:Stor guldbasse er en af de største, mest imponerende europæiske guldbasser, og bliver mere end bare en postgang større end de, vi her i landet er vant til at se i sommerens blomsterflor. Med en kropslængde på 19-27 mm kan den således blive knap en tredjedel større end vore hjemlige guldbasser, grøn guldbasse og kobberguldbasse (selvom eremitten er endnu større, og den er jo også en slags guldbasse). Af generel habitus minder den meget om vore almindelige guldbasser. Billen er ret bred og kraftigt bygget, og grundfarven er normalt mat grønbrun med et vist metalskær, men stor guldbasse er generelt mindre skinnende end vore to almindelige guldbassearter. Grundfarven kan variere en del som anført nedenfor. Hovedet er ret bredt med store, mørke, udstående øjne, og et bredt, jævnt afrundet parti foran øjnene (clypeus), der dækker de ret små kæber. Hovedets overside er forsynet med en ret spredt, grov punktering. Antennerne er typiske torbistantenner, kølleformede og bestående af ti led, og selve køllen er sammensat af tre brede, flade lameller, der spredes ud, når dyret vil opfange duftstoffer fra luften.
Forbrystet er bredt, trekantet med jævnt afrundede kanter, og er ret fint punkteret i midten, mens punkteringen bliver grovere og tættere ud mod siderne. Dets overside er temmelig stærkt konkav. Forbrystets siderand når normalt ikke frem til forranden. Forbrystet er af samme farve som hovedet, men ligesom dækvingerne er det tit forsynet med et mønster af flødehvide pletter og streger, der kan variere meget, og slet ikke findes hos visse individer. Scutellum er stort, trekantet med en jævnt afrundet forrand, og er betydelig længere end det er bredt. Dækvingerne er fortil noget bredere end forbrystet, og danner derfor et par tydelige skuldre. De smalner jævnt til bagude. Som hos andre rigtige guldbasser har de en slids nederst, således at flyvevingerne kan slås ud, uden at dyret behøver løfte dækvingerne som hos andre biller. Dækvingerne er kun fint punkterede, og fremstår derfor glattere og mere skinnende end forbrystet. Dækvingerne har også et meget variabelt mønster af hvidlige prikker og streger, men i modsætning til forbrystet er det sjældent, dette helt mangler. Som hos sin nære slægtning, kobberguldbassen, er dækvingernes søm ikke kraftigt udviklet. Undersiden er af nogenlunde samme farve som oversiden, men fremstår ofte lidt mere skinnende. Forbrystets underside og benene er forsynede med en spredt beklædning af korte, lyse hår. Benene er ret korte og kraftige, og forskinnebenene er forsynede med tre kraftige tænder langs ydersiden, mens der er lang liste og en tydelig, orange børstesøm langs andet og tredje benpars skinnebensundersider. Fødderne er ret korte, og består af fem kraftige led, og på bagfoden er første led kort og normalt kortere end andet led. Kløerne er simple og ret små.
Som andre guldbasser på vore breddegrader er stor guldbasse kun let kønsdimorf. Hannen har proportionalt generelt lidt kortere dækvingerne end hunnen, men et andet og tydeligere karaktertræk ses på bagkroppens underside, hvor hannen har en længdegående rille, mens hunnens bagkropssegmenter er mere jævnt konvekse. Ellers er de to køn nærmest identiske med hensyn til habitus, størrelsesvariation og farver.
Som for adskillige andre torbister er der en del forvirring omkring artens korrekte videnskabelige navn. Den kan i forskellige bøger og rundt om på nettet ses opført under en række forskellige navne (f.eks. Potosia marmorata, P. lugubris, Protaetia lugubris, Liocola lugubris eller L. marmorata og sågar Fabricius originale betegnelse for den art, han navngav i 1792, Cetonia marmorata). På F&N står den således opført som Protaetia marmorata. Det kræver lidt udredning. Stor guldbasse er tæt beslægtet med kobberguldbassen (traditionelt kaldet Potosia cuprea), og både den og kobberguldbassen er sidenhen blevet henført til slægten Protaetia, der blev beskrevet af den tyske entomolog Karl Hermann Burmeister (1807-1892) i 1842, mens stor guldbasses andet, typisk anvende slægtsnavn, Liocola, blev beskrevet af den svenske naturhistoriker og entomolog Carl Gustav Thomson (1824-1899) i 1859. Stor guldbasses traditionelle artsnavn, marmorata, stammer, som nævnt ovenfor, fra den store danske zoolog og entomolog Johan Christian Fabricius (1745-1808), der beskrev den som Cetonia marmorata i 1792. Imidlertid var arten allerede blevet beskrevet af naturhistorikeren og entomologen Johann Friedrich Wilhelm Herbst (1743-1807) i 1786, endda den typiske farvevariant (se nedenfor, variation), under artsnavnet lugubris. Artens korrekte navn er derfor Protaetia lugubris og ikke P. marmorata.
Variation
:Stor guldbasse er temmelig variabel i grundfarven, og det har ført til, at der er beskrevet flere såkaldte varianter af den. Den almindelige farve ses hos varianten med det passende navn typica, hvor grundfarven er matgrønlig og let metalskinnende med et tydeligt bronzeskær og med flødefarvede pletter på dækvingerne. Varianten novaki er nærmest over i det skinnende mørk bronzeagtige til næsten sort (overfladen kan minde lidt om obsidian, sort vulkansk glas) med hvidlige pletter på dækvingerne. Varianten hemirosae har en tofarvet overflade, hvor hoved og forbryst er rødligt skinnende mens dækvingerne er metalgrønligt skinnende. Varianten novaki er efter sigende temmelig sjælden, og synes især at optræde i Bosnien. Andre farvevarianter såsom sortskinnende grundfarve med et rødligt eller nærmest rosa-lilla skær, er ligeledes blevet rapporteret i naturen, men hører til undtagelserne. De få danske fund er af formen typica. Som nævnt ovenfor varierer mængden og formen af hvidlige pletter på forbryst og dækvinger meget, og næppe to individer er helt ens.
Forveksling
:Stor guldbasse var en påfaldende stor, mat mørkegrøn og dermed meget karakteristisk art blandt danske guldbasser, og kunne ikke med rimelighed forveksles med de to almindeligt hjemmehørende arter, grøn guldbasse (Cetonia aurata) og kobberguldbasse (Protaetia cuprea), ej heller med den grønne pragttorbist (Gnorimus nobilis) for den sags skyld. En overfladisk forvekslingsmulighed kan dog foreligge med kobberguldbassen, der også kan være ret metallisk mørkfarvet, og ligner meget i generelle kropsproportioner. Kobberguldbassen kendes lettest fra grøn guldbasse (Cetonia aurata) på en projektion fra forbrystets underside, der er kølleformet hos grøn guldbasse men bredere og mere trekantet fremtil hos kobberguldbassen. Stor guldbasse er en nær slægtning til kobberguldbassen, og har ligeledes en trekantet forbrystspids, men hos stor guldbasse er den endnu bredere og nærmest vifteformet. Kobberguldbasse virker også en smule mere tæt bygget mens stor guldbasse virker lidt mere langstrakt, hovedet er en smule bredere i forhold til forbrystet hos kobberguldbasse, og tornene på skinnebenene er knap så fremtrædende. Det er dog subtile karaktertræk, der kan være svære at skelne, men forbrystets spids er en karakteristisk forskel. Størrelsen er klart den tydeligste og lettest adskillelige parameter, for stor guldbasse er markant større. Finder man derfor en kobberguldbasse, der er brunligt grøn og nærmest på størrelse med en oldenborre, bør man ubetinget fotografere den eller tage dyret med hjem og få den ordentlig identificeret.
Stor guldbasses larver findes ofte samme sted som eremittens, inde i hulheder i gamle løvtræstammer, men larverne kan ret let adskilles. Som andre guldbasser er også stor guldbasses larver ret kraftigt behårede, og de har påfaldende små hoveder. Eremitlarver mangler denne tydelige behåring, deres hoveder er betydelig kraftigere, og de er i det hele taget bredere og mere rektangulære i formen, mens stor guldbasses larver er fede og pølseagtige.
Udbredelse
:Stor guldbasse har en stor geografisk udbredelse, og den er vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa, men synes dog at mangle i enkelte lande f.eks. Portugal og Grækenland. Den er udbredt langt mod øst til Kina og Japan. Arten er ret vidt udbredt og sine steder nogenlunde almindelig i Frankrig, hvor den især synes at findes i mange af de frodige floddale, f.eks. Rhonedalen, men for landet som helhed er den for nedadgående, og den er derfor fredet. Stor guldbasse er spredt udbredt og regnes for en truet art i Tyskland, hvor den er opført på den tyske rødliste kategori 2 (stærkt truet). I Tyskland findes den især i de sydlige egne, mens den er betydelig sjældnere nordpå, og op til den dansk-tyske grænse, i Slesvig-Holsten, er arten formentlig forsvundet. Da stor guldbasse er en primært sydligt forekommende, varmekrævende art, er dens forekomster i Nordeuropa tilsvarende sparsomme. Den er udbredt men ikke almindelig i Polen, og er sjælden og sporadisk forekommende i det sydlige Norge, Sverige og Finland.
I 1925 nævner Hansen & Henriksen, at stor guldbasse sikkert er ved, helt at forsvinde fra landet ligesom grøn pragttorbist og eremit, men i modsætning til de to sidstnævnte, der ganske vist er sjældne og meget sporadisk forekommende herhjemme, men dog stadig til stede, fik de desværre ret for stor guldbasses vedkommende. I Danmark er stor guldbasse en yderst sjælden art, der næppe har haft egentlige hjemmehørende bestande i de seneste omkring hundrede år. Den danske rødliste betegner da også arten som forsvundet fra landet. Den er i Danmark antruffet på i alt 11 lokaliteter, der alle befandt sig på Lolland og Sjælland, og de fleste observationer er fra 1800tallet. Den synes at have undergået en kraftig bestandsnedgang i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet, og forsvandt formentlig fra landet som ynglende art i begyndelsen af det 20. århundrede. Hansen & Henriksen betegner i 1925 stor guldbasse som værende meget sjælden, oftest kun enkeltvis forekommende, og muligvis forsvundet fra landet. Observationerne fordeler sig derimod over et temmelig stort geografisk område, fra det nordvestlige og nordøstlige Sjælland over Midtsjælland, Sydsjælland og det centrale Lolland. Den er fundet ved Boserup og Bognæs ved Roskilde, Frederiksdal ved Virum, Lerchenborg syd for Kalundborg, Nørreskoven (Kollekolle) ved Farum, Vintersbølle Skov ved Vordingborg samt Maribo og Knuthenborg på Lolland. Dens specialiserede levevis med at yngle inde i stammerne på gamle, udhulede løvtræer, har bevirket, at de få danske bestande, der formentlig fandtes tidligere, ikke kunne klare det moderne skovbrugs fjernelse af dens slags træer. Reduktion eller fjernelse af ældre, lysåbne og dermed mere kraftigt opvarmede skovområder har formentlig også medvirket til artens forsvinden i Danmark.
Hvornår ses den?
:I Nordeuropa er stor guldbasse et udpræget højsommerdyr, da den er meget varmeelskende, og herhjemme fandtes arten hyppigst i juli måned, men kunne formentlig også ses til ind i august. I varme, sydeuropæiske egne kan arten derimod antræffes det meste af året, om end dens hovedflyvetid ligger i sommermånederne.
Tidsmæssig fordeling
af Stor Guldbasse baseret på Naturbasens observationer:
:Stor guldbasse er en varmekrævende art, der i sine nordlige forekomster har sin hovedflyvetid i højsommeren, hvor solen rigtig bager. I Sydeuropa, hvor klimaet er noget varmere, kan de voksne biller ses i meget længere tid, og de forekommer fra det tidlige forår til langt ud på efteråret, men også her er sommeren artens foretrukne flyvetid. Stor guldbasse besøger ligesom sine danske slægtninge, grøn og kobberguldbasse en række forskellige blomster, især store, skærmdannende sorter, f.eks. mjødurt, kalkved, tidsler, hjortetrøst, men også roser og hvidtjørn, men studier fra flere europæiske lande har vist, at den er betydeligt mindre blomstersøgende end de fleste andre guldbasser. I stedet ses arten tit på eller ved sine yngletræer, hvor den kan sidde på stammerne og slikke udsivende træsaft. Den er også noget mindre tilbøjelig til, at kunne lokkes til med sødemidler end de andre guldbasser, men kan dog lokkes til med duftfælder indeholdende gæret vin, øl eller overmodne bananer. Den ses af og til på rådne, nedfaldne frugter. Studier fra udlandet har vist, at stor guldbasse foretrækker ret fugtige habitater, og det træ, larverne lever i, skal også have et betydeligt fugtindhold.
Stor guldbasse har en noget andeledes ynglebiologi end de to andre danske arter, og minder i stedet meget om pragttorbisterne og eremitten. Arten er nemlig tilknyttet formuldningskamre inde i store, gamle træer, hvor forskellige svampe er i gang med at nedbryde splintveddet, hvorved der dannes hulrum. Mange steder i Mellem- og Sydeuropa findes larver fra stor guldbasse netop tit sammen med larver af eremitten, men stor guldbasse synes ikke at være specielt talrigt forekommende i hvert træ, og selv i store træer finder man typisk ikke mere end en halv snes larver. Hansen & Henriksen (1925) nævner, at stor guldbases larver herhjemme er fundet i hule egetræer, og det er vistnok artens eneste kendte værtstræ fra Danmark, men at den fra udlandet tillige kendes fra pil. De nævner også, at stor guldbasses larver vistnok undertiden lever hos myrer, men det er efter alt at dømme ikke korrekt.
Egetræer (Quercus humilis, Q. robur, Q. pyrenaica, Q. suber) er hyppige værtstræer for larven rundt om i de europæiske lande, hvorfra man har undersøgelser af artens biologi. Men stor guldbasse lever dog også i en hel række andre løvtræer, f.eks. kastanje, bøg, lind, fuglekirsebær, pil og frugttræer som æble, blomme, kirsebær og pære. Der er også enkelte rapporter om, at stor guldbasse har ynglet i gamle hegnspæle eller kompost og savsmuldsdynger, men det er ikke almindeligt. Et studie af artens ynglebiologi fra polske bestande kunne ikke påvise nogen egentlig præference for en bestemt type værtstræ. Derimod har alle undersøgelser vist, at træets størrelse, alder og tilstand spiller en stor rolle. Dyrene foretrækker ældre, store træer med en stammeomkreds på omkring 2 meter eller derover (i 1 meters højde), og træerne skal have hulheder i stammen, hvor svampe er i gang med, at nedbryde veddet. Den slags formuldningskamre er meget vigtige ynglesteder for en række andre guldbasser, f.eks. pragttorbisterne og eremitten. Studier har vist, at hulrummenes placering, højt eller lavt i træerne, tilsyneladende ingen betydning har, og arten yngler ligeså villigt i store, hule grene højt oppe i kronlaget som i hulrum tæt ved jorden. Formuldningskamrene er normalt ikke særligt omfangsrige, og overstiger kun sjældent en halv kubikmeter i volumen. Flere studier peger på, at eremitten, stor guldbasse og en anden, meget stor europæisk guldbasseart, Cetonischema (Protaetia) aeruginosa tilsyneladende optræder som konkurrenter om samme føderessourcer, og at hver enkelt arts antal på en given lokalitet kan påvirkes negativt af tilstedeværelsen af en eller begge de to andre.
Arten er efter sigende ganske langlivet, og kan i Sydeuropa undertiden leve i op imod et år, men det hører til undtagelserne, og de fleste dyr dør, når efteråret for alvor sætter ind i oktober-november. Dette understøttes af observationer fra fangenskab, hvor billerne typisk lever 4-5 måneder efter, de er kommet frem fra puppeskjulet. Hunnerne lægger æg over en lang periode, der kan strække sig fra to til syv uger, og under hvilken, de ofte parrer sig adskillige gange. Fra fangenskab vides hunner at lægge imellem 16 og 42 æg, der er nærmest runde, og måler omkring 1,5 mm i diameter. Under deres udvikling opsuger de fugt fra omgivelserne, og vokser til 2-2,5 mm, og kort før larven kommer frem, har æggene skiftet farve fra blegt hvidlig til grålig eller lysebrun. I fangenskab klækker larverne efter 17-23 dage ved 22 grader, og nyklækkede L1 larver måler omkring 4 mm. Den lille larve æder i 22-26 dage, hvorefter den skifter ham til L2 stadiet, hvilket kendetegnes af et betydeligt større hoved. I naturen overvintrer L2 larverne, og fortsætter deres udvikling hen over det kommende forår, hvorefter de skifter ham til L3 stadiet, der er kendetegnet ved at have et endnu større hoved. Disse larver æder nu i 3-4 måneder, og kan fuldt udvoksede blive over 60 mm lange (enkelte nævner en kropslængde på helt op til 67 mm). I modsætning til mange andre torbister, holder guldbassers larver ofte kroppen udstrakt i stedet for i den ellers så typiske C-positur, og de er glade for, at kravle på ryggen.
Larven ligner vore hjemlige guldbasselarver meget. Den er fed og hvidlig, med en tydelig beklædning af stride, rødbrune hår, et ret lille, rødbrunt hoved og små, korte ben. Inde mellem de længere, rødbrune hår findes talrige korte, mørke, stride børster. Larven bruger især de stride børster ved bevægelse gennem fødesubstratet. Hovedet er generelt kun halvt så bredt som de efterfølgende brystled, og har nogle tydelige, uregelmæssige lister i panden. Larvens overlæbe er omtrent tre gange så bred som lang, og følehornene er korte (ca. 2/3 af hovedets længde) og kraftige, og består af fire led. Kæberne er mørke, korte og kraftige, og har tre tydelige skæreknuder, og de har nogle små, spidse tænder langs siden, der kan bruges til, at producere knirkende lyde med, der dog ikke er til at høre for mennesker. Palperne er ret korte, og kæbepalperne består af fire led, mens læbepalperne kun har tre led. Larven har på første forbrystsegment en tydelig, rødbrunlig plade, der omgiver det første åndehul (stigma), og de efterfølgende otte kropssegmenter bærer hver et tydeligt, rødbrunt åndehul på hver side. Stor guldbasses larve kan kendes fra andre guldbasselarver ved, at sidste bagkropssegment bærer nogle stride, pigagtige børster i to parallelle rækker, men ikke over 19 i hver række. Disse små torne er tydeligt indsnævrede fra roden til spidsen, og er dermed nærmest kegleformede.
I varme, sydeuropæiske klimaer tager larvens udvikling omkring et år, og den er typisk fuldvoksen i juli-august måned, eventuelt september. I nordlige klimaer varer udviklingen typisk noget længere, og L3 larverne overvintrer også, og forpupper sig først det efterfølgende år, typisk i juni måned. Derefter bygger den udvoksede larve en blød, sej kokon af sammentygget fødesubstrat, ekskrementer og spyt, som den ligger inde i. Larven ligger stille inde i kokonen nogle uger, mens den skrumper ind, og nærmest synes at visne. Dette sker dels fordi, kroppen rent faktisk skrumper ind, men også fordi, larven for første gang i sit liv tømmer tarmsystemet fuldstændig, der ellers er stort og fyldigt, og udgør en betydelig del af dens volumen. I dette stadium mister larven også bevægeligheden i benene. Efter nogle uger skifter den ham til en puppe. Puppen forbliver inde i kokonen i omkring en måned, mens den voksne bille udvikles. I løbet af puppens udvikling skifter den farve fra blegt hvidlig over lysebrun til mellembrun kort før billen kommer frem. Den nyklækkede bille har i starten rødbrunt hoved, forbryst, scutellum og ben, ofte med svagt metalskær, mens dækvingerne og bagkroppens over- og underside er blegt hvide. De blege, bløde vinger holdes ofte slået ud gennem dækvingerne indtil de bliver stærkere og mørkere. Billen bliver i kokonen i omkring en uges tid, mens den hærder og udfarves, hvorefter den bryder ud. Billen overvintrer derefter inde i formuldningskammeret, og kommer ud det efterfølgende forår eller forsommer, ofte i april-maj i Sydeuropa, men sjældent før langt ind i juni i Nordeuropa. Det betyder, at den typiske generationstid er to år i Sydeuropa men tre år i Nordeuropa.
Levested
:Stor guldbasse fandtes tidligere spredt og sporadisk udbredt på Sjælland og Lolland i lysåbne skovegne med bestande af gamle træer, hvor den i højsommeren kunne ses på forskellige blomster såsom mjødurt, tidsler og hjortetrøst eller på træstammer, der svedte saft, men arten er efter alt at dømme i dag ikke længere hjemmehørende. I lande, hvor stor guldbasse har stabile bestande, findes den udover ældre, lysåbne skovområder også i parker, alleer, gamle haver og lignende.
Devecis, J. & Tauzin, P. (2008): Contribution a la connaissance des Cetoniinae de France: iconographie de quelques variations chromatiques spectaculaires. Coleoptera, Scarabaeoidea, Cetoniidae). Cetoniimania 1-2: 1-8.
Efter nu forgæves at have forsøgt at uploade Fabricius originale afhandlinger i TRE separate beskrivelser, giver jeg op. Hvad det er, der sker for dette site, aner jeg ikke, men irriterende er det. Interesserede må derfor slå det op selv.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomol. Medd. 64: 1-231.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomol. Medd. 33: 1-506.
Hansen, V. & Henriksen, K. (1925): Danmarks Fauna 29. Biller VI: Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-179.
Kim, M.A., Lee, H.A. & Park, H.C. (2003): A taxonomic study of the immature stage in three species of the genus Protaetia Burmeister (Coleoptera: Scarabaeoidea: Cetoniidae) from Korea. Kor. J. Entomol. 33: 231-236.
Ljungberg, H., Andren, B., Ehnstrøm, B., Jansson, N., Jonsell, M., Lindeløw, Å., Lundberg, S., Malmquist, A., Nilsson, S.G., Petterson, R.B., Ramquist, T., Wanntorp, H.-E. & Wikars, L.-O. (2010): Rödlistade arter i Sverige 2010. Uppsala: Artdatabanken i samarbete med Naturvårdsverket, 1-41.
Mico, E. & Galante, E. (2003): Larval morphology and biology of four Netocia and Potosia species (Coleoptera: Cetoniidae: Cetoniinae). Eur. J. Entomol. 100: 131-142.
Mitter, H. (2000): Die Käferfauna Oberösterreichs (Coleoptera: Heteromera und Lamellicornia). Beitr. Naturk. Oberösterreichs 8: 3-192.
Oleksa, A., Ulrich, W. & Gawronski, R. (2006): Occurrence of the marbled rose-chafer (Protaetia lugubris Herbst, Coleoptera, Cetoniidae) in rural avenues in northern Poland. J. Insect Cons. 10: 241-247.
Sakai, K. & Nagai, S. (1998): The Cetoniine Beetles of the World. Mushi-Sha: 1-422.
Sipek, P. & Kral, D. (2012): Immature stages of the rose chafers (Coleoptera: Scarabaeidae: Cetoniinae): a historical overview. Zootaxa 3323: 1-26.
Smetana, A. (2006): Subfamily Cetoniinae Leach, 1815. I: Löbl, I. & Smetana, A. (Eds.) Cataogue of Palaearctic Coleoptera, pp. 283-313. Apollo Books, Stenstrup.
Tauzin, P. (2006): Ethologie et chorologie de Protaetia (Liocola) lugubris Herbst 1786 en France. Cetoniimania 2: 4-38.
Tezcan, S. & Pehlivan, E. (2001): Evaluation of the Lucanoidea and Scarabaeoidea (Coleoptera) fauna of ecologicl cherry orchards in Izmir and Manisa provinces of Turkey. Ege Univ. Ziraat Fakul. Dergisi 38: 31-37.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
