Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Karsten Schnack
    Foto: Karsten Schnack
  • Fotograf: Karsten Schnack
    Foto: Karsten Schnack
  • Fotograf: Karsten Schnack
    Foto: Karsten Schnack

Kendetegn

: Fjermøl (Pterophoridae sp. ) er karakteristiske inden for sommerfuglene (Lepidoptera L.). Vingerne er unikke ved deres særlige udformning, hvor forvingen er kløvet i to segmenter (lobes), og bagvingen er opdelt i tre segmenter. Det tredje segment på bagvingerne er hos mange arter udstyret med specialiserede skæl, kaldet skæl-tænder (scale-tooth). Vingerne er smalle og holdes vinkelret ud fra kroppen, når fjermøllet hviler. Kroppen er lang og slank, ligesom benene også er lange og tynde. Hos slægten Buckleria er palperne lange og tynde, længere end øjets diameter, og de mangler børster på tredje led. Forvingens kløvning starter fra midten af vingen og strækker sig udad, hvor begge segmenter (lobes) ender i en spids kant (apex). På bagvingens tredje segment findes særskilte sorte skæl, dog ikke i form af en skæl-tand (scale-tooth).

Soldugfjermøl (Buckleria paludum, Zeller 1839) har et vingefang på mellem 11-13 mm. Forvingen er mørkebrun med to tværgående hvide linjer på det første segment, placeret væk fra kløvningen. Første segment har mørke skæl på bagsiden. Apex på forvingens første segment er markeret med en hvid tværstribe, der er afbrudt af en brunlig linje, hvilket får den til at fremstå som to små hvide linjer. De costale skæl på forvingens første segment er mørke. Bagvingen er uden skæl-tand.

Soldugfjermøl
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Karsten Schnack

Forveksling

: Soldugfjermøl kan forveksles med andre arter af fjermøl (Pterophoridae sp.). Mange arter kan dog udelukkes på grund af soldugfjermøls særegne værtsplante og habitus. Arten kan også forveksles med Stangeia siceliota, men soldugfjermøl er mørkere og kendetegnet ved de sorte skæl på bagvingens tredje segment. Desuden findes S. siceliota ikke nord for Schweiz.

Udbredelse

: Arten forekommer i hele Europa, undtagen langt mod nord og syd. På grund af dens særegne biologi og værtsplantens krav til habitat er populationerne af soldugfjermøl (B. paludum) stærkt fragmenterede. Soldugfjermøl (B. paludum) er den eneste repræsentant fra sin slægt i den palæarktiske zone.
Soldugfjermøl - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Voksne individer ses i to generationer (bivoltin), henholdsvis i maj-juni og juli-august (Hannemann, 1977). På varme, vindstille eftermiddage kan man finde dem i vegetationen, hvor de let forstyrres. De flyver også i skumringen og tiltrækkes af lys. Larverne ses i foråret på bladene og om sommeren både på blade, blomster og frøstande.

Tidsmæssig fordeling

af Soldugfjermøl baseret på Naturbasens observationer:
Soldugfjermøl - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Soldugfjermøl - månedlig fordeling

Biologi

: Planter i slægten Soldug (Drosera) er kødædende og producerer sekret med sukkerstoffer i form af polysaccharider, der bruges til at fange insekter. Ved stimulering dannes aktionspotentialer, som får planten til at bøje sig, hvorefter enzymer nedbryder proteinerne i byttet. Soldugfjermøllets æg lægges på undersiden af bladene på rundbladet soldug (Drosera rotundifolia L.).

Den udklækkede larve spiser bladene og bladstilken (petiole) på værtsplanten. Forpupning sker enten på værten eller på planter i nærheden Når larven af B. paludum kommer i kontakt med soldugplantens sekretion, indtager den sekretet, hvilket gør det muligt for larven at bevæge sig sikkert rundt på plantens blad uden at blive fanget

Levested

: Soldugfjermøl findes i tørvelavninger, hængesække og højmoser – habitater hvor værtsplanten rundbladet soldug (Drosera rotundifolia) typisk vokser.

Trusler

: Habitatfragmentering
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Gielis, C. 1996. Pterophoridae. In: Huemer, P., Karsholt, O., and Lyneborg, L. (eds.), Microlepidoptera of Europe 1: 1-222.

Alipanah, H., Gielis, C., Sari, A., Sarafrazi, A., and Manzari, S. 2011. Phylogenetic relationships in the tribe Oxyptilini (Lepidoptera, Pterophoridae, Pterophorinae) based on morphological data of adults. Zoological Journal of the Linnean Society, 163: 484–547. doi.org...j.1096-3642.2011.00705.x

Hannemann, H. J. 1977. Kleinschmetterlinge oder Microlepidoptera, III. Federmotten (Pterophoridae), Gespinstmotten (Yponomeutidae), Echte motten (Tineidae). Tierwelt Dtl. 63: 1-274, 17 plates. Jena.

Osaki, H., and Tagawa, K. 2020. Life on a deadly trap: Buckleria paludum, a specialist herbivore of carnivorous sundew plants, licks mucilage from glands for defense. Entomological Science 23: 227-230. doi.org/10.1111/ens.12419

Poppinga, S., Hartmeyer, S. R. H., Masselter, T., Hartmeyer, I., and Speck, T. 2013. Trap diversity and evolution in the family Droseraceae. Plant Signaling & Behavior 8: 10.4161/psb.24685

Sterling, P., Parsons, M., and Lewington, R. 2023. Field Guide to the Micro-Moths of Great Britain and Ireland (2nd ed.). Bloomsbury Wildlife.

De senest indberettede arter i Naturbasen: