Rustsvampe (Uredinales) er obligate planteparasiter - de ernærer sig alle ved at snylte på levende karplanter. De danner ikke frugtlegemer, men kan godt forårsage iøjnefaldende strukturer på værtsplanten. De har en mere eller mindre kompliceret livscyklus, hvori der som udgangspunkt indgår fem sporestadier i en nøje fastlagt rækkefølge. Mange arter har dog et reduceret antal sporestadier. De kaldes mikrocykliske (med reduceret livscyklus), mens arter med den fulde serie sporestadier kaldes makrocykliske (med fuldstændig livscyklus).
Mange arter af rustsvampe har værtsskifte – nogle af sporestadierne produceres i én vært, mens andre produceres i en anden vært. Begge værtsplanter er i så fald nødvendige for at livscyclus kan fuldføres. Sådanne arter kaldes heterøciske, mens arter der kan fuldføre hele deres livscyclus i én værtsplante kaldes autøciske. Mikrocykliske rustarter er som regel autøciske, mens der blandt de makrocykliske arter findes både heterøciske og autøciske.
Nogle rustarter er strængt værtsspecifikke, andre kan parasitere et bredt udvalg af plantearter, dog sjældent mere end én plantefamilje. Værtsplantearterne for de heterøciske arters stadier er ofte meget fjernt beslægtede og økologisk forskellige.
Livscyklus og symptomer hos værtsplanten
Betegnelserne for de fem sporestadier er standardiseret og der bruges systematisk forkortelser for disse i form af romertal (og nul):
0 spermier (dannes i spermatier = pyknier)
I æcidiesporer (dannes i æcidier = skålrust)
II uredosporer
III teliospore (dannes i telier)
IV basidiesporer
Græssernes sortrust (Puccinia graminis) kan bruges som eksempel. Den er en frygtet skadevolder i korndyrkningen og en makrocyklisk, heterøcisk rustart. Dens livscyclus forløber gennem følgende haploide (1n) og diploide (2n) stadier: En basiespore (1n) spirer på et blad af almindelig berberis (Berberis vulgaris) og sender hyfer ind i bladvævet. Her dannes haustorier, der tapper organisk stof fra værtsplanten. Der dannes også spermatier - uanselige krukkeformede strukturer der munder ud på bladets overflade. Heri dannes spermier (0), der opslemmes i en dråbe ”nektar” i spidsen af spermatierne, og modtagehyfer. Sukkerglade insekter flytter spermier mellem inficerede planter. Spermier og modtagehyfer smelter sammen (plasmogami) og der bliver to cellekerner i hver celle (n+n). Der produceres nu æcidier/skålrust (I), der bryder ud gennem bladundersiden. Skålrusten har klare orange farver og forårsager i mange tilfælde misdannelser hos værtsplanter (galler). Herfra spredes æcidiesporer med vinden til blade af en græs (mange arter kan inficeres, herunder dyrkede kornsorter). Hyferne i græsbladet bryder ud gennem bladoverfladen og danner vegetative uredosporer/sommersporer (II) der kan inficere nye græsplanter. I dette stadie kan spredningen af rustsvampen være epidemisk. Hen på efteråret overgår svampen til at danne tykvæggede, hos de fleste rustsvampe tocellede, teliosporer/vintersporer (III), der hos makrocykoiske arter fungerer som hvilesporer. Teliostadiet ses som mere eller mindre velafgrænsede brune pletter på blade eller stængler af de inficerede planter. Hos nogle arter bliver de inficerede planter i dette stadie misdannede, fx strakte og uden blomster (fx anemonerust, Tranzschelia anemones). Basidierne dannes direkte fra teliosporerne. Først smelter de to cellekerner sammen (karyogami, 2n) og derefter sker meiosen/reduktionsdelingen, der resulterer i dannelsen af basidiesporer (IV), der spredes til blade af almindelig berberis.
Når man anvender fortkortelserne ovenfor kan livscyklus og værtsarter skrives: I på blade af Berberis, II og III på blade af arter af Græsfamiljen. Uredo- og teliosporer dannes altid på samme vært. Alle arter med teliosporer danner også basidisporer og derfor udelades koden for disse (IV) i sådanne forkortede artsbeskrivelser.
Hos de mikrocykliske rustarter er det altid æcidiestadiet, d.v.s. de rustrøde skåle, der mangler. Fx har korsknaprust (Puccinia glechomatis) sporestadierne II, III og IV og den gennemfører hele sin livscyklus i planter af sin eneste vært, korsknap (Glechoma hederacea).
Rustsvampenes navne
Inden man fik kortlagt rustsvampenes livscyclus blev de forskellige stadier henført til forskellige slægter. Skålruststadiet kaldtes fx Aecidium, mens sommerstadiet kaldtes Uredo. Således beskrev H.C.F. Schumacher (1757-1830) i sin ”Enumeratio plantarum in partibus Sællandiæ septentrionalis et orientalis” (1801-03) telier på viol (Viola) som Uredo violae og skålrust på viol som Aecidium violae i den tro at det var forskellige arter. I dag kendes de som forskellige stadier af violrust (Puccinia violae). Det er som hos alle andre svampe det kønnede basidie- eller ascospore-producerende stadie (teleomorfen) der lægger navn til arten, mens navne på stadier der danner vegetative sporer (anamorfen) kun bruges hvor det kønnede stadium ikke kendes.
Bestemmelse
De fleste – men ikke alle - danske arter af rustsvampe kan bestemmes på værtsplantens identitet samt sporestadiet. Det er altså vigtigt at få en præcis bestemmelse af værtsplanten samt gøre sig klart hvilket sporestadium man har for sig, i det mindste æcidie- (I) over for uredo-/telie-stadierne (II+III). I nogle tilfælde danner to forskellige rustarter dog æcidier på samme vært. Fx kan man ikke skelne Uromyces rumicis fra Uromyces dactylidis i æcidiestadiet, der for begge arters vedkommende dannes på vorterod (Ranunculus ficaria). Den ene art - Uromyces rumicis - har værtsskifte med arter af skræppe (Rumex), mens den anden har med græsser som rapgræs (Poa) og hundegræs (Dactylis) – og de stadier er nemme nok at skelne.
Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.
