Er interesseret i natur i bredeste forstand, men især krybdyr og padder, hvilket nok skyldes, at jeg som 13-årig fik møvet mig ind som frivillig blandt medarbejderstaben i Terrariet i Vissenbjerg. Stedet blev mit andet hjem, og jeg er nu (2023) kommet der i over 50 år. Renoverede i 2003 deres hjemmeside, som jeg redigerede indtil 2013. Sad i 2005-2010 i bestyrelsen.
Er desuden ivrig fotograf med egen hjemmeside Nature´s Window (link nedenfor), som jeg sælger billeder fra, blandt andet i samarbejde med min gode ven, Henrik Bringsøe, flittig aktør på Naturbasen (og dens forgænger, Fugle & Natur), som er ligeså skudt i hovedet af krybdyr, som jeg selv er. Har fået offentliggjort billeder i mange (især udenlandske) bøger, tidsskrifter m.m.
Udgav i 2019 hjemmesiden (og e-bogen) "RepFocus - A Survey of the Reptiles of the World". E-bogen er i dag delvist forældet, men hjemmesiden opdateres jævnligt.
Siden 2021 frivillig konsulent for WHOs ekspertpanel vedr. giftslanger, som jeg bistår i spørgsmål om giftslangers taksonomi og udbredelse.
Er opvokset i Vissenbjerg på Vestfyn i den skønneste, mest varierede natur, man kan ønske sig. Burde bruge mere tid på natur i felten end foran computeren (f.eks. på denne hjemmeside), men det kan måske ændre sig med tiden. Det hænger nok lidt sammen med, at min zoologiske hovedinteresse er langt bedre repræsenteret uden for landets grænser end indenfor.
Har bl.a. arbejdet to år i Thailand (2000-01), hvor jeg var voluntør på en skole for fysisk handicappede, unge mennesker i aldersgruppen 17-40 år, som jeg underviste i engelsk. Jeg elsker landet og dets befolkning, og har besøgt det mange gange siden 1996.
En anden stor kærlighed er musikken, men også kunsten rumsterer i kulisserne.