Artsleksikon

Vælg den art du leder efter på listen, eller find arten via søgefeltet i menuen øverst på siden.
Sortering:   

 Beskrivelse af familien

Øjefluer er en ret lille familie af små til middelstore fluer. De har et meget karakteristisk udseende: kroppen er slank og smal, sort, mens hovedet er stort og næsten helt dækket af de store øjne, der meget let kan dreje rundt på halsen. De flyver i en langsom, svirrende flugt, ofte noget søgende gennem lav græsvegetation. De findes på frodige steder, også i buskvegetation, men en del arter foretrækker tørre, sandede steder som klitter, hvor de er mere iøjnefaldende end i tæt græsvegetation.

Øjefluer kan vanskeligt forveksles med andre familier. Øjnene er navnlig iøjnefaldende. Deres nærmeste slægtninge blandt fluerne er Svirrefluerne (Syrphidae), som de har mange træk til fælles med. Hvor mange Svirrefluer har her-kommer-jeg-farver og –svirreadfærd, så er Øjefluerne med deres afdæmpede farver og stilfærdige svirreflugt måske de mest udsøgte og elegante svirrere i fluernes verden. De kan så let som ingenting svirre inde mellem et insektnets folder uden at ramme stoffet.

Larverne lever som parasitter i cikader. Hunnerne lægger æg gennem de små cikadenymfers hud med sin kraftige læggebrod. Der er kun én larve i hver cikade, som er næsten lige så stor som cikaden, når den er fuldvoksen, den er placeret med hovedet i samme retning som cikadens hoved.

Der er fundet 62 arter i Danmark, fordelt på 10 slægter i tre underfamilier. Den største danske art, Nephrocerus flavicornis, den eneste art i underfamilien Nephrocerinae, er næsten dobbelt så stor som de øvrige arter. Underfamilien Chalarinae med slægterne Chalarus og Verallia har lidt kortere øjne end de øvrige slægter, som tilhører underfamilien Pipunculinae. Ellers er artsbestemmelse af Øjefluer et spørgsmål om stor forstørrelse, god litteratur og et vist mål af tålmodighed – men det er langt fra umuligt.

Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.



De senest indberettede arter i Naturbasen: