Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin
  • Fotograf: Finn Krone
    Foto: Finn Krone
  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin

Svær at bestemme!

Argus-Blåfugl (P. argus) kan være meget svær at skelne fra Foranderlig Blåfugl (P. idas).

Atlas

: Argusblåfugl overvåges i Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle

Kendetegn

: Vingefang: 20-30 mm. Hannen overside: himmelblå med bred sort uskarp kant. Hannen underside: Underside lys hvidgrå med blåkernede øjepletter. Hunnen overside: brunlig med grønligt skær og små orange måner. Hunnen underside: som hannens men mørkere.
Argusblåfugl
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Torben Hvid

Variation

: Varierer ikke meget. Hannens sorte søm kan variere lidt af bredde og det samme kan nuancen af den himmelblå farve. Hunnen kan have en smule blå skæl på oversiden, men det er meget sjældent at se hunner med udbredt blå bestøvning.

Forveksling

: Arten kan forveksles med de fleste af de mindre blåfugle, men især foranderlig blåfugl minder meget om argusblåfugl. Hannen kan som regel kendes på at foranderlig blåfugl har smalle skarpttegnede kanter på oversiden mod argusblåfuglens brede. Hunnen af foranderlig blåfugl har som regel udbredt blå bestøvning på oversiden, hvor dette kun meget sjældent er tilfældet med argusblåfugl.

Udbredelse

: Argusblåfugl er i Danmark næsten udelukkende en kystnær art, der kun har få indlandslokaliteter. Den har aldrig været almindelig, men ødelæggelse af levesteder og fortrængelse af lyngen som et resultat af bl.a. gyllenedfald fra markerne, har ikke ligefrem gjort den mere almindelig de seneste par årtier.

Der er klart flest lokaliteter i Jylland, hvor arten findes spredt rundt omkring. Den mangler dog i store områder af Himmerland, Vendsyssel og Østjylland, og i Sønderjylland kendes den kun fra få lokaliteter.

Argusblåfugl findes (i Jylland) formentlig på en del flere lokaliteter end den er meldt ind fra, idet forveksling med søsterarten Foranderlig Blåfugl vanskeliggør registreringer.

På Bornholm har Argusblåfugl mange bestande, hvoraf en del lader til at være meget stabile, hvilket også gør sig gældende på Marielyst og Bøtø Strand, hvor den findes i lyngområderne langs Det Falsterske Dige. Arten har også stabile bestande på Læsø og Anholt.

På Samsø blev det sidste sikre fund gjort på Sydsamsø ved Lushavn, hvor der blev fundet 2 individer i 2013. Ellers har der været en større bestand i Trekanten, men denne bestand er formodentligt uddød sammen med resten af bestandene af Argusblåfugl på Samsø.

På Sjælland findes den på Midtsjælland ved Trylleskoven/Karlslunde Strand ved Greve, en bestand der meget længe har været helt isoleret. I Nordvestsjælland holder den endnu stand nogle få steder på Sjællands Odde og længere nede ad Sejrøbugten, på trods af en endda meget kraftig tilbagegang her. I Nordøstsjælland er der en isoleret bestand i hedeområdet Rusland ved Hornbæk, og flere delpopulationer på Jægerspris Skydeterræn på Hornsherred. De bedste sjællandske bestande findes langs nordkysten, hvor Argusblåfugl forekommer på en del lokaliteter fra Udsholt Strand til Liseleje. Her kan den på Melby Overdrev, og i gode år også ved Heatherhill, opleves i hundredsvis sammen med Foranderlig Blåfugl.

Argusblåfugl - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Midt juni til midt august.

Tidsmæssig fordeling

af Argusblåfugl baseret på Naturbasens observationer:
Argusblåfugl - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Argusblåfugl - månedlig fordeling

Biologi

: Larven lever i Danmark fortrinsvis på hedelyng og tildels klokkelyng. Sjældent bruges også, i hvert fald i udlandet, forskellige arter ærteblomstrende eller soløje, men dette er ikke med sikkerhed kendt fra Danmark.

Levested

: Heder, klitter og tørre overdrev med kort vegetation og varme mikroforhold.

De senest indberettede arter i Naturbasen: