Kemps Ridley

Se alle 

 ID-billeder

Atlas

: Kemps Ridley overvåges i Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr

Kendetegn

: Kemps Ridley hører til de mindste havskildpadder, idet voksne normalt har en skjoldlængde af 60-65 cm, maksimalt 75-76 cm (stokmål af rygskjold). Vægt op til 50 kg, men som regel væsentligt mindre. Som udgangspunkt vil store voksne individer højest veje 36-45 kg. Rygskjoldet er næsten rundt eller cirkulært (set fra oven), og dets bredde udgør ca. 95% af længden.

Rygskjoldets hornplader: Forrest i midten har den et bredt nuchalskjold (nakkeskjold) efterfulgt af fem (sjældent seks) vertebralskjolde (hvirvelskjolde), og bagest et par supracaudalskjolde (haleskjolde). På hver side af vertebralskjoldene er der fem (sjældent seks) costalskjolde (sideskjolde), hvoraf det forreste er det mindste og er i kontakt med nuchalskjoldet. På hver side af rygskjoldet befinder sig 12 (sjældent 13 eller 14) marginalskjolde (randskjolde).

Bugskjoldet mangler intergularskjold (mellemstrubeskjold) fortil. På broen til rygskjoldet er der fire inframarginalskjolde (nedre mellemskjolde); bagtil på hver af disse skjoldplader er en pore (en åbning), der er forbundet med en kirtel ved navn Rathkes kirtel.

Hovedet er relativt smalt. Fortil på hovedets overside har den to par præfrontalskæl (forreste pandeskæl), men ingen interpræfrontalskæl (mellemste forreste pandeskæl).

Forlufferne har en klo på den forreste kant. Baglufferne har to eller tre kløer.

Rygskjoldet samt lemmernes og hovedets overside er ensfarvet gråoliven, mørkegrå, brungrå eller grågrøn. Bugskjoldet og undersiden af bløddelene er gullig eller hvidlig.

Variation

: Der er en vis farvevariation på oversiden (se ovenfor). Når ungerne kommer ud af æggene, har de en skjoldlængde på 3,8-4,6 cm, men de individer, som er svømmet eller bragt til Europa, har målt mindst 20 cm. Hanner har længere og kraftigere hale end hunner. Hannen har et konkavt bugskjold.

Forveksling

: Kemps Ridley kan forveksles med andre havskildpadder med hårdt skjold. I Danmark kendes Uægte Karette, der har smallere og hjerteformet rygskjold, og hvis farve er rødbrun. Ved den art består broen mellem bugskjold og rygskjoldet af tre inframarginalskjolde, som mangler porer. Uægte Karette har fortil på hovedets overside ud over to par præfrontalskæl tillige et indskudt interpræfrontalskæl.

Suppeskildpadden (Chelonia mydas) er endnu ikke konstateret i danske farvande, men der er gjort få fund i Storbritannien (både øst- og vestkyst), Belgien, Holland og Frankrig, hvorfor den måske også vil kunne forekomme i danske farvande. Den yngler på strande i de østligste dele af Middelhavet. Dens rygskjold er smallere og ikke så cirkulært. Rygskjoldet har kun fire costalskjolde, og det forreste er ikke i kontakt med nuchalskjoldet. Fortil på hovedets overside har den kun et par langstrakte præfrontalskæl.

Læderskildpaddens skjold er fundamentalt anderledes, idet det mangler hårde hornplader, men er derimod dækket af læderhud med længderækker af små benplader arrangeret i en mosaik.

Udbredelse

: Den har en relativt lille global udbredelse og forekommer langt overvejende i den Mexicanske Golf, hovedsagelig den nordlige del, idet der er høje koncentrationer ud for det sydvestlige Florida. Men arten lever helt op til New Jersey. Næsten alle hunner vender år efter år tilbage til en eneste strand for at lægge æg, nemlig Rancho Nuevo i den mexicanske delstat Tamaulipas. Hunnerne ankommer mere eller mindre samtidigt i kæmpe grupper. Fænomenet med disse enorme samlinger eller ankomster af æglæggende hunner kaldes arribadas. Denne ekstreme koncentration på blot een ynglestrand gør arten særligt sårbar, og der er konstateret markante tilbagegange i populationen.

Individer, som vi ser i Vesteuropa, er bragt hertil med Golfstrømmen. Den ovale transportrute forløber med uret, så skildpadderne på den østlige transport følger den nordlige del af ringen. Det vides endnu ikke, om nogle af skildpadderne, der forvilder sig til Europa, bliver ført ad den sydlige del af Golfstrømmens ring tilbage til den Mexicanske Golf.

Nogle individer føres om efteråret med den varme Golfstrøm fra det sydøstlige USA nordpå langs kysten op til det nordøstligste USA. Når vinterkulden sætter ind deroppe, overraskes skildpadderne, lammes af de lave temperaturer og kan således strande især på halvøen Cape Cod i Massachusetts. Der er sket en stigning af antallet af strandede ridleyer på Cape Cod fra 1979 til 2018, men specielt fra omkring 1994 til 2018 har den være særligt markant, omkring en 30-dobling! Det er navnlig 2-4-årige individer. Det er muligt, at efterårets højere vandtemperaturer pga. global opvarmning trækker flere skildpadder nordpå. På den baggrund er det muligt, at flere Kemps Ridley end hidtil vil fortsætte transporten med Golfstrømmen østpå over Atlanterhavet til Vesteuropa, bl.a. til de danske farvande.

Kemps Ridley - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Om efteråret føres mange små, 2-4 år gamle havskildpadder med Golfstrømmen nordøstpå (se ovenfor under Udbredelse), hvorfor Kemps Ridley specielt i vinterhalvåret kan træffes i Danmark og resten af Vesteuropa.

Tidsmæssig fordeling

af Kemps Ridley baseret på Naturbasens observationer:
Kemps Ridley - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Kemps Ridley - månedlig fordeling

Biologi

: Arten er havlevende og er dagaktiv, idet den om natten sover på bunden af havet.

Kemps Ridley er overvejende kødæder og æder stort set alle former for små havdyr, den kan fange. Det være sig hvirvelløse dyr og hvirveldyr. Hovedføden udgøres af krabber. Desuden æder den vandplanter inklusive alger.

Levested

: Kemps Ridley lever på dybder under 400 meter, men foretrækker lavt vand på under 50 meter og med sand- eller mudderbund. Små unger er fundet i større samlinger af havgræs, sargassotang og anden tang, hvor de er beskyttede og søger føde. Ungdyr på 15-20 cm lever i bugter, laguner og ved flodmundinger.

Det er yderst sjældent, at Kemps Ridley findes i Danmark, og det vil dreje sig om tilfældige forekomster af individer på afveje. Kun to gange er den fundet herhjemme: Ved Hvide Sande omkring 1926 og ved Gilleleje i 1974.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Christiansen, J. (1971): Skildpaddeskjoldet - anatomi og terminologi. Nord. Herp. Foren. 14(7): 114-118.

Ernst, C.H. & Lovich, J.E. (2009): Turtles of the United States and Canada. John Hopkins Univ. Press, Baltimore. xii 827 pp.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. (1997): Nordens padder og krybdyr. G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Gramentz, D. & Fritz, U. (2005): Lepidochelys kempii (Garman, 1880) - Atlantische Bastardschildkröte, Kemps Bastardschildkröte. In: Fritz, U. (Hrsg.): Handbuch der Reptilien und Amphibien Europas, Band 3/IIIB Schildkröten (Testudines) II. AULA-Verlag, Wiebelsheim: 121-148.

Kjærgaard, J. (1997): Skildpadder i Danmark. Naturens Verden (10): 361-375.

Liu, X., Manning, J., Prescott, R., Page, F., Zou, H. & Faherty, M. (2019): On simulating cold-stunned sea turtle strandings on Cape Cod, Massachusetts. PLoS ONE 14(12): e0204717.

Schiøtz, A. (1972): Havskildpadder i danske farvande. Naturens Verden (5): 196-200.

De senest indberettede arter i Naturbasen: