|
|
Nøgle til danske oliebiller
Kendetegn: De voksne oliebiller af slægten Meloe er store, mørke, lidt kluntede biller. Deres dækvinger overlapper hinanden ved basis og er desuden ret korte og divergerer ud mod siderne. Flyvevinger mangler. Hos nyforvandlede dyr dækkes en stor del af bagkroppen af dækvingerne, men med tiden udspiles bagkroppen så meget, at dækvingerne langt fra dækker den. Især hunnernes bagkrop bliver både lang og voldsomt opsvulmet af de mange æg. Hannerne bliver ikke nært så store som hunnerne, og de har lidt kraftigere, knæbøjede følehorn, som de under parringen hægter på hunnens følehorn. Oliebiller kravler ofte frit fremme på jorden om dagen og kan udskille en olielignende væske som forsvar mod fjender. Længde ca. 7-35 mm. Overfladisk kan oliebiller minde om de store, mørke arter af rovbiller, som også har korte dækvinger (f.eks. Stor rovbille), men de afviger fra dem ved en lang række detaljer. Som regel vil oliebiller kunne artsbestemmes i felten, selvom det kan være nødvendigt at bruge lup eller foto for at se nogle af kendetegnene på pronotum (forbrystets overside). En del af forskellene mellem Blå- og Sort oliebille drejer sig om, hvor kraftigt visse karaktertræk er udviklet. Da de pågældende karaktertræk imidlertid også varierer noget i styrke blandt den enkelte arts individer, kan det være en hjælp at sammenligne med flere forskellige fotos af arterne. I tvivlstilfælde må dyret undersøges i stereolup, hvor Blå oliebilles mikroskulptur på hoved og pronotum vil kunne ses tydeligt som et fint indridset netværk af små polygoner. Nøgle: 1a. Pronotum er ca. så langt som bredt. 2. 1b. Pronotum er omtrent dobbelt så bredt som langt eller endnu bredere. 3. 2a. Oversidens blanke dele har i reglen et kraftigt blåt metalskær. Pronotums bagkant er altid tydeligt og i reglen stærkt stumpvinklet indskåret; foran bagkanten findes altid et tydeligt og ofte ret kraftigt tværgående indtryk. Punkturen på hoved og pronotum er gennemgående relativt fin og overfladen mellem punkterne er svagt silkeskinnende på grund af mikroskulptur. Blå oliebille (Meloe violaceus) www.fugleognatur.dk/artintro...,%201802 2b. Oversidens blanke dele er ofte helt sorte eller har et svagere blåt metalskær. Pronotums bagkant er lige eller ret svagt indskåret; et tværgående indtryk foran bagkanten mangler helt eller er kun ganske svagt til stede. Punkturen på hoved og pronotum er gennemgående relativt grov, og overfladen mellem punkterne er helt blank uden mikroskulptur. Sort oliebille (Meloe proscarabaeus) www.fugleognatur.dk/artintro...,%201758 3a. Blanke dele af oversiden har et grønt eller kobberglinsende metalskær. Pronotum er ca. dobbelt så bredt som langt. Grøn oliebille (Meloe variegatus) 3b. Blanke dele af oversiden er sorte eller har blåligt metalskær. Pronotum er meget kort, mindst dobbelt så bredt som langt og omtrent nyreformet. Korthalset oliebille (Meloe brevicollis) Biologi: De voksne oliebiller kommer frem om foråret og ses undertiden allerede i starten af marts. Det er dog gerne april-maj, der er ”højsæson” for dem, og i løbet af juni forsvinder de igen. De er planteædere, der ernærer sig af mange forskellige slags lave planter. Når hunnen har parret sig, graver hun portionsvis sine mange æg – op til flere tusinde - ned i gruber i jorden. Efter få dage kommer de små, livlige larver frem. De er såkaldte triungulin-larver, der i formen godt kan minde lidt om en slags lus, hvilket de oprindeligt blev antaget for at være. Oliebillernes larver snylter hos forskellige jordboende arter af enlige bier. Triungulin-larven kravler derfor op i en blomst af f.eks. Følfod eller Mælkebøtte, hvor den klamrer sig fast på et blomsterbesøgende insekt. Hvis den er heldig, er det en egnet biart, der transporterer den hjem til sit bo og derved måske endda hjælper oliebillen – der jo ikke selv kan flyve - til at sprede sig til en ny lokalitet. Når bien herefter lægger et æg, kravler larven over på biægget og lader sig lukke inde i den honningfyldte celle, der egentlig skulle have tjent som spisekammer for biens larve. Den gennemgår nu en såkaldt hypermetamorfose, hvor den helt ændrer kropsform og kommer til at minde lidt om en torbist-larve. Den forsætter med at æde af biens æg og larver og af dens opmagasinerede pollen og nektar, indtil den forpupper sig nede i biboet. Det følgende forår kommer den voksne oliebille frem. Levesteder: Oliebillerne er typiske overdrevsarter. De holder især til på solrige, varme, tørre steder, hvor der er en naturlig, ret lav og ikke for tæt vegetation af græsser og urter. Gerne i nærheden af små eller større nøgne flader af sandet jordbund, hvor værtsbierne har deres bo. Særligt foretrækker oliebillerne sydeksponerede overdrev og skrænter, men især Blå oliebille kan også findes i solrige skovlysninger. Mange kystoverdrev er rigtigt gode oliebillelokaliteter. Ikke mindst dem, der ligger i det nedbørsfattige storebæltsområde. I takt med overdrevenes tilbagegang er også oliebillerne blevet sjældnere. Det gælder især inde i landet. Lokalt på gode levesteder kan de dog godt være ganske talrige. To af arterne – Grøn- og Korthalset oliebille – findes i dag kun på meget få danske lokaliteter. Litteratur: Gärdenfors, U. & al. (red.), 2002: Hundraelva nordiska evertebrater. Handledning för övervakning av rödlistade småkryp. Hansen, V. & Larsson, S.G., 1945: Biller XII, Heteromerer. Danmarks Fauna. Bd. 45. Jørum, P., 1999: Foråret er tiden til at se efter oliebiller. - Fynsk Natur (1999,1). www.fynsk-natur.dk...artikel_8 |
