Necydalis major (Necydalis major)

Atlas

: Necydalis major overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Necydalis major er en stor, meget mærkeligt udseende træbuk, der bliver 19-32 mm i kropslængde. Den ligner knapt en bille, og dens lighed med en stor snyltehveps er slående, både hvad angår generel habitus, farver og mønstre og den rykkende, hvepseagtige bevægelsesmåde. Necydalis major har ikke noget Dansk populærnavn, men stor fluebuk kunne være passende i henhold til dyrets habitus og lighed med den almindelige fluebuk (Molorchus minor). På Svensk kaldes den stekelbock, gedehamsebuk. Ligheden er dog til dels overfladisk (såkaldt konvergent Bates mimicry), og dyrene regnes ikke for søsterslægtninge. Necydalis adskiller sig fra almindelig fluebuk ved både langt større størrelse, kortere følehorn og karakterer i benene.

Hele dyret er påfaldende langt og smalt og af brunlig til sortbrun grundfarve. Forbryst og hoved er sortbrune til sorte, og forsynede med en tydelig, brunlig behåring især langs forbrystet. Hovedet er kort og bredt, og holdes normalt i lodret position, således at kæberne knapt er synlige ovenfra. Forbrystet er kort og cylindrisk med en tydelig vulst langs hver rand. Antennerne er moderat lange og trådagtige, og udgør omkring en tredjedel af kroppens længde hos hunnen men lige knapt halvdelen hos hannen. Benene er lange og slanke med tydeligt opsvulmede lår, på første benpar langs det meste af lårbenets længde, men på andet og tredje benpar er opsvulmningen koncentreret om den ydre del. Benene er ensfarvede lysebrune til gullige, men tredje benpars lårben er tydeligt mørkfarvede ved knæet. Fødderne er påfaldende lange og slanke, især på tredje benpar.

Dækvingerne er påfaldende små, og dækker typisk kun knap en fjerdedel af bagkroppen. Dækvingerne er brunlige med apikale lister, fin punktering og en jævnt afrundet rand. De mødes kun oppe ved randen, og er adskilt langs det meste af deres længde. De lange, lyst brunlige flyvevinger er derimod fuldt udviklede, og holdes samlet over bagkroppen, hvilket giver dyret et endnu mere hvepseagtigt udseende.

Der er kun mindre forskel på han og hun. Hannen er generelt mindre og mere slankt bygget med lidt længere antenner, men den tydeligste forskel er, at hunnens antenner er orangebrune langs det meste af deres længde med lidt mørkere spidser, mens hannens antenner har rødbrun eller orange farve på de to inderste led, mens resten af antennen er mørkebrun til sortbrun. Hannens mørke bagkrop er også mere orange-brunfarvet på de første to led.

Variation

: Der er en vis variation i kroppens grundfarve og antennernes mørke farver, men generelt varierer Necydalis major ikke særlig meget. Der er dog en betydelig variation i kropsstørrelse, og små hanner kan være over en centimeter mindre end store hunner.

Forveksling

: Størrelsen og det meget aparte udseende gør, at Necydalis major ikke med rimelighed kan forveksles med nogen anden hjemmehørende bille. Den almindelige fluebuk ligner i generel habitus, men er for det første så meget mindre, at størrelsen alene vil kunne udelukke en forveksling, og dels har den tydeligt længere antenner og mørkfarvede ben med meget kraftigt opsvulmede lårben. Den mest umiddelbare forvekslingsmulighed herhjemme ligger derfor med visse store snyltehvepse. I Central og Sydeuropa findes derimod en meget lignende art, Necydalis ulmi, der minder meget om N. major, men generelt er mere ensfarvet brunlig med sorte aftegninger på dækvingerne.

Udbredelse

: Necydalis major er vidt udbredt i det meste af Europa over Kaukasus og det vestlige Rusland, og findes også i Skandinavien. Selvom dens hyppighed varierer meget fra land til land, er arten som helhed ret vidt udbredt og relativt almindelig i mange europæiske lande. I Norge er den kun pletvis forekommende, og regnes som ret sjælden, mens den er fundet på mange lokaliteter i hele Sverige, og den synes især at være talrig i Sydsverige. Dens totale forekomst er anslået til omkring 2000 lokaliteter, og dette overstiger det antal, der er påkrævet for, at kunne optages på rødlisten over truede dyr. I Sverige regnes den for relativt almindelig og enten ikke truet (LC) eller svagt truet (NT), hvor især skovenes tæthed og afskovning har store negative effekter på populationsstørrelse og udbredelse.

Necydalis major findes efter alt at dømme ikke i Danmark længere, og det er usikkert, om arten nogensinde har været en hjemmehørende del af den danske fauna. Det eneste officielle fund, der nogensinde er gjort i Danmark, er et ukomplet eksemplar, der blev fundet i en gammel ellestub nær Nåege ved Silkeborg på et eller andet tidspunkt i årene 1905-1914. Dens størrelse og påfaldende udseende gør Necydalis major til en art, der vil blive lagt mærke til, så hvis den har tilhørt den danske fauna, må man formode, at den i så fald er uddød for flere århundreder siden, før man begyndte at skrive naturhistoriske bøger eller oprette samlinger.

Hvornår ses den?

: Necydalis major er er højsommerdyr, der trives i varme, soleksponerede miljøer. På vore breddegrader kommer den typisk frem sidst i juni måned, og flyvetiden varer til slutningen af juli, mens enkelte dyr kan ses indtil begyndelsen af august.

Biologi

: Necydalis major er en imponerende, iøjnefaldende art, men i modsætning til den blomsterelskende almindelig fluebuk besøger den kun undtagelsesvis blomster, f.eks. kalkved eller skov-angelik, og de voksne dyr tager formentlig ikke næring til sig. De lever derfor også kun i kort tid, og et dyrs aktivitetsperiode er sjældent mere end 2-3 uger. De ses oftest i varmt, solrigt vejr sidde på eller flyve omkring stubbe, stød og stammer af gamle, døde løvtræer, som de yngler i. De er relativt bredspektrede i deres valg af yngletræ, og er fundet i bøg, bævreasp, pil, poppel, løn, lind, eg og af og til frugttræer som æble eller pære, men de synes især at være glade for rød-el. Dyrene er varmekrævende, og trives derfor bedst i ældre, lysåbne skovområder med rigelig mængde dødt ved, store, ældre træer og soleksponeret bund. Det synes at være vigtigt for ynglesucces, at veddet er fra et relativt stort, ældre og soleksponeret træ. Tætte, kølige produktionsskove trives de ikke i.

De yngler i ret hårdt, moderat nedbrudt ved, og kan derfor begynde at yngle i stammer eller stubbe, der blot har været døde i nogle få år. De synes ofte at leve i tæt samspil med visse vednedbrydende svampe, f.eks. spejlporesvampe (Inonotus sp.), hvis mycelier muligvis kan tjene som føde for larverne, ud over naturligvis at nedbryde selve veddet til egnet fødesubstrat. Velegnede fødetræer kan huse store kolonier af Necydalis major larver igennem en længere årrække, hvorfor dyrene også tit findes ynglende i ældre og betydeligt nedbrudt ved. Larverne borer sig dybt ind i veddet, og udviklingen tager 2 til 3 år, hvor larven opnår en længde på op til omkring 40 mm (om end Hansen & Larsson 1966 nævner 30 mm). Forpupningen sker i forsommeren, og larven gnaver en gang fra sine primære gallerier ud mod ydersiden, før den atter gnaver sig ind i træet for at forpuppe sig. Puppen ligger i omkring 3-4 uger, hvorefter den voksne bille kommer frem sidst i juni måned.

Levested

: Artens typiske levested er ældre, lysåbne løvskove eller blandingsskove med rigelige mængder dødt, soleksponeret ved, primært stubbe og stød men også væltede stammer og større grene på skovbunden. Da den er varmeelskende, findes den hyppigt langs skovbryn, større skovveje, skovenge og lysninger, men også i gamle parker, alleer og lignende. Dens nære slægtning Necydalis ulmi findes typisk inde i stammer af ældre, levende træer, hvor den lever i formuldningskamre udhulet i stammens indre af vednedbrydende svampe. Necydalis major findes så vidt vides aldrig i stadig levende træer.

Litteratur brugt til denne beskrivelse

Bense, U. (1995): Longhorn beetles: illustrated key to the Cerambycidae and Vesperidae of Europe. Weikersheim, Germany; Margraf Verlag.

Bezark, L.G. : A Photographic Catalog of the Cerambycidae of the World. apps2.cdfa.ca.gov...wdetails...

Bily, S. & Mehl, O. (1989): Longhorn beetles (Coleoptera, Cerambycidae) of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomol. Scand. 22: 1-204.

Ehnström, B. & Holmer, M. (2007): Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. CY91: Skalbaggar: Långhorningar. Coleoptera: Cerambycidae. 302 pp.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1966): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-228.

Jensen-Haarup, A.C. & Henriksen, K. (1914): Danmarks Fauna 16. Biller III: Træbukke. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-112.

Kemner, M.A. (1922): Zur Kenntis der Entwicklungsstadien und Lebenweise der Scwedischen Cerambyciden. Ent. Tidskr. 43: 81-138.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Rejzek, M. & Vlask J. (2000): Larval nutrition and female oviposition preferences of Necydalis ulmi Chevrolat, 1838. Biocosme Mésogéen (Nice) 16: 55-66.

Skrevet af Per Christiansen d. 10-11-2016. Senest redigeret af Per Christiansen d. 10-11-2016. Læst 1.969 gange. Naturbasens artsbeskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.

Necydalis major

ID-billeder