Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Dorte og Flemming Sørensen
    Foto: Dorte og Flemming Sørensen
  • Fotograf: Dorte og Flemming Sørensen
    Foto: Dorte og Flemming Sørensen
  • Fotograf: Ole Ohm Lundager
    Foto: Ole Ohm Lundager

Kendetegn

: Filtbier er kompakte bier med meget sparsom behåring. Alle arter er redeparasitter på silkebier (slægten Colletes). De er sorte med plamager af fine hvide hår på bagkroppen, de kan derfor godt ved første øjekast ligne hvepse. De kan også overfladisk ligne hvepsebier (slægten Nomada), men hvepsebier er slankere. De gule tegninger på hvepsebiernes bagkrop er heller ikke dannet af hår, men farve på selve kutikulaen.

De tre arter der findes i Danmark er alle sorte i grundfarven. Bagkroppen er med hvide felter af hår på siderne af bagkropsleddene. Disse felter danner oftest ikke egentlig bånd. Forkroppen er sort, nogle gange med et rødt scutellum. Benene er overvejende røde.

Hunnerne af Epeolus cruciger er 6-8 mm. Kroppen er sort med røde mandibler, vingeskæl og scutellum. Benene og bugledene er også røde. Bagkroppen er sort med 2 aflange plamager af hvide hår på bagkroppens 1. led, der oftest ikke mødes på midten. Der er også 2 mindre hvide pletter på det 2. led. På det 3. og 4. bagkropsled er der 4 hvide hårpletter.

Hannerne er cirka samme størrelse og ligner hunnerne. Hos hannerne er minimum mandibler og vingeskæl røde. Skinneben og fodled er røde. Bagkroppen er som hos hunnen, men det 7. bagkropsled er rødt.

Hedefiltbi
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Dorte og Flemming Sørensen

Variation

: Forholdet mellem sort og rødt på benene kan variere. Hunnerne kan også mangle røde tegninger på scutellum.

Forveksling

: De tre danske arter af filtbier kan være meget svære at adskille, de røde områder variere en del og kan ikke bruges som sikkert kendetegn. Det anbefales at tage belæg for sikker bestemmelse. Følgende gælder for adskillelse af de 3 arter:

Hunner:

Epeolus variegatus kendes fra de to andre arter på at 7. til 10. antenneled er kortere end bredt eller kvadratisk. Det 5. bugled er ligeså langt eller længere end det er bredt. Lårene er overvejende sorte (kan variere!).

Hos E. cruciger og E. alpinus er 7. til 10. antenneled længere end bredt. Det 5. bugled er bredere end det er langt. Lårene er røde (kan variere!).

E. alpinus har lange oprette hår på den øverste del af hovedet. Her har E. cruciger (og også E. variegatus), meget kort behåring. E. alpinus har ikke lyse pletter på mesonotum, det kan E. cruciger have.

Et kendetegn til adskillelse mellem E. cruciger og E. variegatus, der til tider kan ses på fotos, er profilen af sidste bugled, set fra siden. Hos E. variegatus er det sidste bugled tydeligt konkavt, mens det lige hos E. cruciger.

Hanner:

Epeolus alpinus kan kendes fra de to øvrige arter på de lange oprette hår øverst på hovedet. Både E. cruciger og E. variegatus har korte hår.

For at adskille hannerne af E. cruciger og E. variegatus, skal der enten trækkes genitialer ud eller der skal ses på punkteringen af 2. bugled. Hos E. variegatus er 2. bugled meget groft punkteret, mens det er fint punkteret hos E. cruciger.

Udbredelse

: Kendt fra alle distrikter i Danmark
Hedefiltbi - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Begge køn flyver fra starten af juli. Hunner flyver helt indtil oktober. Hanner forsvinder omkring slutningen af august. Der er fund af hanner allerede i midten af juni.

Tidsmæssig fordeling

af Hedefiltbi baseret på Naturbasens observationer:
Hedefiltbi - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Hedefiltbi - månedlig fordeling

Biologi

: Er redeparasit på silkebierne Colletes succinctus og C. marginatus. Er ikke knyttet til bestemte blomster, men ses ofte på lyng.

Levested

: Findes i hedelandskaber og sandede områder, hvor værtsarterne findes.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Amiet, F., M. Herrmann, A. Müller & R. Neumeyer, 2007. Apidae 5. Ammobates, Ammobatoides, Anthophora, Biastes, Ceratina, Dasypoda, Epeoloides, Epeolus, Eucera, Macropis, Melecta, Melitta, Nomada, Pasites, Tetralonia, Thyreus, Xylocopa. Fauna Helvetica 20: 1-356, 397 illus., 145 kort.

Else, G. R. Edwards, M. 2018. Handbook of the Bees of the British Isles volume 1-2. Ray Society

Falk, S. 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Field Guides. Bloomsbury

Madsen, H. B. Schmidt, H. T. Rasmussen, C. 2016. Distriktskatalog over Danmarks bier (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelser. 83: 43-70

Rasmussen, C. Schmidt, H. T. Madsen, H. B. 2016.Distribution, phenology and host plants of Danish bees (Hymenoptera, Apoidea). Zootaxa 4212. Magnolia Press. pp. 001-100

Scheuchl, E., 1995. Illustrierte Bestimmungstabellen der Wildbienen Deutschlands und Österreichs. Band I: Schlüssel der Gattungen und der Arten der Familie Anthophoridae. Velden (Selbstverlag). 158 pp.

Westrich, P. 2018. Die Wildbienen Deutschlands. Ulmer-Verlag

De senest indberettede arter i Naturbasen: