:Lille sankthansorm er en sært udseende bille med stor forskel på han og hun. Begge køn er aflange, affladede dyr med en lang bagkrop. Grundfarven hos begge køn er mat brunsort eller dybsort, men forbrystet har tendens til, at være let skinnende, især langs midten. Kroppens led er på oversiden forsynede med grov punktering, uregelmæssige lister og fine hår, men dyret mangler egentlige børster. Hovedet er ret lille og nærmest trekantet, og øjnene er tydelige men ikke særligt store, og tydeligt mindre end hos den nære slægtning, sankthansorm, især hos hannen. Øjnene er lettere ovale, og øjets lodrette diameter er under det dobbelte af den vandrette diameter. Arten mangler pandeøjne. Antennerne er ret veludviklede og noget sammentrykte, og består af 11 led med en spredt behåring. Det første antenneled er under tre gange så langt som andet led. Kæberne er små, aflange og tynde. Forbrystet er aflangt, og dets sider er ret lige bagtil men tydeligt afrundede fortil, og har en let forhøjet rand. Det er leddelt hos hunnen med bløde, afrundede hjørner og let opadbøjede siderande, og det første led (prothorax) rager fuldkommen ud over hovedet, der således er skjult ovenfra. Hos hannen er dets tre led sammenvoksede, og den bagerste rand er nærmest lige med tydeligt afsatte hjørner, der danner en spids, nogle gange ret, men aldrig stump vinkel. Scutellum er ret veludviklet. Benene er ret korte og kraftige, og lårbenene er typisk i samme mørke farve som kroppen, mens skinneben og fødder ofte er lysere. Skinnebenene mangler torne. Fødderne består af 5 led, og fjerde led er trekantet og tydeligt tvelappet, og kløerne er simple uden torne. Bagkroppen er aflang og tydelig leddelt i 7 led, som formentlig repræsenterer i alt 9 segmenter, der er delvist eller fuldstændig sammenvoksede. Bagkroppens spids er oftest lysebrun eller gullig, og hos hannen er de sidste to bagkropsled lysebrune eller gullige set både ovenfra og nedefra. I modsætning til sankthansormen findes der ikke et egentligt lysproducerende organ på bagkropsspidsen, og det beskedne lys, lille sankthansorm kan producere, kommer fra to små pletter på bagkropsspidsens underside. Begge køn er i stand til, at frembringe lys.
Hanner er 6-8 mm lange, og har kun delvist udviklede dækvinger og vinger, der højst dækker ca. en tredjedel af den aflange bagkrop. I modsætning til sankthansormen har lille sankthansorms hanner altså ikke fuldt udviklede vinger, og de kan ikke flyve. Dette er unikt blandt ildfluer, og lille sankthansorm er den eneste af de omkring 2000 kendte arter, hvor begge køn er ude af stand til at flyve. Den morfologiske forskel på voksne hanner og hunner er altså mindre hos lille sankthansorm end hos sankthansormen. Hannen har tydeligt længere og kraftigere ben end hunnen, og er langt mere aktiv. Hans antenner er langt større end hunnens, og når ned til bagranden af dækvingerne, og de er let fjerformede. Ligesom hunnen af sankthansorm er hunnen af lille sankthansorm larveagtig og mangler ethvert spor af vinger og dækvinger. Kroppen er kraftigt leddelt, og bagkroppens 7 led har jævnt afrundede baghjørner, mens de er spidse og bagudvendte hos hannen. Hunnen har langt kortere ben end hannen, og antennerne er langt mindre, tynde og trådagtige. Hunnen bliver større end hannen, og har typisk en kropslængde på 9-10 mm, men kan i undtagelsestilfælde blive op til 12 mm lang. Hos begge køn er de blødere områder imellem kroppens plader ofte sart lyserøde, men kan af og til være lysebrune.
Larven hos lille sankthansorm minder om hunnen, men dens led er mere kantede og bagkroppens sidste led er langt smallere end de øvrige led, mens den udvoksede hun har et bredt sidste led, og bagkroppen får derved en noget brat afslutning. I modsætning til de voksne dyrs små, svage kæber har larven tydelige, krumme og spidse kæber, der er tegnet i brunligt som kontrast til kroppens sortbrune farve. I modsætning til sankthansormens larver mangler lille sankthansorms larver de gullige markeringer langs kroppens led.
:Lille sankthansorm varierer ikke meget, men der kan være en smule forskel i nuancen på den mørke grundfarve og i kroppens lyserødlige partier. Af og til kan der forekomme et par lysere aftegninger på forbrystet. Den største variation ses i hannernes dækvinger, som kan være meget små eller mere veludviklede, men generelt overstiger længden af dækvingerne kun forbrystets længde en smule.
Forveksling
:Lille sankthansorms hanner ligner ikke nogle andre danske biller, og bør som sådan heller ikke kunne forveksles med andre arter. Hanner kan dog overfladisk minde om små rovbiller, men kan let genkendes fra alle danske rovbiller på de store, tykke antenner og det store, lyse område bagerst på bagkroppen. Hunnen kan minde om sankthansormens hun, men grundfarven er normalt mørkere og lidt mere skinnende, og et godt karaktertræk er, at bagkroppens rygled er bredest omtrent på midten og har helt afrundede hjørner, mens de hos sankthansormehunnen er bredest bagtil og har tydeligt udtrukne hjørner. Et andet træk er, at lille sankthansorms rygled har to aflange lister, således at leddet nærmest er delt op i tre felter, mens dette mangler hos sankthansormen. Den tydeligste forskel ses dog i størrelsen, for lille sankthansorm er langt mindre end sankthansormen, og størrelsen alene bør udelukke en forveksling af de to arter.
Udbredelse
:Lille sankthansorm er udbredt over store dele af Europa, og er også udbredt i det vestlige Rusland, men den er generelt betydeligt mere sjældent forekommende og fåtallig end sin nære slægtning, sankthansormen. Arten er også kendt fra England, men er her meget sjælden, og findes kun på en lille håndfuld lokaliteter, hvor den dog kan være ret talrig. I 1947 dukkede arten helt uventet op i Yarmouth, der ligger allersydligst på Nova Scotia i det østligste Canada, hvortil den formentlig er kommet med importeret jord. Arten er dog langt mindre kendt og studeret end sankthansormen, og derfor er dens udbredelse ikke særlig godt kendt, og der er debat om, hvorvidt den egentlig er hjemmehørende i England. Den blev første gang fundet i 1868 i Sussex og Hampshire, men de efterfølgende hundrede år blev den kun fundet omkring en snes gange. Flere forskere har bemærket, at de steder, den er fundet i England, stort set alle befinder sig nær kysten, så måske er arten indslæbt hertil, men den er ikke desto mindre opført på den engelske rødliste som en truet art, og også i Tyskland regnes den for sjælden og truet. I Danmark er arten især udbredt i den østlige del af landet, primært på Sjælland, men den kendes ikke fra særligt mange lokaliteter, og må generelt anses som ikke almindelig eller endda ret sjælden. På Sjælland kendes den blandt andet fra Jonstrup Vang, Jægersborg Dyrehave, Mølleåen, Lyngby Mose, Ryget Skov og Suserup Skov, og ved Holte, Køge og Mogenstrup ved Næstved. På Lolland-Falster og Møn kendes den også fra flere lokaliteter, f.eks. Høje Møn og Høvblege på Møn, Maribo på Lolland og Grænge Skov og Orehoved på Falster. På Fyn kendes den fra Thurø, ved Fåborg, Svendborg, og fra Tranekær på Langeland. Fra Jylland kendes den tilsyneladende kun fra ældre fund fra Haderslev egnen. Selvom lille sankthansorm kun kendes fra et relativt beskedent antal lokaliteter, regner den danske rødliste dog arten for at være stabil og ikke truet. Grundet sin lidenhed og skjulte levevis, især for hunnernes vedkommende, kan arten dog være overset herhjemme, og bør eftersøges på egnede lokaliteter, også i haver, parker og ved sportsarealer. Fra udlandet vides fortove, cykelstier og veje at være udmærkede steder at finde hannerne på varme, solrige dage. Det er derfor svært at sige, om lille sankthansorm vitterlig er relativt sjælden og lokal.
Hvornår ses den?
:Lille sankthansorm er et højsommerdyr ligesom sankthansormen, og de voksne dyr ses i juni-juli måned, men synes at være hyppigst midt i juni. I år med varme forsomre kan de tidligste voksne dyr ses allerede i slutningen af maj. Larverne kan findes hele året rundt.
Tidsmæssig fordeling
af Lille Sankthansorm baseret på Naturbasens observationer:
:Danmarks to ildfluearter minder generelt temmelig meget om hinanden morfologisk, og det er derfor nærliggende at tro, at de også minder om hinanden økologisk. Det er dog ikke tilfældet, og faktisk er de to arter ret så forskellige. Den lille sankthansorm er på flere områder endnu mere underlig end sankthansormen, og den er i det hele taget en temmelig mærkelig bille, selv indenfor den i forvejen ret så mærkelige ildfluefamilie (Lampyridae). Ildfluer kan groft deles op i tre biologiske hovedgrupper, hvoraf de to er primært nataktive. Hos den ene af disse udsender hannerne lyssignaler - ofte ret komplicerede blinkmønstre - for at tiltrække hunnerne, mens det primært er hunnerne i den anden gruppe, der udsender lys for at tiltrække hannerne, dog ofte mere simple lysmønstre, som f.eks. sankthansormehunnens kraftige, kontinuerlige lys. Hos denne gruppe har hannerne således typisk store øjne, så de kan se hunnernes lys på lang afstand, som det også ses hos sankthansormen. Den tredje gruppe er karakteriseret ved, at være primært dagaktive, og her er mange arter slet ikke lysproducerende, men tiltrækker det modsatte køn med luftbårne hormoner (feromoner). Mange af disse arter mangler således lysproducerende organer fuldstændigt.
Lille sankthansorm afviger fra disse mønstre. For det første er begge køn svagt lysproducerende, selvom slægtskabsanalyser har placeret den blandt de dagaktive ildfluer, der mestendels ikke kan producere lys. Selvom man mange steder kan læse, at den er nataktiv ligesom sankthansormen, har nyere forskning fra bl.a. Belgien, Storbritannien og Nordamerika vist, at den faktisk primært er dagaktiv. Studier har vist, at hannerne bliver inaktive om aftenen, og derefter gemmer sig imellem visne blade, under sten, mos, træstykker og lignende. En anden usædvanlig omstændighed ved lille sankthansorm er, at hannerne synes at være langt hyppigere end hunnerne. Om dette skyldes, at de rent faktisk er mere talrige, altså at kønsfordelingen blandt larver afviger fra det normale, er endnu usikkert. Det er dog sikkert, at i det mindste noget af forklaringen ligger i, at hannerne er langt mere aktive end hunnerne, og om dagen vandrer omkring på jordoverfladen i søgen efter hunner, mens hunnerne gemmer sig i jordbunden eller under sten, blade og træstykker. Hunnerne synes i det hele taget at leve en langt mere skjult tilværelse end hannerne, endnu en markant forskel fra sankthansormen.
Lille sankthansorm synes også at bruge sit lys på en anden måde end sankthansormen, og det er tvivlsomt, om hunnen overhovedet bruger lyset til, at tiltrække det modsatte køn, for dyrene lyser generelt ikke ret meget (deres lysproduktion er langt svagere end sankthansormens), og de synes især at lyse op, når de bliver forstyrret. At hunnernes lys måske ikke er den primære tiltrækning for hannerne understøttes af flere ting. For det første kan hannerne ikke flyve, og dermed kan en hun ikke tiltrække hanner fra andet end de umiddelbare omgivelser, hvis hun sad og lyste, hvad hun ikke gør. Selv hvis hun gjorde, ville lyset være temmelig svært at få øje på, for som nævnt ovenfor gemmer hunnerne sig stort set hele tiden, og ses derfor sjældent. Hanner mangler også sankthansormehanners store øjne, og efter alt at dømme gode syn. I modsætning til sankthansormen har lille sankthansorms hanner derimod langt mere veludviklede antenner end hunnerne, og nyere forskning har vist, at hannernes evne til, at lokalisere hunner er afhængig af vindretningen. Hanner kunne lokalisere hunner på op til 20 meters afstand, hvis vinden blæste fra hunnen mod hannen, mens de ikke syntes at kunne finde hunnerne selv på kort afstand, hvis vinden blæste væk fra hunnen. Hannerne ses også tit kravle op på græsstrå, og vifte med de store antenner, inden de igen begiver sig ned på jorden for, at søge videre efter hunnerne. Dette tyder på, at lille sankthansorms hunner tiltrækker hannerne med feromoner og ikke med lys.
Lille sankthansorm synes at foretrække lidt mere fugtige habitater end sankthansormen, om end den også af og til kan findes på tørre overdrev og lignende. De synes at foretrække fugtige græsenge i skovområder. Som noget temmelig usædvanligt for en ellers ret sjælden, fåtallig og lokal art, synes den også at trives på decideret menneskeskabte habitater med rigelig græs og staudebevoksning, og den synes at være glad for, at der vokser større buske eller træer i området. Den er dog ikke økologisk tilknyttet den slags bevoksning, for underligt nok synes lille sankthansorm at kunne lide åbne områder, og mange steder, hvor arten er fundet rundt om i Europa, er det i områder med menneskelig bebyggelse. Den ynder således at opholder sig på stier, veje og langs husmure eller rendesten, og her kan hannerne nogle steder ses ret talrigt forekommende. Nogle forskere har ligefrem foreslået, at arten kan være overset i en række Europæiske lande, da den ofte ikke eftersøges ved menneskelige bebyggelser. Da den er så lille, og i det hele taget gør langt mindre væsen af sig end den kraftigt lysende sankthansorm, kan lille sankthansorm sagtens være en ret overset art også i Danmark.
Som hos sankthansormen tager de voksne dyr ikke næring til sig, men larverne er grådige rovdyr. Lille sankthansorm har dog en noget anden kostplan end sankthansormen og de andre europæiske ildfluer, da larverne primært ynder at æde regnorm. Forsøg fra fangenskab har vist, at de fuldkommen ignorerer snegle som byttedyr. De små larver kan overmande bytte, der er langt større end dem selv, og de bider gentagne gange et bytte, mens de sprøjter giftstoffer og fordøjelsesvæske ind i ormen. Larven æder derefter den opløste orm. Larverne er primært nataktive, men kan dog også af og til ses om dagen, især mellem visne blade, og ligesom andre ildfluelarver udsender de spontant lys, men deres lysproduktion er ganske svag. Larvens udvikling varer generelt to år, undtagelsesvis op til tre år. Den overvintrer dermed som larve gemt i skovbunden eller under sten, træstykker og den slags. Den udvoksede larve måler omkring 10 mm (hunner er størst), og forpupper sig i april-maj måned. De voksne dyr ses sjældent før ind i juni måned. Som hos sankthansormen er deres levetid kort, og voksne dyr lever formentlig ikke mere end et par uger.
Levested
:Dyrene foretrækker skovområder, hvor de lever i overgangen mellem bevoksede og mere lysåbne steder med mere bar bund såsom skovenge, rydninger eller langs stier og veje. De findes også på fugtige enge, langs søer eller åer eller på overdrev. Fra udlandet kendes den fra mange steder i byområder, hvor den findes i haver, parker, kirkegårde, fritidsarealer som sportsplader og golfbaner og lignende og sågar på parkeringspladser.
Branham, M.A. & Wenzel, J.W. (2003): The origin of photic behavior and the evolution of sexual communication in fireflies (Coleoptera: Elateroidea). Cladistics 19: 1-22.
De Cock, R. (2000): Rare, or simply overlooked? Practical notes for survey and monitoring of the small glow-worm Phosphaenus hemipterus (Coleoptera: Lampyridae). Belgian Journal of Zoology 130: 93-101.
De Cock, R., Horne, J. & Tyler, J. (2007): The lesser glow worm: Britains smallest, rarest and most mysterious glow worm rediscovered at the Burlesdon Reserve, Hampshire. The U.K. glow worm survey.
Denton, J. (1996): Phosphaenus hemipterus (Goeze) (Lampyridae) rediscovered in England, in Surrey. The Coleopterist 4: 88-89.
Freude, H., Harde, K.W. & Lohse, G.A. (eds.) (1979): Die Käfer Mitteleuropas. Band 6. Diversicornia. Goecke & Evers, Krefeld.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1938): Biller X. Blødvinger, klannere m.m. (Malacodermata, Fossipedes, Macrodactylia og Brachymera). Danmarks Fauna 44: 1-320.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Jenner, J.H.A. (1883): Reappearance of Phosphaenus hemipterus Geoff., at Lewes. The Entomologist 16: 216.
Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.
Steel, W.O. (ed.) (1966): Coleopterorum Catalogus Supplementa. W. Junk, The Hague.
Tweit, S.J. (1999): Dance of the fireflies. Audubon 101: 26-31
Wootton, A. (1971): A dim future for glow-worms. Country Life 150: 604605.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
