Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Carsten Hjerresen
    Foto: Carsten Hjerresen
  • Fotograf: Carsten Hjerresen
    Foto: Carsten Hjerresen
  • Fotograf: Carsten Hjerresen
    Foto: Carsten Hjerresen

Kendetegn

: Enghumle er en lille sort-hvid humlebi, der hører til de langtungede arter, selv om selve ansigtet virker påfaldende kort. Dronninger har en kropslænge på 16-19 mm, arbejdere er 10-16 mm, mens hannerne er 12-15 mm. Både hanner og hunner er primært hvidligt til hvidlig-gult behåret med et tydeligt, men uskarpt afgrænset sort tværhånd på ryggen. På bagkropsleddene er behåringen hvidlig, dog med iblandede sorte hår ved basis af 3. til 5. bagkropsled, som dermed danner utydelige mørke tværbånd. Arten har en tydelig udtrukket torn på metatarsus 2. Enghumle høres ofte, før man ser den. Dens summen er karakteristisk højfrekvent. I flugten giver den et overvejende blegt indtryk, men så snart den sætter sig, bemærkes det sorte bånd på forkroppen. Den synes slank sammenlignet med andre arter.
Enghumle
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Carsten Hjerresen

Variation

: Artens farvetone kan variere fra hvidlig til påfaldende gullig.

Forveksling

: På de vestdanske levesteder kan gullige eksemplarer kun forveksles med den måske uddøde kløverhumle. De kendes dog fra hinanden på kløverhumlens totale fravær af mørke hår på bagkroppen. I Østdanmark er skovhumle (Bombus sylvarum) en forvekslingsmulighed i såvel kropsbygning som farvetegning. Skovhumle er dog altid rødlig på bagkropsspidsen. For utrænede øjne er lyse individer af jordsnyltehumler en oplagt forvekslingsmulighed. Disse er ganske ofte så slidte på forkroppen, at forkroppen fremstår sortbåndet, men enghumle er tættere behåret både for og bag.

Udbredelse

: I gammel tid har enghumlen været udbredt, om end lokalt, over hele landet. Således er der fund fra samtlige landsdele, og i Skovgaards materiale fra fynske kløvermarker fra 1930erne er den endnu ganske talrig sammen med såvel kløverhumle, græshumle, foranderlig humle og skovhumle. Alle fem arter er nu forsvundet fra dette undersøgelsesområde. I dag er enghumle primært kendt fra klitområderne i det vestlige Jylland, fra Rømø i syd til Harboøre Tange i nord. Bestanden langs vestkysten fra Stadil Fjord til Herboøre Tange synes at være sammenhængende - med forekomster på de fleste lokaliteter, hvor rødkløver er almindelig. I resten af Danmark er der enkelte nyere fund fra Vendsyssel, hvor arten formentlig kan stadig findes på enkelte kystlokaliteter, fra Vestsjælland og (formentlig) fra Nordfyn. Enghumle er uddød i Sverige og endnu ikke kendt fra Norge. Bestanden i Finland synes at være i tiltagen, hvorimod den i såvel Tyskland (EN) som Holland (EN) og Belgien er i kraftig tilbagegang. Arten findes i Europa nord for Alperne og gennem Sibirien til det vestligste Mongoliet.
Enghumle - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Dronninger ses fra ultimo april, arbejdere i juni-juli, nye dronninger og hanner i juli-august, mens de seneste individer holder ud til september.

Tidsmæssig fordeling

af Enghumle baseret på Naturbasens observationer:
Enghumle - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Enghumle - månedlig fordeling

Biologi

: Enghumle har normalt en ovenjordisk rede, som bliver anlagt i store mospuder eller i tætte græstuer. Undtagelsesvist kan den i mangel af bedre benytte forladte musereder. Arten er lommebygger (pocket-maker), hvilket hentyder til, at pollen i boene deponeres særlige lommer, som larverne så selv fouragerer i. Boene bliver mellemstore, normalt med mellem 60 og 130 arbejdere. Normalt fouragerer arten ganske tæt på reden, hvilket formentlig forklarer, at man i et område med fx rigelig rødkløver oplever en ganske store heterogenitet i forekomsten af enghumler. Den mest populære fødekilde for enghumle er ubetinget rødkløver, men arten ses også i andre ærteblomstrede, i kurvblomster som høst-borst og knopurt samt i læbeblomstrede.

Levested

: Enghumle er knyttet til særdeles blomsterrige lokaliteter med en høj forsyningssikkerhed af såvel nektar og pollen i perioden april-august. I Danmark findes den nu primært på kystnære lokaliteter, hvor floraen ofte er rigere end inde i landet, ligesom man her ofte finder lavninger og enge med så tilpas høj fugtighed, at den selv i tørkeperioder kan finde fx saftigt blomstrende rødkløver. På de kendte levesteder i Vestjylland er rødkløver ubetinget den mest dominerende blomstrende art. Bevaring af arten i Danmark kræver sikring af blomstrende rødkløver sæsonen igennem på de kendte lokalteter.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Dupont YL, Damgaard C, Simonsen V, 2011: Quantitative Historical Change in Bumblebee (Bombus spp.) Assemblages of Red Clover Fields. PLoS ONE 6(9): e25172. doi:10.1371/journal.pone.0025172

Jørgensen, L, 1921: Bier. Danmarks Fauna 25: 1-265.

Schmidt, HT, 2004: Humlebier i Vestjylland (Hymenoptera, Apoidea) Entomologiske Meddelelser 71: 77-83.

Skovgaard OS, 1936: Rødkløverens bestøvning, humlebier og humleboer. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter Naturvidenskabelig og Matematisk Afdeling Række 96: 1140.

Den danske rødliste enghumle: www2.dmu.dk...data...

De senest indberettede arter i Naturbasen: