Jeg har en livslang interesse for naturen. Som barn udforskede jeg den dengang uplejede Insulinmose, og i mine 7 år som spejder fik jeg besøgt en hel række spændende lokaliteter rundt om i landet. Som voksen opsøger jeg stadig nye lokaliteter på sommerhusture og endagsudflugter sammen med min kæreste. Efter 10 år i Aalborg med egen vild og artsrig have er vi i 2018 flyttet til Svaneke på Bornholm, hvor spændende opdagelser venter i vores nye have og nye omgivelser.
Mine interesseområder som barn og ung var botanikken, fugle og dagsommerfugle, men jeg har aldrig været god til at begrænse mig, så i dag er jeg blevet noget af en generalist. Der er dog artsgrupper, som jeg er gået langt mere i dybden med end andre. Først og fremmest de årevingede insekter, herunder især bier, bladhvepse og bladhvepsenes larver. Natsommerfugle og deres larver er mit andet store interesseområde i dag.
Andre grupper, som jeg også interesserer mig for, er fluer (især svirrefluer og båndfluer), snudebiller, bladbiller, mariehøns, tæger, cikader og bladlus, guldsmede, græshopper - ja stort set alt, hvad der kan flyve, krybe og gå af insekter. Dertil har jeg fået en stigende interesse for edderkopper og mejere efter i mange år at have været total araknofob.