Flagermusene er med over 900 arter den mest artsrige orden blandt pattedyrene.
Flagermusenes vinger er støttet af fingrene 1 til 4, hvor huden fortsætter ind på armene, kroppen og benene. Vingebevægelsen svarer i princippet til fuglenes, og flagermus spænder fra små nektarsugende svirrende arter til arter, der årligt trækker flere hundrede kilometer.
Flagermus er altovervejende nataktive og undgår på den måde de fleste rovfugle, hvis flyveevner de ikke kan matche.
De insektædende flagermus orienterer sig primært ved hjælp af hørelsen. De kan afgive lyde med frekvenser på op til 120 kHz (120 000 svingninger pr sekund). Fordelen ved de høje frekvenser er, at jo højere frekvens jo kortere bølgelængde. Bølgelængden skal være meget kort, når man skal kunne bruge lydbølger til at fange helt små insekter.
Flagermusens indre øre er lydisoleret med fedt, bindevæv og blodfyldte rum, så den ikke generes af de lyde, den selv afgiver, men primært registrerer de tilbagekastede lyde.
Som hos de andre pattedyr dannes lydene i strubehovedet, og lyden kommer ud gennem mund eller næse.
Flagermus har en mangelfuld temperaturregulering, og dens aktive kropstemperatur, der ligger omkring 35 grader, kan falde til lidt under frysepunktet, når den er i vinterhi, uden at den tager skade.
Flagermusene deles ind i to distinkte underordner:
Storflagermus (Megachiroptera):
Ca. 175 arter udbredt i troperne i Asien, Afrika og Australien. Lever af blomster og frugter og afgiver ikke ultralyde.
Småflagermus (Microchiroptera):
Omkring 800 arter. Overvejende insektædere, men der er også fiskeædende og nektarsugende arter og f.eks. vampyrflagermus, der med ekstremt specialiserede fortænder i overmunden kan skære hul i huden på værtsdyret, uden at det mærker det.
Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.
