Flertået nålevinge

Se alle 

 ID-billeder

Kendetegn

: Leuctra digitata bliver som imago 5-9 mm i kropslængde og har vinger på 6,8-9,1 mm. Kroppen og benene er overvejende mørkegrå/brun-sorte, og de grå vinger er sammenfoldet som et kræmmerhus om abdomen, hvilket giver arten et meget slankt udtryk. Halenøkkerne stærkt reducerede, og er derfor ikke synlige ovenfra.

Nymfen bliver i sidste stadie 5-9 mm. Kropsfarven er oftests gulbrun-chokoladebrun, og formen slank med korte ben i forhold til kropslængden. Pronotum svagt bredere fortil end bagtil. Niende bagkropsled ikke delt i ryg- og bugplade. Skinneben (ses bedst på benpar 2-3) uden tydelig hårbræmme, men med enkelte spredte hår.

Forveksling

: Arten kan primært forveksles med de andre arter af Leuctra, samt Zwicknia bifrons (Isslørvinge).

Som imagines kan Leuctra kendes fra de fleste andre slørvinger på at være små og mørke, og ved at have kræmmerhusfoldede vinger. Dog kan de potentielt ligne Zwicknia bifrons (Isslørvinge), men denne har meget lange og synlige halenøkker, hvor halenøkkerne hos Leuctra er meget små, og ikke kan ses ovenfra. Zwicknia-hanner har desuden meget korte vinger. Voksne Leuctra skal helst genitaliebestemmes, for at kunne artsbestemmes.

Nymfer af Leuctra kendes fra Zwicknia på at have en fusioneret ryg- og bugplade på niende bagkropsled, hvor de hos Zwicknia er adskilte. Desuden er pronotum en smule bredere fortil end bagtil hos Leuctra, hvor det forholder sig omvendt hos Zwicknia.

Leuctra digitata og Leuctra fusca er sommer/efterårsarter, og nymferne kan derfor ikke findes på samme tidspunkter som Leuctra nigra og Leuctra hippopus, der er forårsarter. Leuctra fusca kendes fra Leuctra digitata ved at have en tydelig hårbræmme på skinnebenene, hvor Leuctra digitata kun har enkelte spredte hår (ses bedst på andet og tredje benpar). Disse hår kan dog knække af, og der vil derfor være flere individer, der ikke kan artsbestemmes med sikkerhed.

Udbredelse

: Dens hovedudbredelse i Danmark virker til at være i det centrale Jylland fra Skjern i vest til Århus i øst, men spredte fund er kendt fra Nordjylland og i Kolding-området. Den virker altså til at være en relativt sjælden art, men kan dog være underregistreret grundet den svære bestemmelse, samt at forekomstperioden er udenfor den almindelige prøvetagningsperiode i februar-april, hvor arten ikke er til stede.
Flertået nålevinge - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Imagos flyvetid falder i august-primooktober, men afvigende individer er fundet i juni-juli og november-december. Nymferne kan ses i vandløbene fra foråret, men kan først artsbestemmes i højsommeren grundet størrelsen.

Tidsmæssig fordeling

af Flertået nålevinge baseret på Naturbasens observationer:
Flertået nålevinge - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Flertået nålevinge - månedlig fordeling

Biologi

: Arten har ligesom andre Leuctra-arter et relativt bredt fourageringsområde, da den både kan leve som samler, græsser og ituriver. Den foretrækker grovt substrat. Desuden er den en rentvandsart, der er følsom overfor organisk forurening, og er relativt krævende, hvad angår strøm- og iltforhold.

Levested

: Den lever i flere forskellige typer vandløb, og er både fundet i småbække, samt i større vandsystemer som fx Skjern å.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Wiberg-Larsen, P., 2019. Slørvinger 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi.

Lillehammer, A. 1988. Stoneflies (Plecoptera) of Fennoscandia and Denmark, Fauna Entomologica Scandinavica Volume 21. 50-70.

Mortensen, K. 2020 Slørvinger. Natur og Museum.

Bundgaard, P. 2007 Fotonøgle til nymferne af de danske slørvinger.

VanDa. Danmarks Miljøportal.

De senest indberettede arter i Naturbasen: