Egentlige Havskildpadder (Cheloniidae)

Der findes seks arter af egentlige havskildpadder, som forekommer i alle verdenshavene, undtagen Ishavet. Helt generaliseret er de almindeligst i troperne, men er ofte også almindelige i subtropiske have. Forekomsterne er sjældnere i tempererede have. I danske farvande ses kun tilfældige strejfere, der er bragt hertil af varme havstrømme, og de vil tit være dødsdømte. Senest blev der fundet en ung Uægte Karette, Caretta caretta, ved Blåvands Huk den 2. januar 2020. Ynglestrande findes navnlig i troperne i hele verden, men også i subtroperne. De ynglestrande, der ligger nærmest Danmark, befinder sig i Middelhavet. Her yngler navnlig Uægte Karette i hele området, mens Suppeskildpadde, Chelonia mydas, kun yngler i den sydøstligste del af Middelhavsområdet.

Det er en homogen gruppe skildpadder, og de er store: De mindste arter er Kemps Ridley (Lepidochelys kempii) og Oliven Ridley (L. olivacea) med maksimale skjoldlængder på godt 70 cm. De største egentlige havskildpadder er Uægte Karetteskildpadde og Suppeskildpadde, der bliver op til rundt regnet 150 cm, førstnævnte måske endnu større. Havskildpadder har et affladet og strømlineformet skjold, der er hårdt og beklædt med hornplader. Rugskjoldets form er ovalt til hjerteformet, idet det spidser bagtil. Bugskjoldet er relativt lille. En yderligere tilpasning til deres pelagiske levevis ligger i, at både forben og bagben er udviklet til luffer, der er forlængede på forbenene. Under svømning tjener lufferne på bagbenene navnlig som ror, der styrer og stabiliserer, og ikke til nævneværdig fremdrift. Antallet af kløer er reduceret: På hvert forben er der 1-2 kløer, mens der igen er på bagbenene.

I modsætning til de fleste andre skildpadder kan havskildpadder ikke trække hoved og lemmer ind i skjoldet. Halsen er kort, og de enkelte halshvirvler er også korte. Af andre primitive træk kan nævnes, at hele kraniets overside er forbenet (hos de fleste andre familier er der åbninger oven for øjnene). Og et typisk embryonalt træk, der er bibeholdt op gennem voksenstadiet, er, at der er store fontaneller eller mellemrum mellem ribbenene (hos andre skildpadder er mellemrummene forbenede, så der dannes et komplet benskjold).

Havskildpadder kan være kødædere eller planteædere, men blandt nogle arter har tendens til fødespecialisering. De enkelte hunner er kendt for at vende tilbage til de samme sandstrande år efter år for at lægge deres mange sfæriske æg (ofte over 100 pr. kuld, men kuldstørrelsen svinger mellem ca. 50 og 150). Æggene er læderagtige og ikke hårdskallede.

Den ældste kendte, fuldt udviklede havlevende skildpadde er Desmatochelys padillai, der levede for mindst 120 millioner år siden, dvs. tilbage i Kridttiden. Den havde veludviklede luffer og ryg- og bugskjold. Den er fundet i Colombia i Sydamerika. Den tilhører dog ikke Cheloniidae, men derimod uddøde familie Protostegidae. Begge disse familier hører under overfamilien af havlevende skildpadder Chelonioidea.

Den ældste kendte, fuldt udviklede havskildpadde er Desmatochelys padillai, der levede for mindst 120 millioner år, dvs. tilbage i Kridttiden. Den havde veludviklede luffer og ryg- og bugskjold. Den er fundet i Colombia i Sydamerika.

Formelt er det kun familien Cheloniidae, der kaldes egentlige havskildpadder. Læderskildpadden er også rent havlevende, men tilhører altså ikke de egentlige havskildpadder.