Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Torkild Kristensen
    Foto: Torkild Kristensen
  • Fotograf: jens veilgaard vendelbo
    Foto: jens veilgaard vendelbo
  • Fotograf: Per  Christensen
    Foto: Per Christensen

Kendetegn

: 16 cm – altså en smule større (og langstrakt) end Eng- og Skovpiber. Eneste piber med mørke ben (på afstand mørkegrå, tæt på i stærkt lys rødbrune, især ungfugle og ynglefugle, og kan da synes lysere, end de i virkeligheden er – men ikke lyserøde som f.eks. Engpibers), Bjergpibers er blåsorte; alle andre pibere har lyse ben.

Generelt set en mørk fugl, i forhold til de andre arter. Den har tydeligt mørkere, gråbrun underside, hvor bryst og kropssider er diffust plettede – og mørk, ret ensfarvet, olivenbrun overside, med to diffuse vingebånd.

Yderste halefjer lysegrå – kan dog virke hvide (som Bjergpibers) i stærkt sollys.

Har ret langt, mørkt næb.

Øjenbrynsstribe normalt svag og kort. Skærpiber har markant hvid øjenring, hvilket derimod ikke ses hos Bjergpiber.

Er i vinterdragt meget mat gråbrun med et olivengrønt skær på oversiden og store, udflydende brystpletter – men fra marts, når yngledragten så småt begynder at kunne skimtes, kan Skærpiber ligne Bjergpiber. Nogle får matgrå isse og nakke, kraftigere, hvidlig øjenbrynsstribe og bruntonet, grålig ryg. Overgumpen er gråbrun med olivenfarvet anstrøg. Fugle med rosa anstrøg på brystet ligger meget tæt op ad Bjergpiber (som har færre og smallere striber på bryst og flanker, hvidlig undergump, hvide halesider og varmt brun overgump. Bjergpiber mangler normalt Skærpibers antydede, mørke skægstribe og har blågrå nakke mod brun ryg. Frem for alt kendes Bjergpiber på stemme, to hvide vångebånd og påfaldende bred øjenbrynsstribe, der ofte breder sig som et penselstrøg over øjet og bagud).

Flugten virker tungere og knapt så hoppende som Engpibers.

Træffes ved kysterne, specielt hvis disse ligner ynglepladsen – altså ved klippekyster eller hvor der ligger mange sten. Her ses den mest enkeltvis, indimellem også i selskab med Engpibere, og optræder som andre pibere meget diskret i sit stille liv på ”jorden” og minder i adfærd i øvrigt om Engpiberen.

Sangen ligner Engpibers, men langsommere med nedadgående, kvidrende triller. Typiske kald er et lidt opadgående ”speit”. Det er hæsere og langsommere end Engpibers og gentages med længere mellemrum. Kan undertiden minde om kald fra sangere. Ved uro kan kaldet dog udstødes i ”ivrig” rækkefølge som Engpiberens, på samme måde som et mere entonet kald ligner Bjergpiberens.

Skærpiber, Bjergpiber og Hedepiber blev tidligere regnet for én art.

JIZZ: En lille mørk fugl der opholder sig på en havnemole eller smutter rundt mellem sten og tang på bedste musemanér, er oftest en Skærpiber.

Skærpiber
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ole Martin

Forveksling

: Engpiber, Bjergpiber.

Udbredelse

: Yngler ved mange af Vesteuropas kyster, samt i indlandet i Mellem- og Sydeuropa, plus dele af Asien og Nordamerika.
Skærpiber - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: De danske ynglefugle er formentlig dels standfugle, dels strejf- og trækfugle, med vinterkvarter sandsynligvis i Mellem- og Vesteuropa. Træk- og vintergæster fra Skandinavien ses almindeligt i Danmark i perioden med.aug./med.nov. – marts/pr.maj.

Tidsmæssig fordeling

af Skærpiber baseret på Naturbasens observationer:
Skærpiber - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Skærpiber - månedlig fordeling

Biologi

: Lever i sommerhalvåret af insekter – om vinteren mest af mindre krebsdyr og snegle.

Reden placeres gerne godt skjult mellem store sten eller i tæt græs eller urtevegetation nær strandkanten. Sådanne ynglepladser er ret sjældne i Danmark. De danske ynglepladser er derfor næsten udelukkende begrænset til mindre øer i Kattegat. Flest ynglepar findes på Hirsholmene og Nordre Rønner i det nordlige Kattegat. Den samlede danske ynglebestand er kun 115-130 par.

Æglægning sker ult. april/pr. maj. Lægger indimellem to kuld pr. år. Yngleforhold minder i øvrigt meget om Engpibers.

Levested

: Om vinteren relativt almindelig (men ofte diskret) på stenede og klipperige kyster.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v. Beaman, Madge og Olsen, Gad 1998.

Fuglene i Danmark v. Meltofte og Fjeldså, Gyldendal, 2. udgave 2002.

De senest indberettede arter i Naturbasen: