Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Svein Øivind Solberg
    Foto: Svein Øivind Solberg
  • Fotograf: Eva Olsen
    Foto: Eva Olsen
  • Fotograf: Søren  Nygaard
    Foto: Søren Nygaard

Atlas

: Italiensk Arum overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Italiensk Arum ligner Dansk Arum og Plettet Arum, men er ofte lidt større og kraftigere. Den kendes dog let på bladene, som har tydelige, hvidblege bælter langs strengene. Formentlig har alle danske eksemplarer af arten denne hvidblege marmorering, men i udlandet findes helt grønbladede udgaver af Italiensk Arum. Disse kunne tænkes at vokse i Danmark.

Bladene er rosetstillede, langstilkede og pilformede til spydformede. Faktisk er bladene ofte ægte spydformede (med divergerende basallober) hos denne art, mens bladene kun meget sjældent er spydformede hos Plettet Arum - og er det vistnok aldrig hos Dansk Arum.

Blomsterstanden har den samme struktur som de øvrige arumarters blomsterstand. I spidsen af skaftet sidder et lyst hvidgult kræmmerhus (hylsterblad), der omgiver en kolbe, hvor der sidder flere uregelmæssige kranse af hunblomster nederst (evt. er den øverste krans af hunblomster golde børster); derefter følger få tætsiddende kranse af hanblomster (som har gule støvknapper hos denne art), og øverst sidder en bred og uregelmæssig krans af golde blomster, hver med en lang, tynd og stiv børste i spidsen. Som regel er der et kort stykke blomsterløs kolbe imellem hver slags blomster.

Topspidsen af kolben er forlænget som et goldt kølleformet vedhæng, der sædvanligvis er gult hos denne art, mens køllen som regel er mørkviolet hos Dansk Arum og Plettet Arum. Normalt rækker køllen hos Italiensk Arum mindre end halvvejs op i hylsterbladet (ligesom hos Plettet Arum, men i modsætning til Dansk Arum og til den dyrkede Arum concinnatum, hvor køllen når over halvvejs op).

Blomsterstanden er svagt ildelugtende og tiltrækker fluer med bestøvningsfunktion, men den er ikke så stærkt ildelugtende som hos Dansk og Plettet Arum. Lugten mærkes især på varme forsommeraftner.

Frugterne er som hos de øvrige arummer orangerøde bær. Selve den bærbærende del af frugtstanden ("akset") er gerne lidt længere (kan blive over 10cm lang) og kraftigere end hos de to andre danske arter. Skaftet er omtrent af længde med skaftet hos Dansk Arum - som modsætninger til den relativt kortskaftede Plettet Arum.

Jordstænglen er kraftigere og dybereliggende end hos de to danske arter af Arum. Sædvanligvis er den tydeligt vandret og danner flere sideknolde, hvilket giver en effektiv vegetativ spredning på stedet.

Italiensk Arum
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Lasse Enevoldsen

Variation

: Så vidt vides ingen særlig - i Danmark.

Planter med rent grønne blade er nemlig ikke påvist her i landet.

I udlandet er rapporteret, at udgaver af arten Italiensk Arum kan have mørke pletter på bladene. I Danmark forekommer dette formentlig ikke. Danske have/parkindivider, tilsyneladende af Italiensk Arum med mørke bladpletter, kan bortforklares som værende sandsynligvis hybrider imellem Italiensk Arum og Plettet Arum.

Hylsterbladet er så vidt vides altid hvidgult hos danske eksemplarer af Italiensk Arum, men i udlandet kan hylsterbladet være rødligt anløbent - eller endda med tendenser til mørkt purpurfarvet.

Forveksling

: Italiensk Arum kan næppe forveksles med andre planter, og ingen andre arter i slægten har dens karakteristiske blade med hvidgrønne striber langs strengene. Formentlig har alle danske eksemplarer af arten denne hvidblege marmorering, men i udlandet findes helt grønbladede udgaver af Italiensk Arum. Disse kunne tænkes at vokse i Danmark.

Eksemplarer med svag bladmarmorering - eller med både marmorering og mørke pletter - de er muligvis artshybrider med Italiensk Arum.

Den østmediterrane art, Arum concinnatum, ligner Arum italicum (dog er dens gule kølle større og rager længere op i hylsterbladet), men har vistnok aldrig marmorerede blade. Den dyrkes i Danmark og kan tænkes at forvilde.

Udbredelse

: Italiensk Arum er naturligt forekommende i store dele af det vestlige og centrale Middelhavsområde, inklusive Nordafrika og hele Frankrig, med en naturlig nordgrænse på Englands sydkyster. Forvilder sig desuden mange steder i Vest- og Centraleuropa.

Den har optrådt invasivt bl.a. nogle steder i USA, og er en art, vi skal holde øje med her i landet i denne forbindelse.

I Danmark må forekomsten betegnes som hist og her til temmelig almindelig på Øerne og i Øst- og Sydøstjylland, ellers temmelig sjælden. Dog er Italiensk Arum efterhånden blevet rigtig almindelig på Lolland/Falster.

Den ser ud til at være under ret kraftig udbredelse i den danske natur. Måske kan den allerede betegnes som invasiv bedømt ud fra den øgede hyppighed, men næppe ud fra nogen skadevirkning på den øvrige vegetation. Her er et link til en længere diskussion om, hvor svær arten er at fjerne: forums.gardenweb.com...arum-italicum-how-to-eradicate

Italiensk Arum - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: De karakteristiske blade kan ses som fuldt udfoldede først på vinteren - eller evt. allerede fra oktober. Bladene visner i højsommeren (omtrent i juli).

Blomstring oftest i maj måned.

Frugtstanden kan have bær til i det mindste hen i november.

Tidsmæssig fordeling

af Italiensk Arum baseret på Naturbasens observationer:
Italiensk Arum - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Italiensk Arum - månedlig fordeling

Biologi

: En flerårig staude med mere eller mindre skråtstillet jordstængel, der som fuldvoksen er tydelig vandret. I Danmark formerer den sig overvejende vegetativt ved sideskud fra jordstænglen, men frøformering ser også ud til at kunne forekomme. Især er dette tilsyneladende blevet hyppigt efter årtusindskiftet.

De orangerøde bær er som den øvrige plante giftige.

Italiensk Arum har en ret speciel livscyklus. De store grønne, hvidmarmorerede blade fremkommer i (oktober-)december-februar; ikke sjældent er de fuldt udfoldede allerede før jul. I hård frost klasker bladene sammen, men de kan rette sig op igen, når vejret bliver mildere.

Blomsterstanden fremkommer primo-medio maj, og bliver nogenlunde ligeså langskaftet som de efterhånden langstilkede blade. Herefter visner bladene i løbet af en måneds tid.

Frugtstanden med de først grønne, siden orangerøde, giftige bær står så tilbage. Sommetider når plantens nye friske blade at skyde frem allerede om efteråret, endnu inden alle modne bær er faldet af frugtstanden. I de tilfælde er blomsterskaftet meget længere end bladstilkene.

Italiensk Arum er skyggetålende, også mere end de øvrige danske arter i slægten. Velsagtens fordi den som regel er vintergrøn og kan vokse i milde vintre, mens løvet mangler på træer og buske over den.

Levested

: Italiensk Arum er ret almindeligt dyrket i haver, og forvilder sig med stigende hyppighed i parker og i naturen, specielt i havenære skove.

På grund af effektiv fuglespredning forvilder arten ikke længere hovedsagelig ved haveaffaldsudkast i skovbryn, men selvsår sig efterhånden hvor som helst i skove og plantager på dyb og næringsrig jord.

P.g.a. dens skyggetålende levevis kan den klare sig mange steder, hvor andre karplanter ikke kan.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Se f.eks. havenyt.dk www.havenyt.dk...614

Hartvig, Per 2015: Atlas Flora Danica. Gyldendal.

Mossberg, Bo & L. Stenberg, 2005: Den Ny Nordiske Flora. Gyldendal (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Stace, Clive, 2010, New Flora of the British Isles. 3rd edition. Cambridge University Press.

Peter Boyce, 2006: Arum - a decade of change. Aroideana 29, side 132-37.

De senest indberettede arter i Naturbasen: