|
|
|
Tågens slørvinge, Taeniopteryx nebulosa
Det er navnet på den første slørvinge, der kommer frem ved åen. Den er almindelig ved de jyske åer, især de vestjyske. Den er fundet ved nogle fynske åer (bl. a. Stavis Å), men den er ikke (endnu) fundet på Sjælland. Den er for mig det allerførste tegn på forår ved åen. Jeg har foreslået navnet ”Tågens slørvinge” ud fra det latinske navn for tåge, nebulosus, og fordi vi kan møde den ”når sydvesten kommer på sine tågevinger.” Så kravler den på frønnede pæle, træer og broer ved åen. Kommer frosten og sneen igen, gemmer de sig i revner og sprækker. Vil man se dem her, så lad være med at rive deres ly af hegnspælene: Et skånsom metode (for slørvingen) er at tænde en pibe tobak og ryge dem ud ved at blæse røgen ind med et sugerør. (Hårdt for ikke rygere, men givende). Det allermest spændende er at se larverne kravle op fra vandet og forvandle sig til et voksent individ. Det kan man se om aftenen i lommelygtens skær. Det er lettest at se på faskiner og pæle i eller ganske tæt på vandkanten, og på bropiller. Når larven er kravlet et stykke vej op på pælen, vender den sig om, så hovedet vender nedad. Lidt efter revner den i ryggen, og ud kommer slørvingen, langsomt. Først brystet med vingerne og de seks ben. Så hovedet med de lange følehorn: De skal, som benene, trækkes ud af det gamle hylster. Jeg har aldrig bemærket, at lyset fra lommelygten kan distrahere dem i disse handlinger. Alt er blødt og bøjeligt, indtil det hærdes af luftens ilt. Mens det sker, hænger stadig larven fast med bagenden i det gamle hylster. Mon ikke det er en forklaring på, at den har sat sig fast med hovedet nedad? Så, efter en halv til hel time, kravler den væk fra den det tomme hylster, også kaldet exuvien. Hvornår begynder foråret? Jeg har fulgt dette skuespil stort set hvert forår siden midt i 60-erne. Nogle år kommer de første frem ved Kyndelmisse, andre gange i første halvdel af marts. Biologen Carlo F. Jensen (”Postbuddet fra Tarm”) fulgte Tågens slørvinge på den gamle jernbanebro ved Skjern gennem mange år fra 1940-erne. Han viste, at temperaturen åbenbart bestemte tidspunktet: I milde vintre kom de i starten af februar. Kolde vintre i marts. Målinger, jeg lavede i 1960-erne, tydede på, at de kom frem ved en vandtemperatur lidt over 3 °C, og det blev bekræftet af nye målinger i foråret 2010. Det er bare mærkeligt, at den ikke kommer tidligere, når der er milde vintre i december og januar. Larven (se ledsagende billede) er tilsyneladende klar. Dens tilvækst flader ud fra begyndelsen af november, og larverne bliver mere og mere lodne af klokkedyr og andet småkravl. De skifter ikke hud og er tilsyneladende fuldt udvoksede. Hvorfor kommer de så ikke frem som voksne, når starten af januar er mild? Forklaringen er nok noget med ”risikovurdering.” De voksne slørvinger lever ca. en måned. I den tid skal de parre sig, spise, udvikle æg og lægge dem i åen. Frost og sne, når de er kommet frem, kan være katastrofal. Der er stor sandsynlighed for at en mild januar afløses af en kold periode. Der er mindre sandsynlighed for at en mild februar afløses af en kold periode. Og der er endnu mindre sandsynlighed for, at en mild marts afløses af en kold periode. Temperaturen er altså ikke en god signalgiver for det rette tidspunkt. Daglængden, derimod, er pålidelig: Den fortæller om sandsynligheden for, at den milde periode er kommet for at blive, så de voksne ikke dør af kulde og sult. Men daglængden alene er ikke nok. De ca. 9 lyse timer i starten af februar er i sig selv ikke nogen sikkerhed for, at de kan overleve på land. Der skal være en passende temperatur i vandet og i luften. Er temperaturen lavere, bliver larverne i vandet. ”Vinduet ”i Danmark (Gudenå v Bredstenbro) synes at åbne ved en daglængde over 9 timer kombineret med en vandtemperatur over 3°. Forsøg med kombinationer af daglængder og temperaturer i 1960-erne gav fingerpeg om, at det var en rimelig fortolkning. Ikke helt overraskende, for daglængden er jo styrende for mange fænomener i naturen. Senere finske undersøgelser af Tågens slørvinge peger i samme retning, dog med en begrænsende daglængde på over 12 timer. Det hænger nok sammen med, at tilstrækkelig høje temperaturer i Lestijoki kommer senere end i Gudenåen. Voksenlivet Parringen sker også for det meste i de mørke, lune (luft over ca.4-5°) aftener. Det giver jo, ligesom ved klækningen, en vis beskyttelse mod sultne gærdesmutter. Derimod vågner sultne edderkopper op samtidig med slørvingerne. Hannerne og hunnerne finder hinanden, ligesom is-slørvingerne, med trommesignaler der overføres gennem underlaget, fx en pæl eller hegnstråd. Når mørket falder på i klækkesæsonen, trommer hannerne for at komme i kontakt med en jomfruelig hun. Hans signal varer ca. 3 sekunder med ca. 4 takter i sekundet. Mærker en rede, jomfruelig hun signalet, svarer hun med en tilsvarende trommelyd, som hannen (eller flere) omgående besvarer. Vi kan ikke høre signalerne, med mindre de forstærkes: Det er let at gøre: Sæt en eller flere hanner og hunner i en alufoliebakke, som lukkes med glasplade. Det er dog meget sværere at komme til at høre en hun svare: De er svære at finde, for deres tid som jomfru varer ikke længe. Livet efter parringen Der er også meget at se på i dagtimerne. De voksne slørvinger holder sig i nærheden af åen, de fleste inden for ca. 20 meter. Men man også finde nogle på pæle 100 meter eller mere væk. Hunnerne har travlt med at spise, bl. a. alger på de våde hegnspæle. Æggene, der i de nyklækkede hunner er ganske små, skal jo udvikles. Undersøgelser hos en anden slørvinge (Brachyptera risi) viser, at mens hannerne ikke vokser, så vokser hunnerne med ca. 400 % (målt som energiindhold, joule)). Der skal spises meget. Formodentlig befrugtes æggene i flere omgange af spermatozoer, som hunnen har gemt i særlige kamre (spermateker). Der er i hvert tilfælde mange forskellige udviklingsstadier at se hos æggene på samme tid. Æggene lægges i flere omgange. På solrige martsdage kan man se hunnerne sidde på pæle, grene eller tørre plantestængler med højt hævet, bøjet bagkrop. På spidsen er en rund æghob, der kan rumme ca. 100-500 æg. Det ser ud som om æghoben skal ”bages” af solen. Det er dog svært at se, hvad det skulle gavne. Når æggene ender i vandet, går der 1-2 måneder, før de klækkes. Den særlige ”solpositur” skal nok snarere varme flyvemusklerne op til turen ud over åen, hvor æggene skal lægges. Ved en lufttemperatur på 10-12° kan overflade- temperaturen på slørvingens underlag, der vender mod solen, være 30-40°. Den indre flyvemuskel temperatur på en større art (Perlodes), som har samme soladfærd, er også målt til sådanne, høje værdier. Men når den flyver, køles den meget hurtigt ned. Pludselig sætter hunnen af og flyver hurtigt ud over vandet. Den lander på vandoverfladen og her taber den æghoben. Mens den synker ned, splittes den op i enkeltæg, der hæfter sig fast på bunden. Hunnen selv finder tilbage til bredden ved at skimme hen over vande. Den står med alle 6 ben på vandoverfladen, og den bevæger sig af sted, ofte med en fart på 30-40 cm i sekundet, ved at baske med vingerne. Skimmingen, der er udbredt hos mange slørvinger (og døgnfluer), er ikke så energikrævende som rigtig flyvning, og den bruges især ved lavere temperaturer af dårlige flyvere, som slørvinger er. (Flotte high speed film af dette kan ses på www.bio.psu.edu...PBZFig1 eller ved at google "Marden" "Skimming". |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.