Biologi
: Stor guldbasse er en varmekrævende art, der i sine nordlige forekomster har sin hovedflyvetid i højsommeren, hvor solen rigtig bager. I Sydeuropa, hvor klimaet er noget varmere, kan de voksne biller ses i meget længere tid, og de forekommer fra det tidlige forår til langt ud på efteråret, men også her er sommeren artens foretrukne flyvetid. Stor guldbasse besøger ligesom sine danske slægtninge, grøn og kobberguldbasse en række forskellige blomster, især store, skærmdannende sorter, f.eks. mjødurt, kalkved, tidsler, hjortetrøst, men også roser og hvidtjørn, men studier fra flere europæiske lande har vist, at den er betydeligt mindre blomstersøgende end de fleste andre guldbasser. I stedet ses arten tit på eller ved sine yngletræer, hvor den kan sidde på stammerne og slikke udsivende træsaft. Den er også noget mindre tilbøjelig til, at kunne lokkes til med sødemidler end de andre guldbasser, men kan dog lokkes til med duftfælder indeholdende gæret vin, øl eller overmodne bananer. Den ses af og til på rådne, nedfaldne frugter. Studier fra udlandet har vist, at stor guldbasse foretrækker ret fugtige habitater, og det træ, larverne lever i, skal også have et betydeligt fugtindhold.
Stor guldbasse har en noget andeledes ynglebiologi end de to andre danske arter, og minder i stedet meget om pragttorbisterne og eremitten. Arten er n... Vis mereBiologi
: Stor guldbasse er en varmekrævende art, der i sine nordlige forekomster har sin hovedflyvetid i højsommeren, hvor solen rigtig bager. I Sydeuropa, hvor klimaet er noget varmere, kan de voksne biller ses i meget længere tid, og de forekommer fra det tidlige forår til langt ud på efteråret, men også her er sommeren artens foretrukne flyvetid. Stor guldbasse besøger ligesom sine danske slægtninge, grøn og kobberguldbasse en række forskellige blomster, især store, skærmdannende sorter, f.eks. mjødurt, kalkved, tidsler, hjortetrøst, men også roser og hvidtjørn, men studier fra flere europæiske lande har vist, at den er betydeligt mindre blomstersøgende end de fleste andre guldbasser. I stedet ses arten tit på eller ved sine yngletræer, hvor den kan sidde på stammerne og slikke udsivende træsaft. Den er også noget mindre tilbøjelig til, at kunne lokkes til med sødemidler end de andre guldbasser, men kan dog lokkes til med duftfælder indeholdende gæret vin, øl eller overmodne bananer. Den ses af og til på rådne, nedfaldne frugter. Studier fra udlandet har vist, at stor guldbasse foretrækker ret fugtige habitater, og det træ, larverne lever i, skal også have et betydeligt fugtindhold.
Stor guldbasse har en noget andeledes ynglebiologi end de to andre danske arter, og minder i stedet meget om pragttorbisterne og eremitten. Arten er nemlig tilknyttet formuldningskamre inde i store, gamle træer, hvor forskellige svampe er i gang med at nedbryde splintveddet, hvorved der dannes hulrum. Mange steder i Mellem- og Sydeuropa findes larver fra stor guldbasse netop tit sammen med larver af eremitten, men stor guldbasse synes ikke at være specielt talrigt forekommende i hvert træ, og selv i store træer finder man typisk ikke mere end en halv snes larver. Hansen & Henriksen (1925) nævner, at stor guldbases larver herhjemme er fundet i hule egetræer, og det er vistnok artens eneste kendte værtstræ fra Danmark, men at den fra udlandet tillige kendes fra pil. De nævner også, at stor guldbasses larver vistnok undertiden lever hos myrer, men det er efter alt at dømme ikke korrekt.
Egetræer (Quercus humilis, Q. robur, Q. pyrenaica, Q. suber) er hyppige værtstræer for larven rundt om i de europæiske lande, hvorfra man har undersøgelser af artens biologi. Men stor guldbasse lever dog også i en hel række andre løvtræer, f.eks. kastanje, bøg, lind, fuglekirsebær, pil og frugttræer som æble, blomme, kirsebær og pære. Der er også enkelte rapporter om, at stor guldbasse har ynglet i gamle hegnspæle eller kompost og savsmuldsdynger, men det er ikke almindeligt. Et studie af artens ynglebiologi fra polske bestande kunne ikke påvise nogen egentlig præference for en bestemt type værtstræ. Derimod har alle undersøgelser vist, at træets størrelse, alder og tilstand spiller en stor rolle. Dyrene foretrækker ældre, store træer med en stammeomkreds på omkring 2 meter eller derover (i 1 meters højde), og træerne skal have hulheder i stammen, hvor svampe er i gang med, at nedbryde veddet. Den slags formuldningskamre er meget vigtige ynglesteder for en række andre guldbasser, f.eks. pragttorbisterne og eremitten. Studier har vist, at hulrummenes placering, højt eller lavt i træerne, tilsyneladende ingen betydning har, og arten yngler ligeså villigt i store, hule grene højt oppe i kronlaget som i hulrum tæt ved jorden. Formuldningskamrene er normalt ikke særligt omfangsrige, og overstiger kun sjældent en halv kubikmeter i volumen. Flere studier peger på, at eremitten, stor guldbasse og en anden, meget stor europæisk guldbasseart, Cetonischema (Protaetia) aeruginosa tilsyneladende optræder som konkurrenter om samme føderessourcer, og at hver enkelt arts antal på en given lokalitet kan påvirkes negativt af tilstedeværelsen af en eller begge de to andre.
Arten er efter sigende ganske langlivet, og kan i Sydeuropa undertiden leve i op imod et år, men det hører til undtagelserne, og de fleste dyr dør, når efteråret for alvor sætter ind i oktober-november. Dette understøttes af observationer fra fangenskab, hvor billerne typisk lever 4-5 måneder efter, de er kommet frem fra puppeskjulet. Hunnerne lægger æg over en lang periode, der kan strække sig fra to til syv uger, og under hvilken, de ofte parrer sig adskillige gange. Fra fangenskab vides hunner at lægge imellem 16 og 42 æg, der er nærmest runde, og måler omkring 1,5 mm i diameter. Under deres udvikling opsuger de fugt fra omgivelserne, og vokser til 2-2,5 mm, og kort før larven kommer frem, har æggene skiftet farve fra blegt hvidlig til grålig eller lysebrun. I fangenskab klækker larverne efter 17-23 dage ved 22 grader, og nyklækkede L1 larver måler omkring 4 mm. Den lille larve æder i 22-26 dage, hvorefter den skifter ham til L2 stadiet, hvilket kendetegnes af et betydeligt større hoved. I naturen overvintrer L2 larverne, og fortsætter deres udvikling hen over det kommende forår, hvorefter de skifter ham til L3 stadiet, der er kendetegnet ved at have et endnu større hoved. Disse larver æder nu i 3-4 måneder, og kan fuldt udvoksede blive over 60 mm lange (enkelte nævner en kropslængde på helt op til 67 mm). I modsætning til mange andre torbister, holder guldbassers larver ofte kroppen udstrakt i stedet for i den ellers så typiske C-positur, og de er glade for, at kravle på ryggen.
Larven ligner vore hjemlige guldbasselarver meget. Den er fed og hvidlig, med en tydelig beklædning af stride, rødbrune hår, et ret lille, rødbrunt hoved og små, korte ben. Inde mellem de længere, rødbrune hår findes talrige korte, mørke, stride børster. Larven bruger især de stride børster ved bevægelse gennem fødesubstratet. Hovedet er generelt kun halvt så bredt som de efterfølgende brystled, og har nogle tydelige, uregelmæssige lister i panden. Larvens overlæbe er omtrent tre gange så bred som lang, og følehornene er korte (ca. 2/3 af hovedets længde) og kraftige, og består af fire led. Kæberne er mørke, korte og kraftige, og har tre tydelige skæreknuder, og de har nogle små, spidse tænder langs siden, der kan bruges til, at producere knirkende lyde med, der dog ikke er til at høre for mennesker. Palperne er ret korte, og kæbepalperne består af fire led, mens læbepalperne kun har tre led. Larven har på første forbrystsegment en tydelig, rødbrunlig plade, der omgiver det første åndehul (stigma), og de efterfølgende otte kropssegmenter bærer hver et tydeligt, rødbrunt åndehul på hver side. Stor guldbasses larve kan kendes fra andre guldbasselarver ved, at sidste bagkropssegment bærer nogle stride, pigagtige børster i to parallelle rækker, men ikke over 19 i hver række. Disse små torne er tydeligt indsnævrede fra roden til spidsen, og er dermed nærmest kegleformede.
I varme, sydeuropæiske klimaer tager larvens udvikling omkring et år, og den er typisk fuldvoksen i juli-august måned, eventuelt september. I nordlige klimaer varer udviklingen typisk noget længere, og L3 larverne overvintrer også, og forpupper sig først det efterfølgende år, typisk i juni måned. Derefter bygger den udvoksede larve en blød, sej kokon af sammentygget fødesubstrat, ekskrementer og spyt, som den ligger inde i. Larven ligger stille inde i kokonen nogle uger, mens den skrumper ind, og nærmest synes at visne. Dette sker dels fordi, kroppen rent faktisk skrumper ind, men også fordi, larven for første gang i sit liv tømmer tarmsystemet fuldstændig, der ellers er stort og fyldigt, og udgør en betydelig del af dens volumen. I dette stadium mister larven også bevægeligheden i benene. Efter nogle uger skifter den ham til en puppe. Puppen forbliver inde i kokonen i omkring en måned, mens den voksne bille udvikles. I løbet af puppens udvikling skifter den farve fra blegt hvidlig over lysebrun til mellembrun kort før billen kommer frem. Den nyklækkede bille har i starten rødbrunt hoved, forbryst, scutellum og ben, ofte med svagt metalskær, mens dækvingerne og bagkroppens over- og underside er blegt hvide. De blege, bløde vinger holdes ofte slået ud gennem dækvingerne indtil de bliver stærkere og mørkere. Billen bliver i kokonen i omkring en uges tid, mens den hærder og udfarves, hvorefter den bryder ud. Billen overvintrer derefter inde i formuldningskammeret, og kommer ud det efterfølgende forår eller forsommer, ofte i april-maj i Sydeuropa, men sjældent før langt ind i juni i Nordeuropa. Det betyder, at den typiske generationstid er to år i Sydeuropa men tre år i Nordeuropa.
