:Da den berømte østrigske naturhistoriker Giovanni Antonio Scopoli (1723-1788) i 1763 beskrev Scarabæus eremita slog han i sin korte beskrivelse ned på en række af de karaktertræk, der stadig i dag kan siges at være karakteristiske for arten: den har et affladet, udhulet hoved med tydelige fremspring på oversiden (caput concavum: tuberculo utrinque marginali), et bredt, ovalt og afrundet forbryst med tydelige længdevulster og en dyb fure i midten (thorax rotundatus: fulco longitudinali medio), men af farve er den dog snarere mørkebrun og ikke sort, som Scopoli mente (totus niger). Ud fra denne beskrivelse kan man samtidig konkludere, at Scopolis typeeksemplar var en han.
Eremitten er en stor, kraftigt bygget guldbasse, der måler 24-32 mm i kropslængde, men eksemplarer på over 35 mm kendes fra Sydeuropa. Grundfarven er mørkebrun til sortbrun, let skinnende med et ret svagt metalskær, og stort set ubehåret. Hovedet er bredt og aflangt med relativt små, brunlige øjne og kraftige, 10-ledede antenner. Forbrystet er bredt og kraftigt med tydeligt afrundede sider og markante siderande, og en stor, bred, nærmest rende-formet fure ned langs midten flankeret af to flade, forhøjede lister, og der findes en affladet fordybning på hver side. Baghjørnerne er ret markant afgrænsede, og forbrystets bagrand er sinusoid, og udvides konvekst ind mod midten. Som hos de andre danske trichiniiner (pragttorbisterne og humlebillerne) er dækvingerne tydeligt bredere end forbrystet, og forhjørnerne er markeret med kraftige, let ophøjede skuldre. Også bagtil findes en ophøjet, affladet knude på hver dækvinge. Dækvingerne mangler pragttorbisternes lyse pletter, og er ensfarvede. Deres overside er forsynet med ret fine rynker og grovere, spredt punktering, og der er en ret kraftig vingesøm. Bagtil rager en del af bagkroppen (pygidium) ud under dækvingerne.
Undersiden er nærmest af samme farve som oversiden, dog ofte mere over i det sortbrune, let skinnende, og er forsynet med en ret sparsom behåring, der især findes omkring forbrystets segmenter og lårbenene på andet og tredje benpar. Bagkroppens underside er nærmest ubehåret og forsynet med grov punktering. Benene er relativt lange og kraftige, og et af de karaktertræk, der adskiller eremitten fra sine slægtninge, pragttorbisterne og humlebillerne, er, at første benpars skinneben langs ydersiden er forsynede med tre tænder, mens de andre to grupper kun har to tænder.
Eremitten er lettere kønsdimorf. Hannens hoved er tydeligt konkavt på oversiden, og hovedets siderande er ophøjede til små, knudeagtige horn lige foran øjnene, mens hunnen kun har en lille fortykkelse af sideranden. Hovedets punktering er en smule tættere og finere hos hannen, mens hunnens punktering er en smule grovere og mere spredt, og hunner mangler normalt de fine rynker, hannernes hoveder ofte opviser. Forbrystets fure er normalt mere veludviklet, og baghjørnerne er afsat i en lille, bagudvendt proces hos hannen, mens det er mere retvinklet afgrænset hos hunnen. Hannen har også lidt kraftigere forfødder end hunnen. Endelig ved man i dag, at hannen besidder en række veludviklede duftkirlter, som hunnen enten ikke har, eller som i det mindste ikke er nær så aktive som hos hannen, men deres morfologi er endnu ikke velundersøgt.
Eremittens videnskabelige navn opgives altid som Osmoderma eremita, men faktisk blev arten oprindeligt beskrevet under slægtsnavnet Gymnodus (Kirby 1827), og først året efter blev arten beskrevet under slægtsnavnet Osmoderma (Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828). Imidlertid er slægtsnavnet Gymnodus praktisk talt ukendt, og eremitten er stort set aldrig blevet benævnt med dette navn i litteraturen, men ifølge de videnskabelige nomenklatur (navngivning) regler, er Gymnodus faktisk det gyldige slægtsnavn. Der kan imidlertid bevilges undtagelser til denne regel ved, at ansøge den Internationale Kommission for Zoologisk Nomenklatur om en dispensation, således at det etablerede navn officielt får forrang, og det ældste navn erklæres ugyldigt. Dette blev gjort af et hold forskere i 2006 (Krell et al., 2006), således at arten nu i henhold til gældende regler (stadig) hedder Osmoderma eremita og ikke Gymnodus eremita.
Problemerne ophører dog ikke her. Eremitten er udbredt over et stort geografisk område som nævnt nedenfor, men bestandenes spredningspotentiale er meget begrænset, så der må formodes at herske en ret udpræget geografisk isolation. Traditionelt er det blot blevet antaget, at dette udbredelsesområde dækker over samme art, måske med en vis opdeling i underarter eller geografiske racer. Imidlertid er der en fortløbende diskussion indenfor entomologiske fagkredse om, hvorvidt der i virkeligheden skulle være adskillige eremitarter i stedet for blot en, nogle taler om helt op til fem, nærtbeslægtede men altså separate arter. Under alle omstændigheder tilhører den form, der findes i Danmark, den såkaldte nominatform, Osmoderma eremita eremita. Det betyder, at hvad enten en eller flere af de sydlige og sydøstlige underarter (O. e. barnabita, cristinae, italica og lassallei) skulle vise sig at tilhøre separate arter, forbliver den danske bestand en del af den nordvestlige art, Osmoderma eremita.
:Eremitten varierer ikke nævneværdigt, men der kan være en vis variation i grundfarven, der kan svinge fra mørkebrun over i det sortbrune, men arten er normalt ikke dybsort som f.eks. sin nære slægtning sort pragttorbist, og kun endnu ikke udhærdede eksemplarer har den kastanjebrune farve, der f.eks. kendetegner næsehornsbillen.
Forveksling
:Eremittens store, kraftige, mørkebrune, let skinnende form med tydeligt bredere dækvinger end forbryst, den markante fure ned langs forbrystet, og de ret lange ben, ligner ikke nogen anden dansk bille, og som sådan bør den ikke kunne forveksles med andre hjemmehørende arter. Overfladisk vil den måske for uøvede kunne forveksles med hunnen af næsehornsbillen, men eneste egentlige forvekslingsmulighed er med den endnu sjældnere sorte pragttorbist, der vitterlig ligner i kropsform, og som tilmed lever under samme omstændigheder som eremitten. Pragttorbisten er dog normalt skinnende dybsort med tydelige hvide eller flødefarvede pletter på dækvingerne, og den er generelt betydelig mindre. Ydermere kendes pragttorbisten kun fra Knudsskov på Sydsjælland og Romsø ud for Fyn, og her findes eremitten så vidt vides ikke, om end begge forekommer at være velegnede eremitlokaliteter, således at den måske blot ikke er fundet her endnu.
Udbredelse
:Slægten Osmoderma er udbredt over hele Europa, det sydlige Asien og østlige Nordamerika, men eremitten findes kun i Europa. Her er den til gengæld vidt udbredt over et stort geografisk område, der strækker sig fra det sydlige Sverige til Sydeuropa, men den er tilsyneladende fraværende i Storbritannien. I Norden findes den i Sverige og Danmark samt et enkelt sted i det sydlige Finland, den blev i 2008 også genfundet efter mere end 100 år i en række træer på Tønsberg Gamle Kirkegård i Norge. Overalt har den undergået en voldsom bestandsnedgang i løbet af det tyvende århundrede som følge af skovbrugets fjernelse af de gamle træer, den er så stærkt knyttet til. Mange steder er den derfor truet, og beskyttet af både national og international lovgivning. Således også i Danmark, hvor den blev fredet i 1991, og er omfattet af EF-Habitatdirektivet. Arten er også opført på Bern-konventionens Appendiks 2. På den tyske rødliste står eremitten opført som kategori 2, dvs. stærkt truet, men den synes at klare sig betydelig bedre i nabolandet Frankrig, hvor den er kendt fra over 300 lokaliteter. Dens stærke tilknytning til enkelte træer betyder, at man ofte ikke får et ordentligt overblik over bestandsstørrelser og dynamik ved, blot at notere hvilke områder, arten er fundet i, men ofte er nødt til at vurdere, hvor mange træer, den kendes fra indenfor hver lokalitet. Man regner med, at arten findes på i alt 2142 lokaliteter fordelt på 33 europæiske lande, men de fleste steder regnes den for lokal, ikke almindelig til decideret sjælden, og i fortsat tilbagegang. På trods af sit store udbredelsesområde betyder dens særprægede levevis, at den formentlig ikke bebor et område på sammenlagt mere end ca. 2000 km2.
På grund af sin specialiserede levevis har eremitten formentlig aldrig været egentlig almindelig herhjemme, og i de sidste mindst hundrede år har den kunnet betegnes som decideret sjælden. Heldigvis er det dog endnu ikke gået som Hansen & Henriksen spåede i 1925, at eremitten var en af de arter, der herhjemme går deres undergang i møde, efterhånden som de gamle ege skånselsløst udryddes. Faktisk synes den i dag ikke at være udpræget mere sjælden end i begyndelsen af det 20. århundrede, om end antallet af levestedet må formodes at være skrumpet yderligere ind. Artens stærke tilknytning til ældre skovtræer med formuldningskamre betyder desværre, at det moderne skovbrugs systematiske fjernelse af den slags træer er gået hårdt udover den og andre arter med tilsvarende økologi, f.eks. dens nære slægtninge pragttorbisterne. Eremitten har tilsyneladende altid haft sit hovedudbredelsesområde på Sjælland og Lolland, og er blandt andet kendt fra Boserup og Bognæs ved Roskilde, Københavnsområdet (Dyrehaven), Nordsjælland (Grib Skov, Helsingør og Værløse området), Midtsjælland, f.eks. skove ved Ringsted, Næstved og Sorø, Vallø og Vemmetofte på Sydøstsjælland, Vordingborg egnen, f.eks. Lekkende, Knudshoved og Oreby Skov, samt en række steder på Lolland, f.eks. Maribo, Errindlev, Sakskøbing og Nakskov. Eremitten er efter sigende aldrig fundet på Fyn eller i Jylland med undtagelse af et enkelt fund fra gammel tid fra Fussingø vest for Randers.
Siden 1950 er arten fundet på 14 lokaliteter, om end antallet lokaliteter i dag nok snarere er omkring 10, og i dag findes arten stadig sporadisk på Lolland, f.eks. Halsted ved Nakskov, Maltrup Skov, Krenkerup og Haveskov ved Sakskøbing, og hist og her på Sjælland såsom Lekkende og Knudshoved ved Vordingborg, Bognæs, Sorø Sønderskov, Vallø, Vemmetofte og Hammermølle Skov ved Helsingør. Alle steder synes den at være temmelig fåtallig, og det er ikke sikkert, at alle bestande vil kunne overleve fremover. Dens totalforekomst menes at være indskrænket til omkring 60 træer med en totalbestand på anslået omkring 1200 biller, om end dette estimat naturligvis må være genstand for betydelig usikkerhed og variation fra år til år. Arten er siden 1991 fredet i Danmark i henhold til habitatdirektivet, og må derfor ikke indsamles. Den danske rødliste vurderer arten som sårbar til moderat truet, og den er ydermere sårbar fordi, den er helt afhængig af et foruroligende lavt antal gamle skovtræer. Disse og tilsvarende typer træer skal derfor bevares, hvis bestandene skal have en chance for at overleve. Rundt om i Europa, herunder i Danmark, er man i det mindste visse steder gradvist ved at gå bort fra tidligere tiders intensive skovbrug og fokus på fremmede nåletræer til fordel for en mere oprindelig, langsomt voksende blandingsskov. Men selv hvis disse gode takter fortsætter, og saproxyliske biller som eremitten får bedre muligheder i fremtiden, betyder artens stærke tilknytning til gamle træer, at der simpelthen risikerer at opstå et tidshul, hvor de gamle træer gradvist forsvinder, men de nye endnu ikke er nået en tilstrækkelig høj alder.
På grund af artens ret skjulte levevis kan den naturligvis være overset visse steder, men der skal mere end almindelig optimisme til at tro, at der selv med intensiv eftersøgning vil dukke særlig mange nye lokaliteter frem. Arten har et meget lavt spredningspotentiale, så den vil formentlig ikke af egen kraft kunne sprede sig til nye egnede lokaliteter, såfremt disse skulle forefindes. Ideelt set bør dens bestande nok forsøges udvidet på egnede lokaliteter. Eremitten er en art, der skal holdes nøje øje med og beskyttes fremover, hvis den stadig skal være en del af landets fauna i fremtiden.
Hvornår ses den?
:Eremitten er stærkt varmekrævende, og er derfor et højsommerdyr, der bedst træffes sidst i juli til først i august. Hannerne findes normalt ikke udenfor denne periode på grund af deres korte levetid, men hunnerne kan tit findes inde i formuldningskamrene til ind i september eller sågar oktober måned.
:Allerede Giovanni Scopoli kunne i 1763 berette om eremittens usædvanlige biologi i sin meget korte beskrivelse af den, for den første, han fandt, blev nemlig fundet inde i stammen på et pæretræ (Reperi in cavo trunco Pyri communis non femel). Eremitten er meget tæt knyttet til gamle træer, hvor den bor enten hele eller det meste af sit liv inde i hulheder i stammen eller i de større grene. Disse hulheder er formuldningskamre med trøsket træsmuld, der dannes af en række vednedbrydende svampe, og dyrene findes både i formuldningskamre med hvidtrøsket og rødtrøsket træ. Dyrene kommer typisk ind i stammens eller grenenes indre via nedbrydning af veddet således, at der dannes et hul ud mod omgivelserne, men de kan sagtens komme ind ad kunstigt skabte adgangsveje såsom spættehuller, afbrækkede grene og lignende. Disse formuldningskamre ses kun hos voksne og især hos ældre træer, og arten er således knyttet til ældre skovområder. Studier fra en række europæiske lande har vist, at eremitten på grund af denne specialiserede levevis kan betragtes som en slags nøgleart, der vidner om, hvor stor den øvrige biodiversitet, der knytter sig til gamle træer, er i det pågældende område. Dermed er den en slags kanariefugl i kulminen. Hvor eremitten trives, findes der gammel måske sågar oprindelig skov, med en dertilhørende rig forekomst af mange andre insekter, andet dyreliv, svampe og planter. Hvor mennesket er begyndt, at ændre skovene til yngre, mere plantageagtige områder, er eremitten en af de første arter, der forsvinder, og således råber vagt i gevær om, at udviklingen i naturen går den gale vej.
Talrige studier har vist, at eremitten især er knyttet til store træer med en alder på mindst 100 år og en stammeomkreds på mindst 150 cm, men ofte er træerne både betydeligt ældre og langt større. Selvom eremitten kan finde hulheder lange hele træstammen, og således også kan findes i træstubbe efter væltede træer, viser studier, at dyrene ofte findes i kamre længere oppe i stammen ved begyndelse af kronlaget og de store grene, typisk 6-12 meter over jorden. Eremitten er især knyttet til egetræ, men den er fundet i en lang række forskellige løvtræer, f.eks. lind, pil, bøg, poppel, kastanje, rød-el, ask, birk og en række frugttræer, især pære og æble. Fra Sydeuropa kendes den også fra valnød, morbær, platan og sågar af og til fra nåletræer. Sin specialiserede levevis til trods, er eremitten altså ikke nært knyttet til en bestemt træsort, og talrige analyser peger på, at det er en kombination af træets alder, størrelse og tilstand, især naturligvis tilstedeværelsen af formuldningskamre i stamme og/eller store grene, der er det afgørende, mens træsorten spiller en mindre rolle.
De voksne biller klækker fra puppehulen sent i juni eller i løbet af juli måned, og de ses især i sidste halvdel af juli til første halvdel af august, men generelt gør de meget lidt væsen af sig. Studier har vist, at deres højeste aktivitet falder i den første del af deres livsforløb, og omkring første august er formentlig det bedste tidspunkt, at eftersøge dem på. Eremitten er temmelig stedbunden, og de fleste biller forlader tilsyneladende ikke engang det træ, de levede i som larve. Det betyder, at man strengt taget faktisk ikke engang kan tillade sig at sige, at den lever i denne eller hine skov eller park. Man er tit nødt til at pointere, præcis hvilke træer, dyrene lever i, hvor de står, og hvor mange, der er, for dyrene spreder sig ikke særlig meget. Derfor vurderes eremittens udbredelsesforhold også ofte ud fra andre kriterier end mange andre insekter, hvis udbredelse knyttes til områder. Hos eremitten knyttes udbredelsen derimod tit til specifikke træer.
Studier fra en række europæiske lande har dog vist, at dens spredningsmønster ikke er ens. Eremitten er stærkt varmekrævende, og studier har vist, at billerne ofte ikke flyver, hvis temperaturen er under 25 grader. I de varmere sydeuropæiske klimaer spreder dyrene sig hyppigere og længere end de gør i Nordeuropa. For eksempel viste et studie fra Italien, at ud af 39 biller (16 hanner, 23 hunner), der var blevet påført små radiosendere, forlod 13 hanner og 16 hunner deres værtstræ, og spredte sig til de omgivende områder. Hele 39 procent af dem spredte sig over 250 m væk, og et enkelt individ flyttede hele 1504 meter væk. Studier fra Frankrig har vist samme lange spredning for enkelte individer, men det var dog ikke normen. Det var dog ikke omkostningsfrit, og 28 procent af de biller, der forlod værtstræet, blev ofre for rovdyr. I køligere Nordeuropæiske klimaer spreder dyrene sig langt mindre og over kortere afstande. Her har studier vist, at hele 85 procent af billerne slet ikke forlader deres værtstræ, og at bestande indenfor samme område således kun udveksler relativt lidt generisk materiale. Det peger også på, at dyrene er meget sårbare overfor menneskeskabte ødelæggelser af deres træer. At der findes flere træer i et område, der huser eremitter, betyder ikke, at man omkostningsfrit kan fjerne et eller flere af dem. Dette kan føre til, at de resterende bestande simpelthen ikke kan kolonisere andre, mulige værtstræer, der ligger længere væk indenfor samme skovområde, hvis de bestande, der lå tæt på de mulige værtstræer, er blevet udryddet. Det kan sætte gang i en ond spiral, der med tiden vil føre til, at hele områdets bestand forsvinder. Studier har også vist, at det i Nordeuropa mest er hannerne, der forlader deres værtstræ for, at søge ud i omgivelserne, men de søger sjældent mere end nogle få hundrede meter væk. Hanner ses også tit sidde udenfor hullerne til formuldningskamrene, nærmest som om, de holdt vagt eller måske forsøgte, at lokke hunner til. Det ved vi i dag, at de rent faktisk også gør som nævnt nedenfor.
Selve parringen foregår stort set altid inde i formuldningskammeret. Hannerne lever kun i to til fire uger, mens hunner kan blive helt op til tre måneder gamle, og kan derfor findes inde i kamrene helt ind i det tidlige efterår. Kort tid efter parringen lægger hunnen et sted mellem 20 og 70 æg i smuldet, og studier har vist, at omkring 40 æg er det hyppigste. Æggene er i starten hvidlige og runde med en diameter på ca. 3 mm, men optager fugt fra omgivelserne, og svulmer op til en diameter på omkring 5 mm efter nogle uger, og antager samtidig en gullig-lysebrunlig kulør. Larverne klækker generelt efter ca. tre-fire uger i Nordeuropa, men kan klække allerede efter kun to uger i meget varme, Sydeuropæiske klimaer. Som mange torbister gennemgår eremitten tre larvestadier, der benævnes L1-L3. De små L1 larver måler 5-6 mm, når de klækker, og begynder at æde smuldet i kammeret. Deres kæber er endnu for svage til, at gnave i selve veddet. Studier fra mange tropiske torbister, der holdes i fangenskab, har vist, at larvernes fordøjelse bliver forbedret, hvis de kort efter klækningen får lov til at æde fodersubstrat, som de voksne biller har haft afføring i, men om dette også gælder for eremitten, er endnu uklart, men artens kolonidannende adfærd garanterer under alle omstændigheder, at larver altid vil få sådan et foder. Svampe vides også at være af stor betydning for mange torbistlarver, og selvom effekten af svampe i foderet for larvernes ernæringstilstand ikke er undersøgt for eremitten endnu, lever de jo under omstændigheder, der praktisk talt garanterer et rigt udbud af svampe i deres fodersubstrat. I tarmene, især i bagtarmen, har larverne en rig flora af bakterier, der hjælper med, at fordøje træets cellulose, men man formoder, at larverne også kan fordøje lignin, hvilket ikke er almindeligt for insekter, der lever af træ.
De små L1 larver vokser til en længde af ca. 15-16 mm, og skifter så ham til L2, der er karakteriseret ved, at have et noget større hoved, og derfor i stigende grad begynder at gnave i kammerets vægge ud over blot at æde smuld. De vokser til en længde af 28-30 mm, og skifter så ham til sidste stadium L3. Dette sker dog typisk først den efterfølgende sommer. L3 larver er udstyrede med ret kraftige hoveder, og har en påfaldende bred krop for en torbistlarve, og er nærmest rektangulære i tværsnit. De lever som L3 i mindst et år, og kan vokse til en længde af over seks centimeter. Alt i alt tager larvetiden omkring to år i varme, Sydeuropæiske klimaer, men typisk tre år i Nordeuropa, men kan vare helt op til fire år under ufavorable omstændigheder. Forpupningen sker i en aflang, ægformet kokon af sammentygget smuld og ekskrementer, og finder sted om foråret, typisk sen april-maj i Sydeuropa, men typisk først i løbet af juni i Nordeuropa. Efter omkring en måned kommer de voksne biller frem.
I gode træer med store formuldningskamre kan der leve eremitter i adskillige årtier, og med tiden bygges et mægtigt lag op af smuld og larvernes ekskrementer. Disse ekskrementer er derfor ofte det, man ser efter, når man skal finde ud af, om et træ indeholder en eremitkoloni. Som årene går gnaver larverne stille og roligt kammeret større, ligesom de vednedbrydende svampe naturligvis også fortsætter med at udhule træet. Studier har vist, at der er forskel på, hvor meget smuld, der skal til for at huse en levedygtig koloni i Sydeuropæiske og Nordeuropæiske bestande. I Sydeuropa kan eremitten tage til takke med små kamre med kun 4-5 liter smuld, selvom de naturligvis trives bedst i store kamre med rigelig føde. I Nordeuropa kræver det dog ofte betydeligt større kamre før, dyrene slår sig ned. Det har formentlig at gøre med artens stærke forkærlighed for varme. I Nordeuropa er de nemlig ofte afhængige af en vis gæringsvarme fra substratet, især i den kølige periode af året, mens dette ikke spiller en rolle sydpå. I Sydeuropa spreder dyrene sig også mere aktivt, som nævnt ovenfor, og dette har også betydning for koloniernes størrelse. I Nordeuropa synes de simpelthen at være mere stedbundne, og dette kræver naturligvis større levesteder.
Til trods for sit store, kraftige og næsehornsbille-agtige udseende er eremitten en slags guldbasse, og som så mange arter i denne gruppe kan de afgive duftstoffer, der er så kraftige, at også menneskers beskedne lugtesans kan opfange dem. Man har i mange år vidst, at dyret lugtede kraftigt. Slægtsnavnet Osmoderma betyder ligefrem, den, der lugter fra huden. På dansk siges den ofte at lugte ruslæderagtigt, men en mere præcis beskrivelse er en ram, frugtagtig duft, nærmest som rådnende pærer, svesker eller abrikoser. Det kan også være forklaringen på artens lidt mærkelige franske navn, pique-prune. Man kan sågar ofte direkte lugte dem inde i de formuldningskamre, dyrene lever. Mange guldbasser afgiver en stærk duft, når de forstyrres, men nyere undersøgelser har kastet et noget andet lys over eremittens duftafgivelse. Det viser sig, at duftstoffet ikke udsendes i forbindelse med fare, men som et parringssignal.
Selve duftstoffet kaldes for (R)-()-y-decalactone. Det udsendes kun af hannerne, endda i en for guldbasser temmelig usædvanlig mængde. Studier har vist, at hannerne udsender størst mængde af duftstoffet de første par dage efter, de er klækket fra kokonen. Stoffet virker tiltrækkende på hunner, og da hannerne tilmed er de, der i lidt højere grad end hunnerne spreder sig ud i området, kunne dette tyde på, at hannen ikke kun tiltrækker hunner til parring, men tilmed viser hunnerne vej til nye, egnede habitater. Dette kan også forklare, hvorfor man langt hyppigere ser hanner sidde på barken udenfor formuldningskamre end hunner. Noget tyder på, at de sidder og dufter som et signal til hunnerne om, at her er både hanner, at parre sig med og gode ynglemuligheder. Lactone-duftstoffer findes ret hyppigt hos guldbasser, men det er usædvanligt, at de bruges af hanner til tiltrækning af hunner.
Den måde, man traditionelt har anvendt for at finde ud af, om der lever eremitter i et træ, og for at vurdere bestandsstørrelser er, at grave smuld fri fra formuldningskamrene, og se efter de store, op til 7 mm lange, karakteristiske larveekskrementer. Det er dog en arbejdsintensiv og ofte ikke ufarlig procedure, for tit udvælger dyrene kamre højt oppe i trækronerne, og det involverer at kravle på høje stiger op og ned ad træstammerne, og hænge måske 10-15 meter over jorden, mens man udgraver et formuldningskammer. Men en langt lettere metode er siden blevet udviklet. Ved blot at tage en enkelt luftprøve fra et kammer, kan man analysere, om duftstoffet er til stede, og på den måde med stor sikkerhed fastslå, om billen lever i det pågældende træ. Denne metode er således målrettet hanner. En anden metode har med hunner at gøre. Stoffet er nemlig blevet isoleret, og der er udviklet kunstige stoffer, der kan bruges til, at tiltrække hunner med, og således finde ud af, om dyrene findes i et givent område.
Men også andre har fundet en anvendelse for eremithannernes duft. Den store jættesmælder (Elater ferrugineus) er ligesom eremitten en truet og sjælden art, for ligesom eremitten lever dens larver inde i hule træer, hvor de ernærer sig som rovdyr på de billelarver, der findes i sådanne hulheder, f.eks. pragttorbisternes larver men også eremitten. Studier har vist, at smælderen reagerer kraftigt på eremittens duftstof, og man mener nu, at den ligesom eremithunnerne bruger duften til, at finde frem til egnede træer, hvor eremitten findes, og hvor dens larver således kan finde føde. Eremitten har en helt række fjender, og studier har vist, at både larver og voksne dyr generelt har svært ved at overleve, hvis deres levested bliver eksponeret for omverden, f.eks. ved, at en gren brækker af eller træet vælter under en storm. Løbebiller, mus, fugle, grævlinger, ræve, pindsvin og egern vides at gøre sig til gode med både larver og biller, og man har gentagne gange fundet rester af biller i uglegylp. I Sydeuropa sker der tilmed nogle gange det, at selv hvis larverne ikke bliver ædt, vil en eksponering af levestedet tit føre til, at næsehornsbillen begynder at kolonisere stedet, og den udkonkurrerer simpelthen eremitten. Studier har vist, at larverne er udsat for temmelig kraftig parasitering i puppefasen af forskellige hvepse, og at op imod 25 procent af kokonerne ikke klækker som følge af parasitering.
Levested
:Eremitten er vidt udbredt i Europa, og oprindeligt var den formentlig udbredt over store områder og formentlig nok relativt almindelig, da den er stærkt knyttet til ældre træer. Dens oprindelige habitater var utvivlsomt en række skovtyper både i lavlandet og et stykke op i bjergegne, men da den er varmekrævende, har den aldrig været en decideret højlandsart. Den type skovområder og den slags træer er dog i vid udstrækning blevet fjernet fra mange europæiske områder, og igennem de senere århundreder er eremitten gået over til, også at leve i menneskeskabte habitater med gamle træer som f.eks. gamle parker, kirkegårde, alleer og lignende, om end den gamle skov stadig er artens hovedbiotop.
Carpanetto, G.M., Mazziotta, A., Coletti, G., Luiselli, L. & Audisio, P. (2010): Conflict between insect conservation and public safety: The case study of a saproxylic beetle (Osmoderma eremita) in urban parks. J. Insect Cons. 14: 555-565.
Chiari, S., Zauli, A., Zirpoli, G.M., Audisio, P. & Ranius, T. (2012): Dispersal patterns of an endangered saproxylic beetle, Osmoderma eremita, in Mediterranean woodlands. Insect Cons. Div. 6: 309-318.
Chiari, S., Marini, L., Audisio, P. & Ranius, T. (2012): Habitat of an endangered saproxylic beetle, Osmoderma eremita, in Mediterranean woodlands. Ecosci. 19: 299-307.
Dubois, G.F., Le Gouar, P.J., Delettre, Y.R., Brustel, H. & Vernon, P. (2010): Sex-biased and body condition dependent dispersal capacity in the endangered saproxylic beetle Osmoderma eremita (Coleoptera. Cetoniidae). J. Insect Cons. 14: 679-687.
Dubois, G.F., Vignon, V., Delettre, Y.R., Rantier, Y., Vernon, P. & Burel, F. (2009): Factors affecting the occurrence of the endangered saproxylic beetle Osmoderma eremita (Scopoli, 1763) (Coleoptera. Cetoniidae) in an agricultural landscape. Landscape Urban Plan. 91: 152-159.
Ehnström, B. (2001): Leaving dead wood for insects in boreal forests - suggestions for the future, Scandinavian Journal of Forest Research 3: 91-98.
Gärdenfors, U., Aagaard, K. Biström, O. & Holmer, M. (2002): Hundraelva nordiska evertebrater. Handledning för övervakning av rödlistade småkryp. Nordiska Ministerrådet och ArtDatabanken, Uppsala.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Hansen, V. & Henriksen, K. (1925): Danmarks Fauna 29. Biller VI. Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København.
Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.
Krell, F.-T., Ballerio, A., Smith, A.B.T. & Audisio, P. (2006): Gnorimus Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828 and Osmoderma Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828 (Insecta, Coleoptera): proposed conservation of the generic names. Bull. Zool. Nomenclature 63: 177-183.
Larsson, M.C., Hedin, J., Svensson, G.P., Tolasch, T. & Francke, W. (2003): Characteristic odor of Osmoderma eremita identified as a male-released pheromone. J. Chem. Ecol. 29: 575-587.
Lassauce, A., Larrieu, L., Paillet, Y., Lieutier, F. & Bouget, C. (2013): The effects of forest age on saproxylic beetle biodiversity: implications of shortened and extended rotation lengths in a French oak high forest. Insect Cons. Div. 6: 396-410.
Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.
Martin, O. (1993): Fredede insekter i Danmark. Del 2: Biller knyttet til skov. Entomologiske Meddelelser 61: 63-76.
Nieto, A., Mannerkoski, I., Putchkov, A., Tykarski,P., Mason, F., Dodelin, B. Y& Tezcan, S. (2010): Osmoderma eremita. The IUCN Red List of Threatened Species: 1-4.
Oleksa, A., Ulrich, W. & Gawronski, R. (2007): Host tree preference of hermit beetles (Osmoderma eremita Scop., Coleoptera: Scarabaeidae) in a network of rural avenues in Poland. Pol. J. Ecol. 55: 315-323.
Ranius,T. (2001): Constancy and asynchrony of populations of a beetle, Osmoderma eremita, living in tree hollows. Oecologia 126: 208-213.
Ranius,T. (2002): Influence of stand size and quality of tree hollows on saproxylic beetles in Sweden. Biol. Cons.103: 85-91.
Ranius,T. (2007): Extinction risks in metapopulations of a beetle inhabiting hollow trees predicted from time series. Ecograph. 30: 716-726.
Ranius, T. & Hedin, J. (2001): The dispersal rate of a beetle, Osmoderma eremita, living in tree hollows. Oecologia 126: 363-370.
Ranius,T. & Nilsson, S.G. (1997): Habitat of Osmoderma eremita Scop. (Coleoptera: Scarabaeidae), a beetle living in hollow trees. J. Insect Cons. 1: 193-204.
Ranius,T., Svensson, G.P., Berg, N., Niklasson, M. & Larsson, M.C. (2009): The successional change of hollow oaks affects their suitability for an inhabiting beetle, Osmoderma eremita. Ann. Zoo. Fenn. 46: 205-216.
Scopoli,G.A. (1763): Entomologia carniolica exhibens insecta Carnioliae indigena et disrubuta in ordines, genera, species, varietates, methodo linnaeana. Trattner, Wien, 1-548.
Svensson, G.P. & Larsson, M.C. (2008): Enantiomeric specificity in a pheromone-kairomone system of two threatened saproxylic beetles, Osmoderma eremita and Elater ferrugineus. J. Chem. Ecol. 34: 189-197.
Svensson, G.P., Larsson, M.C. & Hedin, J. (2003): Air sampling to monitor the occurrence of Osmoderma eremita, a threatened beetle inhabiting hollow trees. J. Insect Cons. 7: 189-198.
Svensson, G.P., Larsson, M.C. & Hedin, J. (2004): Attraction of the larval predator Elater ferrugineus to the sex pheromone of its prey, Osmoderma eremita, and its implication for conservation biology. J. Chem. Ecol. 30: 353-363.
Tauzin, P. (2005): Ethology and distribution of the hermit beetle in France (Coleoptera, Cetoniidae, Trichiinae, Osmodermatini). Cetoniimania 4: 131-153.
Flåten, M. & Fjellberg, A. 2008. Rediscovery of Osmoderma eremita (Scopoli, 1763) (Coleoptera, Scarabaeidae) in Norway. Norw. J. Entomol. 55, 165–168.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
