Jeg har været medlem af Dansk Ornitologisk Forening siden den 1. januar 1975, og det har været en fornøjelse, at se hvordan foreningen har udviklet sig igennem årene.
I begyndelsen af mit medlemskab i DOF, var jeg meget aktiv. Jeg var deltager ved samtlige møder og ture i felten. Jeg var også engageret i frivilligt arbejde i foreningens lokaler som lå i en lille lejlighed på Fælledvej på Nørrebro. Der var en helt unik stemning til møderne og på turene dengang. Mange af de ældre medlemmer, foredragsholdere og turledere var fra den gamle skole. Der var mange unikke personligheder imellem.
I et par år ringmærkede jeg fugle i Kongelunden på Amager. En meget spændende tid med mange gode oplevelser.
En del rejser med det formål at studere fugle, er det da også blevet til. Ud over rejser i flere Europæiske lande og Nordafrika, så er det især lande i fjernøsten som har trukket. Nepal, Indien, Malaysia og Thailand.
Jeg holder mest af at studere de almindelige fugles adfærd og trivsel i hverdagen, men gode trækdage og invasionsfugle har også min store interesse. Twitching er ikke noget som jeg går særlig meget op i. I dag er jeg Hyggeornitolog og har et meget afslappet forhold til min hobby.
I de senere år har jeg fået en større interesse for sommerfugle med mere. Ja, med digitalt spejlreflekskamera og makroobjektiv, så åbner der sig en hel ny verden som skal udforskes. Jeg er bare Bidt af naturen.