:Sankthansormen er stærkt kønsdimorf, og der er så stor forskel på han og hun, at man ikke umiddelbart skulle tro, de tilhørte samme art. Hunnen er langt den største, og bliver 16-20 mm lang. Hun ligner nærmest en larve, og mangler fuldstændig billernes karakteristiske pansrede dækvinger, ligesom hun også mangler ethvert spor af flyvevinger. Hunnens grundfarve er mat mørkebrun til sortbrun med lysere rande langs pronotums og bagkropssegmenternes sider. Pronotum er stort, bredt og halvcirkelformet, og rager ud over hovedet. Det er jævnt konvekst fortil men har brat afrundede bagerste hjørner, og bagranden er nærmest lige. Hovedet er lille og aflangt med store øjne og ret tykke, trådagtige, matsorte, 11-ledede antenner, der sidder tæt sammen foran øjnene. Bagkroppen er inddelt i otte store, rektangulære segmenter med udtrukne bagerste hjørner. Hunnerne er ofte meget tykke af æg, og i så fald kan den tynde kutikula-hud ses imellem over- og undersidens segmentplader (tergitter og sternitter). Huden er ofte gullig eller sart lyserød, og danner en smuk kontrast til den mørke kropsfarve. Undersidens tre sidste sternitter er lysere farvede, og der er herfra, det smukke, grønlige lys udsendes. De lysproducerende områder findes som et bredt, uregelmæssigt bånd på undersiden af segment seks og syv, og som en lille plet langs hver side af segment otte. Benene er ret korte og tynde, og er gråbrune til sortbrune.
Hannen ser fuldkommen anderledes ud. Dels er han langt mindre, kun omkring 10-12 mm, men han ligner også en normal bille med fuldt udviklede flyvevinger og dækvinger. Hannens pronotum er samme form som hunnens, og har lyse rande men er markant mørkere i midten. Pronotums og dækvingernes grundfarve er mørkebrun til mat sortbrun, og dækvingerne er forsynede med en grov punktering og let opadvendte rande. Der er en tydelig "hals" mellem pronotums bagrand og dækvingerne. Hannens antenner ligner hunnens, men hans hoved ser noget anderledes ud, og er domineret af de påfaldende store, runde sortfarvede øjne. Ligesom hunnen er også hans bagkrop inddelt i grove, rektangulære segmenter med endnu mere tydeligt udtrukne baghjørner. Segmenterne er mat gråbrune. Benene er ret lange og gråbrune i farven.
:Sankthansormen varierer ikke nævneværdigt, men der kan være en vis variation i grundfarven, der kan svinge fra mat grålig brun til nærmest sort.
Forveksling
:Sankthansormehunnen er unik blandt danske biller, og kan ikke forveksles med nogen anden art udover den nære slægtning lille sankthansorm (Phosphaenus hemipterus). Visse ådselsbiller (f.eks. Silpha, Phosphuga) har aflange, flade, tydeligt segmenterede larver, der overfladisk kan minde om en sankthansormhun, men de bør let kunne adskilles på karaktererne beskrevet ovenfor. Den mindre, mere bille-lignende han kan minde om en blødvinge, men er også ret karakteristisk med sin flade krop, mørke farve og lyse rande langs pronotum, samt de lyse områder under bagkropsspidsen til lysproduktion, men især de store, sorte øjne gør hannen umiskendelig. Sankthansormens nære slægtning lille sankthansorm ligner, men hunnen er mere ensfarvet matsort med tydelig lyserødlige hudfarver, pronotum og bagkroppens segmenter har mere jævnt afrundede, knap så markerede baghjørner, og benene er sortfarvede og kortere. Et godt kendetegn er, at lille sankthansorms tergitter bærer to aflange lister, således at tergittet er inddelt i tre felter, mens dette mangler hos sankthansormen.
Udbredelse
:Sankthansormen er vidt udbredt i Europa og over mod Lilleasien og Kina. Sankthansormen er den nordligst levende af alle ildfluer, og den findes i alle de skandinaviske lande. Den er i mange lande generelt noget mere almindelig end den lille sankthansorm. Sankthansormen er ikke almindelig i Danmark, men er relativt vidt udbredt i Nordøst-, Midt- og Sydsjælland og det østlige Jylland, mens den er langt mindre udbredt eller helt mangler i Nord- og Vestjylland. Den synes også at være mindre udbredt på Lolland-Falster-Møn og på Fyn, men Høvblege på Møn er dog en god lokalitet. Andre gode lokaliteter er Lyngby Åmose og Gjern Bakker. På Bornholm synes den også kun at forekomme sporadisk, f.eks. Bastemose. Den danske rødliste betegner arten som ikke truet med en stabil om end svagt faldende bestandsudvikling.
Hvornår ses den?
:Sankthansormen er et højsommerdyr, der fortrinsvis ses fra midt i juni til midt i juli måned, men i varme år kan den ses allerede i begyndelsen af juni. De voksne er normalt forsvundet igen i august, men på gode lokaliteter kan de store larver levere et fantastisk lysshow på lune augustnætter. I modsætning til de voksne kan larverne ses både forår, sommer og efterår.
Tidsmæssig fordeling
af Sankthansorm baseret på Naturbasens observationer:
:Sankthansormen er et af Danmarks mest usædvanlige og fantastiske insekter. At se dem sidde i græsset på en lun sommeraften og udsende deres karakteristiske blegt grønlige lys grænser til det eventyragtige. Dyrene gemmer sig om dagen nederst i vegetationen, under sten, blade, træstykker eller lignende, men bliver aktive i tusmørket og om natten, hvor de voksne hunner kravler længere op i vegetationen, og begynder at lyse. Hannerne flyver omkring i søgen efter hunnernes lys, og bliver derfor også tiltrukket af forskellige menneskeskabte lyskilder som f.eks. udendørs lamper eller gadelygter. De kan i den forbindelse godt tiltrækkes med lyslokning. Hannerne flyver ikke ret højt, typisk en til halvanden meter over jorden. Både hannen og hunnen udsender lys fra bagkroppens tre yderste segmenter, men hunnen lyser dog langt kraftigere end hannen. Lyset er grønligt til grøngult, og er for hunnernes vedkommende meget tydeligt at se selv på en lys sommeraften, og kan i mørke områder, f.eks. inde i en skov, ofte ses på lang afstand (50-100 meter). Hunnen sidder ofte højt i vegetationen, når hun lyser og vender bagkropsspidsen opad, for at lyset bedre skal kunne ses, men hun kan også finde på, at svaje bagkroppen fra side til side. Hvis hun bliver forstyrret, kan hun godt slukke for lyset igen, men det tager generelt nogle minutter. Dyrene er mest aktive på lune sommeraftener, og i regnvejr skjuler de sig, og lyser ikke. Hunnerne lyser typisk fra omkring kl. 22.00-23.00 og en til to timer frem. Derefter slukker de for lyset igen, og kryber længere ned i vegetationen, hvor de gemmer sig indtil næste aften. Men hvis en han kommer til, standser hun også med at lyse, og de to dyr parrer sig. Parringen foregår ofte længere nede i vegetationen, men kan af og til iagttages højt i vegetationen som f.eks. på et langt græsstrå. De voksnes levetid er generelt kort, kun omkring 2-3 uger. Efter parring holder hunnen typisk op med at lyse om natten.
Nogle få dage efter parringen begynder hunnen at lægge æg, der lægges i det øverste muldlag, under mos eller mellem rødder på steder med fugtige jordbundsforhold. En hun lægger for det meste 50-100 æg over en periode på 3-5 dage, og dør kort tid senere. De runde, bleggule æg er omkring 1 mm i diameter, og kan ofte udsende et svagt lys. De klækker efter 4-6 uger afhængig af vejret, og den lille larve kryber rundt på jorden eller lavt i vegetationen. Ligesom de voksne biller er også larven natlevende. Larven ligner en voksen hun, men er mere brunlig, og har tydelige lysegule pletter langs siden på de første 11 af kroppens 12 segmenter. Larverne findes generelt i fugtige områder med rigelig vegetation og mange snegle. Voksne santhansorme æder normalt ikke, men larverne er derimod glubske rovdyr, der næsten udelukkende ernærer sig af landlevende lungesnegle, f.eks. busksnegle, havesnegle, foldsnegle, lundsnegle, huesnegle eller glanssnegle. Larven angriber en snegl ved, at hugge sine spidse mandibler hårdt i sneglens krop, ofte omkring hovedet, og sprøjte en kombination af lammende nervegifte (neurotoxiner) og fordøjelsesenzymer ind i sneglen, der dels lammer dens nervesystem, dels nedbryder sneglens væv. Larven er dog ofte betydeligt mindre, op til 10-20 gang mindre, end sit bytte, og den skal derfor tit hugge mange gange før, sneglen er lammet og opløst. Når sneglen er blevet bidt, vil den typisk omgående trække sig ind i sit hus, men sankthansormelarven sidder simpelthen og venter tålmodigt, indtil sneglen igen kommer frem, hvorefter den bider en gang til. Det hænder dog af og til, at det går galt. Små sankthansormelarver kan nogle gange sidde fast i slimen på deres bytte, hvis de har valgt en lidt for stor snegl, og dette ender ofte med døden for larven. Når sneglens væv er blevet opløst af fordøjelsesenzymerne, opsuger larven væsken, og den kan æde så grådigt, at den nærmest svulmer op som en ballon. Måltidet kan tage flere timer, men det er faktisk ikke altid tilfældet, at sneglen er død. Nogle gang kan man opleve halvt ædte snegle forsøge at krybe væk, mens larven stadig suger væske af den. Efter et solidt måltid gemmer larven sig, og behøver ikke æde i flere uger. Larverne tilbringer vinteren under sten, blade, træstammer, tykke mospuder eller mellem trærødder, og ligger typisk rullet sammen som f.eks. en kuglebænkebider i forsvarspositur.
Larverne gennemgår typisk fem udviklingsstadier, og vokser ved, at skifte ham imellem hvert stadium. Fuldt udvoksede hunlarver er tydeligt større end hanlarverne. Udviklingstiden er normalt lige under to år, og larverne er fuldvoksne i maj måned, hvorefter de forpupper sig. Puppetiden varer 3-4 uger, og er hos hannerne generelt et par dage længere end hunnernes. På grund af den to-årige livscyklus kan man på nogle lokaliteter opleve, at bestandshyppigheden svinger markant, og at der et år kan være mange voksne om sommeren, mens der næste år kun er ganske få, og året efter er de så talrige igen. Larverne kan også lyse, men dog betydeligt svagere end de voksne biller, og de udsender normalt kun lys nogle få sekunder ad gangen. På gode lokaliteter kan man derfor om natten se larverne som masser af små, gulgrønne blink i græsset. Sankthansormen er usædvanlig ved, at det er hormoners påvirkning af vævet, der i løbet af larvens fjerde udviklingsstadium får kønsorganerne til at udvikles fra forskellige cellevæv hos hanner og hunner. Man kan faktisk forvandle hunlarver til hanlarver ved at transplantere det cellevæv, der bliver til de hanlige kønsorganer, ind i en hunlarve, der så vil udvikles til en han. Men hvis først larverne er ved at være fuldvoksne i femte udviklingsstadium, kan sådan en kønsskifteændring ikke længere induceres. Man kan heller ikke ændre hanlarver til hunner ved at transplantere hunligt kønsvæv ind i dem.
Sankthansormens lys er et eksempel på biologisk produceret lys, såkaldt bioluminescens. Lyset frembringes i særlige celleafsnit i de yderste bagkropssegmenter, hvor et lille organisk molekyle ved navn luciferin under indflydelse af enzymet luciferase bliver omsat under forbrug af cellernes kemiske brændstof adenosin-tri-fosfat (ATP) og ilt, og dette resulterer i produktion af lys. Lyset kaldes ofte for koldt lys, for i modsætning til f.eks. glødepærer, hvor kun 3-5 procent af den tilførte elektriske energi resulterer i lysproduktion, mens resten går til spilde som varme, er lysproduktion ved oxidering af luciferin en yderst effektiv proces, hvor 90-95 procent af energien resulterer i lysproduktion. Dyrene kan skrue op og ned for lyset ved at styre ilttilførslen til det væv, luceferinen findes i, men det tager dog lidt tid at gå fra fuldt lys til slukket. Lyset bærer dog en pris, for selvom det er beregnet til at tiltrække hanner for at opnå parring, vil det naturligvis også tiltrække rovdyr som f.eks. fugle eller padder. Men sankthansormen er langt fra forsvarsløs. Dyrene indeholder en række ildesmagende og endog direkte giftige steroider. Laboratorieforsøg med mus, der fik tilbudt melorme og sankthansorme viste, at musene simpelthen ikke ville æde sankthansormene. I andre forsøg gav man spurveugle insekter påsmurt et ekstrakt fra flere af sankthansormens amerikanske ildflue-slægtninge, og dette fik fuglene til at kaste insekterne op igen. Noget tyder altså på, at ildfluernes lys også kan være en advarselsmekanisme til rovdyr på linje med gedehamses stærke kontrastfarver og giftige sommerfugles, tægers og en mængde andre insekters klare advarselsfarver, et biologisk fænomen, der kaldes aposematisme.
Levested
:Sankthansormen er knyttet til åbne, fugtige områder såsom enge, overdrev, mergelgrave og sø- og moseområder. De findes også tit på skovenge eller græsklædte områder langs skovstier. De ses dog af og til også på ret tørre områder som f.eks. i det tørre græs tæt ved havet (Glatved strand), og i sandede skovområder.
Branham, M.A. & Wenzel, J.W. (2003): The origin of photic behavior and the evolution of sexual communication in fireflies (Coleoptera: Elateroidea). Cladistics 19: 122.
Dreisig, H. (1978): The circadian rhythm of bioluminescence in the glowworm, Lampyris noctiluca L. (Coleoptera, Lampyridae). Behav. Col. Sociobiol. 3: 1-18.
Freude, H., Harde, K.W. & Lohse, G.A. (eds.) (1979): Die Käfer Mitteleuropas. Band 6. Diversicornia. Goecke & Evers, Krefeld.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1938): Biller X. Blødvinger, klannere m.m. (Malacodermata, Fossipedes, Macrodactylia og Brachymera). Danmarks Fauna 44: 1-320.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Hickmott, W. & Tyler, J. (2011): Seasonal variation in the female display period of the glow-worm Lampyris noctiluca L. (Coleoptera: Lampyridae). Lampyrid 1: 14-21.
Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.
Steel, W.O. (ed.) (1966): Coleopterorum Catalogus Supplementa. W. Junk, The Hague.
Tweit, S.J. (1999): Dance of the fireflies. Audubon 101: 26-31
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
