Biologi
: Oprindeligt var næsehornsbillen knyttet til hvidtrøsket løvtræ i skovområder i form af stubbe, stammer og store, nedfaldne grene, men i Nordeuropa inklusive Danmark er den primært knyttet til menneskeskabte habitater. I modsætning til andre billearter, der også er specialiserede til denne levevis, og som følge heraf har lidt kraftigt under det moderne skovbrugs fjernelse af dødt ved fra skovene, har næsehornsbillen altså for flere århundreder siden formået at skifte over til nye habitater skabt af mennesket, og har dermed kunnet trives hvor andre biller er forsvundet. Tidligere var arten i Danmark tæt knyttet til gærende dynger af savsmuld, flis og træstumper, der ofte fandtes i store mængder ved de mange, små lokale garverier og savskærerier, der tidligere var udbredt over store dele af landet. De fleste af disse savskærerier er dog forsvundet indenfor de seneste 25 år, men næsehornsbillen har ikke vist nogen nævneværdig tilbagegang i antal, snarere tværtimod. Den fandtes tidligere også i gærede halmstakke og halmballer, kompostbunker, mistbænke mv., og tilsyneladende har den kunnet fastholde og endda formentlig udvide sine bestande ved, primært at gå over til, at leve i den slags miljøer.
De voksne biller klækker fra puppen om efteråret, og overvintrer dermed som voksne. Disse nyklækkede biller er meget fede, og har en mas... Vis mereBiologi
: Oprindeligt var næsehornsbillen knyttet til hvidtrøsket løvtræ i skovområder i form af stubbe, stammer og store, nedfaldne grene, men i Nordeuropa inklusive Danmark er den primært knyttet til menneskeskabte habitater. I modsætning til andre billearter, der også er specialiserede til denne levevis, og som følge heraf har lidt kraftigt under det moderne skovbrugs fjernelse af dødt ved fra skovene, har næsehornsbillen altså for flere århundreder siden formået at skifte over til nye habitater skabt af mennesket, og har dermed kunnet trives hvor andre biller er forsvundet. Tidligere var arten i Danmark tæt knyttet til gærende dynger af savsmuld, flis og træstumper, der ofte fandtes i store mængder ved de mange, små lokale garverier og savskærerier, der tidligere var udbredt over store dele af landet. De fleste af disse savskærerier er dog forsvundet indenfor de seneste 25 år, men næsehornsbillen har ikke vist nogen nævneværdig tilbagegang i antal, snarere tværtimod. Den fandtes tidligere også i gærede halmstakke og halmballer, kompostbunker, mistbænke mv., og tilsyneladende har den kunnet fastholde og endda formentlig udvide sine bestande ved, primært at gå over til, at leve i den slags miljøer.
De voksne biller klækker fra puppen om efteråret, og overvintrer dermed som voksne. Disse nyklækkede biller er meget fede, og har en masse næring fra larvestadiet, som bruges til, at klare den lange vinter. De kommer frem i løbet af sidste halvdel af maj til først i juni måned, og kan ses indtil begyndelsen af august, men da næsehornsbillen er tæt knyttet til menneskeskabte habitater, ses den også tit udenfor sin egentlige hovedsæson. Hanner af tilsvarende størrelse kæmper tit om hunnerne ved, at stange og skubbe hinanden med hornene, mens store hanner simpelthen kan kyse mindre hanner væk ved, blot at sænke hovedet og løbe fremad. Imagines sværmer på lune sommeraftener, og flyvende dyr kan høres på nogen afstand, da de laver en høj, dyb brummetone, nærmest som en meget stor gedehams. Dyrene æder ikke meget som voksne, men kan dog ses på udsivende træsaft, rådne frugter eller sågar hestepærer. Parringen foregår ofte nedgravet i substratet, men kan af og til iagttages frit fremme. Selve parringen tager ofte en halv time eller mere. Hunnen graver sig ned i smuld, flis, forrådnet halm eller hvad der måtte forefindes, og lægger et par snese runde æg ved, at presse substratet omkring ægget som en lille hule. Ægget er oprindeligt flødefarvet og ca. 1,5-2 mm i diameter, men under larvens udvikling optager det fugt fra omgivelserne, og dets diameter øges til ca. 3 mm efter 3-4 uger. Nogle dage før larven klækkes, har ægget antaget en mere grålig farve.
De nyklækkede larver måler omkring 4 mm, og gennemgår tre larvestadier hvor hoved og krop vokser markant, og det oprindeligt gulbrune larvehoved antager en mørkebrun farve. Helt udvoksede larver i tredje stadium kan blive næsten 10 cm lange og ligeså tykke som en finger. Kroppen holdes i den for torbister så typiske C-positur, men larverne kan dog strække sig ud for at kravle på et plant underlag. Larven har tre par brunlige ben, der dog ikke er nær så vigtige som kroppens bugtende bevægelser, når dyret skal bevæge sig gennem fødesubstratet. Larvernes ernæring af trøsket træ eller andet forrådnet organisk materiale betyder, at de mestendels æder cellulose og hemicellulose, der er ufordøjeligt, og larverne mangler cellulosenedbrydende enzymer (cellulaser) i tarmsystemet. Cellulosefordøjelsen foregår i tarmens bagerste del, der fungerer som en slags forgæringskammer, hvor symbiotiske bakterier nedbryder cellulosen, og derved forsyner larven med næringsstoffer og mineraler. Larvernes proteinindtag består hovedsagelig i, at fordøje de symbiotiske bakterier, men svampe i træet menes også at være en meget vigtig næringskilde. Larvens udvikling hævdes ofte at tage 3-5 år i naturen, men det er noget usikkert. Holdes dyrene i fangenskab ved 20-25oC, og fodres med en blanding af trøsket smuld og halvt nedbrudte blade, kan hele larvetiden overstås på bare 6-7 måneder, så der er grund til at tro, at en 4-5 års udvikling ikke forekommer i naturen med mindre larverne lever under ufavorable forhold. Det understøttes af vildfangne observationer, f.eks. en særdeles rig lokalitet ved Gundsømagle nord for Roskilde. Lokaliteten er en privatejet mødding med hestegødning, halm og store mængder tørvestrøelse. Dette medium er særdeles næringsrigt og producerede en stor mængde gæringsvarme. Møddingen blev tømt i september 2012, men undersøgelse af den nye mødding i april 2014 opviste en enorm koloni på skønsmæssigt flere tusinde voksne og larver. Alle stadier var til stede, nyklækkede til fuldt udvoksede L1 larver, nyforvandlede og fuldt udvoksede L2 larver og et enormt antal fuldvoksne L3 larver, samt en stor mængde voksne biller og et mindre antal døde pupper fra efteråret 2013. Denne kæmpe koloni er derfor altså kun knapt halvandet år gammel.
Larven laver en kokon af gennemtygget fødesubstrat blandet med afføring, og heri sker forpupningen. Puppens udvikling varer 6-7 uger, hvorefter den voksne bille kryber frem fra en lang revne i puppens rygside. Den er bleg og ufarvet, men i løbet af de næste 3-4 uger hærder dens ydre skelet (cuticulaen), og dyret antager gradvist sin kastanjebrune farve.
I Danmark har arten ikke nogen specialiserede naturlige fjender, ud over større fugle, mus, frøer og tudser, grævlinger, pindsvin og andre insektædende pattedyr, men disse arter er ikke specialiserede i prædation på næsehornsbiller. I Sydeuropa findes derimod den gigantiske dolkhveps (Megascolia flavifrons), hvor hunnerne kan opnå en kropslængde på næsten 6 cm, og dermed er den største art af årevingede i Europa. Hunnen af denne kæmpehveps opsøger larver af næsehornsbillen, sjældnere eghjorten, og stikker larven i hvert kropssegment foruden de sidste tre, for derved at lamme nerveknuderne (ganglier). Derefter lægger hvepsen et æg på larvens yderside. Hvepselarven, der klækker fra ægget, hager sig fast på næsehornsbillelarvens hud, hvor den ernærer sig parasitisk ved, at suge kropsvæsker fra den. Til sidst dræber dolkhvepselarven næsehornbillelarven, og æder resten af kroppen undtagen det pansrede hoved. Derefter spinder hvepselarven en kokon, hvor den forpupper sig, og overvintrer som puppe, indtil den voksne hveps kommer frem næste forår, typisk sidst i april til først i maj. Fra nærtstående arter som f.eks. Oryctes rhinoceros vides en række svampe, f.eks. Metarrhizium anisopliae, at være en alvorlig parasit på larver, og mange dræbes af disse typer svampe. Næsehornsbillens larver rammes også jævnligt af svampe, især hvis deres fødesubstrat er for vådt og ikke udvikler tilstrækkelig gæringsvarme.
