Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jens Søgaard Hansen
    Foto: Jens Søgaard Hansen
  • Fotograf: Poul Ulrik
    Foto: Poul Ulrik

Kendetegn

: Med en længde på blot 3,5 mm er Myrefårekyllingen ikke blot Danmarks, men Vesteuropas mindste græshoppe. Arten er yderst bizar blandt danske græshopper. Den ovale krop er mørkebrun til rødbrun. Pronotum og bagkroppens første segment med en bred lysebrun eller gullig bagrand. Resten af bagkroppes segmenter med en smallere lys bagrand. Cerci er store, og stritter lige ud til siden. Som et resultat af artens yderst specialiserede levevis, mangler den både vinger og høreorganer.
Myrefårekylling
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Jens Søgaard Hansen

Forveksling

: Arten er så spøjs, at den ikke kan forveksles med noget som helst dansk. Myrmecophilus-slægten omfatter i Europa flere arter, vor hjemlige acervorum er dog den eneste, der forekommer i Central- og Nordeuropa. Den kan kendes fra de sydlige arter på den mørkere farve med de to tydelige lyse bånd, samt på kroppens behåring.

I myretuerne findes mange andre små dyr, for eksempel bladlus og rovbiller. Nogle af dem kan have samme størrelse, form eller farve som Myrefårekyllingen, men ved nærmere eftersyn hersker der ingen tvivl.

Udbredelse

: Arten blev fundet som ny for Danmark af Poul Ulrik i 2015 ved Dybbølsbro i København. Den blev genfundet her i 2016, men er desværre ikke fundet siden. Lokaliteten er nu tilbygget. På denne lokalitet er den fundet i bo af Sort Havemyre (Lasius niger), anlagt under løse fliser på ruderatet. Indtil videre er arten ikke fundet andre steder i landet. Det er dog en art hvis levevis gør den ganske svær at finde, og den bør derfor eftersøges i hele landet. I det nordligste Tyskland følger artens udbredelse tydeligt jernbane- og industriarealer, og en lignende udbredelse i Danmark er ikke utænkelig.

I 2016 blev den fundet i Småland som ny art for Sverige

Myrefårekylling - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Året rundt. Aktiviteten er selvfølgelig størst i sommerhalvåret.

Tidsmæssig fordeling

af Myrefårekylling baseret på Naturbasens observationer:
Myrefårekylling - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Myrefårekylling - månedlig fordeling

Biologi

: Myrefårekyllingen lever som gæst i myretuer. Den er blevet registreret i reder hos over 20 forskellige myrearter, blandt andet hos slægterne Lasius, Formica, Tetramorium og Myrmica. Lasius lader dog til at være den foretrukne slægt. I Danmark er den indtil videre kun fundet hos Sort Havemyre (Lasius niger).

Den lever både af affald i reden så som rådne plantedele og madrester, samt af myrernes æg og larver. Fårekyllingens vigtigste fødekilde er dog at tigge mad fra arbejderne via mund-til-mund-overførsel (Trophallaxis). Denne kleptoparasitiske adfærd er udviklet konvergent hos mange myrmekofiler, blandt andet hos flere af vores myrelevende rovbillearter.

Artens syn er meget begrænset. I stedet fungerer antennerne og cerci som de primære sanseorganer. Derudover har arten en meget god lugtesans, der er i stand til at læse myrernes feromoner. Derved kan en fårekylling, ved at følge myrernes duftspor, let finde frem til en værtskoloni. Nede i kolonien er fårekyllingen i stand til at leve nærmest ubemærket ved at påtage sig den kolonispecifikke lugt, myrerne bruger til et genkende hinanden. Da den mangler både vinger og høreorganer, stridulerer arten selvfølgelig ikke.

Nymfeudviklingen tager næsten to år, og de voksne dyr kan derfor findes året rundt. I Nordeuropa formerer arten sig via partenogenese (jonfrufødsel), og hanner observeres næsten aldrig.

Levested

: Den forekommer især på tørre, varme lokaliteter. I Danmark er ruderater den mest oplagte naturtype at finde arten i.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
en.wikipedia.org...Myrmecophilus_acervorum

Junker, Eva A. "Untersuchungen zur Lebensweise und Entwicklung von Myrmecophilus acervorum (PANZER, 1799)(Saltatoria, Myrmecophilidae)." Articulata 12.2 (1997): 93-106.

Bönsel, André, and Sören Möller. "Die Ameisengrille Myrmecophilus acervorum (PANZER, 1799) in Mecklenburg-Vorpommern." Articulata 23.1 (2008): 81-87.

De senest indberettede arter i Naturbasen: