Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Elsa Voldbjerg Sørensen
    Foto: Elsa Voldbjerg Sørensen
  • Fotograf: Kenneth Persson
    Foto: Kenneth Persson
  • Fotograf: Allan Kristoffersen
    Foto: Allan Kristoffersen

Atlas

: Skarntyde overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Planten bliver indtil 2,5 meter høj.

I alt fald friske planter har en meget karakteristisk, ubehagelig lugt af museurin, som mærkes ved knusning eller gnidning af stængel eller bladstilke.

Stænglen er glat, blådugget og mere eller mindre rød-purpurfarvet plettet eller helt rød forneden. Bladene er glatte, glinsende og 3-4 gange fjersnitdelte med hvidspidsede bladflige. Bladstilkene er rødplettede.

Blomsterstanden består af ofte mange dobbeltskærme. Storsvøbet har 5-7 lancetformede blade (det falder ofte af efterhånden), småsvøbet har 3-6 små æg-lancetformede blade.

Blomsterne er alle regelmæssigt radiærsymmetriske. Kronbladene er ca. 1 mm lange og svagt kløvede i spidsen.

Frugten er 2,5-3,5 mm lang og næsten kugleformet, brun og med fremstående bølgede ribber.

Planten er meget giftig p.g.a. indholdet af giftstoffet coniin, som er flygtigt og forsvinder ved opvarmning. Det er coniin, der giver friske planter lugten af museurin. Giftigheden er dog muligvis overdrevet i historiske kilder, da der sandsynligvis nu og da foreligger forveksling med den meget giftigere Gifttyde (Cicuta virosa).

Skarntyde er formentlig indført til landet af munkene i middelalderen og har herfra bredt sig til næringsrige lokaliteter i naturen. Planten har også forskellige andre medicinske virkninger bortset fra giftigheden.

Skarntyde
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Lars Thomas

Variation

: Der er stor variation i højde og drøjde. Planter der står godt kommer ofte tæt på maksimal højde (tanggødede strandkanter og rørsumpe, møddinger etc.).

Forveksling

: Der er forvekslingsmuligheder med flere store skærmplanter.

Den klassiske forvekslingsmulighed er med Vild Kørvel, som har furet, ikke rødprikket stængel og ingen mærkbar lugt.

Alle Bjørneklo (Heracleum) har håret stængel.

Gifttyde er en sumpplante med helt andre blade og uden museurinlugt.

Almindelig Hulsvøb har også stængel, som kan være rødprikket og ligne Skarntydes, men den er håret af stive, nedadrettede hår.

Hundepersille: Stor Hundepersille (Aethusa cynapium var. gigantea) kan ligne Skarntyde meget, men har langbladet, trådformet småsvøb (storsvøb mangler, men det kan det også hos Skarntyde), ovale frugter med tykke, lavere ikke bølgede ribber. Den har ikke Skarntydens museurinlugt.

Udbredelse

: Almindelig ved mange syd- og østdanske kyster, ellers hist og her i Østdanmark, sjælden i Vestdanmark. Ser ud til at være under spredning og blive mere almindelig.
Skarntyde - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Blomstrer juni-juli. Ikke blomstrende individer kan med lidt træning ret let spottes vækstsæsonen ud på løvets karakter og plantens ranke statur.

Tidsmæssig fordeling

af Skarntyde baseret på Naturbasens observationer:
Skarntyde - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Skarntyde - månedlig fordeling

Biologi

: Toårig. Vindslyngspredning og (ved kyster og søer) vandspredning.

Etymologi:

Det videnskabelige slægtsnavn er dannet efter det gamle græske navn for planten: kneion. Artsnavnet maculatum betyder plettet og sigter til den rødplettede stængel.

Det danske navn er forklaret under Gifttyde.

Det giftige indholdsstof coniin,som også giver lugten af museurin

,forsvinder ved tørring; derfor

mangler ældre planter ofte denne lugt mere eller mindre.

Børn er blevet forgiftet når de har suttet på fløjter lavet af stænglen; hvis de havde holdt sig til stængler af Vild Kørvel, var der ikke sket noget.

I folkemedicinen har den været brugt på forskellig vis. Ved fravænning af diende børn har man lagt en klud vædet med skarntydesaft på brysterne, hvilket har betydet, at mælkesekretionen ophørte. Ikke ufarligt, fordi giftstoffet fra planten kunne trænge gennem huden. Henrick Smids Urtebog (1546) har anbefalet den til munke og nonner til at dæmpe seksualdriften. (efter Danmarks Vilde Planter).

Allerede i oldtiden anvendte de gamle grækere udtræk af friske planter som en smertefrit virkende gift, der lammede centralnervesystemet og førte til døden. Velkendt er, at Sokrates blev dømt til døden ved indtagelse af skarntydesaft og som en lovlydig borger adlød dommen og tømte bægret med skarntydegiften. - Den opfattelse har været fremført, at skarntyden ikke er giftig nok til denne brug, men at man har anvendt saften fra den langt giftigere Giftsyde (s.d). I modsætning til Skarntyden nedbrydes Gifttydens giftige indholdsstoffer ikke ved almindelig opvarmning og tørring.

Planten blev indført til klosterhaver i middelalderen og har bredt sig til grøftekanter, tangpåvirkede strandbredder, møddinger o.a. meget næringsrige steder..

Levested

: Almindeligst ved tanggødede, beskyttede kyststrækninger. Desuden på næringsrige steder i indlandet: ruderater, møddinger, langs veje, næringsrige græsgange etc.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Mest efter Nordiske Skærmplanter af Niels Fauerholdt og Jens Christian Schou, ISBN 87-990006-0-1udgivet i 2004 af Dansk Botanisk Forening på eget forlag.

Desuden:

Danmarks Vildeplanter af Skytte-Christiansen, som beskriver giftighed og historiske forhold.

De senest indberettede arter i Naturbasen: