Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby
  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby
  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby

Kendetegn

: Mosskorpioner er små dyr, der er få millimeter lange, og det kræver tit en god stereolup at artsbestemme dem. De har 4 par gangben, et par pedipalper (med klosakse) og et par kæber. Kroppen er delt i en forkrop (cephalothorax) og en bagkrop (abdomen). Forkroppen dækkes for oven af et stort rygskjold, der hos en del arter har en eller to tværfurer, og som hos nogle arter bærer 1-2 par øjne fortil.

Stellas mosskorpion er en temmeligt slank og ret lys mosskorpion. Den hører til familien Chernetidae, der omfatter både slanke og brede/dråbeformede arter, men hos os er kendetegnet ved, at arterne både mangler øjne og samtidigt har de fleste af bagkroppens rygplader opdelt af et smalt blødhudet mellemrum langs dyrets midtlinie.

Indenfor familien Chernetidae hører Stellas mosskorpion til de arter, der har spidse kropshår (set ved ca. 40x) og som på rygpladerne på mindst 5-10. bagkropsled har et fremskudt hår til hver side for midlinien og ét fremskudt yderst langs hver side.

Stellas mosskorpion har desuden klosaksfingre, der gerne er ret betydeligt krummede, således at fingrenes indersider ikke mødes kant mod kant, når klosaksen er lukket. Endvidere har cephalothorax-skjoldet to tværfurer ligesom hos flere andre arter af mosskorpioner (den bageste fure med en kort bagudrettet forlængelse i midten). Til forskel fra arter med en lignende form og fordeling af kropshårene, er den bageste cephalothorax-fure hos Stellas mosskorpion næsten ligeså tydelig som den forreste, og den er placeret omtrent midt mellem den forreste fure og skjoldets bagkant. Stellas Mosskorpion bliver ca. 2,5 mm lang. Nymfestadierne er mindre, men ligner de voksne dyr en del.

Stellas Mosskorpion
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Hjalte Kjærby

Variation

: Graden af klosaksfingrenes krumbøjning varierer noget hos Stellas mosskorpion.

Forveksling

: Stellas mosskorpion kan umiddelbart let forveksles med andre slanke, ret lyse arter af mosskorpioner. Flere af disse kan leve på tilsvarende steder. Især ligner den meget arterne af slægten Lamprochernes (specielt L. chyzeri), som desuden har en lignende fordeling af kropshår på bagkropsskjoldene og tilsvarende spidse hår. Hos Lamprochernes er den bageste cephalothorax-tværfure imidlertid placeret tættere på skjoldets bagrand og er samtidigt svagere eller omtrent helt forsvundet. Forvekslingsmulighederne har i reglen ikke helt så krummede klosaksfingre, men krumningen kan som nævnt også variere noget hos Stellas mosskorpion.

Hvis man specielt leder efter Stellas mosskorpion, kan man allerede i felten bortsortere de mosskorpioner, der er betydeligt bredere eller mørkere. Med en god håndlup vil man ofte kunne se, hvorvidt rygpladerne er delt langs midten. Hos nogle (men ikke alle) af de arter, hvor kropshårene i stedet ender stumpt eller er udvidede i spidsen, vil dette også kunne skimtes gennem en god (ca. 18x) feltlup.

Udbredelse

: Stellas Mosskorpion er fundet ret få gange i Danmark. Det første fund i Danmark og formentlig i verden blev gjort i 1886 i en hul Eg i Jægersborg Dyrehave. De næste fund blev gjort i 1985 i en hul Bøg i Vallø Dyrehave og året efter i Vallø Slotspark, hvor en del eksemplarer blev fundet i en hul egegren, der var knækket af i en storm. Siden er arten atter blevet fundet i både Jægersborg Dyrehave (1990 og 2005) og Vallø Dyrehave (2008). Desuden er der på Sjælland gjort fund i Svenstrup Dyrehave (2004 og 2008), Bromme Plantage (2004), Jægerspris Slotspark (2008) og Teglstrup Hegn (2012), og i Jylland er arten blevet fundet i Frijsenborg Dyrehave (2007) og Tofte Skov (2009). Flere fund kan tænkes i fremtiden, da eftersøgning af arten siden 2004 har indgået i det Nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen (NOVANA).

Stellas mosskorpion er på bilag 2 til EUs habitatdirektiv. Af bl.a. den grund er Jægersborg Dyrehave blevet udpeget som et såkaldt habitatområde, hvor Danmark har pligt til at sikre beskyttelse og bevaring af artens levevilkår indenfor området.

Stellas Mosskorpion - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Kan ses hele året. Den bliver især fundet efter stormfald, hvor mange gamle træer med hulheder falder eller mister deres hule grene, hvorved hulhederne bliver lettere at undersøge.

Tidsmæssig fordeling

af Stellas Mosskorpion baseret på Naturbasens observationer:
Stellas Mosskorpion - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Stellas Mosskorpion - månedlig fordeling

Biologi

: Stellas Mosskorpion er et rovdyr. Den har gift i pedipalperne og bruger disse til at slå nematoder, mider eller andre små leddyr ihjel med. Ved hjælp af munddelene udsuges byttedyrenes kropsvæsker.

Mosskorpionen har 3 nymfestadier før det endelige voksenstadie. Hunnerne spreder sig ved at hæfte sig til insekter med pedipalperne og passivt blive ført til andre skove og hule træer. F.eks. er 40 voksne hunner af Stellas mosskorpion fundet på en enkel stankelbensmyg i Sverige.

Levested

: Lever i hulheder i gamle løvtræer i gamle træbevoksninger, hvor den især findes i hulhedernes smuld. Gerne i lidt fugtige hulheder med reder af hulrugende fugle, hvepsebo o.l. Hovedsageligt i gamle løvskove, slots- og herregårdsparker, dyrehaver, gamle alléer og lignende. I Sverige findes Stellas mosskorpion gerne på lokaliteter med stort indhold af rødlistede arter af smådyr.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Andersen, M. (1988): Mosskorpionen Anthrenochernes stellae Lohmander genfundet i Danmark. Entomologiske meddelelser 56: 125-126.

Danmarks Naturdata (2009): NOVANA-artsovervågning, Stellas mosskorpion. - www.naturdata.dk.

Gärdenfors, U. & P.Wilander (1992): Sveriges klokrypare med nyckel till arterna. Ent. Tidsskr. 113: 20-35.

Holmen, M. & Scharff, N. (2008): Stellas mosskorpion, Anthrenochernes stellae Lohmander, 1939 - status i Danmark for en ny art på habitatdirektivet. - Ent. meddr 76: 3-16.

Scharff, N., 2009: pers. medd.

Søgaard, B., Martin, O. & Holm, T.E. (2004): Stellas Mosskorpion. Teknisk anvisning til ekstensiv overvågning. Danmarks Miljøundersøgelser. - Tekniske anvisninger fra DMUs fagdatacenter for biodiversitet og terrestrisk natur A8: 10 s.

De senest indberettede arter i Naturbasen: