bedre synes om udsivende træsaft. Ved Olsker på Bornholm blev arten således observeret i kirsebærtræer af en lokal beboer. Noget tyder på, at hunnerne tiltrækkes af den gærende træsaft, og derefter lokker hannerne til med feromoner (luftbårne duftstoffer). Hunner er f.eks. på Öland også observeret siddende på egegrene, mens de gnavede i barken, måske for at drive saft frem af træerne. Den slags steder forsøger de store hanner at sikre sig retten til hunnerne ved, at stille sig ind over dem, således at andre hanner holdes på afstand. Hannerne kæmper dog også aktivt mod hinanden. Små hanner holder sig derimod lidt på afstand, og forsøger tit, at snige sig til en parring, mens de store hanner kæmper. Undersøgelser har vist, at parringssuccesen er størst, hvis hanner og hunner er af en bestemt størrelse i forhold til hinanden, således at store hanner bedst kan parre sig med store hunner, og mindre hanner med mindre hunner. Rigtig små eghjortehanner er rent fysisk simpelthen ude af stand til, at parre store hunner, og ligesådan med rigtig store hanner og små hunner. Faktisk har undersøgelser vist, at de allerstørste hanner på 75-80 mm har lavere parringssucces end lidt mindre hanner, til trods for, at de fuldkommen dominerer alle mindre hanner i fysiske kampe simpelthen fordi, deres enorme kæber vanskeliggør parring med alle undtaget de allerstørste hunner. Det er diametralt anderledes end for mange andre biller med store horn eller kæber, hvor hannerne kæmper om hunnerne, for her synes de største at klare sig bedst.
Haneghjorte kæmper om hunnerne ved, at gribe om hinandens kæber og hoved, og derefter brydes og skubber de hinanden i et forsøg på, at vriste modstanderen fri af underlaget. Sker dette, løfter den sejrende han modstanderen op i luften, og smider ham ned fra stammen eller grenen. Små hanner undgår normalt enhver fysisk konfrontation med store hanner, så kampene finder mest sted mellem individer af nogenlunde samme størrelse. Der er en gammel myte om, at hannerne ikke har ret mange kræfter i deres store kæber, men det er noget vrøvl. Hunner kan dog bide langt mere nederdrægtigt dels fordi, deres kæber er mindre, men også fordi, de er spidse. Efter parringen graver hunnen sig ned i jorden for at lægge æg, typisk i nærheden af større, halvrådne rødder på store døde eller døende træer. Hunner kan grave sig op til 75 cm ned i underlaget, og hver hun lægger i gennemsnit 24 æg (varierer fra 15 til 36). Æggene klækker til små, hårede, gråhvide larver efter gennemsnitligt 29 dage (varierer fra 21 til 45 dage). Eghjorten yngler altså ikke i gamle træstammer, som der står i mange især ældre bøger, men derimod i jorden. Studier har dog vist, at eghjorten ikke nødvendigvis er så kræsen med sit valg af ynglested, og de er sågar fundet ynglende i hegnspæle, jernbanesveller eller i flis-, savsmulds- og kompostbunker. Dermed synes størrelsen af træet ikke at spille den altafgørende rolle, selvom de fortrinsvis yngler i store træer med store, tykke rødder. Derimod spiller træets tilstand en stor rolle, og det skal være mørnet, trøsket og angrebet af svampe. Svampe vides at have helt afgørende betydning for larvernes sundhedstilstand og overlevelse hos mange arter af hjortebiller, og således også hos eghjorten. Som nævnt ovenfor er engelske eghjorte generelt mindre end eghjorte fra fastlandsbestande, og arten er betydelig mindre knyttet til eg i England end andre steder. I egetræ findes der ofte et højere indhold af kvælstof end i en række andre løvtræer, og signifikant findes der en ringformet kulstofforbindelse kaldet myoinositol. Forsøg fra fangenskab har vist, at larverne synes at blive større, hvis de får myoinositol i kosten, så måske er dette en del af forklaringen på den generelt lidt mindre kropsstørrelse hos engelske eghjorte.
Larvens udviklingstid siges i mange bøger at vare op til 5-6 år, og som hos mange andre såkaldt saproxyliske biller (arter, der yngler i trøsket træ) spiller larvens fodermængde og kvalitet samt klimaet en rolle for udviklingen. Studier af de europæiske bestande har dog vist, at det sande billede er noget mere kompliceret, og en hel del mere spændende. For det første svinger udviklingstiden op til 100 procent, for i nogle bestande tager udviklingen i gennemsnit tre år mens den typisk tager 5-6 år i andre bestande. Ydermere svinger det antal stadier, larven gennemgår, også betydeligt. I tyske, hollandske, spanske og franske bestande gennemgår larverne tre stadier, hvorunder hovedet bliver markant større og kraftigere med stadigt større kæber til, at raspe træ med, men i engelske bestande gennemgår larverne typisk 4-5 stadier. Ydermere tager den gennemsnitlige larvetid ofte 5-6 år i England, men kun 3 år for mange bestande på fastlandet. Særlig interessant er det, at der ikke er nogen sammenhæng imellem antallet af larvestadier eller udviklingens længde og de udvoksede larvers størrelse, og selv under kontrollerede fangenskabsforhold udviser bestandene disse udviklingsmæssige forskelle. Der er derimod en meget klar sammenhæng imellem habitatens foderudbud og kvalitet og larvens endelige størrelse, og store larver er altid vokset op med rigeligt foder af god kvalitet. Der er også en meget klar sammenhæng imellem larvernes størrelse og størrelsen på de voksne biller, hvilket kendes fra mange andre billearter. Rigtig store hanlarver er de største europæiske billelarver overhovedet, og kan blive 11 cm lange og næsten ligeså tykke som en tommelfinger. Larverne har en C-formet krop med tydeligt afsatte kropsringe, og korte, behårede brunlige ben, og især den opsvulmede bagerste del af kroppen, hvor den tykke bagtarm findes, fungerer som et forgæringskammer, hvor særlige bakterier nedbryder den ellers ufordøjelige cellulose til næringsstoffer, larven kan optage. Kroppen hos ældre larver er fed og hvidlig med tydelige brune spirakler (åndehuller) ned langs siden, og et stort, kraftigt, gulbrunt hoved med kraftige kæber. De kan minde om næsehornsbillelarver, der kan blive næsten ligeså store (10 cm), men eghjortelarven er lidt mere slankt bygget, generelt mere hvidlig, og hovedet er større og lysere med påfaldende store kæber. Hunlarver er tydeligt mindre end hanner, og bliver normalt ikke meget over 7-8 cm.
Larverne er fuldt udvoksede i højsommeren, og på dette tidspunkt har kroppen antaget en gullig nuance. I alle undersøgte bestande foregår forpupningen hyppigst i juli måned, mindre hyppigt i august. Larven laver en stor, for store hanlarvers vedkommende knytnævestor, kokon nede i jorden, af sammentygget jord, træstumper, afføring og spyt, typisk 20-25 cm under jordoverfladen. Derefter ligger larven stille omkring to til tre uger, mens den nærmest synes at visne og blive rynket. Dette sker fordi, kroppen skrumper ind mens puppen udvikles under larvehuden. Derefter afstødes larvehuden, og puppen er i starten hvidlig men bliver mørkere og mørkere med tiden, og kort før, den voksne bille kommer ud, er den brunlig. Puppetiden varer gennemsnitligt 44 dage (varierer fra 28 til 60 dage). De voksne biller venter hele efterår og vinter nede i jorden, og kommer først frem i den efterfølgende forsommer.
På trods af sin imponerende størrelse har eghjorten en række fjender, og mange steder kan de gøre store indhug i bestanden. Larverne kan angribes af forskellige svampe, der slår dem ihjel, og i sydeuropæiske bestande angribes de store larver af og til også af den enorme, parasitiske dolkhveps (Megascolia flavifrons), selvom den egentlig foretrækker næsehornsbillelarver. Det formentlig farligste tidspunkt i eghjortens liv sker ofte, når dyrene kommer op af jorden. Mange steder har fugle nemlig lært, hvor og hvornår de skal holde øje med jordoverfladen for, at få sig et solidt måltid. De æder typisk kun den fede, næringsrige bagkrop, men lader det solide forbryst og pansrede hoved ligge. Fugle er de voksne eghjortes farligste fjender, især kragefugle og skader, men visse mindre falke og våger æder også eghjorte, f.eks. tårnfalken. Ræve, grævlinger og sågar pindsvin og spidsmus tager også eghjorte. Derimod synes frøer og tudser ikke at udgøre den store trussel, formentlig fordi, især haneghjorte simpelthen er for store, for kantede og pansrede til, at kunne sluges. Eghjortens i særklasse værste fjende er dog mennesket, der konsekvent har ødelagt dens levesteder.
Levested
:De typiske habitater er åbne skovområder med ældre løvtræer, og dette synes at have været artens foretrukne habitater i Danmark, men i andre lande har eghjorten vist sig også at kunne være ret bredspektret i sit habitatvalg, og kan findes i parker, alleer, haver og sågar i kompostbunker og ved savværker ligesom næsehornsbillen.
Allen, A.A. (1970): Entomologists record and journal of variation. T. Buncle & Co. Ltd., Arbroath, Angus.
Campanaro A., Toni I., Hardersen S. & Grasso D.A. (2011): Monitoring of Lucanus cervus by means of remains of predation (Coleoptera: Lucanidae). Entomologia Generalis 33: 79-89
Fremlin, M. & Hendriks, P. (2011): Sugaring for stag beetles - different feeding strategies of Lucanus cervus and Dorcus parallelipipedus. Bull. Amateur Entomologists Soc. 70: 57-67.
Gärdenfors, U., Aagaard, K. Biström, O. & Holmer, M. (2002): Hundraelva nordiska evertebrater. Handledning för övervakning av rödlistade småkryp. Nordiska Ministerrådet och Art. Databanken, Uppsala.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Harvey D.J. & Gange A.C. (2003): The private life of the stag beetle (Lucanus cervus). Bull. Amateur Entomol. Soc. 62: 240-244.
Harvey, D. & Gange, A. (2006): Length variation and mating success in the stag beetle, Lucanus cervus. Physiological Entomology 31: 218-226.
Jansson, N. (2011): Attraction of stag beetles with artificial sap in Sweden. Bull. Amateur Entomologists Soc. 70: 51-56.
Klausnitzer, B. & Sprecher-Uebersax, E. (2008): Die Hirschkafer oder Schröter (Lucanidae). Neue Brehm-Bucherei. Band 551. Westarp Wissenschaften, Magdeburg.
Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.
Krenn H.W., Pernstich A., Messner T., Hannappel U. & Paulus H.F. (2002): Kirschen als Nahrung des männlichen Hirschkäfers, Lucanus cervus (Linnaeus 1758) (Lucanidae: Coleoptera). Entomol. Z. 112: 165-170
Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.
Martin, O. (1993): Fredede insekter i Danmark. Del 2: Biller knyttet til skov. Entomologiske Meddelelser 61: 63-76.
Radnai, F. (1995): Un élevage de "Cerf-Volant" Lucanus cervus Linné 1758 (Coleoptera, Lucanidae). Insectes 98: 9-12.
Rink, M. & Sinsch, U. (2006): Habitatpräferenzen des Hirschkäfers (Lucanus cervus) in der Kulturlandschaft - eine methodenkritische Analyse. Entomol.Z. 116: 228-234
Rink, M. & Sinsch, U. (2008): Geschlechtsspezifisches Fortpflanzungsverhalten des Hirschkäfers (Lucanus cervus). Mainzer Naturwissenschaftliches Archiv 46: 195-210.
Rink, M. & Sinsch, U. (2008): Bruthabitat und Larvalentwicklung des Hirschkäfers (Lucanus cervus). Entomol. Z. 118: 229-236.
Rørth, P. & Michelsen, A. (1962): Eghjorten, Lucanus cervus L. i Danmark. Flora og Fauna 68: 97-102.
Smith, M. (2011): Great Stag Hunt III. National stag beetle survey 2006-2007. Peoples Trust for Endangered Species: 1-24.
Tanahashi M., Kubota K., Matsushita N. & Togashi K. (2010): Discovery of mycangia and associated xylose-fermenting yeasts in stag beetles (Coleoptera: Lucanidae). Naturwiss. 97: 311-317
Tanahashi M., Matsushita N. & Togashi K. (2009): Are stag beetles fungivorous? J. Insect Physiol. (11): 983-988.
Telnov, D. Lucanide (Coleoptera) of the Baltic Sea Region and adjacent territories. Entomological Society of Latvia, the Section of Coleopterology, online publ. pp. 4-35.
Thomsen, P.F. (2004): Fund af eghjorte i Danmark. Bladloppen 22: 13-19.
Whitehead P.F. (2007): Observations on the larval ecology of the stag beetle Lucanus cervus (L., 1758) (Col., Lucanidae) in England. Entomol. Monthly Mag. 143: 201-205.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
