Danmarks Sommerfugle
Denne bog har været længe ventet. Det er en flot gennemillusteret guide til alle vore storsommerfugle i traditionel forstand. Dvs. foruden de egentlige storsommerfugle også rodædere, sækspindere, køllesværmere m.fl. Bogen er på 678 sider og vejer 1150 gram. Alligevel er den så handy at den til fulde lever op til betegnelsen i undertitlen: "En felthåndbog...". En række af de senere års nytilkomne arter behandles nu for første gang på dansk, ligesom nogle nyopdagede dobbeltarter for første gang behandles på dansk i bogform: Euxoa eruta, Diachrysia stenochrysis og Hadena capsincula. I bogens hoveddel, den systematiske del, er der en introduktion til hver familie, hvor kendetegn og levevis beskrives. For de større familier er også underfamilier og triber beskrevet på denne måde. Disse afsnit er meget velskrevne og kan indeholde interessante oplysninger om f.eks. gruppens navngivning. Hver art præsenteres med et eller flere fotos af den voksne sommerfugl i naturlig hvilestilling. Enkelte arters larver er også vist. Det er virkelig imponerende at det er lykkedes at skaffe billeder af alle arter! Og billederne er generelt rigtig gode - de viser jo hvordan dyrene ser ud i naturen. Alle arter har fået et dansk navn. Forfatterne har gennemgået alle arterne og foreslået nye navne, så navngivningen både afspejler arternes systematik og nogle karakteristiske arter som ikke tidligere har haft danske navne har nu fået et. Navnene er endnu helt nye - så det kræver naturligvis lidt tilvænning, men nu kan vi sommerfugle-"nørder" ikke længere sige "..den har ikke noget dansk navn". Og faktisk er langt de fleste af de nye navne rigtig gode! I teksten til hver art beskrives kendetegn, levested, flyvetid, larvens foderplante og artens udbredelse i Danmark. Der er medtaget de nyeste oplysninger om fund. Ofte skrives der også intersessante oplysninger om betydningen af det latinske navn. Teksterne er meget velskrevne. Efter den systematiske del er der 6 sider med bestemmelsestegninger til hjælp ved bestemmelsen af svære arter og herefter følger 71 farvetavler. Tavlerne er rigtig gode og de præparerede eksemplarer fremstår uden farvestik på en nydelig lys grå baggrund. De fleste eksemplarer er vist i naturlig størrelse, nogle små arter er fornuftigt nok vist forstørrede. Bogen kan anbefales til alle naturinteresserede som vil kunne bestemme de sommerfugle han/hun støder på i naturen. Også den mere erfarne sommerfugle-interesserede vil have glæde af de mange gode billeder og den inspirerende tekst. For de sværest bestemmelige arter må man dog ty til special-litteratur om de enkelte grupper, men bogen må absolut stå på enhver sommerfugle-interesserets boghylde eller med i felten! Og man kunne ønske sig at der blev lavet tilsvarende bøger om andre insektgrupper. Bogen kan købes ved henvendelse til forlaget Bugbook Publishing, www.bugbook.dk Morten Top-Jensen & Michael Fibiger: Danmarks Sommerfugle En felthåndbog over samtlige dag- og natsommerfugle Bugbook Publishing, 2009 13 x 21,5 cm, 678 sider 71 farvetavler |