Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin
  • Fotograf: Ellen Krag Kirkeby
    Foto: Ellen Krag Kirkeby
  • Fotograf: Ellen Krag Kirkeby
    Foto: Ellen Krag Kirkeby

Kendetegn

: Den sorthovedet bænkebider når en kropslængde på 12 mm, og kendes nemt på det forreste skjold på hovedet (cephalothroax), der er mørkebrun i stor kontrast til resten af kropssegmenterne. Typisk ses en linje, der løber ned langs hele ryggen. Den kan være samme, mørke farve som hovedet eller lysere end dette. Langs denne linje er der på hvert segment to gule pletter - én på hver side, nærmest symmetrisk over for hinanden.
Sorthovedet bænkebider
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: storm winther hansen

Forveksling

: Den kan muligvis forveksles med glat bænkebider (Oniscus asellus), som også kan have gule pletter. Disse forekommer dog mere sporadisk frem for symmetrisk, og står heller ikke i kontrast til sort midterlinje og -hoved. Også lille broget kuglebænkebider (Armadillidium pulchellum) samt stor broget kuglebænkebider (Armadillidium pictum) har begge gule pletter, der dog er mere udbredte på kroppen. Begge disse er også formet mere cylindrisk, typisk for kuglebænkebidere.

Udbredelse

: De ses typisk ved tørre, kalkrige substrater, hvor den gemmer sig om dagen. Om natten kan man med lommelygte være heldigere at se den, hvor den er aktiv. Den er til en vis grad også knyttet til menneskelig bebyggelse og kan derfor af og til ses indendørs. Udbredelsen strækker sig over hele Europa, ud mod det vestlige Asien. Den er også introduceret til Nordamerika, hvor den også nu findes bredt.
Sorthovedet bænkebider - udbredelseskort

Tidsmæssig fordeling

af Sorthovedet bænkebider baseret på Naturbasens observationer:
Sorthovedet bænkebider - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sorthovedet bænkebider - månedlig fordeling

Biologi

: At være et terrestrisk krebsdyr kræver nogle specielle tilpasninger, for eksempel noget så simpelt som at trække vejret. Bænkebidere har beholdt deres gæller, som samtidig fungerer lidt som lunger. Dette betyder at de kræver et fugtigt miljø, for optimal iltoptagelse. Det fungerer sådan, at gællerne sidder bagerst på undersiden af kroppen, efter det sidste par ben. Dette kaldes også pleopoderne, og sorthovedet bænkebider besidder kun 2 par pleopoder. På disse gæller er der altid et tyndt lag vand, og når ilt kommer i kontakt med vandet, diffunderer det ind og kan optages. Det betyder samtidig at ilten ikke kan optages, hvis ikke der er høj nok fugtighed til at bibeholde dette lag af vand. Nogle bænkebidere har endda udviklet, meget lignende insekter, små rør til respiration. Et såkaldt pseudotrachésystem.

Man har desuden fundet ud af at de, grundet deres liv som nedbrydere, at de er gode som bioindikatorer på forgiftning med tungmetaller. De kan nemlig tåle en ret høj ophobning af tungmetaller, og der synes at være en meget lineær sammenhæng mellem metal til stede i miljøet og metal fundet i vævet på bænkebidere. Disse undersøgelser er bl.a. lavet på den meget nært beslægtede grå bænkebider (Porcellio scaber)

Litteratur brugt til denne beskrivelse

De senest indberettede arter i Naturbasen: